Et år siden sidst

Hold op – det er længe siden. Så det lader vi bare stå. Helt alene i al stilhed.

Nu er det sommer (også selvom det lige regner lidt udenfor nu – for en gangs skyld. Den her sommer er jo for vild). Vi har været 10 dage i Nordspanien. Og det var fuldstændig fantastisk. Virkelig virkelig smukt, varmt, festligt og dejligt for hele familien. Vi boede i en istandsat kæmpe traditionel gård, der nu er indrettet i 9 skønne lejligheder. Derudover er der dejlige udendørs faciliteter og den mest fantastiske pool med udsigt så langt øjet rakte på bjerge, køer, og natur. Eneste lyd var ungerne hyl i poolen og køernes klokkeringlen – og champagneproppernes, der sprang om aftenen. 10 dage i luksus. 

Jeg nåede at komme helt ned i gear og tænkte ikke meget på den hverdag, vi var rejst fra. Som jo ellers er en god hverdag – men det er altså godt at få et åndehul helt uden pligter og dagligdag. Det var idyl med idyl på – det er vidunderligt. Og egentlig også ganske uventet. Måske er det bare sådan, når ens børn bliver større. Alt bliver lettere. De er mindre nuttede, men de er til gengæld meget sjovere at være sammen med og meget mere givende på andet end hjertemusklen. Deres refleksioner over det der sker omkring os, og verden generelt, er skønt opleve. De bliver så kloge og store og smukke unge mennesker.  

Om et par dage går turen så til Sicilien – vores skønne dejlige Sicilien, hvor vi har været mange gange før. Jeg skal spise, drikke, sole, pjaske i poolen og nyde livet med mine 3 – og med de skønne mennesker, der er med på samme tur.

Om hvad der rocker din verden

Jeg vil til enhver tid have lov til at tage til Lalandia den ene dag. Bade i bakteriehavet med alle de andre, spise klamme pomfritter og grine så det gør ondt i maven efter en tur ned af en vandrutsjebane. For den anden dag at tage i det kongelige og høre Wagner. Det ene er ikke mere kulturelt eller fint end det andet. Det er forskelligt. Og mennesker morer sig og underholdes af forskellige ting. Men skal vi ikke blive enige om, at vi skal gøre det, der gør os selv godt. Ikke det, der er det ’rigtige’ at gøre. Jeg griner i vandrutsjebanen, også selvom den ses på med forfærdelse af ’de selvbestaltede smagsdommere’. Mit hjerte slapper og udvides, når jeg hører fantastisk klassisk musik. Og jeg fascineres af de smukke gamle skulpturer på Glyptoteket. Jeg undres og bliver klogere af den lille smalle film i Gloria, mens jeg elsker når Bruce Willis altid vinder over det onde i Die Hard. Alle tingene giver mig noget. Noget forskelligt. Men noget, som jeg elsker – hver ting til sin tid. Die Hard er for eksempel specielt fantastisk mellem jul og nytår. Men så har jeg den her brist – jeg gider ikke se film, hvor folk klæder sig ud eller kan flyve. Så Harry Potter og Ringenes Herre er ude i mit univers. Selvom det nok er ’den forkerte’ holdning i mit liv.

Det er udvidende bekendtskaber – en blanding af alt, der gør mig glad og som underholder mig. Og alt sammen noget jeg ønsker at give videre til mine børn. Hvad der så må rocke deres verden. Det må de jo om – men de skal ikke tro eller føle, at noget er mere rigtigt end andet (de elsker fx udklædte børnehekse aka Harry og venner). Det, de skal vide er, at de skal udnytte de tilbud, se på den kunst, opleve de ting, som får deres hjerte til at svulme og deres mavemuskler til at smerte af latter. Om det er Wagner eller vandrutsjebaner i Jylland.

Det betyder også, at hvis de griner, når de går til bowling. Eller canasta. Så skal de gå til bowling eller canasta. Så behøver de ikke gå til tennis eller golf med strittende lillefinger (undskyld for den hårdt optrukne fordom – men den sætter billede på pointen). Men hvis de griner, mens de er til tennis og golf – så skal de fanme gå til tennis eller golf. For at sætte det lidt på spidsen. Det betyder heller ikke, at jeg ikke slæber dem rundt til museer, koncerter og propper (såkaldt høj-)kultur ind i dem. For det skal de også lære at kende - ellers kan de jo heller ikke, om de vil, sætte pris på det. Men det er deres valg i sidste ende - og er vi uenige, så er det også fint. Selvom jeg da håber, at mine interesser i et eller andet omfang smitter af. Og jeg håber at de sætter en høj bare - de skal bare ikke snobbe sig til den.

Først og fremmest skal de lade være med at blande sig i, hvad der er ’rigtig’ og ’forkert’ for andre – hvad der er ’rigtig’ kultur eller u-kulturelt. Men de skal gøre deres bedste – at være u-snobbet er ikke det samme som at lade stå til. Ikke at gribe chancerne og gøre det man selv synes er fedt. Det er at gribe de chancer, der gør en glad. Uanset.

I bedste fald er det kun snobben selv snobberiet går ud over. Hvis liv bliver fattigt og indskrænket. I værste fald går det ud over andre også.

Bryllup igen - 10 år efter

Hvad har du så lavet i weekenden, kunne man spørge. Og jo altså - jeg har holdt bryllup. Ret beset var det fredag og ret beset var det ikke en vielse, men en velsignelse. Men ret beset føltes det bare fantastisk. Og lige nu svæver jeg rundt på en lyserød champagnesky - og det er ikke kun dampen fra de knap 40 flasker bobler, der blev drukket. Af vores 50 gæster, hvoraf godt 7 var børn.

For ti år siden blev Steffen og jeg viet på Sønderborg rådhus. Det var bestemt fordi vi gerne ville giftes, men tiden og økonomien var ikke til så meget andet end ikke så meget. Og vi havde både fået et barn og var på nippet til at købe et hus. Et ægteskab var absolut også praktisk.

Nu er der så gået ti år. Og vi er stadig gift. Og har stadig lige så meget lyst til at være gift. Så derfor på vores 10-års bryllupsdag inviterede vi venner og familie til Vor Frue, hvor Steffens gamle gymnasieven velsignede og - og derefter var der fest og lykke hos os.

Vores gode ven Lars er en af jorden bedste fotografer - og han var så skøn at forevige dagen. Herunder er mine mobile shots - et lille udsnit. Så må der komme nogle mere professionelle en anden dag.

Det er meget længe siden - men nu er det maj!

Det er filen fløjtme længe siden jeg har været herinde – og sådan må det nok bare være. Det er jo ikke fordi der ikke sker noget. Vi har både haft fødselsdag i familien og fået hvalpe i familien (dog ikke hjemme hos os, men hos min mor). Vi har (endelig) nydt solen og fået en mindre forbrænding på næsen. Og vi har (i hvert fald de voksne) binge-watched Billions. Og det sidste vil jeg anbefale alle at gøre (også det første - minus næseforbrændingen, dog). Hvis man har adgang til HBO. Det er en ret fantastisk serie, der har nogle twists og turns som er fede og jævnt overraskende. Og når man kommer sig over at den muslimske soldat Brody (fra Homeland) er blevet en slibrig finansmand, så er det skide godt.

Og nu er det pludselig uden varsel blevet maj. Jeg synes, på ægte bedstemor-vis, at tiden simpelthen flyver så hurtigt afsted, at jeg bliver hel koldsvedt ved tanken om det. Der er noget rigtigt i, som Benny Andersen siger, at ens datter går ud for at hinke, og lidt efter kommer ind og spørger om man vil passe den lille. Det er vi dog (heldigvis) ikke nået til endnu, men jeg en fornemmelse af, at jeg pludselig en dag vågner op og så er livet gået (eller rettere) løbet uden at jeg fik tid til at mærke det.

Nå, men det kan godt være livet går med stormskridt – sommeren har derimod koket ladet vente på sig. Og det har føltes som om vinteren varede for evigt – hvilket paradoks. Nu har sommeren så endelig valgt at vise sig – om end en lidt kølig type. Men dog en solrig og smuk en, som tegner godt. Og det er jeg glad for. Specielt på Margrethes vegne. Hun skal på lejrskole denne uge, og det er bare sjovere at holde picnic i Jægerspris slotspark og riste skumfiduser over bål, hvis vejret ikke er alt for vådt. Kulde kan man klæde sig efter – regn er bare surt og vådt. Jeg selv havde en halv fridag i går, hvor det var 1. maj. Jeg valgte at bruge den på det eneste rigtige, når solen bryder frem. Til de fjerne toner af taler, musik og bu-råb fra fælledparken sad jeg i læ i en solplet i gården og drak iskaffe (årets første) og læste i min bog. Ungerne styrtede rundt omkring på løbehjul og rulleskøjter og, trods støjen fra fælledparken, kunne vi simpelthen høre sommeren kalde. Og sommerlandet.

Et 1. maj sæt. Bedre en lunken og doven fadøl. 

Tænker jeg på #7

• Hvor fuldstændig fantastisk jeg synes det er, at min datter er ved at lære Agnes Obels Riverside til hendes klaverundervisning. Den er fantastisk – og at hun skal spille den får mig til at dø lidt af stolthed.
• At jeg næsten ikke kan vente til næste fredag. Hvor vi tager i sommerferie for første gang i 5 (!!!) måneder. Har det som et barn, der skal vente på fredagsslik. Jeg kan ikke være i mig selv.
• Har jeg googlet plantekasser, trampolin og den slags i et væk i flere uger nu. Kan ikke vente.
• At jeg glæder mig dog også ret meget til i morgen. For det første er det fredag. For det andet skulle det blive sommer, sådan for realz. Og for det tredje skal jeg ud og spise med mine (nye) kolleger.
• At jeg dæleme har meget at glæde mig til – det kan fylde ret mange punkter.
• Hvor meget rengøring, der er nødvendigt før min bogklub kommer til snak, hygge og søde sager i aften. Og hvor pokker jeg lagde bogen, som vi skulle læse.
• At jeg har læst bogen. Nu er den bare væk.
• Hvor upraktisk det er at farvekoordinere sin bogreol, når man ikke kan huske bog-ryggens farve.
• At jeg har lyst til chokoladekage. Måske jeg kan få det til frokost, når jeg skal ses med min tidligere kollega fra banken. Chokoladekage til frokost er vel sundere end ingen frokost. Eller?

Solen skinner - og dagen startede med dans

I dag er en skøn dag. Det kan i hvert fald kun blive en god en af slagsen (siger jeg med fare for at jinxe det). Dog var det lige rigeligt tidligt, at de vågne timer skulle starte 4.34 – og det var på ingen måde ungernes skyld. Den skal de ikke have. Det var bare mit hoved, der spekulerede som en gal. Og alle de faste strategier jeg har, når tankerne går speed-amok virkede ikke. Heller ikke den med at ligge på en blomstermark og mærke solen og lytte til græssets brusen.

Nå, men da så de to andre, der er hjemme i husstanden (Steffen hygger sig jo i Prag) stod op stod den på hjælpsomme børn, ingen morgensure miner (that’s a new) og dans i køkkenet med den lille radio skruet op til max (undskyld overbo - og undskyld skole, når Caroline kommer idag og synger 'Fuck you - fuck you very very much'...). Da vi gik hjemmefra var solen med os og den skinnede, som om den netop havde fået løn. Og jeg opdagede, at jeg i allerhøjeste grad mangler et par ordentlige solbriller. Eller bare nogle, der ikke er blevet skæve og ridsede.

Tyvstjålet på internettet - ring hvis jeg skal lægge den tilbage.

I eftermiddag kommer min mor et smut forbi og tager med os til svømning. Det er altid hyggeligt, omend alt for sjældent, at hun kigger forbi, uden at der egentlig er en grund (sådan som fx pasning eller den slags) til det. Og i aften er der Homeland – hvis jeg kan holde mig vågen.

Jeg har også fået lidt styr på det hele siden min klagesang i sidste uge. Der sker en masse gode ting. Jeg kan ikke sove for det – men det er alt sammen godt. Det er bare anderledes. Og så er jeg nu engang indrettet således, at jeg lige skal have det lagt i de rette kasser. Og de kasser skal jeg lige have lavet oppe i hovedet. Der er desuden en masse helt vildt skønne planer for de næste dage, uger – teateret med Steffen, hvor vi skal se Hübberiet (det er altid godt), forældre-vin hos søde mennesker, fra Margrethes klasse, Steffen kommer hjem, fødselsdagsfejring og så skal jeg overtage Red Barnets City instagram-profil de næste uger. Og alt det andet. Og solen skinner. Og jeg har fået fyldt potterne i gården med latyrus. 

Hovedet op og benene ned

Jeg synes faktisk normart, at vi har en rimelig rolig hverdag. En hvor der er tid til at følge pigerne i skole om morgenen, og kommer hjem igen om eftermiddagen inden det bliver så sent, at begrebet ulvetime er noget vi skal forholde os til. Der er både tid til at bruge tid på lektier og hygge. På at gå langsomt gennem Holmens kirkegård og nyde alle de forårsblomster, der piblede frem tidligere på måneden – og nu fylder alt i en kæmpe farveeksplosion.  Tid til at have tid til langsommelighed (de fleste morgener) og til at det i hvert fald ikke er stress og jag, der vælter læsset. Kun en dag af gange – sådan vil det nok altid være. Nogle dage kræver mere koordination end andre. Og ganske ofte er det fordi en af os skal noget, som faktisk samtidig er hyggeligt og skønt.

Men denne uge. Den må gerne slutte nu. Jeg synes jeg er bagud. Hele tiden. Og måske er det mest noget der foregår i mit hoved (det er ofte der travlhed sidder hos mig – sjældent i virkeligheden), men jeg kan simpelthen ikke se mig ud af det. Og vi har reduceret familien til et ’når far kommer hjem er mor lige gået’-sted. Og jeg bliver endnu engang mindet om, at sådan vil jeg helt generelt ikke leve. Det er helt fint at denne uge er hård. At skuldrene sidder helt oppe under ørerne, og at vasketøjskurven er eksploderet (i farver – men knap så fint som forårsblomsterne). Men det skal være en undtagelse. Og det er det heldigvis også – selvom jeg synes resten af marts ligner denne uge, når jeg kigger gennem kalenderen.

Jeg har fri (forhåbentligt) i morgen. Jeg tror jeg skal til yoga. Jeg skal glo ud af vinduet. Læse en bog. Se ’Big Little Lies’ og hente tidligt. Mest af alt skal jeg have ro i hovedet. For jeg mistænker egentlig, at en del af det her (syrlige) opstød handler om, at der er uro i mit hoved. At jeg ikke kan se klart. Og så føles travlheden hjemme meget værre.

Snik snak, en anbefaling og store køkkenrelaterede frustrationer

Så er jeg her igen. På sådan noget arbejde, der trækker ud muligvis det meste af natten. Men her er Quality Street, Irmas brownie, vin, vand og matadormix. Så det går.

Jeg har forøvrigt lige set "Løftet" på DR2 - hold nu op en fantastisk dokumentar. Den giver ikke de helt store håb for troen på (det amerikanske) retsvæsen. Se den - den ligger lige her (afsnit 1 er udløbet, men hvis man er hurtig kan man lige nu afsnit 2 og 3). Jeg hælder til at tro at den tyske (nu aldrende) ungersvends eneste forbrydelse var, at forblændes af kærlighed i den helt forkerte pige. I den forkerte delstat.

Og så er jeg fuld af undring - over køkkenfirmaer. Nu har vi efterhånden været hele runden rundt og udtrykt god vilje til at lægge mange mange (rigtig mange, synes jeg faktisk) penge i deres biks - og alligevel mødes vi kun af træghed, modvilje og generel dårlig service. Vi har brug for inspiration til at få tegnet køkkenet, da vi har nogle særlige vinkler og en skorsten placeret lige midt i det hele. Ja, vi kan godt tegne noget selv. Og har også tegnet det. Og tegnet det igen. Og igen - men ingen løsning virker helt optimal. Men nu er det jo heller ikke vores spidskompetence, som man må forvente det er for et køkkenfirma. De tegner tusindvis af køkkener, men alligevel møder vi 'kan I komme med en tegning'... øh bø... og når vi kommer med en, hvor der ligesom skal tænkes kreativt er der bare stille. Helt seriøst, tænk hvis der rent faktisk var et firma, der sagde 'hør her - skal vi ikke prøve at tegne noget' og 'nu skal I bare se hvilken smart løsning, der lige kan findes på udfordring 1, 2 og 3, fordi vores firma har lige det her skab/dims/plade, som I aldrig selv havde fundet på'. JO - så ville de fan'me næsten have solgt et køkken bare sådan. Nå, men vi må åbenbart selv tegne videre - indtil vi, i et anfald af kreativt gennembrud, finder præcis den rigtige løsning. Og så må vi hente det i IKEA.

Tegner køkken - igen :-) eller noget.

Noget om syge børn, sol og fluer

Var det solskin i går? Jeg var ikke ude for en dør overhovedet. Jo – jeg gik ud med skrald og jeg hængte sengetøj op udenfor. Og se, der er forklaringen på, hvorfor jeg ikke rigtig var ude. Sengetøjet og vask af selvsamme. Vi havde nemlig en syg datter, der kastede op hele natten og hele dagen – faktisk stadigvæk da vi igen skulle i seng. Nu er det sådan med hende at hun er verdens bedste til at være syg. Hun kaster aldrig op på noget. Så sengetøjsvasken var mest for at hun kunne have noget rart og rent at ligge i hele tiden – det er nemlig noget af det værste. At være syg i nusset sengetøj.

I morges, efter endnu en nat med for lidt søvn, stod hun dog op og var mærkbart friskere. Så nu har hun lige en rekonvalescent dag – inden hun insisterede på at komme i skole igen i morgen.

Jeg drikker kaffe på arbejde. Og løber rundt i cirkler over alt det jeg ikke har nået. Det går nu nok – og jeg har en massagetid lige om lidt. Det er dejligt og tiltrængt.

Jeg kan se at solen skinner (igen) udenfor – og det gjorde den også i lørdags i Sønderborg, så man skulle tro den blev betalt for det. Og lige der fandt jeg ud af, at jeg i den grad mangler solbriller. Jeg synes det er vildt svært at finde solbriller. Det er sådan en regel (desværre) hjemme hos mig, at har de været dyre – så sætter jeg mig på dem. Har de været billige går de bare i stykker af sig selv. I begge tilfælde mister jeg jo altså solbrillerne. Og så har jeg samtidig et meget lille hoved – og det gør det lidt svært at følge dagens mode med store 60’er-agtige briller. Jeg ligner mest af alt en bi, hvis jeg ifører mig sådanne.

Den kærlighed - når hjerte ikke rimer på smerte

Jeg har idag siddet 8 timer i en bil. Fordelt over to ture, bevares. Men 8 timer, mand! Av min r.ø.v. I sådan en bil kan man både nå at synge med på alt muligt. Snakke med sin mand længere end vi har gjort længe. Og så kan man nå at tænke. Og jeg har tænkt på kærlighed. Og alle de faser kærligheden - den romantiske af slagsen - kan antage over sådan et liv. 

Det starter jo gerne med de utallige dødsensalvorlige teenageforelskelser. Dem der betyder liv og død. Dem hvor hele verden udenom ikke forstår. Og hvor det eneste (ENESTE) der betyder noget er den kærlighed. Som livet ikke kan leves uden. Indtil det kan. Leves uden.

Og så er der de første kærester, hvor det skulle være for evigt på sød/tøs-måden. Knap så meget liv eller død-måden, som i de første teenager-tider, men mere ''vi-leger-voksen-metoden'. Roser er røde, violer er blå og alt det. 

Så kommer den rigtige ene - og så den næste ene. Og ganske ofte også den næste eneste ene. Vi leger, og bliver mere voksne og knap så dramatiske. Men ikke mindre forelskede.

Hvis man er heldig kommer den rigtige rigtige så forbi. Ham har jeg mødt. Og har idag sludret med næsten 8 timer i en bil. Og holdt i hånden henover Fyn. Den kærlighed er den der store forelskelse. Altså i første fase som minder om den eneste ene version et, to og tre, men som alligevel holder til næste fase.

Her flytter man typisk sammen på kollegieværelset eller den lille snuskede lejlighed med bad i kælderen. Den første lejlighed, der senere i livet antager et fuldstændigt lyserødt og magisk skær. Også selvom der i virkeligheden var ret koldt og fugt i hjørnerne. Og en træls udlejer, der var ligeglad med om køleskabet virkede. 

Årene går og kærligheden afløser den akutte forelskelse. Man opgraderer lejlighed, hus, måske endda en bil og ferierne bliver mere luksuriøse end de tidlige backpackerture, hvor kærlighed og kildevand udgjorde hovedbestanddelene. Eller turene hvor 'hotellets standard jo ikke betyder noget, for vi er der jo aldrig' (aka vi har kun råd til en enkeltseng og bad på gangen). 

Man bliver en form for enhed som udvides med børn, hund, kat, hamster eller bare husedderkopper. Ens liv er fuldstændig viklet sammen.

Her er vi. Steffen og jeg. Og jeg har elsket hele turen. Også de mange ture væk fra planen. Detours, omveje og smutveje. . Og nu glæder jeg mig til kærlighedens næste faser.

De faser, hvor børnene bliver store. Der igen bliver plads til de glimtvise teenage-forelskelser, nu bare med den forskel, at vi kender hvert hjørne af hinanden og forelskelsen blandes med kærlighed og historie - og knap så meget med 'hjerte-rimer-på-smerte'.

Vi bliver ældre sammen og nye muligheder opstår. Voksne børn, børnebørn og os to gamle - sammen. Vi er slet ikke i nærheden af slutningen på kærlighedens vej. Og jeg glæder mig fortsat til at se hvad turen byder.

Er det ikke snart sommer?