Tanker på en mandag

Så gik der noget tid igen. Jeg ved ikke rigtig – livet løber afsted lige ved siden af mig. Og jeg gør mit bedste for at hænge på, hænge i – og lære at nyde turen.

Vi har det i hvert fald bedre. Vi har (igen…) fået talt (og talt og talt - og nået et godt stykke nærmere). Og der er så mange ydre omstændigheder, der fælder os. Der er så meget pres – som gør det virkelig svært for os begge to – svært at holde fokus og tage udfordringerne sammen. Men vi skal tage dem sammen. Jeg kan ikke forestille mig andet. Lige nu.

Vi har haft et par børnefrie dage – altså vi var jo på arbejde i de dage, der var hverdage. Men derudover fik vi set en bio-film (Kvinden i buret – jamen – tag straks ind og se den. Den er fantastisk, trods mine ikke alt for høje forventninger), vi fik brugt timer (mange timer) i sofaen med Dexter og junk food, og jeg fik taget til pigefest om lørdagen. På den anden side fik vi ikke handlet ind til Ms fødselsdag, købt hendes gaver, ryddet op, vasket tøj, lavet mad til fryseren – eller andet, der nu ville være fantastisk. Men… tror måske det andet var sundt. Eller – det var det vi var i stand til. Presset er således, at der ikke er overskud til andet. Jeg skal bare lære at slappe af – lade tingene ligge. Og stole på, at vi når det hele (gisp… det er nok det sværeste man kan sætte mig til – hjertet ræser afsted, og jeg havde virkelig svært ved at ligge i sofaen – helt ugidelig og (igen gisp) uvirksom)…Nå, men jeg hentede ungerne søndag – det var dejligt. De var savnede. Meget.

Men vores problemer er sat i perspektiv – af en dejlig veninde og hendes lige så dejlige mand, som vi ser meget til – som nu står midt i en måske-skilsmisse, konkurs og følelsesmæssigt og økonomisk morads af de værre. Jeg forsøger at være der, støtte, lægge øre, øjne, skuldre og hus (eller lejlighed) til. Men det er så smerteligt at se på! Hvordan to mennesker kan fjerne sig så meget fra hinanden – og leve to skjulte liv i samme hus, miste hinanden i fokus, mens alt på overfalden tilsyneladende er picture-perfect i Nordsjælland. Hvordan man kan miste tilliden i en grad der overrasker (selv) mig! Hvordan man kan miste blik for det vigtige i livet. Hvordan man kan miste fodfæstet og sit værdigrundlag  og sin økonomi med det – og reduceres til tomme hylstre, der skal samles op – helt nede på bunden. Hvordan forfængelighed og stolthed kan stå i vejen for udnyttelsen af hinandens fulde potentiale – og samtidig stå i vejen for kærlighed og tryghed. Puha – mine tanker går i ring.

Her er det dog, som sådan, hverdag igen. Mine nisser rumsterer stadig. Arbejdet er ikke – så sjovt. Jeg befinder mig i et underligt tomrum her. Men det er svært. Jeg gider ikke være sådan en, der ikke kan holde ud at sidde i netværk og høre om de andres spændende job. Jeg gider ikke være bitter og utilfreds (med livet) – og bitter over, at der tilsyneladende ikke tænkes på mig. Når nye initiativer, åbninger og ting i det hele taget sker i branchen. Hvordan skal man ikke tage det personligt? Selv fra mine tætteste kontakter, som endda i flere tilfælde overlapper private (jfr. for eksempel lørdagens fødselsdag, der var hos en, jeg bruger som reference i ansøgninger). Jeg vil ikke være bitter. Det er så grimt. Men det er samtidig så svært at undgå. Så svært.