Arven

M ligner sin mor - ikke nødvendigvis af udseende (jo også lidt der, men hun er vist bare en smuk blanding af mor og far). Nej hun ligner mig af sind. Desværre var jeg lige ved at sige. For det er hårdt - at have mit sind. Det kan sikkert også være en gave - og jeg håber sådan at hun forstår at forvalte det bedre end jeg. Hun vil blive tvunget til at kende sig selv bedre end de fleste. Hun vil blive tvunget til at tænke meget mere over livet og have mange melankolske perioder - simpelthen fordi sådan er det. Det er ikke undgåeligt. Jeg kan se det allerede nu. Det er som at se mig selv i spejlet. I en barne-udgave. Det er næsten skræmmende.

Problemer med selvværdet. Problemer med at passe ind socialt. Venskaber og grupper har altid været et issue for mig og er det (på voksen-måden) stadigvæk. Det kan godt være, at det udefra ser ud som om jeg har venner, veninder, bekendte, stort netværk, at jeg er stabil og at der ingen problemer er - men indeni raser usikkerheden. Vil de mig? Sagde jeg noget forkert? Er jeg udenfor (igen)? Jeg mærker de mindste tegn på afstand og udenforhed - ind imellem sikkert også når der ingen tegn er. ØV. Og når jeg mærker det - går jeg. Bogstavelig talt. Mister både mig og dem i processen. Jeg elsker mine venner, jeg bliver altid karakteriseret som udadvent og social. Og det er også rigtigt - udenpå. Men indeni har jeg en konstant kamp - en blodig kampscene, der tager så mange kræfter, at jeg nogen gange bare er nødt til at være alene. Helt alene - uden nogen social kontakt. Ikke for at tænke - men for netop ikke at tænke. For at der bliver STILLE indeni. Så tankemylderet forsvinder - eller bare fortager sig. For at finde styrke til igen at møde verden. En verden som vil mig - som ikke vil mig? Jeg har brug for at slukke for tankerne, der konstant vurderer, afsøger, mærker, føler og har antennerne ude og har alle følelser i alarmberedskab. Jeg har mistet mange venskaber på den konto. Fordi jeg trækker mig. Jeg stopper kontakten. Jeg tænker, at så er jeg bedre alene. Jeg lukker af - hvis jeg tror de alligevel ikke vil mig. Hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved min måde. Jeg føler mig truet af andres glæde. Hvorfor - det er sgu da ikke særlig pænt - nærmest lidt smålig og usandsynlig flovt. Som en indre rådenskab. Jeg er smålig inden i nogle gange. Adr. Jeg har specifikt 3 venskaber jeg ikke længere har. Fordi jeg har ødelagt det. Fordi de ikke kunne mig og mit diktatur. Andre bliver. Gud bedre det. Hvordan bliver jeg mere rummelig - og slipper angsten for ikke at slå til, ikke at få et godt liv og bliver truet af at se andre have et godt liv. ...???...

Og min stakkels, fantastiske , smukke, kloge M - har arvet det ualmindelig følsomme sind, de store udsving, temperamentet, følelsen af utilstrækkelighed, ved-siden-af-heden, grinet, latteren, og melankolien - og trangen til at være alene. Og frygten for at være alene. I verden - i sidste ende.

Jeg vil hjælpe hende - men det er svært. Jeg har ikke engang helt mestret at hjælpe mig selv. Men jeg ønsker mig mere end noget andet, at hun kan mane spøgelserne lidt mere til jorden end jeg kunne. End jeg kan. Jeg øver mig stadig.