Om det man er allermest flov over!

Om torsdagen møder ungerne tidligt, hvilet betyder, at vi skal afsted når det stadig er mørkt, og de fleste mennesker ikke var taget af sted endnu. Det giver god mulighed for at lure ind af vinduer. En af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg sådan cykler eller går rundt i de Københavnske gader, er at lure ind af de oplyste vinduer. Det er sikkert samme nysgerrighed, som giver programmer som Hammerslag og Kender du typen vind i sejlende og stor popularitet. Det er spændende at se hvordan andre har indrettet sig.

I dag blev jeg ekstra ramt af den hygge og lykke, der driver ud af det gule lys, der kommer ud af de oplyste vinduerne. Jeg blev ramt, fordi jeg ikke (længere) var misundelig. Men fordi jeg oplevede et glimt af lykke, da det gik op for mig, at det kunne være mig derinde. Jeg har en af den slags hyggelige lejligheder, som jeg, hvis ikke jeg selv boede der, ville kigge ind i og tænke ’her er godt nok hyggeligt, varmt og dejligt. De må have et godt liv’. Sådan har det ikke altid været – heller ikke selvom det er mange år siden, jeg ikke havde et dejligt sted at bo og leve. Som udefra set helt garanteret er misundelsesværdig, hvis man går aftentur og kigger ind i vores stuer. Men det hele er farvet af angsten for at miste. Angsten for, at vågne op af drømmen og opdage, at det slet ikke var der alligevel. Angsten for, at det kun er midlertidig – at jeg (selvfølgelig) ikke er så heldig i livet.

Jeg tror en del af min indre angst for at ’klare mig’, skal findes i min opvækst. Jeg havde en dejlig opvækst på rigtig mange måder, og en dejlig familie, der dog kun bestod af min mor og mig. Der var kun os to, og der var dermed kun min mor til at klare det hele. Og det gjorde hun rigtig godt. Min mor har altid arbejdet rigtig meget, og jeg tror, jeg har haft en meget skånsom enlig-mor-barndom. Men alligevel var bevidstheden der. Vi havde hvad vi skulle bruge, vi kom på ferie, og selvom min mor helt sikkert skærmede mig meget mod de lidt barske realiteterne, var jeg smerteligt bevist om at økonomien til tider var stram. Endog meget stram nogle gange. Og jeg var bevidst om, at der altid foregik en benhård prioritering omkring alle udgifter. Og at mange af de ting vi gjorde ikke handlede om at det var smart eller egentlig et valg, der var truffet, men at det var det, der var råd til. Jeg tror fx ikke at vi havde en grøddag, fordi det var en ideologisk prioritering, men det var benhård nødvendighed, hvis det hele skulle mødes i slutningen af måneden. Og en grøddag er så fin. Vi har det selv nu – nu mest fordi Caroline elsker risengrød og jeg hader at lave mad. Specielt i min spirende ungdom vidste jeg det. Jeg var opmærksom på min mors økonomiske kamp helt inden i mit hjerte og min mave, og angsten for ikke ’at klare det’ (hvad ’det’ så er) blev grundlagt der, tror jeg, som sådan en permanent tilfrosset tilstand, der har fulgt mig lige siden.

Steffen og jeg har talt og talt om det. Han er nemlig vokset op med en grundlæggende tro på, at det nok skulle gå. Også det økonomiske. Der var stor (eller i hvert fald væsentlig større) økonomisk frihed i hans barndomshjem. Det er bestemt ikke nødvendigvis det, der giver lykken. Det ved jeg godt. Men børn, der ikke har den angst for, om hvorvidt det går, om hvorvidt de ikke kan klare livet, tror jeg møder livet senere hen med meget større grund-optimisme. Et gå-på-mod, der ikke er tæmmet af angsten for at ’det gode’ liv ikke varer ved. Angsten for at det var en fejl, at lige netop du har det godt, og har været heldig eller i det hele taget har klaret det. Og jeg kan se at denne angst og usikkerhed har jeg bragt med ind i mit voksne liv og i min families liv. Og specielt ind i mit forhold til Steffen.

Noget af det jeg stadig kan få det fysisk dårligt af er, hvis jeg ikke synes det hænger sammen økonomisk i en periode. Og hånden på hjertet, det har jeg aldrig oplevet i de 8 år, vi har været gift. Der har været tider, hvor det kunne være bekymrende hvis ikke dit og dat faldt på plads. Men det er altid faldet på plads. Og Steffen tager det med ophøjet ro. Han stoler jo på, at tingene falder på plads. Men har en lidt stærkere grund-bekymring. Jeg ved det godt , og jeg er bevidst om, at jeg lader det styre alt for meget, stadigvæk. Jeg har en sygelig trang til at have en bugnende opsparring,  og til vide hvad vi har hver måned, hver uge og hver dag næsten. Jeg får det fysisk dårligt, når vi skal betale noget større med opsparringen, således at den ikke er helt så voldsom. Og jeg er faktisk helt vildt flov over det. Og træt af det. Hvorfor kan jeg ikke slappe lidt af – og bare nyde. Nyde at det sgu går ok – som det skal. At jeg har været heldig. At mine børn vokser op i helt andre vilkår end jeg selv. Vi har, hvad vi skal bruge, og jeg behøver ikke ligge søvnløs. Jeg behøver ikke arbejde for meget (og vi skal ikke gå fra hus og hjem selvom jeg ikke finder et job i morgen), men kan rent faktisk prioritere at hente mine børn. Uden at gå på kompromis med vores økonomi og hverdagsmuligheder.

Men selv mens jeg skriver dette – om hvor heldige vi er – sidder der en stemme i mit baghoved og skræpper ’pas nu på’, ’det kan ændre sig’, ’hybris’ og så videre. Den stemme er bare aldrig helt stille.

Jeg har en bekymring. For at det gode er midlertidig, at det gode  går væk i det øjeblik, jeg tillader mig selv at nyde det. Og den spærrer for nydelsen og værdsættelsen. Jeg er blevet en del bedre til det, men der skal ikke så meget slinger i netbank til for at prikke til den latente iboende angst. Jeg skal bare nærme mig bunden på en konto, og selvom der står nok alle andre steder, og jeg, med min fornuft ved, at der faktisk ikke kan komme uventede regninger af en størrelsesorden, som vi ikke kunne klare, så hjælper det ikke på koldsveden, åndenøden og bekymringen. Som så stikker sit grimme grønne fjæs frem hjemme og gør livet endog ret surt for ham, jeg har valgt at leve sammen med. Men bekymringen taler ikke pænt. Og den er ubegribelig svær at tæmme.

Jeg tror samtidig på, at uden nydelse er der ingen taknemmelighed. Der er simpelthen ikke plads i brystet til den slags følelser, når bekymring og angst for at miste dominerer for meget. Og jeg tror på, at uden taknemmelighed er der ingen lykke. Taknemmelighed er en central komponent af følelse af lykke.

I de seneste år har jeg øvet mig i at gå i rette med angstens spøgelse. Jeg har bevidst øvet mig i at nyde, mens tingene var. Og der har været jo været nok at nyde. Det var det, der slog mig i dag på cyklen gennem mørket, da jeg kiggede ind i de fine lejligheder på Østerbro. Det er jo mit liv, jeg kigger ind på, og fundamentet er ikke så skrøbeligt, som de indre dæmoner påstår. Faktisk slet ikke. Og den følelse af lykke, der kommer af taknemmelighed og nydelse, skal jeg blive endnu bedre til at holde fast i. Den var der i dag. Og jeg oplever den, heldigvis, dagligt i glimt.

Som man siger, gode tider kommer jo aldrig dårligt tilbage.

Timeout og kaffedelirium

Aldrig nogen sinde har jeg drukket så meget kaffe, som jeg har gjort siden forrige uge. Faktisk siden Steffens fødselsdag, som var den dag, jeg fik vedvarende fri.

Jeg er helt kastet bagover af alle de dejlige mennesker, der bare åbner deres arme, kaffe-kalender og ikke mindst netværk for mig. Folk jeg knap kender, folk fra min (skumle ;-)) fortid og folk jeg vist mest af Facebook-ven med - og sådanne venner strækker sig jo ret bredt.

Jeg er inviteret alle mulige steder hen til snak, afklaring og bare sådan god kaffe, og jeg har, med held, inviteret mig selv lige så mange gange. Og jeg veksler mellem kæmpe optimisme, for hold nu op, hvor er der mange søde mennesker. Og total pessimisme - fordi sådan er jeg vist bare sat sammen, og hvor mange har egentlig fået et job af deres netværk, alligevel, når det kommer til stykket. Og specielt et job, der drejer lidt fra den slagne vej, man allerede vandrede på. Måske er det flere end man tror (håbet er lysegrønt).

Men for pokker. Trods min indre pessimist, er jeg stadigvæk taknemmelig. Og alligevel tror jeg, at jeg lige skal trække vejret og drikke te lidt. Det er ret stressende at være i en tilstand af chok, benægtelse og afklaring af hvad jeg gerne vil, og samtidig rende rundt og tage mig bedst muligt ud hver dag. Det er udmattende - og jeg sover stadig ikke skide godt, da jeg forstyrres i min babysøvn af bekymringstanker og sorte huller. Specielt i nat var skrækkelig. Søvnen sluttede klokken 3.50 sharp – og så var tankemylderet ellers umuligt at slippe for. Og hvis det bare have været skønne opbyggelige tanke. Men det er det jo bare aldrig rigtig i de tidlige morgentimer. Det var bekymring med skræk på. Tror yoga ville være godt. Lige nu.

Om lidt har skolerne ferie. Og dermed er pigerne hjemme fra skole, og vi tager i efterårsferie-sommerhus. Jeg skal på græs, kan jeg mærke. Og så håber jeg, at jeg også kan finde ud af at holde 'fri' fra mit nye job som professionel selv-sælgende netværker. Bare en uge...

Blessing in disguise - håber jeg fanme.

Jeg har bandet i overskriften. Og det er altså for en gangs skyld på sin plads. Her i min lille andedam er der nemlig sket en del på det sidste – ikke er alt er nået ud på bloggen. Sådan er det altid (at ikke alt når ud), men denne gang er der sket lidt større ændringer, som ikke er nået ud. Jeg har lige haft brug for at vende det selv.

Men jeg er stoppet på min arbejde. Det er jo ikke en hemmelighed at siden arbejdsopgaverne ændredes ikke bare lidt men totalt i forsommeren har jeg ikke synes det var særlig sjovt. Faktisk slet ikke. Jeg har tænkt og tænkt – hvilket også gjorde at jeg gik ned i tid.  Og jeg faktisk mentalt nok forberedt på, at jeg skulle finde mig noget andet. Det er rimelig svært når man sidder i en stilling – og specielt en, hvor den mentale energi drænes på den trælse måde. Men mentalt var jeg, desværre, kommet frem til at det måtte være sådan. På et tidspunkt.

Det tidspunkt kom så i sidste uge, hvor jeg blev opsagt og fritstillet. Min første reaktion, den helt automatiske der bare sker i sekundet, var en dyb lettelse. En kæmpe byrde fra min skulder faldt ned – og den lettelse holdt resten af dagen. Og indtil nattens mørke skygger indfandt sig. For jeg er vanvittig dårlig til forandringer. Og de fylder så meget i mine tanker og i hele min krop så det giver mig søvnproblemer. Og denne gang var jo ikke en undtagelse. Så jeg vågnede efter få timers søvn. Og så var jeg ellers mere eller mindre vågen de næste mange nætter. Hvor alle bekymringerne satte ind. Og de er ekstra svære at holde på afstand når alle katte er grå. Bekymringerne om hvad så nu. Hvordan finder jeg noget andet? Og helt specifikt hvordan finder jeg noget som jeg kan lide.

Jeg var allerede afklaret med, at jeg skulle ud i et sporskifte. Det vil sige de opgaver jeg har siddet med i de sidste knap 3 år har været det helt rigtige – lige indtil min fortids kompetencer indhentede mig og satte mig i en stilling, som var virkelig skidt for mig. Men jeg synes pludselig det er svært at se vejen. Det vil sige vejen kan jeg egentlig godt se. Og det er jo rettere vejene – der er mange veje jeg kan tage. Med de ting jeg gerne vil arbejde med. Der er ikke kun ét rigtigt job. Heldigvis. Men hvordan f… kommer jeg dertil. På papiret er min titel noget andet – og man kan vel nærmest fodre grise med min slags.

Jeg er skiftevis optimist, der tænker at det nok skal gå. Og den vildeste pessimist, hvor jeg kan mærke at angsten, frygten og mindreværdet helt og aldeles overtager mit udsyn. Det er ikke en rar position. Den sidste. Mine veninder siger sætninger som ’Tag det med ro – du skal nok finde noget’ og ’brug nu den næste måned på dig selv og på at slappe af’. Og jeg ville så meget ønske at jeg kunne. At jeg troede på, at det nok skulle gå. Jeg ville ønske at jeg kunne nyde det. At have god tid de næste måneder, hvor der jo samtidig er en uændret indtægt. Lade det synke ind og falde på plads – på en god og ikke angst-fyldt måde. Men der er simpelthen en kæmpe klump cortisol i den bagerste del af min hjerne, der er vanvittig insisterende på, at det ikke går. At jeg skal bekymre mig og at det hele ramler. Jeg håber at kunne modbevise den. Under alle omstændigheder er det fuldstændigt uproduktivt at bekymre sig. Ingen gode beslutninger bliver truffet på den baggrund. På den anden side er det pisse svært. At modargumentere med sig selv hele tiden.

Hurrrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa

I dag vågnede jeg første gang klokken 4 – ved en lille (Caroline-)mus, der nussede mig på kinden og spurgte hvornår vi skulle vække far. Og ja – der var så nogle timer til, men hvor er det bare hyggeligt. De små piger glæder sig jo nærmest mere end fødselaren selv, når en i husstanden har fødselsdag.

I dag (og i dag er nu engang defineret ved først at starte klokken 6 – tidligst) bliver min mand 37 år. Og jeg elsker ham 37 gange mere end sidste år. Hvert år tror man, at det ikke er muligt at elske højere, men så sker det alligevel. Det er som en eksponentiel kraft, der (åbenbart) er uendelig. Og tænk at han stadig holder ud – omgivet af en hønsegård af temperamenter og momentane vanvittige indfald. Jeg er både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for hans stamina, og stolt fordi han er den mest fantastiske far, den mest fabelagtige mand og ikke mindst det dejligste menneske, som giver mig det skønneste liv. Og jeg glæder mig, helt ned i maven, til at blive gamle sammen. Jeg ved, at det bliver vi – og vi skal nyde hver eneste time (også de vanvittige og temperamentsfulde) indtil da.

Pigerne har brugt uger på at forberede gaver, tale om gaver, bekymre sig om gaver og pakke gaver ind. Morgenbordet med de traditionsrige fødselsdagsengle blev dækket i morgenens mulm-og-mørke, og så var dagen i gang med sang og sødt brød.

Vi skal fejre i aften på Kjøbenhavn. Det bliver simpelthen så hyggeligt – også fordi det er en lækker restaurant, som altid har skide lækker mad.

Hvordan man 'tager' livet?

Jeg så Revolutionary Road igår - og havde helt glemt at det jo også var en af de film hvor Kate og Leonardo spillede sammen. Den er fed. Rolig og stille og intens på helt samme tid. Og den taler så meget til det moderne liv, selvom den skal forestille at foregå i midt 50'erne i en lille flække i USA.

Dens helt overskyggende grundtema omkring drømme, livsveje og valg er jo af betydning for alle generationer. Og hver gang jeg ser den taler den til noget nyt. Og det er jo ofte sådan med rigtig gode film, at de taler til en ud fra præcis den situation man er i.

En af de alle stærkeste scener er den hvor Kate, efter en vild nat med skænderi og afgørende gennembrud i deres sammenbrud, står op og laver en overdådig morgenmad til Leo. Og konversere (for det er præcis det hun gør) over morgenmaden - det er så underspillet, så stærkt og så skræmmende. Allerede første gang man ser den VED man bare hvad den scene fortsætter i. Men i selve scenen er hun helt ufattelig stærk, Kate, og generobrer aldeles magten over sit eget liv på en vældi, kan man sige, civiliseret måde.

Det hun gør er så stærkt (indtil det vælter) - hun synker og lever med de vilkår hun er blevet givet. At hun så ender med faktisk ikke at kunne leve med drømmenes død, forstærker bare scenen. Og i virkeligheden er det jo Leo, der lever med det liv, de er givet.

Hvad der er rigtigt og forkert ved jeg ikke. Jeg tror ikke der er et rigtig og forkert når det kommer til at leve sit liv. Men jeg tror på, at vi alle skal drømme. Det holder os i live. Samtidig dog, tror jeg at det er umådeligt vigtigt ind imellem at kunne give slip på drømme, når livet tager os en anden vej. At kunne genfinde nye drømme under de nye omstændigheder. Det handler jo dybest set ikke om hvad vi er heldige at få lov at opleve mens vi lever - det er hvordan vi tager det. At få det bedste ud af det - det er sådan en kliche, men jeg tror virkelig på at det er vejen til et lykkeligt liv. Altså til et liv, hvor man ånder ud med tilfredshed, når det kommer til enden.

Papirøen, mad og ondt i maven - og det uden sammenhæng

Brugte aftenen i går hhv. på mine fødder og på papirøen. Jeg gik hjemmefra, med S, bevares, og gik og gik og gik lige indtil jeg nåede Magasin, som havde nogle fantastiske tilbud på bh’er (sat ned til 50 kr – det er fanme en god pris), og derefter gik turen til koreansk dinné på Papirøen. Et helt fantastisk sted, hvor jeg dog kommer alt for sjældent, da det ligger så relativt langt væk fra mit hood på Østerbro. Men jeg elsker den feriestemning, der er derude. Og jeg elsker uhøjtideligheden og jeg elsker koreansk mad. Som den eneste i familien, så derfor er det jo skide smart, at alle i familien kan vælge noget man selv vil have. Dæleme også smart med børn, som dog ikke var med i går, som jo altid har alle mulige og umulige holdninger til hvad de præcis har lyst til at spise den dag. Og det er ganske ofte kendetegnet ved at være det modsatte af alle andre.