Blessing in disguise - håber jeg fanme.

Jeg har bandet i overskriften. Og det er altså for en gangs skyld på sin plads. Her i min lille andedam er der nemlig sket en del på det sidste – ikke er alt er nået ud på bloggen. Sådan er det altid (at ikke alt når ud), men denne gang er der sket lidt større ændringer, som ikke er nået ud. Jeg har lige haft brug for at vende det selv.

Men jeg er stoppet på min arbejde. Det er jo ikke en hemmelighed at siden arbejdsopgaverne ændredes ikke bare lidt men totalt i forsommeren har jeg ikke synes det var særlig sjovt. Faktisk slet ikke. Jeg har tænkt og tænkt – hvilket også gjorde at jeg gik ned i tid.  Og jeg faktisk mentalt nok forberedt på, at jeg skulle finde mig noget andet. Det er rimelig svært når man sidder i en stilling – og specielt en, hvor den mentale energi drænes på den trælse måde. Men mentalt var jeg, desværre, kommet frem til at det måtte være sådan. På et tidspunkt.

Det tidspunkt kom så i sidste uge, hvor jeg blev opsagt og fritstillet. Min første reaktion, den helt automatiske der bare sker i sekundet, var en dyb lettelse. En kæmpe byrde fra min skulder faldt ned – og den lettelse holdt resten af dagen. Og indtil nattens mørke skygger indfandt sig. For jeg er vanvittig dårlig til forandringer. Og de fylder så meget i mine tanker og i hele min krop så det giver mig søvnproblemer. Og denne gang var jo ikke en undtagelse. Så jeg vågnede efter få timers søvn. Og så var jeg ellers mere eller mindre vågen de næste mange nætter. Hvor alle bekymringerne satte ind. Og de er ekstra svære at holde på afstand når alle katte er grå. Bekymringerne om hvad så nu. Hvordan finder jeg noget andet? Og helt specifikt hvordan finder jeg noget som jeg kan lide.

Jeg var allerede afklaret med, at jeg skulle ud i et sporskifte. Det vil sige de opgaver jeg har siddet med i de sidste knap 3 år har været det helt rigtige – lige indtil min fortids kompetencer indhentede mig og satte mig i en stilling, som var virkelig skidt for mig. Men jeg synes pludselig det er svært at se vejen. Det vil sige vejen kan jeg egentlig godt se. Og det er jo rettere vejene – der er mange veje jeg kan tage. Med de ting jeg gerne vil arbejde med. Der er ikke kun ét rigtigt job. Heldigvis. Men hvordan f… kommer jeg dertil. På papiret er min titel noget andet – og man kan vel nærmest fodre grise med min slags.

Jeg er skiftevis optimist, der tænker at det nok skal gå. Og den vildeste pessimist, hvor jeg kan mærke at angsten, frygten og mindreværdet helt og aldeles overtager mit udsyn. Det er ikke en rar position. Den sidste. Mine veninder siger sætninger som ’Tag det med ro – du skal nok finde noget’ og ’brug nu den næste måned på dig selv og på at slappe af’. Og jeg ville så meget ønske at jeg kunne. At jeg troede på, at det nok skulle gå. Jeg ville ønske at jeg kunne nyde det. At have god tid de næste måneder, hvor der jo samtidig er en uændret indtægt. Lade det synke ind og falde på plads – på en god og ikke angst-fyldt måde. Men der er simpelthen en kæmpe klump cortisol i den bagerste del af min hjerne, der er vanvittig insisterende på, at det ikke går. At jeg skal bekymre mig og at det hele ramler. Jeg håber at kunne modbevise den. Under alle omstændigheder er det fuldstændigt uproduktivt at bekymre sig. Ingen gode beslutninger bliver truffet på den baggrund. På den anden side er det pisse svært. At modargumentere med sig selv hele tiden.