torsdag den 28. maj 2015

Hvis du vandt 40 millioner...

Lige for tiden har jeg det fedeste job. Der er fede projekter i deres spæde opstart omkring unge og unges økonomiske viden. Der er fede projekter allerede godt i gang – som involverer Roskilde Festivalen og god musik. Der er gode kolleger – og på mandag får jeg en helt ny kollega, som jeg kender i forvejen. Og som jeg glæder mig til at skulle dele mit lille hjørne af Kgs. Nytorv med.


Jeg tænker tit over det med arbejde – og egentlig så ville jeg jo ikke gøre det,  hvis jeg fx vandt 40 millioner. Ikke at jeg i stedet ville ligge på en sofa og se tv bare fordi jeg ikke gik på arbejde. Men jeg ville bruge markant mindre tid på sådan noget – og markant mere tid med mine børn, familie og veninder. Og jeg ville være langt mere selektiv i mine valg. Af arbejde eller projekter – på en mere ad hoc basis. Lige nu er jeg (da) rigtig glad for mit arbejde. Men – hvis jeg selv kunne bestemme, hvornår jeg lige synes, at jeg havde en periode, hvor det ikke var der, mit fokus skulle ligge. I 37 timer om ugen. Men kunne være meget mere lyst-betonet – det ville da være nice. Og jeg ville i den grad prioritere cafeture med børn og veninder og S en del mere – også i min hverdag. Og bøger. Bøger har jeg svært ved at leve uden, men i perioder fylder arbejde, og praktisk logistik – og sjove arrangementer, indrømmet, så meget, at bøgerne bliver nedprioriteret. Nødvendigt, og ok – men ærgerligt. Det ville ændre sig, hvis jeg selv kunne bestemme – og hvis andre betalte (eller min store gevinst sørgede for finanserne). Fx hvis det var således at rådighedsbeløb var defineret som 30% af 8. klasserne ville gøre det (ifølge den survey jeg netop har færdiggjort i dag); et beløb, banken stiller til rådighed til betaling af faste udgifter'. Se det ville være fedt. For privatøkonomien.

onsdag den 27. maj 2015

Pinsesolen danser

Sikke en dejlig pinse. Selvom vejret kunne have været varmere – og mere stabilt, så var det skønt. Vi var i sommerhus. Pakkede bilen fredag – hentede ungerne i skole og børnehave og drog af sted. Og så var det ferie. Godt nok kun 3 dage – men det føltes præcis som ferie. Nu er det sådan at både S og jeg knus-elsker at arbejde i haven. Så mens ungerne legede alle mulige lege, børn kun leger på græs blev der fældet træer, buskads og renset fliser. Der blev fjernet ukrudt og samlet en grill. Der var heldigvis også masser af tid (og sol) til at spise god mad, drikke kølige vine og hygge i timer om bordet. Søndag fik M gæster – det vil sige hendes veninde fra Krebs kom – og medbragte hendes forældre. Som så blev hele eftermiddagen til voksensnak, kage og total sommerhygge. Det er muligt at det var 15 grader sådan rent officielt – men i solen i læ, hvor vi havde placeret et have-bord var der skønt. Og fuglene pippede som om de blev betalt ekstra for det. Blomsterne blomstrede som om det var sidste gang de havde chancen og ungerne holdt sig fra skænderier (i store træk). Det var nogle gode dage.

Og her er lidt stemning - og hvorfor M helt har holdt sig fra linsen ved jeg ikke. Hun var der også :-).

Nyder livet med de mange gamle jumbobøger et sommerhus med respekt for sig selv indeholder.

Morgengymnastik på græs.

Middagsgymnastik på græs.

Børnehuset.

Aftensmaden steger på grillen - og der ventes utålmodig (hvorfor kommer en kul-grill altid for sent igang).

Grillen samles.

Og nu er det så den sidste korte uge på arbejde i denne omgang – det bliver hårdt at skulle tilbage til 5-dages uger igen. Havde lige vænnet mig til at ugerne ikke var så længe og altid blev efterfulgt at mini-ferier.

mandag den 18. maj 2015

Forlængede weekender er til for at blive

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor det ikke er sådan hver uge – at man har en firedages weekend. Det er sååå meget bedre end de normale todages småtterier. Man kan nå så meget og faktisk kan fire dages fri give en lille følelse af ferie. Sådan rigtigt. Også selvom vejret ikke rigtig holdt ved.

Men det startede jo skønt, vejret. Torsdag var S og jeg jo alene hjemme idet tøserne havde et par hyggedage foran sig med mormor. Jeg kan kun sige, at i København K blev der også hygget. Og gået. Faktisk brugte vi stort set hele torsdagen på at gå. Og sidde i solen med noget koldt drikkelse. Og så gå lidt igen. Hele dagen. Den startede for øvrigt med at jeg sov forbløffende længe (til klokken næsten 9 - og det er læææænge i vores børnefamilie, men to morgenbørn...) – og pludselig vågnede ved at S stod og hev i mig for at få mig med ud i det gode vejr (omvendt verden – det plejer at være mig, der får græs-kuller ved den mindste solstråle). Og så gik turen ellers rundt i hele København. Der blev brugt et par timer i Kongens Have og på Orangeriet. Strøget og stræderne (på solsiden) blev gået tynde, og gammel strand blev frekventeret til sen frokost i solen. Og da skyerne fik temperaturen til at falde, fortrak vi til den lille bylejlighed på dronningens tværgade med snolder og netflix. Voksen-netflix vel og mærke (The Americans - jeg var kæmpe skeptiker, men hold nu kaje, den er jo helt fantastisk og aldeles undervurderet. I hvert fald har jeg aldrig hørt andre tale om den. Sært). 

Fredag fulgte nogenlunde samme opskrift, dog i mit eget selskab, da S var nødt til at arbejde. Således kunne jeg bruge lidt penge på te-kander, god te, jakker (i flertal), sko (i en-tal, eller der var jo to styk, men ét par) og lignende sager til at forsøde dagen. Midt på dagen hentede vi ungerne som var i Nivå (min første tur ever til det sted). Og derefter gik turen til Rågeleje og sommerhushygge med familien indtil solen gik ned.

Her blev en stor del af torsdagen tilbragt - med en god bog og en dejlig mand ved siden af. 

Og så var det weekend. Altså weekend og ikke helligdag. Og ungerne var hjemme igen. Det er altid bedst når flokken er samlet. Det er en tryghed i, at vi alle er inden for synsfeltet. Lørdagen, hvor vejret nu var blevet efterår igen (åh du danske sommer), blev brugt på post-museet. Hvor der blev rutsjet og leget – og produceret vores egne frimærker. Og søndag var der gymnastikopvisning for M. Hele dagen. Vi skulle være der om formiddagen – og så sluttede det først klokken 15. Hvor C skulle haste af sted til fødselsdag hos bedsteveninden. Men tilbage til Valbyhallen. Det var et fint gymnastikarrangement. Hold nu op hvor er de dygtige – og hold nu op, hvor er det en fremmed verden for en gammel heste-pige som mig. Men det var overraskende hyggeligt og vi vandt en masse i tombolaen, som solgte lodder til de laveste priser set i dette årtusinde. C vandt et par New balance sko. Spitze nye og mega fede. Jeg er grøn af misundelse. Men jeg kan dog ikke rigtig være i en str. 32. M klarede det dejligt – selvom hun bliver meget nervøs over nye situationer og mennesker, som hun ikke kender. Og det giver sig udslag i en lille pige, der verbalt spyr ild til de nærmeste hun har (det er så os, hendes familie). Det er svært – helt sikkert også for hende. Og jeg håber sådan hun kan finde ro inde i sig selv. Også selvom vi efterhånden har virkelig svært ved at se, hvad vi kan gøre for at hjælpe hende. Men det gik – og hun blev god igen. Selvom den hårde kerne af stress og angst er der endnu.

Indmarch - I believe it is called

Pigen med balletarmene over hovedet :-)


Mandag er i dag. Og vi skal til forældremøde i den nye 0. klasse på Krebs. Det er første gang vi skal møde forældrene til Cs nye klassekammerater. Altså bortset fra de utallige søskende-forældre, der er gengangere fra Ms klasse. Det bliver spændende og angstprovokerende. I hvert fald lidt. 

Moi - i en af de nye jakker

onsdag den 13. maj 2015

Balletski og veninder

Vågnede i dag med den vildeste hovedpine og kvalme. Og alt sammen udløst af ren og skær træthed. Og den var så igen udløst af en fantastisk aften. Så morgenkvalmen (!) og håndværkerne i tindingen var det hele værd. Efter en tirsdag hvor jeg, vejr-optimist som jeg åbenbart er (det er maj…!!), havde sendt begge piger af sted i sandaler (!), selv havde cyklet på arbejde uden overtøj kun i fin lys silkeskjorte – og vejrguderne så valgte at åbne sluserne netop som jeg skulle haste gennem byen (på cykel) til møde i den anden ende. Det blev en taxi og en total stresset dag (men fantastiske møder med god energi). Ikke nok med det, så ringede S fra Lyngbyvejen og sagde at han holdt bagved et uheld (gudskelov bagved – og ikke i), så jeg måtte haste ud af kontoret på Kgs. Nytorv (stadig i regn) og hente begge unger (i deres sandaler). MEN så kom dagens belønning – som gør dagens miserable tilstand det hele værd. En fantastisk aften hos en kær venindegruppe i Roskilde. Der var vin, bobler, take away, kage og frem for alt sludder til langt ud på aftenen (natten, om man vil). Så da M fik vokseværk klokken 5.30 i morges var jeg lidt brugt.


Nu er der så ganske få timer til en firedages weekend. Som starter med 2 dage uden børn. Det er kommet lidt uventet, men da mormor den anden dag proklamerede at hun da lige kunne tage pigerne med hjem nu det var helligdag, og hun alligevel er til bedsteforældredag i børnehaven, ja, så kom der nogle uventede dage. Vi har haft så travlt, at vi slet ikke har overvejet vores muligheder i pludselig børnefrihed – men mon ikke vi finder på noget. 


I hvert fald skal vi på Cocks and Cows og have en espresso-milkshake. Den fik vi ikke i søndags, da hele familien var på burgerbar – i anledning af… at vi flytter ind stort set som nabo til den afdeling, de har ved trianglen. Østerberg is ligger lige overfor, så det bliver et farligt sted at bo. Eller udfordrende for selv-disciplinen. Udover burger søndag var der fest i Cs balletkompagni. Som holdt afdansningsforestilling på Bellevue teateret. En skøn dag – som kun værdsættes af de mange små lyserøde tyl-tøsers forældre. Men hvor var de fine. Næste weekend er det Ms tur til gymnastikopvisning. Endnu en af de begivenheder, man nok skal være forældrene for at værdsætte J.


torsdag den 7. maj 2015

Første hjemløse uge

I dag er det en uge siden vi flyttede – ud af vores gamle liv og indtil et midlertidigt et – mens vi venter på lejligheden.

Det har været en fin uge. Og det der med at bo i 8 papkasser og 4 kufferter er faktisk ikke så slemt. På en eller anden måde er det og lidt befriende sådan at være fri af ’godset’. Det er som om ting og sager, tøj (vi har trods alt fyldt 4 kufferter og 4 IKEAposer til at tage med os – og lagt 10 store flyttekasser kun med tøj til opbevaring) og fyld – fylder mentalt og sikke en frihed, der ligger i kun lige at skulle forholde sig til de mest nødvendige ting. Ikke at jeg ikke savner det ene og det andet. Men der ligger en stor frihed gemt i at fraskrive sig de store mængder ’ting’ vi alle nok slæber rundt på.

Efter flytningen i torsdags gik vi jo en forlænget weekend i møde – og en af dem helt og aldeles uden planer, da vi nok regnede med at være trætte efter flytning. Og det var vi. Men også spændte og melankolske og glade. Det var den bedste weekend, der involverede film, sol, cafeture, legepladser, spontane besøg hos venner, kagebagning, tivolitur og hygge af den bedste slags. Det var så fuldstændigt skønt ikke at have planer og bare tage det som dagene gav os. Vi er normalt ret slemme til hele tiden at have planlagt alle weekender flere måneder frem (jeg er slem til det – familien not so much… men det er jo gode ting vi har planlagt, venner, hygge, oplevelser… men måske det ikke vil skade at skrue ned for planlægger-genet. I privaten). 

Nu er det så snart weekend igen – og vi skal igen ’flytte’ – til den lejlighed vi overvejende skal bo i mens vi er hjemløse. Den ligger lige på Dr. Tværgade midt i byen, så det er jo skønt, om end der ikke er mange kvardratmetre at boltre sig på. Men jeg kan gå til arbejde. Og jeg kan gå når jeg aflevere børn – så logistisk bliver det fantastisk.


Vanen tro er weekenden ret planlagt – men det er ok. Fredag er der ingen planer (hurra) – efter en aften med veninder i aften, hvor pigerne og S spiser hos farmor. Lørdag står på Grands Venners biograf-morgen med en kær kær veninde, mens M hygger ved en veninde og C er til generalprøve på søndagens balletopvisning. Som jeg glæder mig vildt til at se. Og nååå ja – så skal vi flytte.

fredag den 1. maj 2015

Nye begyndelser

Så er vi flyttet - ud af det hjem vi har ejet de sidste 10 år og som har dannet ramme om mange af de største begivenheder i mit liv. Jeg skrev mit speciale i lejlighedens bedste vindue. Jeg fejrede kandidaten. Jeg blev gravid, og fik min ældste datter der. Lejligheden blev igen vores hjem da vi flyttede tilbage fra Sønderborg og var boligløs i København og ramt af finanskrisen, der med et slag barberede en lille million af vores hus dernede. Den lejlighed har været hjem. Med stort H. Vi har fejret glæderne, begrædt uretfærdighederne og nydt livet. Og når jeg kom hjem og lukkede hoveddøren bag mig har jeg følt mig så hjemme. Den var desværre efterhånden for lille til vores familie på nu 4 - hvoraf ingen egentlig er helt små mere (C fyldte 6 for et par uger siden...).
Nu er vi hjemløse de næste måneder og vi overtage det nye 1. juli. Hvor vi skal male og ellers ingenting - vi skal bare ind og skabe nyt liv. Så tager vi istandsættelser med tiden. Jeg glæder mig. Og er samtidig spændt, sover lidt dårligt, er rastløs, nervøs og bange for det nye. Jeg holder fast i at det er godt. Jeg er bare dårlig til forandringer - noget min store M desværre har arvet.

Men rejsen er begyndt. Og det er en lettelse at det ikke længere er en elefant foran os. Nu er det et hav vi står midt i. Og så skal det jo nok gå :-)...

mandag den 16. februar 2015

Fastelavn er mit navn...

Og så gik en frysende kold weekend. Men ikke en dårlig en af slagsen. Efter afslutningen på vores Dining week, hvor vi sidste aften var på Vespa (som skal have 6 ud af 6 stjerner), og fik det møreste kød og den bedste rødvin, brugte vi fredag aften sammen hjemme. Ja, vi kunne have gået ud, men nej. Vi tog hjem – delte en pakke flødeboller og et par drinks til x-faktor og James Bond. En helt igennem skøn og tæt aften. Lørdag hentede vi pigerne hos min mormor og hendes mand. De bor på en gård langt pokker i vold – og pigerne elsker at være der. Som C sagde, så ’er mormor godt nok heldig, at hun har så meget plads’. Og ja, det er meget plads i 2 beboede længer og 2 længer med værksteder, høns, skrammel og – rum. Og mange tønder land alene i haven og deres private skov som genbo. Det er et børneparadis meget lig det jeg selv havde ved min mormor og morfar, som også boede på en gård. Der er noget helt specielt når man som barn kan gå på opdagelse i sådan en stor verden – og blive helt væk i legen, uden at forlade grunden eller være bange for biler eller andet. Nå, men vi fik hentet en del af vores ting på loftet (endnu en fordel – der er loft på alle 4 længer). Alle vores gamle arvesmykker, en del billeder og pigernes dåbssmykker har været deroppe, efter vi flyttede fra kæmpe huset i Sønderborg tilbage til den lille Københavner-lejlighed. Og desuden fotoalbums fra både min og S’s barndom. Dem har vi så brugt en del af den resterende weekend på at kigge i. Det er så sjovt med de gamle billeder. Helt klart noget jeg skal huske at få gjort noget ved til pigerne, hvor alt jo ligger digitalt (og eftersom vores dobbelte eksterne backup er brændt sammen, er der reel mulighed for, at vi ingen billeder har fra M var 1 år – og til sidste år!).

Lørdag aften kørte vi så tilbage til Østerbro – og bevidst kørte vi en anden vej en vi normalt gør, så vi undgik den jernring, som politiet havde lagt omkring vores kvarter. Det er så bizart at tænke på, at den legeplads vi bruger allermest er den, som gerningsmanden løb igennem – og skabte skræk og rædsel. Vi husker at holde lidt ekstra om hinanden i den næste tid. Og så kan man med fordel læse med her, hvor Linda igen forholder sig begavet til de begivenheder, der præger tiden og tankerne.

Søndag var det fastelavn i kirken, som er vores nabo. Det forløb hyggeligt – dog var det en lidt lang gudstjeneste med nadver, der kørte først. Når man fylder kirken med børn er det lige at tage munden for fuld. Tænker jeg. Men vores tøser klarede det så fint og sad helt stille uden at sige et kvæk hele den time, det varede. Det kan man ikke just sige om alle børnene – og noget af dem var altså lige store nok til det show de fik fyret af under prædiken. Men sådan er man jo så forskellig som forældre – i forhold til hvilke krav man stiller sine børn. Kirkeskatten kan vi dog konstatere går til kæmpe fastelavnsboller til små børn J – og det er jo bare hyggeligt. Efter den noget kolde fornøjelse med at banke tønder ned af en snor, gik vi hjem og så MGP – pigerne kunne ikke holde sig vågne lørdag aften, så de var blevet lovet popcorn og smoothie til søndagsvisning af showet.


I dag er der så fastelavn både på Krebs skole og i Bøgely børnehave. Så vi har sendt hhv. en pirat og en kanin af sted i kulden. Nu måtte det godt snart blive forår. Synes jeg har fået nok af frosne fingre og tæer for denne gang.

torsdag den 12. februar 2015

Copenhagen Dining

I denne uge er det vinterferie - i hvert fald for mine unger :-). Jeg holdt dog mandag fri sammen med dem og S, hvor vi var på Rosenborg og se kronjuveler og slot. De elsker alt der glimter og er slots-agtigt. Så det var den perfekte tur - efterfulgt at indkøb af skibukser til M. Det er alt for sent - og hun har længe manglet dem, men hun klager sig aldrig. Og hendes sløve forældre har simpelthen ikke fået dem købt. Nu er det gjort. Da vi kom hjem var der mini-biograf hjemme inden turen gik til Stick n' sushi på Copenhagen Dining. Vi har produceret 2 sushi-lovers og det er jo ofte en lidt dyr fornøjelse med (god) sushi for 4 personer - men så var muligheden. Og det er simpelthen så hyggeligt. Vi fik det lækreste mad og pigerne opførte sig som de fødte restaurant-gæster. Det gør de nu altid - faktisk har jeg aldrig oplevet andet, men alligevel er man vel altid sådan lidt nervøs. Men det gik bare over al forventning - og jeg vil påstå at jydebordet ved siden af os, havde endnu sværere ved at finde den rette på-en-restaurant-er-der-andre-mennesker-og.derfor-tager-jeg-hensyn-ånd frem. Stolt mor her.



Tirsdag var jeg nødt til at komme tilbage til arbejde, da jeg skulle afholde undervisning for en gruppe lærere i Roskilde kommune (et af mine skide sjove projekter). Og S tog med pigerne på zoologisk museum, som altid er et hit. Og nu har de tilsyneladende fået en ny dino. Sidst på dagen drog de afsted på tur til mormor, hvor de bliver indtil lørdag, hvor vi tager en dag i Ruds-Vedby.

I går var vi så alene hjemme - også efter arbejde. Det er på en gang en fantastisk begivendhed og samtidig virkelig underlig og stille. Hvad pokker fik man al sin tid til at gå med inden børn? Nå, men vi tog på Copenhagen Dining igen - denne gang Manzel. Som var en helt igennem skøn oplevelse. Det lækreste libanesiske mad, den skønneste vinmenu jeg længe har fået, samt den lækreste præ-dinner drink overhovedet - og en hel aften hvor S og jeg virkelig fik talt om fremtidsdrømme. Huset i Søndeborg, lejligheden i Kbh - hvad vil vi bagefter. Hvornår kan/skal vi sælge og komme videre. Hvordan går det på arbejde. Hvad laver vores venner. Politik, film og ferie. Det var skønt skønt skønt. Det er ikke sidste gang vi kommer der - næste gang bliver i en weekend, hvor der er DJ efter maden.

Idag arbejder jeg hjemme - her er stille - og jeg skal ikke hente børn. Jeg ved de hygger sig maksimalt hos mormor, så jeg vil nyde roen, som går over i aftenen uden de urolige og let krævende eftermiddage, der kendetegner en almindelig hverdag.


mandag den 9. februar 2015

Bogormen læser: Jens Henrik Jensen's De Mørke Mænd

Noget af det bedste jeg ved er at læse. Jeg læser meget - selvfølgelig mere i nogle perioder end i andre. Jeg har altid en stående reservationsliste på biblioteket, som i høj grad gør det ud for min inspirations- og huskeliste. Når jeg ser en bog, jeg gerne vil læse, ryger den straks på listen. Så listen er typisk lang, da der jo er grænser for hvor meget jeg når at læse. I snit er det nok lige under en bog om ugen, men frekvensen svinger. I ferier læser jeg virkelig meget. Og nogle perioder får jeg også læst hver dag, mens jeg i andre perioder slet ikke læser. Nogle gange bliver jeg mæt af bøger, og er måske i gang med en serie på Netflix. Men efter en tid får jeg altid lyst og behov for fordybelsen igen.

Nu har jeg lige hentet 4 bøger - og den første blev jeg færdig med efter 1,5 døgn. Den var god. Det er efterfølgeren til hans første i serien om Niels Oxen, tidligere jægersoldat. Første bog (De hængte hunde) var intet mindre end fænomenal. Jeg er slet ikke til krigs-litteratur, men at hovedpersonen Oxen er tidligere soldat fylder som baggrundsfortælling, men slet ikke i indeværende historie.

Jeg var i den grad underholdt hele vejen igennem. Personskildringen er fantastisk selvom den foregår mellem linjerne. Og jeg var hele tiden (stadig?) i tvivl om hvem det egentlig er Oxen og hans et-benede PET-makker er oppe imod. Det er historisk indblik uden at det bliver tungt og langhåret. Overraskelser og fortællekunst. Man er hele tiden lidt i tvivl om hvad der egentlig er virkeligt - og hvad der er et udslag af Oxens mulige PTSD. Men man elsker hans karakter. Og får lyst til at møde ham i virkeligheden.



Jeg glæder mig til næste bog kommer - om Oxen og Franck. For ja - der kommer i hvert fald én mere. Hvor jeg håber sløjferne bindes og de store afsløringer ruller.

fredag den 30. januar 2015

fredag i fifaen

Det er fredag - og hvilken en. Jeg har netop konsumeret en pizza, en stor pose blandet sukker af eget miks og nu er jeg igang med rødvinen. Disney kører, trods håndbold. Og om lidt er der X-faktor - eller muligvis bare for 20 kroners blandet Netflix. Det er sgu fredag når den er allerbedst. Selvom jeg da tidligere fik en ubændtlig trang til drinks, basrytmer og røgede lokaler. Men det var sidste weekend som i den grad havde det tema med de bedste veninder. Hvoraf den ene har købt en lejlighed i Sankt Peders stræde - så nu behøver vi ikke længere tage en taxi hjem :-). Men efter en uges halvsygdom tænker jeg den her dovne version i fifaen er bedre.

Og resten af weekenden er i samme spor. Der står intet i kalenderen. For real! Det er første gang siden start december - og igår skulle jeg aftale med min søde skønne veninde i Rungsted at vi skulle komme til overnatning snart (ja, det er ikke langt væk, men det er så skønt at vi alle fire er afsted - uden bagkant. Børnene kan lege til de dratter om, og de voksne kan få både drinks og vin. Allesammen). Nå - men det kunne først blive midt i marts. Og kun lørdag. Alle andre weekender indtil da er bookede. Med dejlige planer, gode mennesker, sjove fester, hyggelige sammenkomster, et bryllup, og familieweekender. Alt sammen skønt. Men nu vil jeg nyde at jeg har en uendelig lørdag og en langstrukket søndag foran mig. Måske jeg dropper alt andet end nattøj... Altså udover løbetøj (for efter mit kilos blandet løs godis kan jeg vist ikke springe weekendens løb over).