Julekalender, flaskepost, keramik og weekend - og ikke så meget om stormvejr

Det er december i morgen. Og jeg glæder mig som et lille barn – faktisk lige så meget som mine tøser derhjemme. Jeg har kalendre klar og næste alle gaverne fra nissen. Vi har desuden i år bestilt flaskepost fra nissen – jeg håber de gider lege med på det, selvom det nok liiiige er et år for sent. Sidste år dæmrede sandheden (desværre) for Margrethe idet hun brugte lidt tid på at spekulere over hvordan det kunne være at nissen brugte samme indpakningspapir, som vi havde liggende. I år har jeg gemt det papir nisse-gaverne kommer i – men jeg må nok indse at de magiske dage er talte. Jeg håber vi kan tage et år mere med tro på det med Caroline. Det sjove er nu, at Margrethe tabte en tand i lørdags. Og tilsyneladende er der slet ikke tvivl i hendes sind om at tandfeen er virkelig. Det er så hyggeligt.

Men nu er det tid. Til kalenderlys, pakker, u-landskalender, tv-julekalender – vi skal se to i år. Vi må selvfølgelig se den gode gamle nissebande rede jule. Og så er Absalons jul faktisk en af de bedre julekalendre, der længe er produceret. Og så er det sjovt, da jeg jo faktisk arbejder som nabo til Magasin og jeg har altid synes at jule i Magasin er helt magisk.

 

Weekenden har ellers budt på maksimal tøsehygge med Margrethe og jeg. Hun fik et keramik kursus i fødselsdagsgave – som strækker sig over 2 weekender (denne var den første), hvor mor og barn skulle bruge hele lørdagen og hele søndagen på at ’lege med ler’. Vi har stor produceret skole, fade, urtepotter, kopper etc. Og vi har i den grad hygget os sammen. Det var virkelig fedt og vi har fået uendeligt meget ud af det. Det kan så meget anbefales – vi gik her. Det varede fra 10-14 hver dag så vi havde også tid til at spise æbleskiver og hygge med den resterende del af familien, som jo blev hjemme og brugte begge dage på at opbygge en stor del af pigerne lego friends.

 

Stormen – skal vi tale om den. Hos os var det ren hygge – det ruskede og larmede voldsomt, men inde i varmen var det faktisk hyggeligt at lytte ud. Vores gadebelysning gik dog midt i det hele og jeg skal hilse og sige at Østerbro kan blive sort som natten. Det var som at være på min mors firlængede gård uden for lands lov og ret. Men det var det vildeste der skete. Så det var der ikke meget halløj i.

At leve i nuet

At leve i nuet er livets teknik

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu, som gik,

og halvdelen vælger det næste.

 

Og det forrige nu og det kommende nu

bliver aldrig i livet presente,

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente.

 

For det nu, som er gået, er altid forbi,

og det næste bliver aldrig det rette.

Næ, sørg for, at det nu, du lever i, 

én gang for altid er dette.

19. november 2015 hvor Margrethe blev 9 år

Vi havde den skønneste dag i går. En fødselsdag hvor hovedpersonen nød dagen igennem – og hvor jeg holdt en skøn fridag og havde en masse dejlig tid med de dejlige unger.

Dagen startede som altid med sang, stort morgenbord, gaver, facetime med familien i USA og en happy happy lille (nu lidt større) pige. Jeg eeeeeeelsker de morgener. Og jeg håber at pigerne husker disse fra deres barndoms-fødselsdage - også når de er voksne og flyttet hjemmefra.

Efter skole gik dagen videre i dejlige jule-udsmykkede Tivoli. HVor vi var stort set de eneste gæster - og vi derfor både prøvde den gamle rutsjebane, karrusellen på billedet og veteranbillerne HELT alene. Det var sjovt. Og smukt!

Skønne piger i skønne Tivoli siger godnat efter vi har spist så meget sushi og thaimad i det Japanske Tårn, at vi stort set kunne trille hjem.
 

En af dagens bedste gaver - en 1000-prik malebog. Hver side er en af de gamle 'find-prikkerne-og-få-et-billede-frem'-opgaver. Men her er 1000 prikker på hver side og det samlede billede er et flot, kompliceret og detaljeret billede. Det er helt vildt skægt.

 Nu fortsætter fødselsdagen idag og resten af weekenden med klasse-slumber-party med overnatning af 10 tøser, familie-fødselsdagen og årets første julearrangement på Steffens arbejde.


Om en helt speciel 9-års fødselar og et tilbageblik

I dag er det 9 år siden jeg das på Baresso på trianglen og ventede. Og hyggede samtidig, bevares. Men mestendels bare ventede. Jeg havde næsten gået rundt i 9 måneder med en voksende spire i maven og var efterhånden virkelig spændt på at møde hende. Jeg sad på Baresso med min gode veninde. Hun var om muligt endnu mere gravid og ventende end jeg var. Jeg havde stadig et par dage til min termin, mens Pernille for længst havde passeret hendes samt hele 14 dage mere (det var dengang, men fik ’lov’ at gå længe over). Jeg husker, at jeg faktisk havde det ret godt. Der var ingen tegn i sol, måne eller stjerner – eller på min krop, for den sags skyld, på at jeg skulle blive mor til en dagen efter, som var søndag. Pernille var utålmodig, og meddelte mig godmodigt, dog med en snert af desperat alvor, at jeg kunne lige våge på at føde inden mandag, hvor hun skulle igangsættes.

Jeg måtte sms’e hende fra Riget med stor glæde og ditto undskyldning dagen efter klokken 12. Fordi når Margrethe vil noget, ja, så går det stærkt og uden slinger. Sådan er det stadig. Og nu bliver hun 9 år. I morgen.

Jeg glæder mig så meget – måske faktisk ligeså meget som hende. Jeg glæder mig til hendes ansigt ved fødselsdagsmorgenbordet, mens der pakkes gaver op og drikkes kakao. Jeg glæder mig til at holde fri og hente lige efter skole. Jeg glæder mig til at tage i Tivoli (med mindre det – stadig – regner konstant, i så fald ser vi en film). Og jeg glæder mig til at spise sushi i Tivoli, som er livretten, også for Margrethe, om aftenen. Jeg skal dog også en tur til sundhedsplejersken med Caroline – og bøjletandlægen med fødselaren (ja, uheldigt, men det kan ikke flyttes…. Har prøvet).

Fødselsdage er noget helt specielt – men ens børns fødselsdage er bare endnu mere specielle. Så i aften vil jeg, udover at dække morgenbordet, finde flag, lys og gaver frem, sætte mig med et stille eftertænksomt glas vin og kigge på de sidste 9 år – som er stormet af sted uden at se sig ret meget tilbage.

 

Om mobning, skam og angst

Jeg læste et indlæg her hos sneglcille, som berørte mig dybt. Og jeg er fuld af beundring over det stærke stærke menneske hun er. Et mennske, der helt sikkert er følsomt og skrøbeligt. Men samtidig er vanvittig stærkt.

Jeg har selv været der. I mindre grad, tror jeg. Vi har aldrig haft politiet involveret, men jeg har følt mig så forkert gennem store dele af min barndom.

Jeg har været igennem et ikke helt problemfrit skoleskifte (grundet flytning fra en by til en anden) – og det igangsatte et folkeskoleforløb, jeg ikke ville ønske for nogen. Jeg mødte en skole, som synes det ’bare’ var børn. Som slet ikke forholdt sig til den skade mobning giver – og som dybest set mente, at det var det mobbede barn, der bare skulle tage sig sammen.

Og jeg synes stadig det er skamfuldt. Jeg føler skam, flovhed og selv-lede, når jeg bare tænker på det. Hvilket også er derfor jeg er så blæst bagud af beundring for Cille – fordi hun tager tyren ved hornene og taler om det. Åbner op til den inderste og, i hvert fald hos mig, frygteligt skamfulde del af personligheden. Jeg har tænkt meget over hvorfor det er så skamfuldt. Og kommet frem til det ledeste svar, der i den grad siger noget om hvor skadeligt mobning og psykisk terror er. Det er skamfuldt fordi jeg stadig tror på det – inderst inde. Min hjerne ved godt. At mobberne ikke havde ret. At det var en børneverden, der tog overhånd. En frygt hos nogle børn, der gav sig udslag i en helt forkert destruktiv opførsel overfor andre børn, og blandt de skræmte medløbere – som gik udover mig. Og andre gennem tiden. Men alligevel er det mig, der er den skamfulde. Og (måske) ikke mobberen. Det er mig, der helt inde i kernen af min person stadig tænker, at siden jeg blev ramt, er det nok fordi det er sandt. Det er sandt, at jeg ikke dur. Det er sandt, at ingen kan lide mig. Det er alt sammen sandt – og derfor havde jeg fortjent mobningen.

Det er jo helt tosset og jeg ved godt, at det ikke er sådan det er. I den virkelige verden. I min voksne fornuftige reflekterede verden. Men sådan er det i min indre verden. I min barnehjerne og mit hjerte. Stadigværk. Her 25-30 år efter.

Mobning er skadeligt. Og det kræver en styrke af dimensioner at rejse sig efterfølgende. Det kræver en voksen modenhed og fornuft at vide, at det selvfølgelig ikke var fordi man (jeg) var forkert og uden værdi. Men så længe jeg er flov (i nutid), så længe jeg er skamfuld over at tale om, at jeg har været mobbet i dele af min barndom – eller måske bare holdt udenfor – ja, så længe det er sådan. Så har det stadig sat spor. Helt ind i min 37-årige kerne.

Og nu har jeg (to) børn i skole. Jeg kan i den grad følge Cilles angst for 1) at overføre egen angst til sine børn, men også 2) at samme oplevelse skal skæmme deres livsbane. Jeg tager stort set alting for nært i relation til mine egne ungers venskaber, skolegang og oplevelser – jeg prøver at bide mig i tungen og skrige i en pude (ind imellem) – det går godt for dem. Begge to. Men hvor er det stadig svært!

Lidt om bare tæer

Jeg var på et hyggeligt cafe-besøg med en dejlig veninde den anden dag. Det regnede ret meget, så jeg var pakket helt ind i regntøj fra top til tå og kom dryppende ind for at modtage en skoldhed kaffe. Og da jeg affører mig mit regntøj – og skifter fra de sko jeg cykler i til stiletterne – udbryder hun (forfærdet – troede jeg); ’Du har jo ikke strømper på'. Og nej, som jeg tidligere har skrevet hader jeg strømper. Jeg synes altid, at de klemmer om fodleddet og benet, og i det hele taget hele foden. De er stive og trælse og altid for tykke. Også når de er tynde. Jeg har et par fra Burberry som jeg elsker – de er glatte, tynde og fine. Men også latterligt dyre – og det gider jeg da ikke bruge på sokker. Men heldigvis var min veninde ikke forfærdet. Hun var glad – fordi hun for første gang havde fundet en lidelsesfælde, der heller ikke går med sokker, eller strømper, om man vil. Og ja, jeg kan godt se at det kan opfattes ulækkert med bare tæer i sko, støvler og deslige. Men jeg kan simpelthen ikke klare de klemmende, kradsende tingester på mine fødder (som jo ellers uden bøvl klarer stiletter, der både klemmer og laver vabler).

Men så sendte sokkeposten.dk mig endnu et sæt prøvestrømper fra iZ Socks – denne gang ikke af den slags jeg lige kan klare, der bare sidder om fødderne og kaldes sokletter. Men sådan nogle, der gik lidt op. Med andre ord - rigtige strømper. Skræk! Men de var lige så skønne som mine Burberry. Uden fis – så jeg er så glad. For endelig at have fundet nogle strømper, som jeg rent faktisk kan bruge. Der ikke koster alt for meget i sokke-omkostnings-niveau. Hermed anbefaling givet videre – også selvom man ikke har helt samme sokke-skræk, som jeg (og min veninde, åbenbart) lider af.

Halloween-tømmermænd og julestart

Der går gerne en uge mellem min aktivitet herinde – og det må så være det, der er tid og overskud til. Det er bare det, at jeg har så frygteligt travlt med at leve ude i den virkelige verden. Og det går godt med det. Jeg var til frisør i weekenden – det vil sige fredag, hos Gun Britts helt fantastiske assistent Simone. Hun ved bare præcis hvad der er godt i mit hår – og jeg er så glad for det. Men typisk når man har været til frisør og håret bare spiller, så skal man slet ikke noget, hvor det er et krav. Ungerne var til Halloween først i SFO’en fredag eftermiddag. Og der blev de hentet af en klassekammerats mor, som har børn i både Margrethe og Carolines klasse – det er så smart. De tog så hjem til marmorkirken, hvor de bor som nabo. Og her var der ’Gys eller guf’-rundttur med en masse andre børn fra skolen – og klokken 20.30 dukkede vi forældre op til forældre-vin og (u)hygge i kælderen. Det var så brand-hyggeligt at vi kom alt for sent hjem. Og eftersom ungerne jo var ude fik Steffen og jeg lige tid til at se hinanden dybt i øjnene på District Tonkin i Dr. Tværgade – som er en helt fantastisk vietnamesisk restaurant, der laver byen absolut bedste beef-salad.

Lørdag var Steffen ude til et arrangement med sit gamle studie (ja, selvom det er forbløffende mange år siden) – så jeg var alene hjemme med tøserne. Dagen gik med hygge og sofa-soveri for Margrethe og jeg. Caroline var på date med en af hendes gamle bedste-veninder, der heldigvis, nu de ikke går i skole sammen, bor lige om hjørnet. Jeg gik desuden i gang med en ny bog. Og den er virkelig anbefalelsesværdig. ’Ser du månen, Daniel’ – go get it! Aftenen gik for begge ungers vedkommende med Halloween-arrangementer. Den ene var ved veninden i kartoffelrækkerne og den anden sov ved veninden i komponistkvarteret. Begge steder er voldsomt engageret i Halloween – og søndagen brugte vi på status af slik-orgiet. En hel spand til hver. Voldsomt, men de var glade. Og trætte.

Så vi tyv-startede så småt julen ved at se en julefilm på sofaen og byggede Frost-slottet i LEGO – efter det har været faldet sammen længe. I det hele taget var det en virkelig langsom søndag. Og det var præcis hvad vi alle havde brug for – og det gav plads til at vi (de voksne, Steffen og jeg) fik lavet fuldstændig pinlig orden i vores kælderrum – som er en del af lejligheden. Nu kan man finde alting, pigernes sko står fra gulv til loft i synlige hylder – mens vores har fået alt den plads de skal bruge i det store skoskab. Alt er pakket i transparente plastkasser og jeg fik brugt en time i ’minde’kassen’, hvor vi gemmer alle pigernes gamle kunst-kreationer, tegninger, diplomer og lignende. Søndag som den er bedst.