Om torsdagen møder ungerne tidligt, hvilet betyder, at vi skal afsted når
det stadig er mørkt, og de fleste mennesker ikke var taget af sted endnu. Det
giver god mulighed for at lure ind af vinduer. En af mine yndlingsbeskæftigelser,
når jeg sådan cykler eller går rundt i de Københavnske gader, er at lure ind af
de oplyste vinduer. Det er sikkert samme nysgerrighed, som giver programmer som
Hammerslag og Kender du typen vind i sejlende og stor popularitet. Det er
spændende at se hvordan andre har indrettet sig.
I dag blev jeg ekstra ramt af den hygge og lykke, der driver ud af det gule
lys, der kommer ud af de oplyste vinduerne. Jeg blev ramt, fordi jeg ikke (længere)
var misundelig. Men fordi jeg oplevede et glimt af lykke, da det gik op for
mig, at det kunne være mig derinde. Jeg har en af den slags hyggelige
lejligheder, som jeg, hvis ikke jeg selv boede der, ville kigge ind i og tænke
’her er godt nok hyggeligt, varmt og dejligt. De må have et godt liv’. Sådan
har det ikke altid været – heller ikke selvom det er mange år siden, jeg ikke
havde et dejligt sted at bo og leve. Som udefra set helt garanteret er
misundelsesværdig, hvis man går aftentur og kigger ind i vores stuer. Men det
hele er farvet af angsten for at miste. Angsten for, at vågne op af drømmen og
opdage, at det slet ikke var der alligevel. Angsten for, at det kun er
midlertidig – at jeg (selvfølgelig) ikke er så heldig i livet.
Jeg tror en del af min indre angst for at ’klare mig’, skal findes i min
opvækst. Jeg havde en dejlig opvækst på rigtig mange måder, og en dejlig
familie, der dog kun bestod af min mor og mig. Der var kun os to, og der var
dermed kun min mor til at klare det hele. Og det gjorde hun rigtig godt. Min
mor har altid arbejdet rigtig meget, og jeg tror, jeg har haft en meget skånsom
enlig-mor-barndom. Men alligevel var bevidstheden der. Vi havde hvad vi skulle
bruge, vi kom på ferie, og selvom min mor helt sikkert skærmede mig meget mod de
lidt barske realiteterne, var jeg smerteligt bevist om at økonomien til tider var
stram. Endog meget stram nogle gange. Og jeg var bevidst om, at der altid
foregik en benhård prioritering omkring alle
udgifter. Og at mange af de ting vi gjorde ikke handlede om at det var
smart eller egentlig et valg, der var truffet, men at det var det, der var råd
til. Jeg tror fx ikke at vi havde en grøddag, fordi det var en ideologisk
prioritering, men det var benhård nødvendighed, hvis det hele skulle mødes i
slutningen af måneden. Og en grøddag er så fin. Vi har det selv nu – nu mest
fordi Caroline elsker risengrød og jeg hader at lave mad. Specielt i min spirende
ungdom vidste jeg det. Jeg var opmærksom på min mors økonomiske kamp helt inden
i mit hjerte og min mave, og angsten for ikke ’at klare det’ (hvad ’det’ så er)
blev grundlagt der, tror jeg, som sådan en permanent tilfrosset tilstand, der
har fulgt mig lige siden.
Steffen og jeg har talt og talt om det. Han er nemlig vokset op med en
grundlæggende tro på, at det nok skulle gå. Også det økonomiske. Der var stor
(eller i hvert fald væsentlig større) økonomisk frihed i hans barndomshjem. Det
er bestemt ikke nødvendigvis det, der giver lykken. Det ved jeg godt. Men børn,
der ikke har den angst for, om hvorvidt det går, om hvorvidt de ikke kan klare
livet, tror jeg møder livet senere hen med meget større grund-optimisme. Et
gå-på-mod, der ikke er tæmmet af angsten for at ’det gode’ liv ikke varer ved.
Angsten for at det var en fejl, at lige netop du har det godt, og har været
heldig eller i det hele taget har klaret det. Og jeg kan se at denne angst og
usikkerhed har jeg bragt med ind i mit voksne liv og i min families liv. Og
specielt ind i mit forhold til Steffen.
Noget af det jeg stadig kan få det fysisk dårligt af er, hvis jeg ikke
synes det hænger sammen økonomisk i en periode. Og hånden på hjertet, det har
jeg aldrig oplevet i de 8 år, vi har været gift. Der har været tider, hvor det
kunne være bekymrende hvis ikke dit og dat faldt på plads. Men det er altid
faldet på plads. Og Steffen tager det med ophøjet ro. Han stoler jo på, at
tingene falder på plads. Men har en lidt stærkere grund-bekymring. Jeg ved det
godt , og jeg er bevidst om, at jeg lader det styre alt for meget, stadigvæk.
Jeg har en sygelig trang til at have en bugnende opsparring, og til vide hvad vi har hver måned, hver uge
og hver dag næsten. Jeg får det fysisk dårligt, når vi skal betale noget større
med opsparringen, således at den ikke er helt så voldsom. Og jeg er faktisk
helt vildt flov over det. Og træt af det. Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af –
og bare nyde. Nyde at det sgu går ok – som det skal. At jeg har været heldig.
At mine børn vokser op i helt andre vilkår end jeg selv. Vi har, hvad vi skal
bruge, og jeg behøver ikke ligge søvnløs. Jeg behøver ikke arbejde for meget
(og vi skal ikke gå fra hus og hjem selvom jeg ikke finder et job i morgen), men
kan rent faktisk prioritere at hente mine børn. Uden at gå på kompromis med
vores økonomi og hverdagsmuligheder.
Men selv mens jeg skriver dette – om hvor heldige vi er – sidder der en
stemme i mit baghoved og skræpper ’pas nu på’, ’det kan ændre sig’, ’hybris’ og
så videre. Den stemme er bare aldrig helt stille.
Jeg har en bekymring. For at det gode er midlertidig, at det gode går væk i det øjeblik, jeg tillader mig selv
at nyde det. Og den spærrer for nydelsen og værdsættelsen. Jeg er blevet en del
bedre til det, men der skal ikke så meget slinger i netbank til for at prikke
til den latente iboende angst. Jeg skal bare nærme mig bunden på en konto, og
selvom der står nok alle andre steder, og jeg, med min fornuft ved, at der
faktisk ikke kan komme uventede regninger af en størrelsesorden, som vi ikke
kunne klare, så hjælper det ikke på koldsveden, åndenøden og bekymringen. Som
så stikker sit grimme grønne fjæs frem hjemme og gør livet endog ret surt for
ham, jeg har valgt at leve sammen med. Men bekymringen taler ikke pænt. Og den
er ubegribelig svær at tæmme.
Jeg tror samtidig på, at uden nydelse er der ingen taknemmelighed. Der er simpelthen
ikke plads i brystet til den slags følelser, når bekymring og angst for at
miste dominerer for meget. Og jeg tror på, at uden taknemmelighed er der ingen
lykke. Taknemmelighed er en central komponent af følelse af lykke.
I de seneste år har jeg øvet mig i at gå i rette med angstens spøgelse. Jeg
har bevidst øvet mig i at nyde, mens tingene var. Og der har været jo været nok
at nyde. Det var det, der slog mig i dag på cyklen gennem mørket, da jeg
kiggede ind i de fine lejligheder på Østerbro. Det er jo mit liv, jeg kigger
ind på, og fundamentet er ikke så skrøbeligt, som de indre dæmoner påstår.
Faktisk slet ikke. Og den følelse af lykke, der kommer af taknemmelighed og
nydelse, skal jeg blive endnu bedre til at holde fast i. Den var der i dag. Og
jeg oplever den, heldigvis, dagligt i glimt.
Som man siger, gode tider kommer jo aldrig dårligt tilbage.
