På hyggelig godmorgen-date med ny telefon

Endnu en af de nætter. Denne gang fordi Margrethe havde mareridt midt i nat og kom ind i revnen i dobbeltsengen. Det er så synd for børn, når de får mareridt – og hun har bare rigtig mange i de perioder, hvor hun vokser. Det er en lidt sær sammenhæng, men der må være en sammenhæng. Så jeg fik ikke løbet inden det blev lyst i morges. Jeg var simpelthen for træt på anden dagen, at jeg mest følte mig som en karklud uden rygrad. Men jeg løb (luntede, er nok nærmere sandheden) hjem fra at have afleveret pigerne i skole. Det talte ikke meget på løbekontoen, men det er bedre end ingenting. Og jeg skulle jo skynde mig hjem – jeg havde nemlig en date med hende her. Og hvilken date. I dag inklusiv Peter, som er et af de kønneste og gladeste børn jeg kender. Eller jeg kendte ham jo ikke – men det gør jeg nu. Og det er jeg glad for. Og som altid var det fantastisk hyggeligt at sludre med hans mor – og udover en lidt for tyk juice (eller skal vi bare kalde det frugtkødsblanding) var maden god på Laudromat. Børne-cafeen over dem alle.

Nu skal resten af dagen bruges på at arbejde. Og måske lidt at lege med mit nye legetøj. Og det lød helt forkert, kan jeg godt se! Men det er altså bare en telefon (og nej, det er stadig ikke sådan ment ;-)). Men min skønne Steffen har købt en Iphone6 til mig. Mest fordi han er sød og synes det er min tur til at få ny telefon – noget jeg faktisk aldrig har fået. Jeg har altid haft aflagte. Men måske også lidt fordi han var blevet en anelse træt af at høre på mine små brokkerier (små, blev der sagt) omkring den, ellers udmærkede 4’er, som bare synes livet var begyndt at blive lidt hårdt. Så hårdt at den for eksempel oftere og oftere lige blev nødt til at holde en lille pause – og være slukket i nogle timer. Uden mulighed for genoplivning. Og så hårdt at den heller ikke synes, at den behøvede at ringe op, når der var nogle der ringede til den. I hvert fald ikke hver gang. Og sidst at den ikke synes det med skarpe billeder eller instagram overhovedet var en nødvendighed. Nu har den fået lov at gå på (en velfortjent) pension. Og jeg har fået en ny. I guld!

Så jeg tænker at jeg skal tage en masse billeder i weekenden, hvis jeg da kan huske det. Glemte jo for eksempel alt om at tage billeder tidligere i dag til formiddagsmaden. Og her var ellers nok at tage billeder af – både den føromtalte tykke juice og den søde Peter. Men i weekenden skal jeg så mange fine og festlige ting. Shoppe med ungerne, besøge familie og til stor 40-års fødselsdagsfest med danseshow und alles på Butchers. Først skal jeg dog ’holde’ fredag-aften. MED slik. MED X-faktor og MED film. Bare ungerne og jeg, da Steffen er til stor festivitas hele dagen (og natten med for den sags skyld).

Noget om at tvinge positiviteten frem på dårlige dage

Jeg løb i morges – og det er altid en sejr, men i morges var sejren endnu større. Jeg har nemlig haft sådan en af de nætter, der var kendetegnet ved mangel på søvn. Og ikke fordi jeg hang ud med dejlige mennesker, eller drak gode drinks. Nej – den slags hvor man roterer som en grillet kylling i sengen under nattens spekulationer. Jeg ved ikke helt hvad jeg spekulerede på, noget om arbejde, forventninger, utilstrækkelighed og angst. Det var givetvis ikke hele natten, men det var overmåde ubehageligt. Og jeg vågnede (flere gange) og var aldeles u-udhvilet. Faktisk var mit hoved tungt og gjorde ondt. Men jeg kom alligevel i (løbe-)tøjet og kom ud. Det gik ikke stærkt, men det var en god tur. Og jeg fandt alle mulige løgplanter i gården, da jeg kom hjem, som fejlagtigt tror, at det er blevet forår, så de har stukket toppen frem af jorden. Lad bare planterne tro det – det var i hvert fald skønt og minder mig om, at foråret og en masse små-ferier ligger foran os. Og forenden af regnbuen næsten 4 ugers sommerferie.

Jeg fik drukket min kaffe i ro og fred og derefter gik pigerne og jeg til skole. Det er ved at være længe siden, synes jeg, da vi noget tid har cyklen med dem i ladet. Det har været så rå-koldt, at jeg har synes det var for synd for både dem og jeg at gå. Men i dag var det (næsten) mildt og vi havde en fantastisk hyggelig tur. Og jeg fik afleveret to smilende og grund-glade piger. Det føles skønt helt ind i sjælen.

Så nattens spekulationer sidder stadig i mig. Men jeg kan mærke at morgenen og min familie har fået det på afstand. Jeg kan mærke at i dag bliver en af de dage, hvor jeg nok er lidt mere glas-agtig end vanligt. Og jeg håber min arbejdsdag kommer til at gå med rolige let rutineprægede opgaver. Bare lige i dag. Men det er ok at have sådanne dage. Ikke rart, men det skærper om ikke andet evnen til at tvinge hjernen til at tænke positive tanker, når den egentlig allerhelst bare vil sumpe rundt i frygt og spænding (og ikke af den kanal-5-krimiaften-slags).

Når livet viser sig fra sin mindst retfærdige side

Da Margrethe var 4 måneder gammel flyttede vi til Sønderborg. Helt alene. Altså vi havde hinanden, os tre familien bestod af. Men vi forlod al familie og netværk i vores nærhed. Og var 4 timers togrejse væk fra dem, der betød mest for os. Det er ret langt, når man er ung og fra København. Fandt vi i hvert fald ud af. Det var svært for os at forlade netværket og den dagligdags kontakt vi var vant til. Bevares - de kom gerne på besøg i weekender. Og det var jo skønt. Men barsel i en fremmed by mens en kæreste starter nyt job op kan være ensomt i ugens løb. Enddog meget ensomt.

Men så mødte jeg en kvinde, som jeg idag anser som en af mine nærmeste veninder. Hun er uden tvivl helt fantastisk. Da jeg var mest alene inviterede hun mig med i sin mødregruppe og ind i hendes liv. Bare sådan fordi. Og vores familier er efterhånden også hinandens. Jeg er hende så taknemmelig. Og hun har fortjent alt det bedste i verden. Hun er rummelig, sød og altid lige der, når man har brug for et grin, en skulder, et godt råd eller bare en sludder om ingenting. Ligegyldig hvad, så er hun der bare. Både i sjov og ulykke. Det er også hende, der pludselig køber koncertbilletter - så vi kommer afsted. Hun er gavmild og åbner altid sit hjem både for os. Og for andre.

De seneste år har livet sat hende på et utal af helt uforståelige prøvelser. Det er ikke fortjent. Men hun er stærk og fyldt med livsmod. I hvert fald var det lige så småt begyndt at lysne på alle fronter. Så småt.

Men nu er jeg sgu ved at få nok. Den seneste kastestjerne havde hun ikke fortjent. Det er for meget og meget mere end noget mennesker skulle behøve at forholde sig til.

Hendes far har ikke bare én, nej hele to hjernetumorer.

Så nu venter vi. Med tilbageholdt åndedrag til lægernes endelige undersøgelser - og dom - falder. Umiddelbart ser det ikke godt ud. Men jeg tror på mirakler. Og jeg tror på min venindes fortjente lykke.

Og så bruger vi tiden på at kramme endnu mere på dem derhjemme. Og endnu engang værdsætte det liv, der så let kan vælte.

Behøver vi at stå på andres valg for at hylde vores egne prioriteringer?

Jeg læste et blogpost her i morges – og jeg er faktisk stor fan af damen. Men lige her blev jeg bare lidt træt. Fordi det igen var en diskussion eller et indlæg, om man vil, hvor der igen blev slået et slag for, at man sagtens kan elske sin karriere og være væk fra sine børn, og samtidig være en god mor. Jeg er helt enig! Jeg er bare så træt af den diskussion, da jeg faktisk mener den ’ene side’ har vundet (ad helvede til, kunne man tilføje). De har i den grad udraderet modstanden og vundet slaget – og jeg syntes faktisk som udgangspunkt slet ikke der skulle være eller er en konkurrence. Det er i den grad så fint at have en karriere og bruge en masse tid på den. Hvis det er det, som man ønsker. Der bliver råbt højt og længe fra mange sider om, at det har kvinder ret til. Ja, det har de da! Men de har også ret til at lade være. Det er også okay at have et arbejde, fordi de er nødt til at finansiere deres liv udenfor arbejdet. At have et arbejde, som de forhåbentligt er glade for, men som altså ikke fylder deres lykke, glæde og liv op. Begge sider er i min bog helt og aldeles okay. Den enkelte kvinder, og jeg, skal så have modet til at gøre op med os selv, hvad man vil. Og det kan jo ændre sig gennem livet. Som det er nu, er der nærmest noget provokerende i at ytre, at man arbejder for at finansiere sit liv. Den gængse moral, som jeg desværre ser det, er, at man da lever for at arbejde. Og meget lidt omvendt. Og hvis man egentlig mere hælder til den anden side (at arbejde for at leve) ja, så er man en form for provokation. I bedste fald. I værste fald er man uambitiøs, og mindre ’værd’ i samfundet og debatten. Det er muligvis bare min indre selvværd-djævel, der taler. Men jeg synes altså det er lidt trist, at vi ikke bare kan vinde alle sammen. Hvis det absolut skal handle om at vinde.

Jeg læste for nyligt en fantastisk blogpost i Berlingske Business ’Skal arbejde give mening?’ – og i den skriver forfatteren følgende; ’… Men virkeligheden vil for langt de fleste være, at man er nødt til at arbejde for at opretholde en vis levestandard. Og hvis man alligevel er nødt til det, så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. Det gør man efter min overbevisning ved at gøre sit bedste og nyde det så meget som muligt… På den anden side mener jeg, vi skal stoppe med at forvente, at man elsker sit job. Når man ser på jobansøgninger og LinkedIn-profiler kan man nærmest få indtryk af, at folk rummer erotiske følelser for deres kommende eller nuværende job. Samtidig tror jeg, at der er et vist element af Stockholms-syndromet i spil, når folk taler om, hvor meget de elsker deres arbejde: Ellers kan det være svært at forsvare, at bruge størstedelen af sin vågne tid på det….

Jeg er enig. Det er både fint, dejligt og fantastisk, hvis folk elsker deres job så meget, men lad os i det mindste have lov til at være forskellige på området – og tillade, at det også er helt fint, dejligt og fantastisk at have det på en anden måde; at elske sit job lidt mindre, men måske bare kunne lide  det, mens man elsker andre aspekter af livet.

Han forsætter senere i artiklen: ’…Den underliggende forventning om, at man skal elske sit job bidrager til at nære drømmen om at blive skilt fra sit nuværende job. For hvis man ikke er lykkelig der, hvor man er, skal man vel gøre noget andet? Det er værd at tænke sig om to gange, inden man går ind og siger jobbet op. For det er ikke alle, nok nærmest de færreste, der kan leve af deres hobby eller passion’

Her må jeg give manden ret. De fleste, der råber højt i denne debat, og holder debatten i live igen, lever faktisk af en passion, og af deres interesse. Og det er bestemt misundelsesværdigt. Og helt fabelagtig for dem. Men det er nu engang ikke sådan for alle. Og alle dem, der arbejder (glædeligt, men ikke dybt passioneret, kunne man tilføje) for at leve, men har passionen et andet sted, har meget svært ved at spejle sig i dette. Og det, her taler jeg i den grad for mig selv, er svært at holde fanen højt hele tiden – og syntes, at det er godt nok, det man gør. For det er da sejt at leve af sin passion. Jeg kan i den grad godt lide mine kolleger. Og jeg ville da ønske, at jeg kunne leve af min ’fritids-interesser’. Men det kan jeg ikke – og det er også godt nok. Som forfatteren til artiklen skriver ’… Og lige meget, hvor godt jeg kommer til at klare mig arbejdsmæssigt, så er jeg ret sikker på, at der ikke kommer til at være nogen, der kommer til at betale mig for det, jeg allerbedst kan lide at gøre: At være sammen med min familie, læse bøger og aviser og høre musik. Der vil derfor altid være en trade-off mellem lyst og interesse på den ene side og økonomi på den anden side. Og det er helt fint. Så længe, man erkender det’.

Amen, var jeg tilbøjelig til at tilføje, da jeg læste det. Man kan sagtens have et job, og være dygtig, loyal, og effektiv uden at skulle leve for det. Og man kan også sagtens have en dejlig familie og et rigt liv selvom man prioritere en karriere og en passion meget højt.

Min pointe er, at begge dele, faktisk alle slags set-up er helt ok. Det vi skal huske er ikke at stå på nogle, for at hævde retten til vores valg. Og det synes jeg lidt at denne debat har en tendens til. At der ét rigtigt svar og én rigtig måde at leve sit liv. Og at denne måde hele tiden skal forsvares. Det skal den ikke – og i forsvarets gentagelse, kommer man til at stå på og træde på andres valg. Det er synd og skam. Kan vi ikke bare leve sammen og beundre hinandens til- og fravalg i det omfang vi kan. Der er jo altid en masse af andre kvinders valg vi ville ønske vi kunne/var modige/dygtige og heldige nok til at træffe. Og andre, hvor vi hellere ville være i vores egne sko. Det for mig, er at støtte op om vores forskellige kvinde-liv og prioriteringer.

Stille mandag med sygt barn kræver kaffe

Herhjemme er det helt ufrivilligt blevet stille-mandag. Vi vågnede i nat ved at Caroline kastede op. Og det hun så ved med at gøre jævnligt resten af natten. Og det er ikke rigtig holdt op endnu.

Så idag er jeg tjener. For en lille slatten og dejlig 6-årig i sofaen. Vi ser gamle kageprogrammer (det kan man åbenbart godt med kvalme), drikker kaffe (mig) og spiser tynd havregrød med revet æble (Caroline - sådan lidt).

Jeg tænker vi er møjheldige, at det først bar natten til mandag det startede. Så fik vi en hel weekend lige som den skulle være. Inklusiv en overnatning, hvor kun S og jeg var hjemme. Efter en skøn middag med skønne mennesker, der endte med at være en nattefest og derefter en tømmermændsramt søndag. Hvor farfar kom på besøg, børnene kom hjem - og det vi lavede mest bar at spise og se tegnefilm. Det var, da først jeg havde arkiveret den dårlige samvittighed, en fantastisk søndag.

Noget om at vælge en lettere vej end over

Ingen har sagt det skal være nemt. Det er et ordsprog, jeg har hørt virkelig mange gange i livet. Og som vel siger noget om vores samfunds sjæl. Om vores lidt protestantiske baggrund, hvor det, der er godt og succesfuldt altid følger efter hårdt arbejde.

Men hvem har egentlig sagt, at det ikke må være nemt. De gange hvor det vel og mærke er muligt. Jeg er nu engang af den opfattelse, at det er decideret skørt at kravle over et højt plankeværk, hvis man kan gå under i fuld højde. Måske endda uden at bukke sig. Selvfølgelig er alle velkomne til at kravle over de højeste hegn, hvis det giver dem glæde og tilfredsstillelse. Men jeg synes det er ærgerligt, hvis det er frygt for, at de ikke gør det godt nok eller har fortjent det gode i livet, der driver dem på klatretur. I så fald må man for min skyld meget gerne smutte under. Ude.n at få splinter i fingrene og revner i bukserne af alle de anstrengelse plankeværket udgør.

Der er ting nok i livet som helt af sig selv nok skal være svære. Men hvorfor den fokus på, at det skal være skidt for at det kan være godt? Jeg tænker, at jeg vil blive bedre til bare at nyde tingene. Uden den dårlige samvittighed og mave-følelse af egentlig ikke at have 'gjort mig fortjent'. Også de ting, der kommer nemt til mig. Der er rigeligt at kæmpe for, men ind imellem er det jo slet ikke nødvendigt. Med al den kamp. 

En aften i efterforskningens tegn i Mystery Room

Jeg brugte min aften i går med 16 dejlige damer. Det er noget jeg gør sådan en gang om måneden – og denne måned skulle vi noget, som jeg havde glædet mig voldsomt meget til. Vi skulle i Mystery Room. Jeg havde hørt en hel masse, og så alligevel ikke rigtig noget. Der står på deres hjemmeside, at man spærres ind i et mystisk rum og for at komme ud skal man finde kryptiske objekter, løse gåder og knække koder. Jeg havde et helt andet billede inde i hovedet, end det, der rent faktisk skete. Jeg havde forstillet mig en kælder (tjek), mørke, uhygge og sådan lidt halloween stemning. Det var det slet ikke – men det var simpelthen så fedt og så godt lavet. Der er grænser for, hvad jeg kan (må) sige om det, for ikke at ødelægge oplevelsen for alle, der er så heldige at skulle prøve det. Men jeg kan sige, at det er virkelig spændende og udfordrende. Selvom lokalet, man skal slippe ud af (det er låst – så lidt uhygge var der, i hvert fald hvis man er bange for lukkede rum) virker meget sterilt oig nærmest som et retsmedicinsk lokale , så blev vi alle revet med. Vi dystede to hold mod hinanden – hvert hold har maksimum 60 minutter til at finde ud af lokalet. Og det hold, hvis nogle, der først regner den ud (hvad ’den’ så er) har selvfølgelig vundet.

Det kræver helt klart hold-ånd. Instruktørerne fortalte at de havde haft nogle virkelig høj-intelligente ingeniører inde, som uden tvivl kunne meget . Men fordi de slet ikke arbejdede sammen kom de faktisk slet ikke ud. Hvorimod et hold pædagog-studerende, som de faktisk ikke havde spået så store chancer (nok pga fordomme om den faggruppes logiske sans) er nogle af de hurtigste til at komme ud. Fordi de hele tiden arbejdede sammen. Udover hold-ånd kræver det logisk tænkning, fantasi og en kæmpe nysgerrighed og tænken ud af de normale rammer. Det var så fedt! Og så hjalp det også lidt på det hele, at mit hold vandt.

 

Efterfølgende var vi ude og spise, så jeg er enormt glad for at kunne arbejde hjemme i dag. Iklædt hjemme-dragten (!) – bortset fra min frokostdate med seje Cana. Og det er fredag – min absolutte yndlingsdag. Om lidt kommer ungerne hjem fra skole (de går jo selv!!) og så skal der shoppes bland-selv og hygges.

Noget om at pjække og håndtere temperamentet

Dagen i dag startede rigtig skidt med at M og jeg blev helt vildt meget uvenner derhjemme. Og jeg kunne simpelthen låse mig selv ind i en kælder for et år, når den slags sker. Hun har et kæmpe temperament – om hun har arvet fra sin mor, altså mig. Og det slår virkelig gnister ind imellem. Forskellen er bare, at jeg er voksen. Eller burde være voksen. Hun bliver simpelthen så ked af det og tager i den grad skylden for alting – og det er så vigtigt, at hun ikke gør det. Men det er mig, kun mig, der får hende til det. Steffen er blevet så god til at håndtere hendes temperament meget bedre og derved opbygge hende frem for nedbryde hende. Jeg selv – tja – normalt går det rigtig godt. Men der er for mange situationer, hvor det ikke går sådan. Hvor hun ikke bliver opbygget. Det går ikke nødvendigvis helt i hårdknude, men alligevel er det håndteret på den forkerte måde. Og i dag endte med, at jeg afleverede hendes søster og derefter pjækkede M og jeg fra første time. Og gik på cafe – for at falde ned, snakke, få den rolige mavefornemmelse tilbage, smilet tilbage og jage usikkerheden og den indre spænding ud inden hun skulle møde en hel dag i skolen. Sådan en dag er jo hård nok for børn. Alle de bekymringer hun gør sig omkring venner, veninder, skoleting og så videre – det er helt almindelig bekymringer. Men oveni at være helt nede i kulkælderen, så er det ikke noget hun skal gennemleve.

Så vi pjækkede. Og drak rødbede-ingefær smoothie og snakkede. Både om det, der var sket, men også om alt muligt andet. Og jeg afleverede en gladere, tryggere pige timen efter.

Det betyder ikke at det er godt. Men det var nødvendigt. Og så skal det (jeg) simpelthen holde op. Og holde igen. Og kramme hver gang kaktus-børsterne kommer frem hos M. Det er en proces. En lang en – men det går fremad. Jeg må fastholde og dyrke de fremskridt der er. De er der og er tydelige. Sådan en morgen som denne afsætter bare lange skygger og gør det svært igen at se frem.

Noget om økonomi, angst, taknemmelighed og lykke

Om onsdagen møder Margrethe tidligt, og i dag var det så mig, der cyklede af sted med hende, mens det stadig var mørkt, og de fleste mennesker ikke var taget af sted endnu. Det giver god mulighed for at lure ind af vinduer. En af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg sådan cykler rundt i de Københavnske gader, er at lure ind af de oplyste vinduer. Det er sikkert samme nysgerrighed, som giver programmer som Hammerslag og Kender du typen vind i sejlende og stor popularitet. Det er spændende at se hvordan andre har indrettet sig.

I dag blev jeg ekstra ramt af den hygge og lykke, der driver ud af det gule lys, der kommer ud af de oplyste vinduerne. Jeg blev ramt, fordi jeg ikke (længere) var misundelig. Men fordi jeg oplevede et glimt af lykke, da det gik op for mig, at det kunne være mig derinde. Jeg har en af den slags hyggelige lejligheder, som jeg, hvis ikke jeg selv boede der, ville kigge ind i og tænke ’her er godt nok hyggeligt, varmt og dejligt. De må have et godt liv’. Sådan har det ikke altid været – heller ikke selvom det er mange år siden, jeg ikke havde et dejligt sted at bo og leve. Som udefra set helt garanteret er misundelsesværdig, hvis man går aftentur og kigger ind i vores stuer. Men det hele er farvet af angsten for at miste. Angsten for, at vågne op af drømmen og opdage, at det slet ikke var der alligevel. Angsten for, at det kun er midlertidig – at jeg (selvfølgelig) ikke er så heldig i livet.

Jeg tror en del af min indre angst for at ’klare mig’, skal findes i min opvækst. Jeg havde en dejlig opvækst på rigtig mange måder, og en dejlig familie, der dog kun bestod af min mor og mig. Der var kun os to, og der var dermed kun min mor til at tjene forsørge os. Og det gjorde hun rigtig godt.  Specielt efter datidens (og nej, så gammel er jeg ikke) standarder for enlige mødre. Min mor har altid arbejdet rigtig meget, og jeg tror, jeg har haft en meget skånsom enlig-mor-barndom. Men alligevel var bevidstheden der. Vi havde hvad vi skulle bruge, vi kom ind imellem på ferie, og selvom min mor helt sikkert skærmede mig meget mod de lidt barske realiteterne, var jeg smerteligt bevist om at økonomien var stram. Endog meget stram nogle gange. Og jeg var bevidst om, at der altid foregik en benhård prioritering omkring alle udgifter. Og at mange af de ting vi gjorde ikke handlede om at det var smart eller egentlig et valg, der var truffet, men at det var det, der var råd til. Vi havde for eksempel ikke en grøddag, fordi det var en ideologisk prioritering, men det var benhård nødvendighed, hvis det hele skulle mødes i slutningen af måneden. Og en grøddag er så fin. Vi har det selv nu. Men baggrunden for at have den giver en bevidsthed. Jeg vidste at det var fordi, at det var vi nødt til. Og ikke fordi vi havde lyst. Specielt i min spirende ungdom vidste jeg det. Jeg var opmærksom på min mors økonomiske kamp helt inden i mit hjerte og min mave, og angsten for ikke ’at klare det’ (hvad ’det’ så er) blev grundlagt der, tror jeg, som sådan en permanent tilfrosset tilstand, der har fulgt mig lige siden.

Steffen og jeg har talt og talt om det. Han er nemlig vokset op med en grundlæggende tro på, at det nok skulle gå. Også det økonomiske. Der var stor (eller i hvert fald væsentlig større) økonomisk frihed i hans barndomshjem. Det er bestemt ikke nødvendigvis det, der giver lykken. Det ved jeg godt. Men børn, der ikke har den angst for, om hvorvidt det går, om hvorvidt de ikke kan klare livet, tror jeg møder livet senere hen med meget større grund-optimisme. Et gå-på-mod, der ikke er tæmmet af angsten for at ’det gode’ liv ikke varer ved. Angsten for at det var en fejl, at lige netop du har det godt, og har været heldig eller i det hele taget har klaret det. Og jeg kan se at denne angst og usikkerhed har jeg bragt med ind i mit voksne liv og i min families liv. Og specielt ind i mit forhold til Steffen.

Noget af det jeg stadig kan få det fysisk dårligt af er, hvis jeg ikke synes det hænger sammen økonomisk i en periode. Og hånden på hjertet, det har jeg aldrig oplevet i de 8 år, vi har været gift. Der har været tider, hvor det kunne være bekymrende hvis ikke dit og dat faldt på plads. Men det er altid faldet på plads. Og Steffen tager det med ophøjet ro. Han stoler jo på, at tingene falder på plads. Men jeg er grund-angst. Jeg ved det godt , og jeg er bevidst om, at jeg lader det styre alt for meget, stadigvæk. Jeg har en sygelig trang til at have en bugnende opsparring,  og til vide hvad vi har hver måned, hver uge og hver dag næsten. Jeg får det fysisk dårligt, når vi skal betale noget større med opsparringen, således at den ikke er helt så voldsom. Faktisk er det kommet dertil, hvor vi også har ’Cilles opsparing’ blandt de mange konti  vores økonomi er skruet sammen af. Fordi Steffen har erkendt, at jeg er angst. Og jeg har så meget brug for et tætmasket og udspændt sikkerhedsnet, at denne ekstra opsparing har været (er?) nødvendigt for roen i mit hoved. Og for at styre angsten i min rygrad. Og jeg er faktisk helt vildt flov over det. Og træt af det. Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af – og bare nyde. Nyde at det sgu går ret godt. At jeg har været heldig. At mine børn vokser op i helt andre vilkår end jeg selv. Vi har, hvad vi skal bruge, og jeg behøver ikke ligge søvnløs. Jeg behøver ikke arbejde for meget, men kan rent faktisk prioritere at hente mine børn tidligt ganske ofte. Uden at gå på kompromis med vores økonomi og hverdagsmuligheder.

Men selv mens jeg skriver dette – om hvor heldige vi er – sidder der en stemme i mit baghoved og skræpper ’pas nu på’, ’det kan ændre sig’, ’hybris’ og så videre. Den stemme er bare aldrig helt stille.

Jeg har en angst. En angst for at det gode er midlertidig, at det gode  går væk i det øjeblik, jeg tillader mig selv at nyde det. Og den angst spærrer for nydelsen og værdsættelsen. Jeg er blevet en del bedre til det, men der skal ikke så meget slinger i netbank til for at prikke til den latente iboende angst. Jeg skal bare nærme mig bunden på en konto, og selvom der står mere end rigeligt alle andre steder, og jeg, med min fornuft ved, at der faktisk ikke kan komme uventede regninger af en størrelsesorden, som vi ikke kunne klare, så hjælper det ikke på koldsveden, åndenøden og angsten. Som så stikker sit grimme grønne fjæs frem hjemme og gør livet endog ret surt for ham, jeg har valgt at leve sammen med. Og dele mit liv med. Det vi kan skændes mest om, på min foranledning alene vel og mærke, er økonomi. Hvilket, set udefra, er for dumt, da vi faktisk ikke behøver skændes om den. Men angsten taler ikke pænt. Og den er ubegribelig svær at tæmme.

Jeg tror samtidig på, at uden nydelse er der ingen taknemmelighed. Der er simpelthen ikke plads i brystet til den slags følelser, når angsten for at miste dominerer for meget. Og jeg tror på, at uden taknemmelighed er der ingen lykke. Taknemmelighed er en central komponent af følelse af lykke.

I de seneste år har jeg øvet mig i at gå i rette med angstens spøgelse. Jeg har bevidst øvet mig i at nyde, mens tingene var. Og der har været jo været nok at nyde. Det var det, der slog mig i dag på cyklen gennem mørket, da jeg kiggede ind i de fine lejligheder på Østerbro. Det er jo mit liv, jeg kigger ind på, og fundamentet er ikke så skrøbeligt, som de indre dæmoner påstår. Faktisk slet ikke. Og den følelse af lykke, der kommer af taknemmelighed og nydelse, skal jeg blive endnu bedre til at holde fast i. Den var der i dag. Og jeg oplever den, heldigvis, dagligt i glimt.

Som man siger, gode tider kommer jo aldrig dårligt tilbage.

En weekend fyldt med kærlighed, lanterner og ønsker

Igen er en fantastisk weekend sluppet taget. Fredag stod på total hjemmehygge med kun Margrethe, da Caroline skulle sove hos en veninde. Det havde hun glædet sig til hele ugen, så det var så dejligt. Det er skønt når man oplever børnenes venskaber – der er noget hyggeligt og livsbekræftende over de små mennesker, der i den grad danner bånd.

Hjemme så vi Disney med tonsvis af slik – og herefter faldt vi i søvn til X-faktor. Fredage med slik og dyner i sofaen er faktisk efterhånden noget af det jeg næsten ser mest frem til i løbet af en uge. Bevares, lørdag og søndag er dejlige. Men fredag er helt speciel. Den rødvin der drikkes foran flimmeren under dynen suppleret af chokofanter og skumsvampe med chokolade er den bedste rødvin – og den sætter en i en hel uendelig afslappende stemning. Som kun kan opnås fredag, hvor man har hele weekenden foran sig. Familien er samlet, vi skal ikke tidlig op i morgen, der er ingen madpakker, der skal laves eller ting, der skal gøres klar. Det er ren nydelse og tæthed. Også selvom øjnene ganske ofte er endog overordentlig svære at holde åbne. Men så kan man jo tage en lille lur – og vågne op efter nyhederne, lægge børnene i seng (som jo også nu sover på sofaen), hente egen dyne og se fredagsfilmen. Eller finde en tilsvarende på netflix. Fredag er fantastisk!

Lørdag stod jeg op og løb inden klokken blev 8 (halli hallo). Og derefter var der kaffe og avis – inden jeg skulle have det fine tøj på og til frokost-fødselsdag hos min kære veninde, der er flyttet til Odsherred, hvor hun bor med mand, barn og dyr på en stor gård. Det var simpelthen den skønneste dag. 12 kvinder samlet, som alle har set hinanden både til polterabend, bryllup og andet indenfor det sidste år, lækker mad, snak, sang, quiz og konkurrencer. Og slutteligt da det blev mørkt – og det bliver altså virkelig mørkt derude på landet - gik vi alle ude i sneen (som der var meget af) og sendte lanterner og ønsker til vejrs. Så smukt og bevægende. Jeg nåede hjem inden klokken 21 – men var så træt og forspist, at jeg gik direkte i seng.

Og søndagen var en af de søndage, hvor jeg slet ikke kom ud. Jeg observerede fra min stol i køkkenet og senere fra sofaen, at solen skinnede og det glimtede smukt i sneen i gården. Og jeg tog indtil flere tilløb til at gå udenfor. Men det blev ved tilløbet. Det ville jo betyde, at jeg skulle have andet end nattøj på, og det havde jeg slet ikke søndag. Til gengæld havde vi legekammerater på besøg. Vi bagte både brownies og pandekager. Og jeg fik læst min bog færdig. Det var en god weekend.