tirsdag den 8. september 2015

Samme dag - flere glæder

Dagen har behandlet mig så fortræffeligt, at jeg må supplere dagens liste.

For det første har jeg hygget helt gevaldigt med god kaffe og fantastisk samtale med Margrethes klassekammerats mor. Men vi venter på at de bliver færdige med springgymnastikken. Og det er jo så fantastisk at aftenen bød på lange sen-sommer solstråler og velduftende vind midt på Nørrebro.

For det andet kunne jeg, mod ellers forventet, hente tidligt. Og det var bare så fint. Der var ikke nogen sure miner, men en rigtig dejlig lektielæsningsstund. Hvor vi både fik læst en god bog, skrevet en stil og fundet ord med A. Lidt på hvert faglige niveau, men med entusiasme fra begge piger.

Slutteligt er der luksusfælden. Det er tirsdag og min 'de-unge-mødre' last er altså luksusfælden. Elsker ham Jan når han moraliserer over de vanvittige overforbrug og ufornuftige beslutninger. Mens jeg sidder og føler mig ūber-klog og fornuftig i sofaen. Det er helt sikkert ikke sandheden, men det føles godt at se de ekstreme tilfælde. Til afstivning af rygraden ;-)...

Dagens glæder

  1. Jamen altså – jeg er så fanden heldig. Jeg har en skøn skøn weekend at kigge tilbage på. Hvor jeg, sammen med 19 andre skønne kvinder, spiste frokost og spillede på heste på Klampenborg galopbane. Vejret var koldt som en vinterdag, men det var ikke (det store) regnvejr og vi havde en fest. Der er en fantastisk stemning sådan et sted – selvom vi ikke vandt det store. Tror det handlede lidt om, at den hest vi satte flest penge på pludselig løb sin vej. Helt altså – ind i skoven ved siden af galopbanen. Ikke at jeg ikke forstår den. Det må være en sjovere løbetur en den i runden med en vild jockey på.
  2. Jeg tilbragte en del af min lørdag formiddag i Grand bio med min skønne bio-veninde. Vi mødes sådan cirka en gang om måneden og drikke kaffe, spiser crossianter og ser en film i Grand. Som næsten altid viser sig at være tankevækkende, skøn og følelsesladet. Denne gang så vi ’Krigen’ – et fascinerende portræt af hvad det vil sige at være i krig, og komme hjem, ikke mindst. Den skønne dame, der er ’mortilto’ har skrevet så fint her om filmen og de tanker, den sætter i gang. Og hvad bedre er – jeg skal drikke vin allerede næste uge med hende – så tænker jeg vi nok lige runder emnet J.
  3. Morgenens cykeltur efter aflevering. Jeg bliver til stadighed forundret og lykkelig over hvor smuk København er i morgensolens stråler. Det er et privilegium at bo og leve her.

fredag den 4. september 2015

Optursfredag og komplimenter

Fredagens 3;

1. Cykler afsted efter ungerne og ung fyr på 30 kører op på siden af mig og siger 'du ser meget skarp ud i den kjole'... Hurra tænker jeg (ja! Det sker ikke så tit jeg får fremmede komplimenter, og slet ikke fra sådan en som ham, som faktisk så ret godt ud)... Men så møder jeg ham igen ved skolen, hvor han pludselig dukker op og spørger 'skulle vi ikke drikke en øl'? Øh nej... Men TAK fordi du spurgte 😜

2. Venindebesøg fra Sønderborg. Det var så fantastisk at Mette lige kiggede forbi til vin og tapas og total opdatering i hvordan det går med alle vores venner fra det sydlige Danmark. Hvilken skøn aften.

3. Jeg nåede lige ind i morges inden skybruddet. Og bedre endnu mine børn nåede lige ind i skolen og blev dermed i våde. Jeg var så bekymret for både dem og Steffen, da jeg sad på arbejdet og kiggede ud af vinduet mens himmel og hav mødtes i kæmpe vandmasser og lynende lys. Men heldigvis blev også de skånet og da jeg hentede i eftermiddags var vejret tilbage til dejlig sol og varme. Så meget så forårskådheden kom over folk jfr. punkt 1.

tirsdag den 1. september 2015

Dagens 3 på årets første officielle efterårsdag

Sidste hjemmearbejdsdag i denne omgang nydes i fulde drag, selvom den startede med to møder og en velkomstmorgenmad inde på kontoret. Vi får en ny praktikant ansat - og hun virker rigtig sød.

Nå, men nu til dagens 3:

1. Min svigerfar fylder år idag og er hjemme fra USA (hvor han bor). Så eftermiddagen kommer til at gå med lagkage, varm kakao og hygge. Det er lige vejr til den slags idag - og det er en god ting at se frem til på sådan en lidt træg arbejdsdag.

2. Jeg er kommet igang med en helt fantastisk spændende bog på Mofibo - den både tager al min tid og en stor del af min nattesøvn. Men det er det hele værd. Elsker lige at finde en god bog efter en periode, hvor jeg ligesom har haft svært ved rigtig at fanges af dem jeg har læst.

3. Duften i morges tidligt, da jeg cyklede mod kontoret. Det kan godt være, at det officielt er efterår og at vejret er gråt og lidt vådt. Men det duftede helt skønt i morges, og det giver bare glæde og endofiner i hovedet.

mandag den 31. august 2015

Dagens 3 på sidste sommerdag

  1.         En helt igennem fantastisk morgen med mine tøser. Steffen gik virkelig tidligt, mens vi andre havde god tid. Og ingen var sure. Hverken over at få børstet hård (hurraaaaa!!!) eller at skulle slukke Ipad og børste tænder. Og morgenturen langs søerne var tilmed ligeså skøn. Sådan en tiltrængt morgen – og så på en mandag. Hvor jeg kan mærke at jeg er stresset. Jeg har efterhånden lært at mærke hvornår jeg er stresset indeni. Og det er jeg nu. Min puls er bare lidt højere, jeg har lidt dårlig mave og de triste tanker myldrer. Sådan en morgen kan tage toppen af det.
  2.             Hjemmearbejde – en virkelig god ting, når man døjer med den ovenstående latente stress. Sådan en dag, hvor jeg kan tage opgaverne i ro og fred og jeg ikke skal forholde mig til andre lige nu i hvert fald. Det er dejligt – og jeg er meget taknemmelig for at have muligheden.
  3.       Den skønneste søndag hvor Steffen og jeg hyggede for vildt. Ungerne legede med de andre piger i gården i timevis mens vi fik drukket rødvin, læst bøger og talt sammen (og spist lagkage som nye yndlingsnaboer bragte, da de lige synes vi skulle smage) – lige udenfor vores køkken. Jeg er så taknemmelig for at bo her. At det så valgte at begynde at dryppe fra himlen liiige præcis da jeg bar lasagnen ud på bordet i gården til aftensmad. Ja, det er jo hvad der kan ske. I stedet blev det indehygge med fem-armet kandelaber og fine servietter. Nogen gange skal der lidt ekstra til, når mandagen og dermed hverdagsadskillelsen truer.

lørdag den 29. august 2015

Dagens 3 (eller blev det 4)

Dagens fedeste - i lyntempo inden aftenfilmen går igang;

1. Fedeste udsalg her, hvor jeg fik så meget skønt tøj til pigerne - som de var med til at vælge og både de og moren var tilfredse. Så er der forhåbentlig en sandsynlighed for at det ikke ender bagerst i skabet.

2. Dagens picnic i Kongens have. Nej vejret var ikke fantastisk, men det regnede ikke. Og pigerne var kun sure ind imellem.... Men vi havde sandwich og smoothies.

3. Mine morgen-boller. Dem fra en ovn. Faktisk var dagens portion de bedste jeg tror jeg nogensinde har lavet. Så gode, så jeg blev hende den irriterende mor, der blev ved med at spørge familien 'ej, er de ikke gide idag'.... Lidt rigelig gange.

Og så en nummer 4 udenfor normalt nummer: en mand, der henter godis mens jeg ligger her i sofaen og googler min nyeste passion. 

fredag den 28. august 2015

Jeg er en heldig kartoffel

Det er stadig nok af det gode at tage af – også selvom noget af det, er at glæde sig til noget fremtidigt. So here goes:
  1. .       At jeg simpelthen har en dejlig weekend foran mig. Med besøg hos gode venner og en masse familie-tid. Vi skal meget lidt – og det er i den grad en luksus sådan at have en tom kalender (næsten tom, i hvert fald) i weekenden. Og så har jeg et utal af fede aftaler næste uge – frokost med min gamle fantastiske chef, morgenmad med hende her, en god veninde fra Sønderborg-tiden kommer til vinno og tapas fredag aften og der er både biograf og ladies tur til Klampenborg galopbane på programmet næste weekend. Og ja, jeg når også at arbejde.
  2. .       At jeg er flyttet ind i den skønneste gård. I aftes, da jeg stod i køkkenet i halvmørke, mens Steffen læste for pigerne nedenunder, gik en af vores (nye) naboer forbi – og vinkede og råbte hej. Lille ting – men hvor er det fint.
  3. .       At pigerne og jeg nåede skolen på vores daglige tur langs søerne i går – inden regnen. Så de blev ikke våde (moren havde ikke tjekket vejret inden afgang, så alle var af sted i cardigan og sandaler). Kun jeg var våd, da jeg kom hjem og havde arbejds-fællesskab i mit fantastiske køkken resten af dagen med hende her, der lige nu er husvild i dagtimerne.


Jeg er i den grad en heldig kartoffel.

onsdag den 26. august 2015

Dagens positive stime

Muligvis er jeg midt i en god stime - om ikke andet med at holde fokus på det gode i livet. Og filtrere alt det mindre fantastiske væk. Og jeg vil fastholde stimen så længe som muligt. Det hele er meget lettere på den måde - gråvejret mindre gråt og farverne i naturen lidt stærkere.

Så her er dagens 3 positive:


  1. Dagens arbejdsplads er hjemme. Med benene oppe, god kaffe i koppen, kartoffelmadder og ro i hovedet. Jeg har både fået lavet alt hvad jeg normalt skulle nå, vasket 2 vaske, afleveret bøger og spist en frokost (dog foran skærmen, men den var lækker og fuld af nydelse)
  2. Jeg fik dem - billetterne til de næste to forestillinger i Grand bio, som del af Grands Venner. Jeg glæder mig tosset meget til igen at lade min krop og mit sind nyde en god forstilling med den bedste veninde, man kan forestille sig. En af den slags veninder, der bliver så glad for at komme med mig gratis i biografen til lige præcis de her film - som altid rør og giver smil på læben og tårer i øjet på en gang. Filmene kan findes her: 'Krigen' og 'Taxi Teheran'.
  3. Mind udsigt idag fra min hjemmearbejdsplads. Jeg er så glad for vores nye hjem. Jeg kan slet ikke blive træt af at nyde mine stuer. Og mit køkken, som jeg er sikker på tenderer til Københavns absolut hyggeligste rum!

tirsdag den 25. august 2015

Dagens 3 positive

Det kræver faktisk en del øvelse, at blive ved med at holde fokus på alle de mange positive ting, sager, mennesker og begivenheder, der er i livet. Men det er fokus, der er værd at holde fast i.

Jeg kender mange mennesker, der bare helt af sig selv altid ser glasset som halvt fyldt, faktisk som noget der konstant løber over. Modsat sådan lidt halvtomt og væltet. Jeg tror min genetiske disposition hælder til at vælte glasset – men jeg øver mig hver dag (og ja, jeg kunne være bedre) på at se et helt fyldt glas rødvin med overfladespænding und alles.

Og det går faktisk ret godt – dagens 3 positive:

  1.           Dejlig dejlig inspirerende samtale med gammel ’kollega’ i branchen, som desværre gik ned med flaget i februar, men nu er hun tilbage sprudlende og fuld af (smittende) livskraft. Vi skal lave noget sammen fremefter – støbeskeen starter over frokosten snart. Og ’noget’ tager hensyn til værdierne, stemningen, følelserne og livet.
  2.           Min morgen-gå-tur med ungerne langs søerne. Hvor er det bare privilegeret at aflevere sine skønne (for det meste) unger i verdens bedste skole. Og hver dag gå lige så stille langs søerne og sludre om dagen, der ligger foran os, og bruge en halv time på denne samtale i børnehøjde. Nogle dage nyder vi den spæde morgensol – andre dage (som i dag) kan vi benytte de mange vandpytter til vandpjaskeri og grin. Og andre dage er der morgensur tavshed J.
  3.           En chef, som er tilbage efter 9 ugers orlov. Og som åbent erkender, at lige nu er det svært. Og at hun (også) tænker om livet ikke er andet end arbejde. Ikke at vi alle skal holde op med at arbejde og bare påføre os en lilla ble derhjemme – men det er fantastisk at møde et åndsfællesskab om livets dilemmaer. Også på arbejdet.

onsdag den 5. august 2015

Hjemkomst til sommeren

Så kom vi hjem fra to fantastiske uger på Kreta. I et rigtig turisthelvede men med skøn pool, glade børn, fedt hotel og den lækreste lounge-agtige restaurant lige om hjørnet. Hvor vi hver dag indtog deres eneste variant af rose, lækker mad og den gratis dessert vi hver dag blev begavet med - efter de havde opdaget vi var stamkunder. Faktisk var det helt vemodigt at sige farvel den sidste dag. Hvis man skal til Kreta (i Rethymnon) bør man tage forbi 'Barcode'. Bedste betjening og rosé - og playliste/dj (https://www.facebook.com/BarcodeCafe).

Nå men vi rejste jo med natfly hjem - hvilket gik overraskende smertefrit. Ungerne tog det i stiv arm. Sov hele vejen, men vågnede når de skulle for at gå fra bus til fly, fra fly til bagagebånd og herefter til taxien. Vi ankom 20 minutter tidligere end planlagt til København (dvs 2:30!), vores kufferter var de aller-første der kørte ud. Og taxien mødte jo ingen trafik på vejen så 2:55 satte vi nøglerne i døren på faksegade 5. Et hjem ingen af os rigtig har boet i, så det var en speciel oplevelse at komme hjem. Men skønt. For det er så meget et hjem! Stadig uden lamper og billeder på væggene, men det kommer. Når sommeren forsvinder igen. Gider ikke hænge ting op i solskin.

Mandagen gik med at vaske 6 maskiner tøj (og tørre hele skidtet på stativerne i vores nye lækre gård). Det er for smart med den sommer, som ankom fra Grækenland samtidig med os. Vi nåede også at nyde vejret lidt - og se film. Vi har trods alt ligget ved en pool i 30 grader i flere uger, så må man godt gøre det blasfemiske som at se film indendøre på en sol-dag. Vi er ved at arbejde os gennem de gamle Olsen-bandenfilm - fantastisk at gense OG se ungernes umiddelbare glæde ved dem også. Eeelsker gamle danske klassikere og matador.

Tirsdag gik hos tandlægen (et besøg vi forbigår i tavshed, men som gentages om en uge:-/), og derefter i vejby strand, hvor et af familiens sommerhuse befinder sig. Med sødeste moster i. En hel fantastisk dag med legene børn (de nye genboer har børn på M og Cs alder OG en trampolin), pavlova, kaffe, g&t og krabbefangeri og -ræs på vejby strand. S kom fra arbejde derop og hele familien kørte sammen hjem da regnen nåede frem.

Idag har vi været i zoo for første gang længe. Men det er jo altid fantastisk hyggeligt. Tænk at en flodhest skider 5 kg i døgnet.

Sommer og ferie er skønt!