fredag den 6. september 2013

Søvnløs i perspektiv

Jeg har ligget hele natten og krammet Caroline. Krammet krammet og krammet - mens hun hviskede i mørket. Normalt, når Caroline hvisker om natten (og fortæller om sin dag...sådan noget skal gerne foregå om natten - åbenbart) bliver jeg ikke nødvendigvis i krammehumør. Nærmest noget med tiltagende hvislende 'gå ind til dig selv', 'shhhhhhhhhhhh', 'ti stille', 'lig nu stille'.... Og sådan.

Men i nat har vi krammet.

Jeg tilbragte torsdag aften i selskab med den stærkeste kvinde jeg til dato har mødt. Hun er dejlig, smuk, dygtig - og bærer helt usyndligt for det blotte øje på den ultimative sorg. Hun har (haft) 4 børn. Der er et tilbage.

De 3 andre er i himlen - heldigvis ikke sammen med den far, der skød dem i februar 2011 - lige her. Han er stadig i live - og ellers ville han også være endt i helvede. Der skal han nok hen engang.

Hvordan finder hun styrken til at stå op om morgenen. Spise morgenmad, tage tøj på. Stå oprejst? Hun så helvedes godt ud - med make up (???) - jeg er fuldstændigt væltet omkring af den styrke jeg oplevede. Nu er jeg dog træt. Efter at kramme hele natten med et hviskende barn. Godt det er fredag.

Pas fandens godt på hinanden. Og på jeres børn.

3 kommentarer:

  1. Puh, sikke en grim historie. Ja, det sætter tingene lidt i perspektiv...

    SvarSlet
  2. Adr..jeg får altid helt ondt i maven af historier om mistede børn.
    Jeg har overhovedet aldrig fattet hvordan man kan komme videre.

    SvarSlet
  3. Puuuuha, altså. Sikke en trist historie. Og som Birgitte skriver, så sætter det altså tingene i perspektiv ...

    SvarSlet