Om mobning, skam og angst

Jeg læste et indlæg her hos sneglcille, som berørte mig dybt. Og jeg er fuld af beundring over det stærke stærke menneske hun er. Et mennske, der helt sikkert er følsomt og skrøbeligt. Men samtidig er vanvittig stærkt.

Jeg har selv været der. I mindre grad, tror jeg. Vi har aldrig haft politiet involveret, men jeg har følt mig så forkert gennem store dele af min barndom.

Jeg har været igennem et ikke helt problemfrit skoleskifte (grundet flytning fra en by til en anden) – og det igangsatte et folkeskoleforløb, jeg ikke ville ønske for nogen. Jeg mødte en skole, som synes det ’bare’ var børn. Som slet ikke forholdt sig til den skade mobning giver – og som dybest set mente, at det var det mobbede barn, der bare skulle tage sig sammen.

Og jeg synes stadig det er skamfuldt. Jeg føler skam, flovhed og selv-lede, når jeg bare tænker på det. Hvilket også er derfor jeg er så blæst bagud af beundring for Cille – fordi hun tager tyren ved hornene og taler om det. Åbner op til den inderste og, i hvert fald hos mig, frygteligt skamfulde del af personligheden. Jeg har tænkt meget over hvorfor det er så skamfuldt. Og kommet frem til det ledeste svar, der i den grad siger noget om hvor skadeligt mobning og psykisk terror er. Det er skamfuldt fordi jeg stadig tror på det – inderst inde. Min hjerne ved godt. At mobberne ikke havde ret. At det var en børneverden, der tog overhånd. En frygt hos nogle børn, der gav sig udslag i en helt forkert destruktiv opførsel overfor andre børn, og blandt de skræmte medløbere – som gik udover mig. Og andre gennem tiden. Men alligevel er det mig, der er den skamfulde. Og (måske) ikke mobberen. Det er mig, der helt inde i kernen af min person stadig tænker, at siden jeg blev ramt, er det nok fordi det er sandt. Det er sandt, at jeg ikke dur. Det er sandt, at ingen kan lide mig. Det er alt sammen sandt – og derfor havde jeg fortjent mobningen.

Det er jo helt tosset og jeg ved godt, at det ikke er sådan det er. I den virkelige verden. I min voksne fornuftige reflekterede verden. Men sådan er det i min indre verden. I min barnehjerne og mit hjerte. Stadigværk. Her 25-30 år efter.

Mobning er skadeligt. Og det kræver en styrke af dimensioner at rejse sig efterfølgende. Det kræver en voksen modenhed og fornuft at vide, at det selvfølgelig ikke var fordi man (jeg) var forkert og uden værdi. Men så længe jeg er flov (i nutid), så længe jeg er skamfuld over at tale om, at jeg har været mobbet i dele af min barndom – eller måske bare holdt udenfor – ja, så længe det er sådan. Så har det stadig sat spor. Helt ind i min 37-årige kerne.

Og nu har jeg (to) børn i skole. Jeg kan i den grad følge Cilles angst for 1) at overføre egen angst til sine børn, men også 2) at samme oplevelse skal skæmme deres livsbane. Jeg tager stort set alting for nært i relation til mine egne ungers venskaber, skolegang og oplevelser – jeg prøver at bide mig i tungen og skrige i en pude (ind imellem) – det går godt for dem. Begge to. Men hvor er det stadig svært!