Timeout og kaffedelirium

Aldrig nogen sinde har jeg drukket så meget kaffe, som jeg har gjort siden forrige uge. Faktisk siden Steffens fødselsdag, som var den dag, jeg fik vedvarende fri.

Jeg er helt kastet bagover af alle de dejlige mennesker, der bare åbner deres arme, kaffe-kalender og ikke mindst netværk for mig. Folk jeg knap kender, folk fra min (skumle ;-)) fortid og folk jeg vist mest af Facebook-ven med - og sådanne venner strækker sig jo ret bredt.

Jeg er inviteret alle mulige steder hen til snak, afklaring og bare sådan god kaffe, og jeg har, med held, inviteret mig selv lige så mange gange. Og jeg veksler mellem kæmpe optimisme, for hold nu op, hvor er der mange søde mennesker. Og total pessimisme - fordi sådan er jeg vist bare sat sammen, og hvor mange har egentlig fået et job af deres netværk, alligevel, når det kommer til stykket. Og specielt et job, der drejer lidt fra den slagne vej, man allerede vandrede på. Måske er det flere end man tror (håbet er lysegrønt).

Men for pokker. Trods min indre pessimist, er jeg stadigvæk taknemmelig. Og alligevel tror jeg, at jeg lige skal trække vejret og drikke te lidt. Det er ret stressende at være i en tilstand af chok, benægtelse og afklaring af hvad jeg gerne vil, og samtidig rende rundt og tage mig bedst muligt ud hver dag. Det er udmattende - og jeg sover stadig ikke skide godt, da jeg forstyrres i min babysøvn af bekymringstanker og sorte huller. Specielt i nat var skrækkelig. Søvnen sluttede klokken 3.50 sharp – og så var tankemylderet ellers umuligt at slippe for. Og hvis det bare have været skønne opbyggelige tanke. Men det er det jo bare aldrig rigtig i de tidlige morgentimer. Det var bekymring med skræk på. Tror yoga ville være godt. Lige nu.

Om lidt har skolerne ferie. Og dermed er pigerne hjemme fra skole, og vi tager i efterårsferie-sommerhus. Jeg skal på græs, kan jeg mærke. Og så håber jeg, at jeg også kan finde ud af at holde 'fri' fra mit nye job som professionel selv-sælgende netværker. Bare en uge...

Blessing in disguise - håber jeg fanme.

Jeg har bandet i overskriften. Og det er altså for en gangs skyld på sin plads. Her i min lille andedam er der nemlig sket en del på det sidste – ikke er alt er nået ud på bloggen. Sådan er det altid (at ikke alt når ud), men denne gang er der sket lidt større ændringer, som ikke er nået ud. Jeg har lige haft brug for at vende det selv.

Men jeg er stoppet på min arbejde. Det er jo ikke en hemmelighed at siden arbejdsopgaverne ændredes ikke bare lidt men totalt i forsommeren har jeg ikke synes det var særlig sjovt. Faktisk slet ikke. Jeg har tænkt og tænkt – hvilket også gjorde at jeg gik ned i tid.  Og jeg faktisk mentalt nok forberedt på, at jeg skulle finde mig noget andet. Det er rimelig svært når man sidder i en stilling – og specielt en, hvor den mentale energi drænes på den trælse måde. Men mentalt var jeg, desværre, kommet frem til at det måtte være sådan. På et tidspunkt.

Det tidspunkt kom så i sidste uge, hvor jeg blev opsagt og fritstillet. Min første reaktion, den helt automatiske der bare sker i sekundet, var en dyb lettelse. En kæmpe byrde fra min skulder faldt ned – og den lettelse holdt resten af dagen. Og indtil nattens mørke skygger indfandt sig. For jeg er vanvittig dårlig til forandringer. Og de fylder så meget i mine tanker og i hele min krop så det giver mig søvnproblemer. Og denne gang var jo ikke en undtagelse. Så jeg vågnede efter få timers søvn. Og så var jeg ellers mere eller mindre vågen de næste mange nætter. Hvor alle bekymringerne satte ind. Og de er ekstra svære at holde på afstand når alle katte er grå. Bekymringerne om hvad så nu. Hvordan finder jeg noget andet? Og helt specifikt hvordan finder jeg noget som jeg kan lide.

Jeg var allerede afklaret med, at jeg skulle ud i et sporskifte. Det vil sige de opgaver jeg har siddet med i de sidste knap 3 år har været det helt rigtige – lige indtil min fortids kompetencer indhentede mig og satte mig i en stilling, som var virkelig skidt for mig. Men jeg synes pludselig det er svært at se vejen. Det vil sige vejen kan jeg egentlig godt se. Og det er jo rettere vejene – der er mange veje jeg kan tage. Med de ting jeg gerne vil arbejde med. Der er ikke kun ét rigtigt job. Heldigvis. Men hvordan f… kommer jeg dertil. På papiret er min titel noget andet – og man kan vel nærmest fodre grise med min slags.

Jeg er skiftevis optimist, der tænker at det nok skal gå. Og den vildeste pessimist, hvor jeg kan mærke at angsten, frygten og mindreværdet helt og aldeles overtager mit udsyn. Det er ikke en rar position. Den sidste. Mine veninder siger sætninger som ’Tag det med ro – du skal nok finde noget’ og ’brug nu den næste måned på dig selv og på at slappe af’. Og jeg ville så meget ønske at jeg kunne. At jeg troede på, at det nok skulle gå. Jeg ville ønske at jeg kunne nyde det. At have god tid de næste måneder, hvor der jo samtidig er en uændret indtægt. Lade det synke ind og falde på plads – på en god og ikke angst-fyldt måde. Men der er simpelthen en kæmpe klump cortisol i den bagerste del af min hjerne, der er vanvittig insisterende på, at det ikke går. At jeg skal bekymre mig og at det hele ramler. Jeg håber at kunne modbevise den. Under alle omstændigheder er det fuldstændigt uproduktivt at bekymre sig. Ingen gode beslutninger bliver truffet på den baggrund. På den anden side er det pisse svært. At modargumentere med sig selv hele tiden.

Travlhed og lister

Jeg er ved at gå helt til at selv-påført travlhed i denne uge. En del af travlheden er reel (om end stadig selvpåført) og en del foregår nok mest i mit hoved. Og når jeg har travlt og føler mig presset laver jeg lister. Et utal af lister og denne uge er det ikke anderledes. Og så går jeg ture rundt om søerne – som jeg, og mit eksploderede hoved, var nødt til i går.

Til almen orientering er der præcis 9100 skridt rundt om søerne...

Så hvad er det jeg skal nå. Jo – jeg skal nå at holde bogklub i aften. Det glæder jeg mig til, og det bliver så fint. Jeg skal bare så lige køre til konference i Odense næste morgen, hvor jeg skal ud af døren senest 5.30. Og inden afgang skal jeg helst have nået sådan at gøre mig offentlig præsentabel først. Altså gå i bad og sådan. Torsdag aften kører jeg hjem. For jeg er alt for stresset ud i hovedet til at blive i Odense og overnatte, hvor jeg ellers havde en aftale med min kusine (undskyld – vi gør det snart i stedet). Fordi jeg skal hjem og sådan 'ordne' en anden af listerne, således at Steffen ikke står med det hele. Sagen er nemlig den, at jeg er i Odense hele fredagen også – og fredag eftermiddag er det timet således at jeg liiige når hjem for at aflevere nøglerne til lejligheden til nogle airbnb-lejere, der skal bo der til mandag. Og de (lejerne) har jo egentlig et helt rimelig krav om, at der ser nogenlunde pænt og præsentabelt ud. Og at sengetøjet er frisk og badeværelset er nogenlunde brugbart uden for mange sure sokkerJ. Så drager vi i sommerhus. Pyyyyhaaaa – men inden vi afleverer nøglerne skal jeg jo så lige huske (huske!) at pakke svømmetøj, fordi Margrethe netop denne weekend starter svømme-træning igen, og gymnastiktøj til skolen mandag, da vi ikke kommer hjem før mandag eftermiddag. Og alt det andet vi kunne få brug for.

Det er nok bare mig. Der stresser unødigt. Det er jo alt sammen mig selv, der har fået det lagt så usandsynligt meget oveni hinanden. Og det er jo alt sammen gode ting. Jeg glæder mig til fredag aften. Hvor jeg ligger foran Versus på tv sammen med ungerne og bland-slv slik og hvor jeg har husket både svømmetøj og alt det andet.

Beviset på at det ikke alt sammen er slemt - her fra Maven ved Nicolai-kirke, hvor min fru moder igår inviterede på frokost. Dog bliver jeg aldrig madblogger. Jeg når simpelthen at nedsvælge det hele inden tanken om billeder når frem til mine tanker.

Papirøen, mad og ondt i maven - og det uden sammenhæng

Brugte aftenen i går hhv. på mine fødder og på papirøen. Jeg gik hjemmefra, med S, bevares, og gik og gik og gik lige indtil jeg nåede Magasin, som havde nogle fantastiske tilbud på bh’er (sat ned til 50 kr – det er fanme en god pris), og derefter gik turen til koreansk dinné på Papirøen. Et helt fantastisk sted, hvor jeg dog kommer alt for sjældent, da det ligger så relativt langt væk fra mit hood på Østerbro. Men jeg elsker den feriestemning, der er derude. Og jeg elsker uhøjtideligheden og jeg elsker koreansk mad. Som den eneste i familien, så derfor er det jo skide smart, at alle i familien kan vælge noget man selv vil have. Dæleme også smart med børn, som dog ikke var med i går, som jo altid har alle mulige og umulige holdninger til hvad de præcis har lyst til at spise den dag. Og det er ganske ofte kendetegnet ved at være det modsatte af alle andre.

Det med at gå på arbejde.

Jeg spiste på Bæst i går aftes – hvilket for øvrigt er et højst aparte navn til en restaurant. Anyhow – det var bestemt virkelig lækker mad. Og vanvittig lækkert selskab. Jeg havde nemlig sat min gamle speciale makker stævne for at fejre, at det i går var præcis 10 år (!!) siden, at vi forsvarede vores speciale.

Og vi fik virkelig talt sammen. Min veninde der er et af de mest arbejdssomme, kloge og dygtige mennesker jeg kender. Og lige nu er hun sygemeldt med anden omgang af stress. Og har desuden sagt op – for det blver jo ikke bedre på den arbejdsplads. Men jeg har altid kendt hende som virkelig pligtopfyldende og samtidig helt vildt engageret og passioneret. Med andre ord en fantastisk medarbejder. Og nu…. Er vi her hvor hun muligvis en dag har lyst til at møde arbejdsmarkedet igen. Men tanken om det får hjertebanken, klamme håndflader og kvalmen til at stige op i halsen på hende. Drømmejobbet er reduceret (om man vil) fra en karriere med ansvar og travlhed, men også passion og begejstring til mere moderat til ingenting. ’Kan man ikke bare pakke konvolutter’, som hun siger. Drømmen er slet ikke at, lige nu, skulle udfordres og helst bare ligge i læ. Eller allerheslt slet ikke skulle joine det ræs.

MEN FOR FANDEN. Stop! Det arbejdsmarked hun (og jeg og mange andre) er en del af æder folk – og spytter dem ud desillusionerede og færdige. Det bør virkelig ikke være sådan. Det er jo virkelig spild af evner, begejstring og arbejdsglæde.