En tidslomme lukkes for i år.

Idag skete der det, at jeg og Margrethe sov til klokken 9.30. Det er ikke sket siden hun var spæd - og dengang var det som oftest, fordi hun så havde været vågen hele natten og først faldt i søvn når morgenen gryede. Denne gang var det bare fordi. Og det var bestemt skønt (og for mig tiltrængt, eftersom vi så alt for mange afsnit af Suits igår aftes, eller nat, som det vist ret beset var blevet undervejs). Udover at sove (og se Suits) laver vi stadig ikke noget som helst. Jo altså vi har både spist kage, røræg (ikke samtidig, selvfølgelig), færdiggjort puslespillet fra igår. Og været i biografen og se Trolls. Og jeg har læst en halv bog ('kvinden i graven' - mere om den en anden dag, for den er noget så sjældent som fængslende fra side 2).

Hvad vi burde gøre? Ja, nu du spørger. Vi burde beskære træer, feje fliser, skrive jobansøgninger (kun mig), gøre rent, eller bare rydde op så gulvet åbenbarede sig. Men jeg nyder, at have et par dage, hvor ferien går langsomt. Og sekunderne virker, som om de er lidt længere, og pulsen finder et lavt leje. Der kommer meget mere fart på senere i ferien, men det er præcis det her dage i sommerhus kan. Sådanne dage kan kreere en tidslomme, hvor det kun er ens egen logik og lyster, der styrer. Hvor ure er unødvendige og dagsrytmen bestemmes af mavens knurren og vindens blæsen.

I morgen tager vi hjem. Men først herunder aften. Vi skal lige suge den sidste lille mundfuld tidslomme ind for i år. Huset lukkes for vinteren, terrassen tømmes for planter og havemøblerne pakkes endegyldigt væk. Vinteren kan bare komme an. Vi er klar. Eller. Vi bliver klar.

#efterårsferie 1.0

Vi har ferie. Og det er himmelsk. Efter at have afleveret en total ny-rengjort lejlighed igår til nogle søde mennesker fra Madrid kørte vi i sommerhus. I silende regn og med pit stop på McD. Vi ankom så sent, at det eneste vi skulle var at tænde op i pejsen og smide ungerne i seng. Og så se Suits til midt om natten (hvorfor har vi ikke opdaget den serie før nu... det gode er dog, at der nu er vildt mange sæsoner tilgængelige, så vi kan binge-watche).

Idag er gået laaaaaangsomt. Vi har ikke lavet noget som helst. Det vildeste, der er sker

T, og det, der krævede størst indsats var at bage boller og piske flødeskum til varm cacao. Vi har spillet spil, lagt et kæmpe puslespil, læst, set serier og gået en tur til vandet. Og konstateret at efteråret endnu engang har omrokeret på stranden. Der var skønt. Og faktisk slet ikke koldt. Altså alt er jo relativt - med vintertøj på var det nærmest varmt.

I morgen skal vi heller ikke noget. Jo spise, hygge, passe ilden og måske, hvis vi gider, i biografen. 

Det her ferie er sgu lækkert.

Mådehold behøves ikke når det er torsdag. Og når man støtter en god sag.

Jeg er gået amok i kage idag. Så det gik ikke rigtig så godt med den der sukkerfrihed. Men det er Bag for en sag-dag. Og det holdes i hævd på pigernes skole, og SFO'en har brugt hele ugen på at bage kager i massevis. Således at sådanne nogle som jeg kunne gå amok og købe stakkevis af kager - og samtidig føle at det er lidt ok. Det går jo til en god sag. Nemlig børns vilkår og BørneTelefonen.

Nu er vi så hjemme og har fortæret en del af kagerne. Hvilket er helt enormt voksent, idet aftensmaden forventes serveret af pizzabudet om en halv time. Men nogle gange skal man starte med desserten. Det er jo aldrig til at vide, hvad der kan ske. Og så er det vigtigt, at man ikke efterlader de gode cookies. 

Lige nu spilles der Wii på den store skærm, noget med en bondegård på den lille skærm, og jeg læser Alt for Damerne på Flipp. Det er i sandhed en helt fantastisk torsdag. 

Onsdag med fart på

Timerne er fløjet afsted idag. Jeg startede igen dagen hos Gyldedal. Denne gang var det hhv. Ulla Terkelsen og Naja Marie Aidt & Mette Moestrup, der var kommet for at fortælle om deres nyeste udgivelser. To meget forskellige udgivelser, men begge samtaler her til morgen var spændende. Og der var flere 100 mennesker samlet om kaffe og croissanter i Kbh K. 

Jeg løb derfra i det sekund det sluttede, da jeg skulle mødes med smukke AG på hendes nye kontor. Sjældent har jeg været så blown away over nogle smukke omgivelser. Hun har kontor i Brønnums Hus - som ligger perfekt placeret i August Bournonvilles Passage. Det var simpelthen så smukt. Og der var håndtegnet tapet, smukke, smukke, smukke møbler, smukke og velplacerede lamper - og køkkener, der simpelthen var så hyggelige og lækre. Jeg har taget et utal af billeder, for jeg tænker at jeg kunne bruge inspirationen til lidt hjemlig opdatering. Nå, men det var jo ikke omgivelserne jeg kom for, selvom de bestemt var besøget værd. Men snak og kaffe - og her fløj tiden også afsted og inden jeg fik set mig om, var der gået flere timer. 

Nu er jeg så hjemme - hvor jeg både skal nå at spise frokost, sende mit CV til diverse mennesker og hente ungerne i tide til onsdagens svømmelektioner. Og jeg ville helt enormt gerne nå et kapitel mere i min PET bog - jeg er nået til afsnittet om Anders Breivik. Og Steffen ånder mig i nakken for at overtage læsningen. 

Onsdag - sæt igang.

Jeg tænler på #2

•   hvorfor de bruger de samme skuespillere i alle danske tv-serier. I hvert fald i Dicte og Bedrag. Det er skide forvirrende når man forveksler alle de der forbryderplots.

•   hvordan Politiken kan få den ide, at domsafsigelser kun gælder, når man er enig?**

•   hvorfor det er så forfærdeligt at skrive ansøgninger. Der er jo ikke slemt at skrive stort set alt andet.

•   hvorfor mandler er så skide dyre.

•   om jeg kan få mit vasketøj til at vandre tilbage i skabet af sig selv.

•   om jeg kender nogle i kræftens bekæmpelse.

•   hvorfor de kinesiske turister man møder i København er så bacille-forskrækkede, at de alle bærer mundbind. Det ser altså tosset ud. Og så forurenet er der altså heller ikke på kastellet.

•   hvordan jeg får overbevist min hjerne om at æbler er fuldt ud lige så lækkert som flydende karamel. Og som lakrids. Og som chokolade. Chokolade med lakrids.... mmmm....

•   hvem der giver mig et job.

** altså det kan godt være man er uenig i PETs ret til at stoppe bogen. Men så må man bruge en helvedes masse spalter om det. Og være højlydt uenig. En dom er en dom. Også når man er uenig.

Når det er sagt er jeg svært tilfreds med mit bogtillæg fra i søndags. Det er en spændende og overraskende morsom bog.

Endnu en bog

Jeg har, udover alt det andet, også fået afsluttet en bog. Nemlig 'En dråbe i havet' af Kirsten Hammann. 

Jeg synes, hvis jeg skal være helt ærlig, at den var en anelse tung at komme igennem. Den handler om Mette (et godt klassisk dansk navn), der bor sammen med hendes lille datter (og i weekenden også kæresten og barnefadderen) i København. Hun har en drøm om at skrive en bog om ulandene, men hun mangler modet og udsynet til at ville afsted. Faktisk vil hun helst have at det hele er lidt nemt og ufarligt. Og det er jo hverken det ene eller det andet i ulandene. Men så får hun kontakt til Stig fra en hjælpeorganisation, som inviterer hende med i et meget mystisk projekt, hvor verdens brændpunkter genskabes i værelse 516 på det lokale luksushotel. Og herfra starter en ny verden for Mette, og det går ikke ubemærket hen. Heller ikke i familien.

Jeg brugte ret lang tid på at være sur på Mette. Og være virkelig træt af hendes totale sløvsind og manglende udsyn. Og så brugte jeg også energi på alt det, der ikke kunne lade sig gøre i historien. Jeg havde simpelthen svært ved at leve mig ind i historien og lade den leve på dens egne præmisser. Når det er sagt blev jeg ved (med at skimme-)læse videre, da jeg alligevel var vanvittig nysgerrig efter hvordan den historie kunne udvikle sig. Og ikke mindst ende. 

Det er ikke min bedste læseoplevelse, men der var bestemt momenter i bogen, der var rigtig fine og satte gang i nogle eftertanker. Om vores forhold til ulande. Specielt fin var passagen, hvor Mette medbringer en afrikansk familie hjem til sig selv som en form for hus-bytte (så skulle Mette og datteren i samme periode prøve at bo i den afrikanske families lerhytte). Det var faktisk ret sjovt og spiddede den komplette mangel på forståelse, vi nok ganske ofte har i en misforstået hjælpe-mindset. Man kan helt sikkert blive klogere. 

Nu er jeg så gået i gang med den (for) meget omtalte PET-forbudsbelagte bog. Den tegner, efter 4 kapitler, til gengæld meget læsværdig. Trods forbud og deraf følgende hype.

Efteråret er ankommet - en effektiv dag

Idag stod jeg op til vaskeægte efterårsvejr. Vejr, der fik mig til at indse at sidste uges vejr jo i virkeligheden bare var kold sommer. Eller noget. I hvert fald ikke rigtigt efterår. Idag er det efterår. Med regn, blæst og grå farver over hele linjen. Det betyder, at det nærmest er mørkt indenfor - noget jeg havde helt glemt, men sådan er det jo ofte når vejret er gråt og trist. Som om dagslyset aldrig helt trænger igennem.

Caroline og jeg gik i skole i morges i småregn (de andre mødte tidligere, og var velsignet med en tør og varm bil) og jeg droppede min timelange gåtur til fordel for sofaen. Og den varme te. Stearinlys. Og skærmen. Så jeg har fået gjort alt muligt praktisk idag - på computeren. Jeg er slet ikke færdig, men jeg forudser at resten af ugen bliver lige så gråsprængt, at jeg med god samvittighed kan gå på efterårsferie på fredag.

Jeg har fået opdateret CV (ja, sgu) og talt med diverse vigtige mennesker. Og jeg har et par ansøgninger liggende i første draft. Ja, der sker meget her, men det tager simpelthen så usandsynligt lang tid det hele. Jeg har talt +10 netværksaftaler i kalenderen de næste uger (og her er uge 42 fraregnet) og en lang række punkter, som jeg skal have gjort, ringet til, skrevet og opdateret når jeg kommer op til overfladen igen eller mine aftale ebber ud. Jeg tænker, at man kan beskylde mig for  mange ting, men at ligge på den lade side og dovenskab er virkelig ikke en af dem. Når jeg skal, så handler jeg. Sgu.

Nu har pigerne snart fri fra skole - og i regnens anledning tror jeg, at jeg henter dem i ladcyklen.

Noget om at prøve at nyde den her fritid

Det er søndag og det har været weekend. Nu har jeg jo egentlig fri hele tiden, omend jeg selvfølgelig drikker kaffe og søger jobs. Men weekender er ligesom 'tilladte' at holde fri i. Så det har jeg gjort.

Jeg er stadig ved at vænne mig til det der fritid - det er sjovt når man arbejder, så fylder 'fri' ret meget mentalt og ikke så meget i virkeligheden. Nu er det på sin vis omvendt. Selvom jeg stadig har det grundlæggende sådan at jeg gerne vil have meget fri. Så er det som om, at det er forbudt at nyde det. Nu. Så jeg nyder det ikke egentlig så meget, som jeg nok ellers ville.

Men i fredags gjorde jeg alligevel noget friheds-agtigt. Efter jeg havde gået og sludret med veninden det meste af dagen satte vi en film på. Altså en Netflix film og så så vi den. Der midt på dagen - inden ungerne kom hjem fra skole. Det har jeg aldrig gjort. Ikke engang da jeg arbejdede og havde fri. Det føltes helt vildt forbudt og som om jeg spildte værdifuld tid. Og samtidig tænker jeg, at det præcis var, som det skulle være. Det er jo at have fri. Og se film midt på dagen, fordi man kan, er vel også frihed. Men det føltes (føles) sgu sådan lidt underligt. Filmen var god, fredag aften ligeså. Selvom jeg er arbejdsløs og derfor ikke skal på arbejde, er fredag aften stadig fuldstændig fantastisk. Jeg elsker fredag aften. Og fredag aftens underholdning, bland selv slik og vin.

Lørdag aften gjorde det nu også ret godt. Begge piger var ude og sove hos veninder, og det var arrangeret i sidste øjeblik, så pludselig stod vi med en lørdag aften uden planer. Vi overvejede stort set alle muligheder fra biograf, teater, drinks og restaurantbesøg. Men det var hjemme, der vandt. Vi er aldrig alene hjemme hos os selv. Så vi købte en stak sushi, lidt slik og Othello lagkage. Og så film. I sofaen. Bare os.

I morgen er det hverdag. Også for mig. Det føles stadig underligt. 

Noget om det, der er svært. Og om skam.

Jeg synes det er virkelig svært, når noget er svært. Så er det sagt. Jeg bryder mig meget lidt om når noget er svært. Og jeg bliver angst. Jeg føler mig utilstrækkelig og svag. Og en af de mest nedladende ord jeg kan finde, på er netop 'svag'. Og jeg bliver helt vildt skamfuld af at skrive det ned. Både over ar se sådan på svaghed. Og over at være så svag. Total dilemma. Så derfor er det endnu mere vigtigt. Fordi jeg vil videre. Og jeg vil øve mig i at håndtere 'svært'. Første skridt er at se det i øjnene. Sige det højt. Komme henover skammen. Og prøve.

Det er så svært for mig at indrømme - og det er i den grad forbundet med skam. Så meget, at jeg har svært ved at se mig selv i øjnene. Nogle gange.

Hvor er det kommet fra. Det ved jeg ikke, men jeg kan huske det tilbage i hvert fald fra det meste af min skoletid. Jeg har altid undgået ting, der krævede noget af mig. Som ikke kom let til mig. Der er (heldigvis kan man næsten sige) mange ting, jeg har haft let ved. Men der er også rigtig meget jeg har måtte arbejde hårdt for. Og rigtig meget jeg har givet op på. For det er nemlig en bivirkning - det med at give op. Når jeg støder ind i den der kæmpe grundangst og følelse af utilstrækkelighed som svære opgaver efterlader mig med, så er en, desværre ofte brugt, måde at håndtere det at flygte. At give op. Vende sig om og lade være med st prøve.  Jeg har en uendelighed af eksempler på nethinden. Og en del jeg skammer mig så meget over, at min hjerne automatisk har screenet dem ude. At give op er det lette valg. Eller lette er måske ikke det rette ord. Men det er det valg der dæmper angsten som en mors hånd på et mareridtsplaget lille barn. Det er det valg der omgående modvirker panik, søvnløse nætter og tynd mave. Men det er at snyde. Snyde sig selv for muligheder. Det er desværre også det valg, der er mit valg. Har været! Har været, må jeg tilføje.

Det er så skamfuldt. Jeg er 38 og jeg jeg får stadig panik på rygraden nogle gange ved tanken om noget jeg skal, som jeg ikke ved hvordan jeg skal løse.

Jeg skal øve mig på at håndtere det svære. I små bidder. Jeg tager ikke den sorte piste først. Jeg starter på børnebakken. Men jeg skal prøve. 

Kaffe, hvide sneakers og uld

I dag bliver en god dag. For det første starter weekenden jo senere idag. Også for sådanne nogle som mig med meget fritid. Weekender er bare dejlige, fordi det ligesom er legalt at holde fri og så er familien hjemme. Så er de jeg elsker allerhøjest hjemme og der er tid til bare at være. Sammen.

Det bliver også en god fredag fordi jeg holder fri. Næsten. Først skal jeg lige til et kaffemøde med en af mine (for mig nu tidligere) samarbejdspartnere, som med det samme de hørte, at jeg var stoppet inviterede til kaffe og snak. Ej men det er virkelig venligt og betænksomt, også selvom det jo nok ikke skaber et pludselig job, så må jeg jo have gjort noget rigtigt siden de gider bruge tid og kaffe-bønner på mig.

Men så holder jeg fri. Med min skønneste veninde - det tætteste jeg kommer på en søster. Hun er sygeplejerske, og de har jo fri på de særeste tidspunkter. Og nu kommer hun så herind til staden fra forstaden, og passer lidt på mig. Og så skal vi gå en kæmpe lang tur. Vi skal jo også gå Hærvejsmarchen sammen til sommer, så vi kan jo ligeså godt komme igang. Jeg har i hvert fald iført mig de hvide kondisko, uldkjolen (for hold nu op kulden er da vendt tilbage) og skridttælleren.

Her lige et billede fra igår. Hvor jeg tog på cafe med Steffen og Margrethe mens Caroline legede hos en veninde. Lige hvad jeg havde brug for - tvungen blik for de fordele situationen giver.