Noget om julefilm, hår og stjernedrys

Her går det virkelig godt. Og virkelig skidt på samme tid. Jeg prøver ret hårdt på at fokusere på det gode - og det er der virkelig nok af.

En af de bedste ting var weekenden (som dybest set er det samme som hverdag for mig - bortset fra at jeg har familien hjemme). Vi havde en lørdag uden planer (waaauuuw) - og en søndag, der var fyldt med julehygge. Vi startede i Park bio med at se årets børnejulefilm 'Familien Jul i nissernes land' - tænker at det bliver sådan en slags film som pigerne husker og får samme 'forhold' til som jeg havde til de allerførste krumme-film. Det er ligesom lydsporet fra barndommen. Og når man lige er kommet sig over alt det, der bare er gudsjammerligt kedeligt omkring en børnefilm - så er den faktisk meget god. Og ret sjov. Ungerne grinte i hvert fald HØJT flere gange, så det er jo succes. Bagefter stod den på familie-jule-klip-og-konfekt-produktion (læs: spisning) hos Steffens fætter i Charlottenlund. Vi blev sådan i retning af 15 - en god blanding af børn og fætre/kusiner og alle de til-giftede tilføjelser. Det var vanvittig hyggeligt. Også.

Idag har jeg brugt hele dagen hos Simone. Simone er den bedste frisør jeg kender. Og jeg har, gennem tiden, været igennem virkelig mange. Hun kan bare noget og jeg vil anbefale hende til alle jeg kender (og enddog også alle jeg ikke kender). Som bekendt havde jeg (igen!) fået den vildfarelse, at jeg var blevet gammel nok til mørkt hår. Eller måske for gammel til lyst hår. Så det blev farvet mørkt i starten af oktober. Hos en anden frisør end Simone (don't ask). Det var en fejl. Kort og godt. Og en stor en af slagsen. Og nu havde jeg endelig (sparet sammen) taget mig sammen til at få ordnet det. Og nu er jeg back to blondie. Og Simone fik beskeden - gør bare det du plejer med klipning. Og det gjorde hun! Desuden blev jeg aldeles star-struck da Caroline Flemming (og børn) okkuperede samtlige stole i salonen ved siden af mig. Specielt fordi vores Caroline er opkaldt efter hende (lang historie ;-)).

Så alt i alt er alt jo godt. Hvis bare ikke min ryg og nakke gjorde knuder. Og gør flere og flere. Og man skal ikke google. På den slags symptomer. Siger det bare. Lad være med at spørge dr. google.

Og sådan sad jeg så 3 timer. Fordi den der farve, der var i nægtede at slippe. Og fordi det faktisk er stort set gråt. Indenunder.

Et aftenskriv om forventninger og umage.

Vi har alle vores egen måde at leve livet på. Og det er præcis som det skal være. Jeg læste en artikel idag, som satte nogle tanker igang hos mig. Og den slags er jo altid sundt.

Jeg har for eksempel nogle forventninger. Til mig selv og min familie. En masse forskellige forventninger, men overordnet set har jeg to krav til mine børn - og i allerhøjeste grad også til mig selv. For det første skal man gøre sig umage. Det betyder ikke at man skal være den bedste, få de bedste karaktere, de mest prestigefyldte jobs eller være noget, som man ikke selv kan holde til. Men jeg forventer at man altid gør det bedste man kan. At man i alle livets udfordringer, store som små, gør sit bedste og gør sig umage. Man skal ikke kravle over bjerget hver gang, hvis resultatet bliver lige så godt ved at gå under bommen. Men umage - det skal man gøre. Med sine lektier, sine opgaver og sit liv generelt. Det er de helt små ting i hverdagen. Det er ikke kun på jobbet eller i skole. 

Den anden ting jeg forventer er, at man opfører sig ordenligt. På den helt gammeldags måde. Faktisk er jeg vist håbløst gammeldags her, men jeg forventer at mine børn giver hånd og ser folk i øjnene. At de holder kæft, når andre taler (og lige det øver jeg mig i allerhøjeste grad stadig på). At de taler pænt (og det er heller ikke altid det lykkedes). Og fremfor alt skal man behandle andre mennesker, som man selv ønsker sig behandlet. En kliché men ikke desto mindre så rigtigt. 

Jeg øver mig stadig. På det hele. Hver dag fra jeg står op til jeg går i seng øver jeg mig. Nogle dage med væsentlig mere succes end andre dage. Men øvelse og umage skal der til. Det er forventningen fra mig til mig.

Nu skal jeg snart sluses tilbage i virkeligheden. Det er snart slut med at have fri, men jeg har haft så travlt med at komme videre, at jeg fuldstændig har overset og ikke haft tid til at falde ned, mærke efter og nyde roen. Som jo er en sjælden luksus. Jeg vil nyde den næste uge, hvor jeg er den eneste hjemme om dagen. Jeg vil nyde de sidste romaner, der ligger og venter og lidt daytime-tv. Og et par lange gåture og en god kop kaffe. Og så vil jeg glæde mig til, at der starter en hverdag på den anden side af nytår, hvor jeg også skal gøre mig fagligt endog meget umage. Selvom jeg er sikker på, at det bliver hårdt og noget af en omvæltning. Og netop her er det vigtigt at holde fast. Og gøre sig umage - med at være et ordenligt menneske ;-).

Glimmer på!!

Jeg har (endnu engang) brugt en helt fantastisk morgen hos Gyldendal - som har opfundet det her fuldstændig skønne koncept 'Forfattermorgen'. Hver onsdag kommer der en-to forfattere og fortæller om deres seneste bog. Det er en halv time fra 8-30-9, spå man lige kan nå på arbejde bagefter. Det tager jo nærmest ikke længere tid end hvis man smutter indenom bageren på vejen, og der er kø. Jeg tager afsted med min gård-veninde (vi bor i går sammen - og har lavet en bogklub sammen). Og det er vanvittig inspirerende, sjovt og ofte ganske rørende. Og idag var det Hella Joof, som fyldte scene. Jeg har været fan af Hella i mange år - og det er som om hun bare bliver skarpere og skarpere. Men samtidig mild og møder simpelthen alle øjenhøjde. Uden fordømmelse men med forståelse og reelt gode råd. Livsvisdom.

Resten af dagen står i Carolines tegn. Hun har fået en (tiltrængt) fridag idag. Hun var så mega muggen og vrissen igår (noget hun aldrig er) og til morgen sov hun længe!! Faktum er, at hun ser ikke syg ud. Men når Caroline er sur og sover længe - så er der helt sikkert noget som ikke er som det skal være - så derfor denne omsorgsdag. Nu har jeg jo også fin mulighed for at give hende den pause, der vist er brug for her midt i juleræset.  Tror vi skal tage juletræet ind - og pynte det når Margrethe og Steffen kommer hjem. Det bliver dejligt.

Glimmer på - som Hella så rigtigt siger det.

Decemberhimlen og nydelse

Det er ikke en hemmelighed, at jeg elsker december måned. Jeg elsker at tænde kalenderlys hver dag, adventkrans og pynte op (ligeså meget som jeg elsker at fjerne alle spor af pynt, når vi når mellem jul og nytår). Jeg elsker lysene og jeg elsker at læse julehistorier for ungerne og se julekalender. Jeg ser glædeligt Nissebanden på Grønland (som det pludselig er kommet på mode at synes er 'so last year/century'). Jeg synes En anden verden er god - omend ikke så julet, som jeg kunne ønske. Som teater-sponsor i kalenderen Søren råber 'jeg vil have en nissescene!

Jeg elsker at juleshoppe - eller faktisk er det ikke det jeg elsker. Men jeg elsker at gå rundt i en belyst og blinkende by, drikke gløgg og dufte til brændte mandler.

Kort sagt jeg elsker jul.

Derfor er det heller ikke det store, der sker herinde. Der sker så meget helt fantastisk udenfor i den virkelige verden. Og det dufter og smager. Så altså - i morgen skal vores hjembragte juletræ fra mormors skov pyntes. Og så mangler vi bare de sidste julegaver, egg nog-partyet og at fortære nogle kilo konfekt og æbleskiver, så er det jul.

På juletræsjagt

Litterær onsdag med indlagt hygge

Jeg brugte endnu engang min morgen på Gyldendals forlag. Denne gang med en helt ny veninde fra min selvoprettede bogklub. Det er en virkelig skøn måde at begynde dagen på - og jeg går altid derfra inspireret og i skide godt humør. 

Idag var der først besøg af Jimmy Jørgensen, der netop har udgiver Stilledal. En form for biografi om hans liv og opvækst. Og altså ikke kun om musikken og jetsettet. Den tror jeg helt sikkert jeg skal læse - manden er jo på en gang skide sjov og skide klog. Og så har han haft en opvækst, som er læsværdig. Og vedkommende.Og så var Carsten Jensen og Anders Hammer forbi til en snak om den bog, de lige har skrevet om krigen i Afganistan. Først tænkte jeg faktisk at jeg næsten ikke gider høre mere om Afganistan - men det fik de så grundigt ændret på! Carsten stillede selv spørgsmålet; Hvad gør det ved mennesker at være i en endeløs krig. Og hvis bare der er en flig af svar... Krigen i Afganistan startede oprindeligt i 1979. Og er altså lige fyldt 37! Det er det samme som Steffen. De har altså været i krig hele Steffens liv og siden jeg var et år gammel. Ja. Hvad gør det ved et Land og dets befolkning. Hvad gør det ved generationer at vokse op i den skygge.

Som stor kontrast hentede jeg mine egne dejligt privilegerede børn tidligt, så vi kunne nå til svømning og spis-og-skrid hos gode venner. Hvor der, i ro og fred, blev serveret lasagne, vin og hygge. 

Nu vil jeg krølle mig sammen i sofaen med Planen af Morten Pape (ja, her er jeg ikke fastmover). En fascinerende, hård og ret fantastisk beskrivelse af en barndom og ungdom i Urbanplanen på Amager. En beskrivelse af konsekvenser når den sociale indsats i den grad spiller fallit. 

Jeg tænker på #4

- hvordan jeg nogen sinde skal finde 37 timer i min uge til at arbejde. Hvorfor er det, at man kan have så umådeligt travlt, når man reelt ikke har noget at lave?

- hvorfor man (jeg, igen) går og sukker efter et arbejde. Men i det øjeblik det er her - ja, så panikker man lidt (læs: meget) både over ovennævnte tidsproblematik. Men også over egne evner.

- hvorfor mine unger i år er endt med 5 julekalendre? Det var virkelig ikke meningen.

- hvorfor jeg aldrig får post? Sådan et rigtig gammeldags brev er noget af det bedste. Men det er ligesom aldrig det, der sker mere, når postkassen åbnes. Her er højst et uadresseret brev fra Kræftens Bekæmpelse. Måske jeg selv skulle begynde at skrive breve i hånden igen.

- om jeg må låne (læs: stjæle) noget af Margrethes brevpapir? Hun bruger det jo alligevel ikke. Hvilket er helt synd. Jeg husker tydeligt alle de virkelig mange pennevenner jeg havde, da jeg var hendes alder.

- hvornår vi får sat os ned i samme rum, Steffen og jeg, og får arrangeret de ting, der skal det, her i december. Der er både en (flere) tur i Tivoli, på julemarkeder, afhentning af juletræet i mormors skov, indkøb til julen (som vi holder her hos os selv), julegaveindkøb og måske også en lille egg-nog kom sammen. Nå, men det bliver (heller) ikke idag.

- at man skal skynde sig at tage på Arken inden Bigum-udstillingen stopper. Den er virkelig overraskende god. Og maden i cafeen er helt fantastisk.

- at det er godt jeg ikke kommer oftere i storcentre end jeg gør. Jeg var der med Margrethe i lørdags, hvor hun tømte en HogM - det var vanvittigt hyggeligt. Men forbruget stod os helt op i ørerne, da vi gik. Det er jeg lykkelig forskånet for ellers.

Bigum og Disney mødes

Træt efter kun 2 timer i forbruger-mareridt

MorgenTV, shopping og æbleskivedebut

Jeg vågnede før en eller anden fik sko på idag - men det er så også det eneste virkelig trælse element i en ellers helt igennem fantastisk dag. Nå, jo. Jeg opdagede, at mit dankort nok ser ret meget frem til den første. Men så er det jo heldig, at der allerede går løn ind i morgen.

Tilbage til idag. Efter en tidlig morgen og en tidlig aflevering af begge piger i skolen (de møder ukristeligt tidligt alle torsdage - hvilket er ret fint når man har et arbejde. Og ret irriterende når man mest har lyst til at have lange langsomme morgener sammen) fik jeg tid til at lave ingenting en times tid. Den blev straks udnyttet til at se Bones - elsker de gamle afsnit. Og så kom min veninde kørende fra de nordlige forstæder. Det var simpelthen den smukkeste dag med høj sol - så vi valgte at gå til byen og brugte hele dagen på at shoppe (om ikke andet i vindues-versionen), tømme søstrene grene, se på julebordene i Royal Copenhagen (som altså har været pæne tidligere år) og spise frokost. Vi har kendt hinanden i 10 år - men det virker som altid. De ti år har været nogen af de mest begivenhedsrige i vores begges liv Både på godt og ondt. Det er helt specielt at dele hele livet med en. Idag var det kun godt.

Med fedtet hår og mavedeller - og glæde

Det eneste bord, som rent faktisk indbød til julefest. Men det så fanme også flot ud.

Og for at det ikke skulle være løgn fik jeg en rabatkode med posten til fotosjov.dk - så jeg kunne få bestilt en mappe med telefon- og instagrambilleder helt tilbage til 2011, hvor jeg begyndte at tage billeder med min telefon. Det blev en tyk og dyr mappe - lige indtil jeg tastede koden og fik 50%. Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Jeg burde også lave en mappe for de sidste mange ferier vi har været på. Men det vil kræve at jeg finder en ekstern harddisk frem. Et kabel. Og at jeg ikke var træt af at lave fotomapper allerede. Så det må blive næste gang jeg falder over et godt tilbud. Men hurraaaa for en fest at se billeder fra 5 år igennem. Nu glæder jeg mig bare til den kommer.

Dagen idag blev også den første dag i årets æbleskive-sæson. Jeg snød og købte en pose. Hvilket jeg faktisk ret sjældent gør, da jeg, underligt nok, elsker at lave æblseskiver. Modsat pandekager, som jeg synes er frygtelig kedsommelige at bage, så er de lige omvendt med æbleskiver. Men Irmas smagte ok.

Og det fedeste er, at i morgen tegner lige så fantastisk. Jeg er sgu ret heldig.

Fri-uge (næsten da)

Den her uge har potentiale til at blive ret fin. Hvis man lige ser bortset fra at jeg var svimmel som en fuldesyg allike igår - og muligvis kunne tænkes er på vej til at blive syg. Hele familien er i hvert fald forkølede og min hals er sådan underlig ru. Den gør ikke ondt - den føles bare som om, at den mangler smørelse. Præcis som det er inden sygdom sætter ind.

Men jeg vælger at ignorere det. Jeg skal nemlig hygge mig - lige udover kun én ansøgning, der skal skrives, en enkelt samtale, der skal sættes hår til og kun 2 sådan netværksagtige kaffe'r, der skal drikkes. Jeg skal hygge både med ungerne og Steffen, julepynten (som kom op i søndags) og en fantastisk god bog. Og så med veninder. Den ene dag kommer min dejlige veninde ind fra de nordlige forstæder og spiser frokost, ser juleborde og drikke gløgg - mens min speciale-makker den anden dag har inviteret på udstilling og frokost på Arken. Og i aften skal jeg i Grand bio og se 'Truman - venner for livet'.

Kan mærke, at jeg har brug for at få lidt ro på hovedet. Jeg har brug for at lave lidt glædeligt, hyggeligt og sjovt - og for en gangs skyld nyde friheden lidt. Nu er den her jo - så det er sgu lidt dumt ikke at få det bedste ud af det. Basta - siger jeg bestemt til mine myldre-tanker og alle deres fætre.

Fra fødselsdag til jul på Faksegade:

Regn, nybagte boller og indeliv

Idag regner det. Og er sådan ret gråt - og lidt blæsende. Jeg afleverede en glad Margrethe - og gik derefter en times tur - i regnen. Nu er jeg tilbage hjemme. Og er ved at bage boller. Som jeg vil spise med tykt smør senere - mens jeg læser en god bog. Jeg skal se at blive færdig med 'Her er jeg' - den er god. Men sindsygt tung. Igår var den aftenens emne i bogklubben. Jeg tror ikke lige sådan man bliver færdig med den. Idag vil jeg lytte til regnen. Drikke te og gøre et indhug i bogstakken. Ahhhhh...

You never know how close you are...

Her er lidt stille. Men jeg har nu holdt vejret i hele 6 dage - og så kan man ikke sige ret meget. Ensige tænke en lige tanke.

Men idag skete. Fristen udløb for de nye ejere - og det betyder at en kæmpe sten (faktisk ret mange røde mursten ovenpå hinanden) er faldet fra vores skuldre herhjemme. Vi har solgt huset i Sønderborg. Mit drømmehus. Som vi elskede (og stadig savner) - som lagde rammen om vores familie i nogle skønne år i Sønderborg. Huset hvor vi begge fejrede 30-års fødselsdag med kæmpe havefester. Huset hvor vi fik Caroline. Og huset fra mine barndomsdrømme. Huset med den smukke hvide trappe. Huset med den skønneste terrasse. Og fremfor alt huset med den dejligste stemning.

Men også huset, som efter finanskrisen pludselige opståen, blev en (tung og dyr) klods om benene, da vi besluttede at vende tilbage til familien og livet i København. Som blev årsagen til en af de helt dybe bekymringsrynker midt i panden. Som var skyld i utallige søvnløse nætter. Men som også har bragt os 4 i familien helt tæt sammen. Og vist os (og verden), at vi kan ikke sådan lige slåes ud. At vi nok skal klare det hele. Bare vent.

Nu vil jeg fejre Margrethes 10 års fødselsdag endnu engang i weekenden. Den 10 års fødselsdag som i mange år stod som en skæringslinje i min hjerne 'hvis bare vi har solgt inden hun bliver 10' - det var mantraet. Helt uden nogen logisk baggrund. Bare en eller anden rund skæringsdato - et håb - i fremtiden. Nu er fremtiden her. Og nu lykkedes det sørme. 7 dage før hendes fødselsdag blve underskriften sat. Og idag er den ikke til at tage tilbage.

Det skønneste sted i hele Sydjylland... Som nu skal glæde en anden familie.