Om en helt speciel 9-års fødselar og et tilbageblik

I dag er det 9 år siden jeg das på Baresso på trianglen og ventede. Og hyggede samtidig, bevares. Men mestendels bare ventede. Jeg havde næsten gået rundt i 9 måneder med en voksende spire i maven og var efterhånden virkelig spændt på at møde hende. Jeg sad på Baresso med min gode veninde. Hun var om muligt endnu mere gravid og ventende end jeg var. Jeg havde stadig et par dage til min termin, mens Pernille for længst havde passeret hendes samt hele 14 dage mere (det var dengang, men fik ’lov’ at gå længe over). Jeg husker, at jeg faktisk havde det ret godt. Der var ingen tegn i sol, måne eller stjerner – eller på min krop, for den sags skyld, på at jeg skulle blive mor til en dagen efter, som var søndag. Pernille var utålmodig, og meddelte mig godmodigt, dog med en snert af desperat alvor, at jeg kunne lige våge på at føde inden mandag, hvor hun skulle igangsættes.

Jeg måtte sms’e hende fra Riget med stor glæde og ditto undskyldning dagen efter klokken 12. Fordi når Margrethe vil noget, ja, så går det stærkt og uden slinger. Sådan er det stadig. Og nu bliver hun 9 år. I morgen.

Jeg glæder mig så meget – måske faktisk ligeså meget som hende. Jeg glæder mig til hendes ansigt ved fødselsdagsmorgenbordet, mens der pakkes gaver op og drikkes kakao. Jeg glæder mig til at holde fri og hente lige efter skole. Jeg glæder mig til at tage i Tivoli (med mindre det – stadig – regner konstant, i så fald ser vi en film). Og jeg glæder mig til at spise sushi i Tivoli, som er livretten, også for Margrethe, om aftenen. Jeg skal dog også en tur til sundhedsplejersken med Caroline – og bøjletandlægen med fødselaren (ja, uheldigt, men det kan ikke flyttes…. Har prøvet).

Fødselsdage er noget helt specielt – men ens børns fødselsdage er bare endnu mere specielle. Så i aften vil jeg, udover at dække morgenbordet, finde flag, lys og gaver frem, sætte mig med et stille eftertænksomt glas vin og kigge på de sidste 9 år – som er stormet af sted uden at se sig ret meget tilbage.