tirsdag den 4. juli 2017

Om hvad der rocker din verden

Jeg vil til enhver tid have lov til at tage til Lalandia den ene dag. Bade i bakteriehavet med alle de andre, spise klamme pomfritter og grine så det gør ondt i maven efter en tur ned af en vandrutsjebane. For den anden dag at tage i det kongelige og høre Wagner. Det ene er ikke mere kulturelt eller fint end det andet. Det er forskelligt. Og mennesker morer sig og underholdes af forskellige ting. Men skal vi ikke blive enige om, at vi skal gøre det, der gør os selv godt. Ikke det, der er det ’rigtige’ at gøre. Jeg griner i vandrutsjebanen, også selvom den ses på med forfærdelse af ’de selvbestaltede smagsdommere’. Mit hjerte slapper og udvides, når jeg hører fantastisk klassisk musik. Og jeg fascineres af de smukke gamle skulpturer på Glyptoteket. Jeg undres og bliver klogere af den lille smalle film i Gloria, mens jeg elsker når Bruce Willis altid vinder over det onde i Die Hard. Alle tingene giver mig noget. Noget forskelligt. Men noget, som jeg elsker – hver ting til sin tid. Die Hard er for eksempel specielt fantastisk mellem jul og nytår. Men så har jeg den her brist – jeg gider ikke se film, hvor folk klæder sig ud eller kan flyve. Så Harry Potter og Ringenes Herre er ude i mit univers. Selvom det nok er ’den forkerte’ holdning i mit liv.

Det er udvidende bekendtskaber – en blanding af alt, der gør mig glad og som underholder mig. Og alt sammen noget jeg ønsker at give videre til mine børn. Hvad der så må rocke deres verden. Det må de jo om – men de skal ikke tro eller føle, at noget er mere rigtigt end andet (de elsker fx udklædte børnehekse aka Harry og venner). Det, de skal vide er, at de skal udnytte de tilbud, se på den kunst, opleve de ting, som får deres hjerte til at svulme og deres mavemuskler til at smerte af latter. Om det er Wagner eller vandrutsjebaner i Jylland.

Det betyder også, at hvis de griner, når de går til bowling. Eller canasta. Så skal de gå til bowling eller canasta. Så behøver de ikke gå til tennis eller golf med strittende lillefinger (undskyld for den hårdt optrukne fordom – men den sætter billede på pointen). Men hvis de griner, mens de er til tennis og golf – så skal de fanme gå til tennis eller golf. For at sætte det lidt på spidsen. Det betyder heller ikke, at jeg ikke slæber dem rundt til museer, koncerter og propper (såkaldt høj-)kultur ind i dem. For det skal de også lære at kende - ellers kan de jo heller ikke, om de vil, sætte pris på det. Men det er deres valg i sidste ende - og er vi uenige, så er det også fint. Selvom jeg da håber, at mine interesser i et eller andet omfang smitter af. Og jeg håber at de sætter en høj bare - de skal bare ikke snobbe sig til den.

Først og fremmest skal de lade være med at blande sig i, hvad der er ’rigtig’ og ’forkert’ for andre – hvad der er ’rigtig’ kultur eller u-kulturelt. Men de skal gøre deres bedste – at være u-snobbet er ikke det samme som at lade stå til. Ikke at gribe chancerne og gøre det man selv synes er fedt. Det er at gribe de chancer, der gør en glad. Uanset.


I bedste fald er det kun snobben selv snobberiet går ud over. Hvis liv bliver fattigt og indskrænket. I værste fald går det ud over andre også.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar