Noget om julefilm, hår og stjernedrys

Her går det virkelig godt. Og virkelig skidt på samme tid. Jeg prøver ret hårdt på at fokusere på det gode - og det er der virkelig nok af.

En af de bedste ting var weekenden (som dybest set er det samme som hverdag for mig - bortset fra at jeg har familien hjemme). Vi havde en lørdag uden planer (waaauuuw) - og en søndag, der var fyldt med julehygge. Vi startede i Park bio med at se årets børnejulefilm 'Familien Jul i nissernes land' - tænker at det bliver sådan en slags film som pigerne husker og får samme 'forhold' til som jeg havde til de allerførste krumme-film. Det er ligesom lydsporet fra barndommen. Og når man lige er kommet sig over alt det, der bare er gudsjammerligt kedeligt omkring en børnefilm - så er den faktisk meget god. Og ret sjov. Ungerne grinte i hvert fald HØJT flere gange, så det er jo succes. Bagefter stod den på familie-jule-klip-og-konfekt-produktion (læs: spisning) hos Steffens fætter i Charlottenlund. Vi blev sådan i retning af 15 - en god blanding af børn og fætre/kusiner og alle de til-giftede tilføjelser. Det var vanvittig hyggeligt. Også.

Idag har jeg brugt hele dagen hos Simone. Simone er den bedste frisør jeg kender. Og jeg har, gennem tiden, været igennem virkelig mange. Hun kan bare noget og jeg vil anbefale hende til alle jeg kender (og enddog også alle jeg ikke kender). Som bekendt havde jeg (igen!) fået den vildfarelse, at jeg var blevet gammel nok til mørkt hår. Eller måske for gammel til lyst hår. Så det blev farvet mørkt i starten af oktober. Hos en anden frisør end Simone (don't ask). Det var en fejl. Kort og godt. Og en stor en af slagsen. Og nu havde jeg endelig (sparet sammen) taget mig sammen til at få ordnet det. Og nu er jeg back to blondie. Og Simone fik beskeden - gør bare det du plejer med klipning. Og det gjorde hun! Desuden blev jeg aldeles star-struck da Caroline Flemming (og børn) okkuperede samtlige stole i salonen ved siden af mig. Specielt fordi vores Caroline er opkaldt efter hende (lang historie ;-)).

Så alt i alt er alt jo godt. Hvis bare ikke min ryg og nakke gjorde knuder. Og gør flere og flere. Og man skal ikke google. På den slags symptomer. Siger det bare. Lad være med at spørge dr. google.

Og sådan sad jeg så 3 timer. Fordi den der farve, der var i nægtede at slippe. Og fordi det faktisk er stort set gråt. Indenunder.

Et aftenskriv om forventninger og umage.

Vi har alle vores egen måde at leve livet på. Og det er præcis som det skal være. Jeg læste en artikel idag, som satte nogle tanker igang hos mig. Og den slags er jo altid sundt.

Jeg har for eksempel nogle forventninger. Til mig selv og min familie. En masse forskellige forventninger, men overordnet set har jeg to krav til mine børn - og i allerhøjeste grad også til mig selv. For det første skal man gøre sig umage. Det betyder ikke at man skal være den bedste, få de bedste karaktere, de mest prestigefyldte jobs eller være noget, som man ikke selv kan holde til. Men jeg forventer at man altid gør det bedste man kan. At man i alle livets udfordringer, store som små, gør sit bedste og gør sig umage. Man skal ikke kravle over bjerget hver gang, hvis resultatet bliver lige så godt ved at gå under bommen. Men umage - det skal man gøre. Med sine lektier, sine opgaver og sit liv generelt. Det er de helt små ting i hverdagen. Det er ikke kun på jobbet eller i skole. 

Den anden ting jeg forventer er, at man opfører sig ordenligt. På den helt gammeldags måde. Faktisk er jeg vist håbløst gammeldags her, men jeg forventer at mine børn giver hånd og ser folk i øjnene. At de holder kæft, når andre taler (og lige det øver jeg mig i allerhøjeste grad stadig på). At de taler pænt (og det er heller ikke altid det lykkedes). Og fremfor alt skal man behandle andre mennesker, som man selv ønsker sig behandlet. En kliché men ikke desto mindre så rigtigt. 

Jeg øver mig stadig. På det hele. Hver dag fra jeg står op til jeg går i seng øver jeg mig. Nogle dage med væsentlig mere succes end andre dage. Men øvelse og umage skal der til. Det er forventningen fra mig til mig.

Nu skal jeg snart sluses tilbage i virkeligheden. Det er snart slut med at have fri, men jeg har haft så travlt med at komme videre, at jeg fuldstændig har overset og ikke haft tid til at falde ned, mærke efter og nyde roen. Som jo er en sjælden luksus. Jeg vil nyde den næste uge, hvor jeg er den eneste hjemme om dagen. Jeg vil nyde de sidste romaner, der ligger og venter og lidt daytime-tv. Og et par lange gåture og en god kop kaffe. Og så vil jeg glæde mig til, at der starter en hverdag på den anden side af nytår, hvor jeg også skal gøre mig fagligt endog meget umage. Selvom jeg er sikker på, at det bliver hårdt og noget af en omvæltning. Og netop her er det vigtigt at holde fast. Og gøre sig umage - med at være et ordenligt menneske ;-).

Glimmer på!!

Jeg har (endnu engang) brugt en helt fantastisk morgen hos Gyldendal - som har opfundet det her fuldstændig skønne koncept 'Forfattermorgen'. Hver onsdag kommer der en-to forfattere og fortæller om deres seneste bog. Det er en halv time fra 8-30-9, spå man lige kan nå på arbejde bagefter. Det tager jo nærmest ikke længere tid end hvis man smutter indenom bageren på vejen, og der er kø. Jeg tager afsted med min gård-veninde (vi bor i går sammen - og har lavet en bogklub sammen). Og det er vanvittig inspirerende, sjovt og ofte ganske rørende. Og idag var det Hella Joof, som fyldte scene. Jeg har været fan af Hella i mange år - og det er som om hun bare bliver skarpere og skarpere. Men samtidig mild og møder simpelthen alle øjenhøjde. Uden fordømmelse men med forståelse og reelt gode råd. Livsvisdom.

Resten af dagen står i Carolines tegn. Hun har fået en (tiltrængt) fridag idag. Hun var så mega muggen og vrissen igår (noget hun aldrig er) og til morgen sov hun længe!! Faktum er, at hun ser ikke syg ud. Men når Caroline er sur og sover længe - så er der helt sikkert noget som ikke er som det skal være - så derfor denne omsorgsdag. Nu har jeg jo også fin mulighed for at give hende den pause, der vist er brug for her midt i juleræset.  Tror vi skal tage juletræet ind - og pynte det når Margrethe og Steffen kommer hjem. Det bliver dejligt.

Glimmer på - som Hella så rigtigt siger det.

Decemberhimlen og nydelse

Det er ikke en hemmelighed, at jeg elsker december måned. Jeg elsker at tænde kalenderlys hver dag, adventkrans og pynte op (ligeså meget som jeg elsker at fjerne alle spor af pynt, når vi når mellem jul og nytår). Jeg elsker lysene og jeg elsker at læse julehistorier for ungerne og se julekalender. Jeg ser glædeligt Nissebanden på Grønland (som det pludselig er kommet på mode at synes er 'so last year/century'). Jeg synes En anden verden er god - omend ikke så julet, som jeg kunne ønske. Som teater-sponsor i kalenderen Søren råber 'jeg vil have en nissescene!

Jeg elsker at juleshoppe - eller faktisk er det ikke det jeg elsker. Men jeg elsker at gå rundt i en belyst og blinkende by, drikke gløgg og dufte til brændte mandler.

Kort sagt jeg elsker jul.

Derfor er det heller ikke det store, der sker herinde. Der sker så meget helt fantastisk udenfor i den virkelige verden. Og det dufter og smager. Så altså - i morgen skal vores hjembragte juletræ fra mormors skov pyntes. Og så mangler vi bare de sidste julegaver, egg nog-partyet og at fortære nogle kilo konfekt og æbleskiver, så er det jul.

På juletræsjagt