Teater, venindeaften, grillaften og så lige et svømmestævne - på en weekend

Jeg var jo træt med træt på i fredags. Men det fortog sig umærkeligt i løbet af dagen – og jeg stornød SFO’ens teaterforestilling, hvor Caroline var med i koret og Margrethe som den, der præsenterede de forskellige akter. Det var fedt at se dem så stolte og glade.

Præsenterer 2 akt - om venskab i gamle dage :-)

Sang-fuglen

Lige bagefter skulle Margrethe til glowparty (ja, det havde jeg aldrig hørt om før) hos en veninde, og det var vist en stor succes. Men i mellemtiden havde jeg jo sat 3 veninder stævne på Llama. Det er dem med det helt utroligt flotte gulv. Men det er også dem med helt utrolig lækker mad. Og gode drinks. Deres Dark’n Stormy for eksempel smagte slet ikke så sødt som den plejer – faktisk kunne man i den grad smage rom. Og det er jo egentlig et kvalitetsstempel – de snyder ikke på vægten.

Vi brugte nogle timer hos Llama med mad, drinks og en masse snak. Vi var stort set om alle emner i bogen og fandt ud af nogle helt nye og sjove ting om hinanden. Det er de fedeste aftner. Og så fandt vi også ud af at Mette, som jeg skrev mit speciale med, og jeg har 10-års jubilæum med specialet i år. Det skal fejres senere på året. Hvordan må vi finde ud af.

Efter Llama endte vi til kander på Pastis, hvor Christinas lillebror er bartender. Det var en hel fantastisk skøn aften og lige præcis det, som kun den danske sommer kan.

Skønne mennesker - som jeg er fyldt med taknemmelighed over

Heldigvis fik jeg lov at sove lidt længe lørdag, så da jeg stod op var jeg både frisk og nogenlunde udhvilet. Vi skulle til 7 års fødselsdags hos Carolines gamle veninde fra børnehaven – en familie vi så rigtig meget tidligere, og som vi ind imellem stadig ses med. Det var hyggeligt. Lørdagen endte på Torneroseslottet. Min venindes kolonihave lige ved Amager strandpark med grill af store mængder kød og grøntsager, noget chili, der blev for stærk og gode drinks.

Torneroseslottet - aka Christinas kolonihave

Halvdelen af kødet

Søndag var sådan lidt lang. Heldigvis startede den solrigt – og vi fik nogle timer i gården inden resten af eftermiddagen stod på svømmestævne. Så på den måde var vi spærret inde i en fugtig og helt enorm varm svømmehal resten af dagen. Men begge piger gjorde det så godt. Og kom hjem med enkelte medaljer. Så det var det hele værd. Næsten i hvert fald J.

Første heat skal til at starte

Sæt igang

Første heat for Margrethe

Svømmestil :-)

På podiet - meget stolt pige

Aldershjemmet skal ud og vifte med ørerne

Jeg vågnede i dag og var helt vildt træt – og i går vågnede jeg faktisk slet ikke (til tiden). Ikke før Caroline satte et stort smækkys på min kind og spurgte om vi ’da aldrig skulle op for far havde slukket vækkeuret for længe siden’… Så kom vi op – men noget groggy. En følelse der ikke gik væk overhovedet faktisk – så det var heldigt at jeg havde planlagt en hjemmearbejdsdag. Så behøvede jeg ligesom ikke at bruge (den manglende) energi på at blive præsentabel.

Men så i dag – jeg er stadig træt som et alderdomshjem. På den trætte måde. Og dagen er ellers lang. Og indeholder gode sager. Nu skal jeg først have et 5 timers langt møde/workshop overstået på arbejde. Og det er ikke lige det jeg er mest opsat på. Men efter det skal jeg se teater i SFO’en hvor begge unger har øvet og øvet hele ugen. Og så når det bliver aftenstund skal jeg ud med 4 fantastiske veninder og spise god mad og drikke drinks. Så jeg håber træthedens tåger forlader mig henaf dagen. Men mon ikke jeg i hvert fald kan hente lidt energi-reserver fra til både teater og bytur. Så må jeg jo sætte et pokerfjæs op til workshoppen, men ellers gå i dvale som en anden bjørn i vinterhi. Bare jeg kan holde øjnene vidt åbne og nikke på de rette tidspunkter går det nok.

En enkeltbillet til Indien

En artikel fra Alt for Damerne, som jeg faldt over idag på Facebook, fik mig til at tænke. Nogle gange virker det lidt som om, at hvis man ikke har lyst til karriereræs - ja så er der kun en løsning. Red nogle i udviklingslande, red heksebørn eller noget i den dur. 

Hvad hvis man ikke har lyst til karriereRÆS, men sådan set heller ikke har lyst til at 'tage til den indiske slum'. Er det så ok? 

Men fedt at hun gør det. Hende Lisbeth i artiklen. 

http://www.alt.dk/kultur/interview/lisbeth-droppede-sit-karrierejob-og-kobte-en-enkeltbillet-til-den-indiske-slum/

Noget om venskaber og skam

Jeg gik en lang tur i går aftes – eller altså hele vejen rundt om alle søerne i København. Det tager en time og 10 minutter, hvis man går i lidt rask tempo. Ungerne havde leget spa i gården, så både hænder og fødder var bløde og klar til lidt motion. Steffen arbejdede, så det var det perfekte vindue, da der alliegevel ikke var nogle at se TV med J. Og jeg elsker at gå. Jeg har altid gået rigtig meget – og er ked af, at jeg faktisk sjældent synes jeg har tiden til de der lange stræk. Men det havde jeg i går.

Når man sådan går tænker man en hel del. Specielt hvis man undlader at tage iphonen med ;-). Og det havde jeg undladt. Jeg kom til at tænke over venskaber. Og om hvorvidt man er en type med mange venner eller en med få. Eller en midt i mellem. Og jeg har altid set mig selv som sådan en i midter-kategorien. Men så gik jeg der. Og kom til at tænke. Og faktisk så tror jeg, at jeg hele min barndom – indtil gymnasiet, var sådan en med (meget) få venskaber. Jeg kan huske dem – Tina, Jeanett, Lotte. Men det var det. Og der var ligesom kun én af gangen. Jeg brugte i en del år virkelig meget tid på rideskolen med min hest. Men pludselig går det op for mig, at jeg ikke rigtig husker tætte venskaber fra den periode på rideskolen – kun Jeanett i en periode. Men generelt var det vist bare ’rideskole-bekendte’. Det gik op for mig, der langs med Peblinge Dosseringen, at jeg faktisk var meget alene som barn. Og at jeg synes det med veninder var vildt svært – og angstprovokerende og skamfyldt på samme tid. Det er jo enormt skamfyldt ikke at have mange venner. På en eller anden måde.

Og så kom jeg til at tænke på min ældste datter. Som har (meget) få gode venner – og jeg har faktisk, tror jeg desværre, haft en tendens til at presse på for, at hun skulle udvide kredsen – og blive mere ’social’ om man vil. Som hendes lillesøster i så høj grad er. Men i virkeligheden er hun jo præcis som jeg var i barndommen – og jeg tror faktisk hun trives bedst sådan. I hvert fald hvis jeg ikke får givet hende indtryk af, at det hun er er ’forkert! Modsat den mindste som har virkelig mange venskaber alle mulige steder – og er langt bedre til at holde på dem. Og det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at jeg ikke overfører min skam over det med at have det svært med venskaber og veninder til min datter. Det kan jeg se sker nu – og det må jeg simpelthen få stoppet. Hun (og jeg) er jo gode nok præcis som vi er. Vi kan ikke alle sammen være som søsteren – bobbly-vobbly udfarende og vellidt i alle (alle) sammenhænge.

For mig blev det et (positivt) vendepunkt for venskaber at komme i gymnasiet. Det må jeg tage en anden dag.

Sådan er det altid. (Lange) gåture giver tid til tanker og refleksion og er godt for så meget mere end den modvirken af ballernes vej mod jorden, som ellers typisk er det primære formål med turen.

Om at have to af alting - og specielt sandaler

Sidste weekend startede sommeren pludselig. Og vores yngste skud på stammen har endnu ikke fået sandaler. Det er sådan med hende at hun er enormt kræsen med sit fortøj – hvilket sikkert hænger meget sammen med at hun altid har haft lidt bøvl med tæerne, der, da hun var lille, var helt sammenkrøllede og faktisk ikke rigtig gad rettes ud. Hvilket faktisk resulterede i, at hun ganske ofte fik noget helt forkert (læs: småt) fortøj.

Men nu skal den lille pyntedukke have nogle sandaler – og jeg har besluttet (i regnens anledning J) at hele familien desuden skal have et ekstra sæt ’sommerhus-sandaler’. Det er altså klart lettere  at få det hele til at hænge sammen, hvis vi alle ligesom har lidt tøj, en tandbørste, en stak jumbobøger og en deodorant deroppe allerede. Desuden har vi allerede alle vores gummistøvler placeret i deroppe, så jeg skal også have skaffet et sæt af dem til vores lejlighed. For selvom vi bor i lejlighed er der jævnligt brug for både gummistøvler og sandaler begge steder. Og selvfølgelig altid når vi ikke har pakket det! Så derfor må løsningen være, som i bedste børnehave-udrustningsstil (hvor vi jo alle ved at man skal have to af alt) at have et sæt af hver både i lejligheden og i sommerhuset. Så er det eneste vi skal huske at medbringe katten :-).

Jeg har fundet de sødeste sandaler (hvor de sidder fast i hælen, som jeg synes er ret vigtigt på børn) og gummistøvler til ungerne her og her

Denne her gummistøvle er totalt klassisk – og det elsker jeg og min store datter, men den lille helt sikkert insisterer på at den skal være lyserød eller i hvert fald pyntet som her eller her.

Og jeg selv – ja jeg er altså die hard fan af Birkenstock. Dog ikke selvfølgelig til fest, men til at gå til stranden eller rundt i haven er de altså bare de bedste. Jeg tror jeg skal have disse og så har jeg brug for nogle, som jeg kan tage med på ferie, der på en gang er lidt glimrede, men samtidig kan bruges til at gå uendelig langt i, som man jo gør på sådanne ferier. Her ville disse være skønne. 

Det hele kan findes her.

Og nu er det så ikke jordens bedste pinsevejr, selvom det nu slet ikke har regnet indtil videre i Gilleleje, så er der mulighed for at bruge lidt tid indenfor foran online butikker – noget jeg i den grad ikke får gjort, når solen skinner og fuglene kvidrer.

Lidt om hvor jeg helst vil være

Weekender med familien er uden tvivl de bedste man kan få. Og det er faktisk lidt sjovt at tænke på, hvordan ens prioriteter kan ændre sig over tid.
Da jeg var barn havde jeg det på samme måde – selvom jeg altid gerne ville have en legekammerat med. Sådan er det nok at være enebarn, så er der aldrig sådan en indbygget legemakker i familien.


Da jeg så blev (tosset) teenager og ung kvinde var tid sammen med familien nærmest en fiasko. Eller det er nok ikke helt rigtigt, men der skulle helst ikke være for meget familie-tid, da det jo tog tid og fokus på det livet handlede om som ung. Det hele handlede om veninder, fester og ballade. Weekender, som den just overståede, var i hvert fald ikke en af dem, der længdes efter. Weekender skulle fejres - helst sammen med en flok venner, billige drinks, sol, strand, vand og så et diskotek. Alternativt et sommerhus – hvor der sådan cirka foregik det samme.


Nu har jeg så selv fået børn. Og mand. Og kat. Og det bedste jeg ved er weekender med strand, sol, sommerhus og (knap så billige) drinks. På den stille og nydende vis - og på en måde er det jo det samme. Forskellen er nok hvilket selskab, der sådan er det allerbedste. Nydelsen af langsom tid med mine børn, Steffen og en god bog er fuldstændig fantastisk. Og ikke noget jeg vil bytte ud for noget. Er det gået op for mig - her mens jeg tilsynesladende nærmer mig de halvfems :-). Det er stadig vanvittig hyggeligt at se venner også. Og tage ud og drikke drinks. Men - det bedste er nu at kravle tilbage til kernen (aka familien) og nyde livet helt stille med de mennesker, der befinder sig allertættest på hjertet.

 

Her sker ikke en fløjtende fis - og det er dejligt

Her sker ikke en fis. Altså livet går og det er fanme et dejligt et, men her er ikke sket noget. 

Altså vi har lejet lejligheden ud til nogle meget søde spanske mennesker gennem airbnb, her mens vi selv er kørt i sommerhus. Og sommerhuset er dejligt. Siden sidst er der sprunget endnu mere ud, og fugleungerne i kassen lige uden for vinduerne er tilsyneladende fløjet hjemmefra. I hvert fald er de helt stille. Og det plejer de ikke rigtig at være.

Idag havde jeg så alene-dag med Margrethe. Elsker ind imellem at have pigerne på tomandshånd. Vi gik ind til Gilleleje, shoppede og sad i solen og spiste hummersuppe på en cafe på torvet. Og så gik vi tilbage til sommerhuset. Godt gået af en på 9 (og et halvt). Det er 3 km hver vej. 

Vel hjemme har vi nydt stilheden (jeg er sgu 90 år indeni nogle gange 😀), læst ude i solstolen, taget en lille morfar, drukket kaffe og nu ser vi en af de helt gamle 'min søsters børn' med Pusle Helmuth og slænget. De film er skønne og fantastisk upolitisk korrekte. Magen til børne-banderi 😜. 

Livet er skønt.

Jeg glæder mig til i aften

Jeg er i dag stået op til en af de der dage. Hovedpine og et virkelig ikke særlig program foran mig på arbejde. Lige i dag havde alle muligheder for at være en møjdag. Men så skete der det, at jeg ud af det blå fik billetter til teateret i aften. Så efter en hektisk leden efter en barnepige (idet Steffen ikke er hjemme og det faktisk var aftalen, at jeg skulle være hjemme derfor) har jeg nu en fed teatertur at se frem til. Og det bedste er faktisk, at forestillingen er en, som jeg har sukket over længe. Men ikke fundet tid eller overskud til at planlægge mig hen til.

Jeg gav faktisk min mor teaterbilletter i julegave – og dette var en af de muligheder, som jeg lidt håbede på, at hun valgte. Det gjorde hun dog ikke – vi så i stedet denne forestilling (som også var fuldstændig mind-blowing god). Men nu faldt der simpelthen billetter lige ned i min turban – eller rettere min mailboks. Og det er jeg så taknemmelig for. Det skal nok få denne dag til at få et lidt lettere skær – også her begravet i en opgave, som er en af de der typer, der bare er træls. Og stjæler nattesøvn.

 

Vores Danmark – der er så meget vi skal passe på

Nu har jeg I flere uger dagligt cyklet forbi indtil flere busskure og andre udendørs reklamestandere med billedet af en flok skønne mennesker, der kigger på en. Og så lige en, tydeligvis meget fotoshoppet, hund. Billedet er ledsaget af catch-phrasen ’Vores Danmark – der er så meget vi skal passe på’.

Og det har den eddermanme ret i. Der er godt nok noget vi skal passe på – nogle af de vigtigste ting, som vi skal være på vagt overfor og passe på er snæversynethed og fremmed-fjenskhed. I en rigtig god kombination med manglende frisind og tolerance. Man kan jo godt mene, at jeg udviser manglende tolerance med mit udfald her, og det er så en mening man er velkommen til at ytre. Jeg tillader mig dog for det første at være uenig. Og for det andet at have min holdning, som jeg mener vi alle skal have lov til at have det. Også DF. Og jeg er helt sikker på de skønne mennesker på billedet er en flok dejlige mennesker. Og de er også danske. Ligesom dem, der ikke ser sådan ud er. Billedet præsenterer et billede af en meget homogent Danmark – men selv med flere brune øjne og grønt strithår (ja, sådan kan man også se ud med danske blå øjne – er det bedre/værre?) mener jeg stadig, at vi skal være bevidste om, at vores land (vores fælles land) stadig er vældigt homogent og et skønt sted at være.

Og så sker der jo det skønne efter sådan en gang busreklame, at der kommer en modreaktion. Hvilket jeg også ser som noget vældig positivt – vi tillader faktisk uenighed i vores fælles land. Og vi det er tilladt at se ud på mange måder. Billedet, der pt pryder gadebilledet ligner, for mig at se, en mellemstor midt-jysk provins by. Og det er da en del af Danmark. Ja. Og de mange alternative udgaver af billedet ligner alle mulige andre steder i Danmark. Som også er en del af Danmark. Vi er alle en del af Danmark. Og vi skal alle sammen passe på vores land og vores værdier. Og jeg mener at nogle af de værdier er frisind, medmenneskelighed, åbenhed og tolerance.

Som Natasja så smukt og rigtigt skrev; ”Gi' mig mit land tilbage, ligesom i de gamle dage. Gi' mig frisindet igen, der lurer under byens tage. Gi' mig København igen, min farverige gamle ven.”

Ey danmark, hvad sker der for dig?
Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage,
ligesom i de gamle dage hvor en spade var en s.. YO!
Jeg vil ha dig tilbage,
ligesom i de gamle dage hvor en fri fugl var fri,
og hvor man mente hvad man sagde.

Ey Danmark, jeg savner dig.
Jeg freaking fucking savner dig.
Du skræmmer mig,
jeg vil ha' dig tilbage, for jeg græmmer mig.

Jeg kan se det ske, det ak det ve.
Det Satan og han lægger kræfterne i,
Det nat over dag. Det bæ over ble.
Det død over liv. Det træl over fri

Det kød på kniv. Det råb, det skrig.
Det ligner en krig, og det spild af politi.
Det dødelig giftigt, min urtete,
Og det noget de kan li i det danske parti,
Helt fucked up på sne.
Woow, sagde jeg det?

Meget skal man høre, Gud bevare mit humør.
Så ta' lidt luft. Kom til fornuft, og prøv at fat det.
At Staden den var fin, og de vil aldrig ku' erstat den.
Hele folket blev til grin fra den dag da de besat den.
Nu det værre end det vilde vest, det ku' vi ha' fortalt dem.

Så gir de ungdomshuset væk til en fanatisk sæk,
med et kors i røven, hvor er det frækt.
Gi' mig mit land tilbage, ligesom i de gamle dage.
Gi' mig frisindet igen, der lurer under byens tage.
Gi' mig København igen, min farverige gamle ven.
Gi' mig ungeren igen. Vi vil ha' ungeren igen!

Fjern heroin fra Istedgade og lad Staden være staden.
Hvis du stammer garnet, yo, så ber du om ballade.

Det snak, det snik. Det top retorik.
Det ikk' politik. Det pis og polemik.
Her kører det fedt, så vi keder os lidt.
Vi har indsigt, hvad med et U-lands kick.
Yo, flåden er slidt, børn er fallit
Tro mig i Danmark der var vi det fint.
Så ufatteligt godt at det er vores pligt,
At gøre noget godt, der hvor det skidt
Verden er vor fremtid men vi fatter det ikk'.
Vi har for travlt med at forpurre vores egen butik.

Så gi' mig mit Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage.
Gi' mig frisindet igen, der lurer under byens tage.
Gi' mig København igen, min farverige gamle ven.
Gi' mig ungeren igen. Vi vil ha ungeren igen!

Fjern heroin fra Istedgade og lad Staden være staden.
Hvis du strammer garnet, yo, så ber du om ballade.

En helt unik energi. Men se økonomi er ganske fri for empati, har ingen pli.
Ekshippier, skabsrygere der vælger at tie.
Kom nu i gang I har vidst noget I skal sige.
Rødvin og piller, hele fucking landet chiller, ungdommen blir vildere.

Flere og flere sniffer sniffer kokain fra Cap Horn til Berlin.
Yo, et junkfrit røgmarked er en rimelig sjælden ting.
Men vi havde et.

Meget skal man høre, Gud bevare mit humør.
Tror de selv at de kan lægge byen tør?
Se toppen fatter ikk' en dør af hvad de gør.
Sådan vil det være, sådan har det altid været før.
Det sprog vi taler hedder kroner og ører.
Og en grådig mand har aldrig været svær at forføre.
Se grådighed går hånd i hånd med magt.
Og større vil ha' større, mere vil ha' mere.
Staten er jo helt op og køre.
Ta' lidt luft. Kom det fornuft og prøv at fat det.
At Danmark har det fint, og USA ka' ikk' erstat det.

Gi' mig ungeren igen, vi vil ha ungeren igen.
Gi' mig København igen, min farverige gamle ven.
Gi' mig frisindet igen, vi vil ha' frisindet igen.
Gi' mig Danmark tilbage ligesom i de gamle dage.
Få lidt styr på Istedgade og lad Staden være staden.
Hvis du strammer garnet, yo, så kvæler du jo barnet.

Jeg savner dig jeg vil ha' dig tilbage

Ligesom i de gamle dage hvor en spade var en s.. yo!
Jeg vil ha dig tilbage ligesom i de gamle dage,
Hvor en fri fugl var fri og hvor man mente hvad man sagde.
Ey, gi' mig mit Rabalderstræde og få styr på Istedgade..
Arh, kom nu for fanden!

Noget om parforhold, at ’ordne’ og urimeligheder bag pandelappen

Jeg har vågen en ret stor del af natten og nu er jeg fuldstændig flad – og denne dag virker lidt som en mandag forklædt som tirsdag (hvilket det vel egentlig også er). Nå, men nattens spekulationer udsprang af en episode vi havde hjemme i går.

Jeg er sådan en der ’ordner’. Ordner vasketøj, køkken, badeværelse, aftensmad, aftaler, familiekalender, støvsugning, madpakker, lektier og. så. videre. Og gerne det hele på en gang i sådan en slags multitasking, der dog sjældent helt er helt skøn at overvære. Og det her skal slet ikke læses som en klagesang. Jeg kan faktisk godt lide det (måske hvis vi her lige ser bort fra madpakker, som fanden har skabt) – og jeg gør det ikke (kun) for familien eller fordi der ikke er andre i hjemmet, der gør det. Det er nemlig nok sådan, at hvis jeg lod være, ja, så var der nok andre der gjorde det. Men jeg gør det for mig – fordi jeg faktisk godt kan lide sådan at nusse rundt med tingene – og altså ’ordne’ derhjemme.

Men ind imellem giver det alligevel anledning til kurre på kærlighedstråden i det Brandenhoff’ske hjem. Og det er overvejende min helt egen skyld. Tag nu i går for eksempel. Jeg laver mad og madpakker samtidig. Steffen arbejder foran en computerskærm. Han kommer ud i køkkenet for at vi i det mindste kan hygge med hver vores ting – i samme rum. Og så siger han ’kan du ikke lige lave en drink, hvis jeg henter Gin’en’. Og så er det jeg bliver helt urimelig. Fordi jeg, i det sekund, bare synes at det er død-uretfærdigt, at jeg (altid) ordner og ordner, og at jeg  aldrig bliver værdsat for noget af det. Men når jeg så ikke kan overskue at lave en drink oveni (madpakkerne!), ja, så er jeg jo sådan en, der aldrig gør noget for ham/familien/os/find selv på flere selvretfærdige udråb. Og det skal siges, at alt dette foregår inden under pandelappen på mig - kun. Det er ikke Steffens ord. Men jeg synes kortvarigt, at han så skuffet ud, da jeg ikke lavede en drink, og så satte det en lavine af negative tanker i gang hos mig. Som jo slet ikke var hans. Faktisk kom han netop ud i køkkenet for at vi kunne være lidt sammen selvom han skulle arbejde og jeg udførte min ’ordne-trang’. Og så synes han bare at det ville være super hyggeligt med en drink sammen imens vi var sammen, hver for sig. Som han fik forklaret efter jeg havde brugt den gode side af en halv time på at være skide sur og mopset – og aldeles urimelig.

Så hvorfor reagerer jeg så sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er fuldstændig sikker på, at det ikke handler om en skæv arbejdsfordeling derhjemme. Det er en fordeling som helt og aldeles er besluttet af mig. Og faktisk gør jeg det jo ikke for værdsættelsen. Jeg gør det for min skyld. Fordi jeg godt kan lide det – i hvert fald det meste af det. Og jeg gør jo ikke det, som jeg ikke gider (for eksempel rydde op i kælderrummet, tage skidt op af vasken – som jeg af uransaglige grunde ikke kan snuppe…).

Jeg tror bare, at jeg ind imellem også har brug for ekstra værdsættelse for at ’ordne’ – også selvom det jo egentlig er mig selv, der sætter mest pris på det. Alt er godt igen. Jeg tror bare at jeg skal lære (til stadighed) at det er ikke alting som hjernen siger (aka råber op om) som jeg skal høre efter. Det er nok altid godt lige at tage et kig på sig selv – og samtidig se andres gerninger (som for eksempels Steffens spørgsmål om en drink) som noget de gør ud fra en positiv hensigt (’vil du lave en drink’ - = så vi kan hygge os sammen selvom du som vanligt stormer rundt i køkkenet i stedet for at sidde sammen med mig. Og hvis du ikke lige kan overskue at lave den gør jeg det bare, men det er lettest hvis du siger det i almindelig tonefald, således at vi rent faktisk bevarer hyggen). Det er en af de ting jeg øver mig i.

What's not to LOVE