tirsdag den 12. januar 2016

Så blev jeg alligevel sådan en - i hvert fald for nu


For et halvt år siden sad jeg med en kaffe latte på sødmælk og et stykke fantastisk kage på den der franske cafe for enden af søerne. Altså i Østerbro-enden. Vi havde lige været henne til åbent hus og kigge på den lejlighed, som vi nu bor i. Og nu sad vi her. Helt høje, spændte og vildt nervøse for, om de andre, der også var til åbent hus, så sammen perle som vi gjorde. Så vi sad der og kiggede udover søerne 2oo meter fra vores kommende lejlighed (håbede vi). Og kiggede på de helt uendeligt mange løbere, der styrtede rundt og rundt i et vanvidsløb omkring. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg sikkert ville blive sådan en der løb. En der løb rundt om søerne, hvis bare Gud eller en eller anden øvre magt ville sørge for, at jeg fik (drømme-)lejligheden, og at vores gamle blev solgt til den rette pris – og at sol, måne og stjerner faktisk bare stod helt rigtigt for at alle disse ting kunne ske.

 
Det gjorde det. De stod rigtigt og lejligheden blev vores til vores udelte begejstring og undren. Dog første efter at diverse forhindringer var ryddet af vejen (inklusiv en anden familie, der skrev under før os – men hvor sælger, uvist af hvilken årsag, men TAK, hellere ville vente på, at vi kunne købe den).
Men jeg blev ikke rigtig sådan en, der løb rundt om søerne. Eller en der faktisk løb. Overhovedet.

Men det blev jeg så her i morges klokken 6. Mit væggeur ringede 5.55 og 2 minutter over 6 krydsede jeg Østerbrogade og begav mig ud til mit første løb rundt om søerne. Altså – jeg tog én sø. Men jeg gjorde det. Jeg stod op og jeg er pave-stolt. Og fuldt af undren over præcis hvor mange mennesker, man møder før 6.30 i løbetøj rundt om søerne. Jeg var slet ikke alene. Hvilket på en eller anden måde faktisk hjalp på motivationen – hvorimod jeg kun synes det er lidt træls med alle de løbere senere på dagen. Der giver de ikke motivation, men i stedet irritation. Men der klokken 6 i morges var det som om, at man blev en del af et fællesskab, hvor man enten løber eller lufter hund. Og jeg gør det igen. Og igen.
 

6 kommentarer:

  1. OMG også dig! Er der kommet noget i vandet ude på Øbro ;-)
    Det kommer ikke til at ske her, siger det bare (men jeg var til cross-fit i går). Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Også mig, ja. Er der da andre? Umiddelbart har jeg prøvet cross fit én gang - og det er væsentlig hårdere end lidt løb om en sø. Så tror ikke du behøver gøre så meget andet.

      Slet
    2. Ja da, måske du kan støde ind i hende her:
      http://julialahme.dk/2016/01/08/tak-til-uge-1-og-noget-om-rutiner/
      Og cross-fit er kun 1 time, og ikke hver dag ;-)
      Det jeg prøver at sige mellem linjerne er: du er sej og jeg er misundelig. Kh. B

      Slet
    3. Hehe Birgitte. Og det samme siger jeg. Mellem mine linjer. Og tak!

      Slet
  2. Jep, brandstærkt!! Og vedr. Julia Lahme, så bemærk venligst min bemærkning om det dér med, at søerne hælder... Ja, jeg siger det bare af erfaring, man skal IKKE kimse af knæskader!... Men jeg elskede virkelig mine løbeture rundt om søerne i mine gode gamle Østerbrodage; der er vitterligt ikke noget så skønt som en dejlig løbetur! Og man møder både skuespillere og kronprinser på sin vej, så det er røv og nøgler, at man - eller i hvertfald mig - ikke sådan lige fremstår sådan super-yndig, men i stedet sådan lidt vindblæst og småsvedig - men sund!!
    God løbetur i morgen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er virkelig et ynkeligt syn når jeg løber (går, lunter...). Så jeg har det ret ambivalent med at møde berømtheder eller bekendte. Begge dele er lige slemt 😳. Men jeg har læst din bemærkning og tænkt at jeg laver sådan en hver anden gang modsat rundt. Nu må vi se hvor ofte det forekommer.... Tror ikke jeg er sådan en der kommer til at løbe nok til at få skader... I wish

      Slet