Julia Lahme er en klog kvinde

’Jeg er jo en del af en generation, der fik af vide af vores 70’er forældre at vi kunne alt. Det har vi så oversat til, at vi skal kunne alt. Så kvinder i min generation skal have en flot karriere, lækre børn og et flot hjem, have råd til skiferie og tropeferie om vinteren, og så skal vi i øvrigt veje 57 kilo, samtidig med at vi helst skal arbejde deltid, så vi kan være noget for dem derhjemme. Det idealbillede er jeg rigtig bange for. Jeg er bange for, at vi bliver så overfladiske i vores liv, at vi ikke når at lære noget af hinanden, fordi vi har så travlt med at leve op til noget vi tror, er det ideelle liv.’
Citat Julia Lahme her og her…

Hun er sgu godt nok klog. Jeg er så enig – og deler frygten.

En af de der picture-perfect weekender

Vi har haft en af de weekender, man kan læse om i reklamerne. En dejlig dejlig en af slagsen. Lørdag var vi på skovtur med C’s børnehave (og på hendes gruppe, er der de sødeste forældre), så det var en (kage-)fest for både børn og voksne. Vejret i Dyrehaven var skønt med over 20 grader, legende børn og forældre fordybet i madpakke, kage og kaffe. En af de gode dage, der skal lagres. Da vi kom hjem fra Dyrehaven havde vi lige et par timers sen siesta, hvorefter farmor kom på besøg til middag – med vores nye sengetæppe, som hun har lavet af patchwork (noget hun er overdrevet god til)….

Og så kom søndag. En picture-perfect søndag fyldt med hygge, latter, børn og gode venner. Vi tog til de mest fantastiske venner i Rungsted (der hvor vi også holder nytår og indimellem tager på ’weekendophold’ – faktisk er det sådan at tøserne er begyndt at spørge om vi ikke skal sove der hver gang). Nå, men søndag var M til fødselsdag hos en klasseveninde, hvor de lavede hjemmegjorte flødeboller, chokoladepizza og alskens andre lækkerier. Og vi andre kørte så simultant til Rungsted. Vi skulle bare drikke eftermiddagskaffe – og så hjem. Men (som altid) endte vi med at lave lækker aftensmad sammen og have den mest fantastiske søndag. M blev hentet hjem – og bragt derop. Vi var, med al vores sammenlagt viljestyrke, hjemme halv ni med to sovende børn bagi bilen. Sådan nogle dage skal man have flere af – specielt når ens hverdag indtil uge 42, hvor ferien rammer, er al for travl og præget af at jeg er (for) meget hjemmefra.

Arven

M ligner sin mor - ikke nødvendigvis af udseende (jo også lidt der, men hun er vist bare en smuk blanding af mor og far). Nej hun ligner mig af sind. Desværre var jeg lige ved at sige. For det er hårdt - at have mit sind. Det kan sikkert også være en gave - og jeg håber sådan at hun forstår at forvalte det bedre end jeg. Hun vil blive tvunget til at kende sig selv bedre end de fleste. Hun vil blive tvunget til at tænke meget mere over livet og have mange melankolske perioder - simpelthen fordi sådan er det. Det er ikke undgåeligt. Jeg kan se det allerede nu. Det er som at se mig selv i spejlet. I en barne-udgave. Det er næsten skræmmende.

Problemer med selvværdet. Problemer med at passe ind socialt. Venskaber og grupper har altid været et issue for mig og er det (på voksen-måden) stadigvæk. Det kan godt være, at det udefra ser ud som om jeg har venner, veninder, bekendte, stort netværk, at jeg er stabil og at der ingen problemer er - men indeni raser usikkerheden. Vil de mig? Sagde jeg noget forkert? Er jeg udenfor (igen)? Jeg mærker de mindste tegn på afstand og udenforhed - ind imellem sikkert også når der ingen tegn er. ØV. Og når jeg mærker det - går jeg. Bogstavelig talt. Mister både mig og dem i processen. Jeg elsker mine venner, jeg bliver altid karakteriseret som udadvent og social. Og det er også rigtigt - udenpå. Men indeni har jeg en konstant kamp - en blodig kampscene, der tager så mange kræfter, at jeg nogen gange bare er nødt til at være alene. Helt alene - uden nogen social kontakt. Ikke for at tænke - men for netop ikke at tænke. For at der bliver STILLE indeni. Så tankemylderet forsvinder - eller bare fortager sig. For at finde styrke til igen at møde verden. En verden som vil mig - som ikke vil mig? Jeg har brug for at slukke for tankerne, der konstant vurderer, afsøger, mærker, føler og har antennerne ude og har alle følelser i alarmberedskab. Jeg har mistet mange venskaber på den konto. Fordi jeg trækker mig. Jeg stopper kontakten. Jeg tænker, at så er jeg bedre alene. Jeg lukker af - hvis jeg tror de alligevel ikke vil mig. Hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved min måde. Jeg føler mig truet af andres glæde. Hvorfor - det er sgu da ikke særlig pænt - nærmest lidt smålig og usandsynlig flovt. Som en indre rådenskab. Jeg er smålig inden i nogle gange. Adr. Jeg har specifikt 3 venskaber jeg ikke længere har. Fordi jeg har ødelagt det. Fordi de ikke kunne mig og mit diktatur. Andre bliver. Gud bedre det. Hvordan bliver jeg mere rummelig - og slipper angsten for ikke at slå til, ikke at få et godt liv og bliver truet af at se andre have et godt liv. ...???...

Og min stakkels, fantastiske , smukke, kloge M - har arvet det ualmindelig følsomme sind, de store udsving, temperamentet, følelsen af utilstrækkelighed, ved-siden-af-heden, grinet, latteren, og melankolien - og trangen til at være alene. Og frygten for at være alene. I verden - i sidste ende.

Jeg vil hjælpe hende - men det er svært. Jeg har ikke engang helt mestret at hjælpe mig selv. Men jeg ønsker mig mere end noget andet, at hun kan mane spøgelserne lidt mere til jorden end jeg kunne. End jeg kan. Jeg øver mig stadig.

Pip

Her er travlt - jeg ved ikke hvordan jeg skal nå både arbejde og familie i september. Jeg er væk 2-5 dage hver uge... Og så er der svømning, dans, legedates, lektier (i bunkevis!!), og vasketøj. Jeg gider ikke hele tiden skynde mig. Og have åndenød, Jeg vil nyde og dyrke mine interesser.

Nå men uge 42 trækkes stikket ud. Men der er alt for længe til -samtidig med at der er alt for lidt tid til...

Søvnløs i perspektiv

Jeg har ligget hele natten og krammet Caroline. Krammet krammet og krammet - mens hun hviskede i mørket. Normalt, når Caroline hvisker om natten (og fortæller om sin dag...sådan noget skal gerne foregå om natten - åbenbart) bliver jeg ikke nødvendigvis i krammehumør. Nærmest noget med tiltagende hvislende 'gå ind til dig selv', 'shhhhhhhhhhhh', 'ti stille', 'lig nu stille'.... Og sådan.

Men i nat har vi krammet.

Jeg tilbragte torsdag aften i selskab med den stærkeste kvinde jeg til dato har mødt. Hun er dejlig, smuk, dygtig - og bærer helt usyndligt for det blotte øje på den ultimative sorg. Hun har (haft) 4 børn. Der er et tilbage.

De 3 andre er i himlen - heldigvis ikke sammen med den far, der skød dem i februar 2011 - lige her. Han er stadig i live - og ellers ville han også være endt i helvede. Der skal han nok hen engang.

Hvordan finder hun styrken til at stå op om morgenen. Spise morgenmad, tage tøj på. Stå oprejst? Hun så helvedes godt ud - med make up (???) - jeg er fuldstændigt væltet omkring af den styrke jeg oplevede. Nu er jeg dog træt. Efter at kramme hele natten med et hviskende barn. Godt det er fredag.

Pas fandens godt på hinanden. Og på jeres børn.