Hold op – det er længe siden. Så det lader vi bare stå. Helt
alene i al stilhed.
Nu er det sommer (også selvom det lige regner lidt udenfor
nu – for en gangs skyld. Den her sommer er jo for vild). Vi har været 10 dage i
Nordspanien. Og det var fuldstændig fantastisk. Virkelig virkelig smukt, varmt,
festligt og dejligt for hele familien. Vi boede i en istandsat kæmpe
traditionel gård, der nu er indrettet i 9 skønne lejligheder. Derudover er der
dejlige udendørs faciliteter og den mest fantastiske pool med udsigt så langt
øjet rakte på bjerge, køer, og natur. Eneste lyd var ungerne hyl i poolen og
køernes klokkeringlen – og champagneproppernes, der sprang om aftenen. 10 dage
i luksus.
Jeg nåede at komme helt ned i gear og tænkte ikke meget på den
hverdag, vi var rejst fra. Som jo ellers er en god hverdag – men det er altså
godt at få et åndehul helt uden pligter og dagligdag. Det var idyl med idyl på –
det er vidunderligt. Og egentlig også ganske uventet. Måske er det bare sådan,
når ens børn bliver større. Alt bliver lettere. De er mindre nuttede, men de er
til gengæld meget sjovere at være sammen med og meget mere givende på andet end
hjertemusklen. Deres refleksioner over det der sker omkring os, og verden
generelt, er skønt opleve. De bliver så kloge og store og smukke unge
mennesker.
Om et par dage går turen så til Sicilien – vores skønne
dejlige Sicilien, hvor vi har været mange gange før. Jeg skal spise, drikke,
sole, pjaske i poolen og nyde livet med mine 3 – og med de skønne mennesker,
der er med på samme tur.