Hurrrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa

I dag vågnede jeg første gang klokken 4 – ved en lille (Caroline-)mus, der nussede mig på kinden og spurgte hvornår vi skulle vække far. Og ja – der var så nogle timer til, men hvor er det bare hyggeligt. De små piger glæder sig jo nærmest mere end fødselaren selv, når en i husstanden har fødselsdag.

I dag (og i dag er nu engang defineret ved først at starte klokken 6 – tidligst) bliver min mand 37 år. Og jeg elsker ham 37 gange mere end sidste år. Hvert år tror man, at det ikke er muligt at elske højere, men så sker det alligevel. Det er som en eksponentiel kraft, der (åbenbart) er uendelig. Og tænk at han stadig holder ud – omgivet af en hønsegård af temperamenter og momentane vanvittige indfald. Jeg er både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for hans stamina, og stolt fordi han er den mest fantastiske far, den mest fabelagtige mand og ikke mindst det dejligste menneske, som giver mig det skønneste liv. Og jeg glæder mig, helt ned i maven, til at blive gamle sammen. Jeg ved, at det bliver vi – og vi skal nyde hver eneste time (også de vanvittige og temperamentsfulde) indtil da.

Pigerne har brugt uger på at forberede gaver, tale om gaver, bekymre sig om gaver og pakke gaver ind. Morgenbordet med de traditionsrige fødselsdagsengle blev dækket i morgenens mulm-og-mørke, og så var dagen i gang med sang og sødt brød.

Vi skal fejre i aften på Kjøbenhavn. Det bliver simpelthen så hyggeligt – også fordi det er en lækker restaurant, som altid har skide lækker mad.

Sidste sommerlige weekend i denne omgang

Åh for pokker – så styrtede weekenden lige forbi mig. Og hvilken en. Jeg startede den sådan lidt på bagkanten i og med at jeg var på konference både torsdag og fredag i Odense – og fredag skulle jeg som vænt (LINK) køre virkelig hurtigt (kun lidt over hastighedsgrænsen og med sikkerhed meget ansvarligt) hjem for at overdrage lejligheden til AirBnB-lejere, og samtidig sikre at min familie ikke skulle stå på fortovet med alle vores pakkenelliker og vente. Vi fik huset overdraget og kørt i sommerhus, hvor vi landede lige i tide til Disneysjov. Og mad. Og slik. Og et kæmpe stort glas rødvin (til de voksne, forstås, et til hver). Så var weekenden i gang – og det var simpelthen så tiltrængt.

Vi fik både kørt hele vejen til København til M’s nye svømmeundervisning, som hun, heldigvis, var helt oppe og køre over. Og så var vi både i IKEA, Søstrene Grene, og på diverse cafeer inden vi ankom til vores bedste venner i huset i Humlebæk. Der blev vi så. Lige indtil søndag middag, hvor vi kørte tilbage til sommerhuset. Det er simpelthen de sødeste mennesker, dem i Humlebæk. Og jeg elsker at hænge ud med dem. Det er familie på den gode måde. Som både vi og ungerne kender så godt, at det bare er roligt, stille og fandens skønt. Og så fik jeg hoppet ret meget på trampolin. Og konstateret at jeg godt kan, men at knibeøvelser er en god ting.

Søndag brugte vi på at sætte legehuset i stand. Egentlig er det et helt gæstehus, men nu er det så pigernes lille hus. Det er blevet så fint og hyggeligt. Jeg håber, at de næste sommer kan bruge det meget mere – nu vi i år først har fået taget os sammen nu.

I morges stod vi op meget tidligt for at køre mod skole og arbejde. Og det var med vemod. Der er ikke rigtig planlagt sommerhus flere gange denne sommer, som jo sådan set teknisk set også blev til efterår i torsdags. Og dagens tidlige køretur markerede ligesom slutningen på sommeren. På den lethed og ubekymrethed, der altid er når vi er i sommerhuset. Vi kommer muligvis igen i efterårsferien, men det er bare noget andet end sommeren. Selvom det, i weekenden, ikke var høj sol, så er det stadig varmt nok til at dørene bare står åbne og ude og inde-rummet flyder umærkeligt sammen. Den lethed forsvinder med årstiden. Og kommer først igen på den anden side af en lang vinter.

Efteråret kommer - med alle sine smukke farver

Hvor Caroline skriver på det nyrenoverede hus :-)

En af de morgener, der ikke skal være mange af. Og heldigvis ikke er mange af.

Vi havde bare den værste morgen i mands minde her til morgen. En af dem, hvor der er en overvægt af sure miner, råb, tristhed og selvlede (sidstnævnte i hvert fald slemt bagefter). Heldigvis er mobiltelefonen opfundet, således at jeg har kunne kommunikere med M efter at jeg var kørt på arbejde – og de stadig var hjemme inden skolen startede noget senere. Jeg håber hun kan få en god dag alligevel og jeg glæder mig så meget til at komme hjem og kramme hende. Det er selvfølgelig ikke svaret – svaret er jo i at forhindre den slags morgener, som heldigvis er meget meget sjældne hjemme hos os. Men i dag var der altså dårlig energi. Og nu er udfordringen så, at denne ubehagelig følelse af sorg ikke skal fylde hele dagen.

Jeg har en ret fyldt og udfordrende dag på kontoret i dag. Men heldigvis kan den slutte inden 15, så jeg kan komme hjem i ordentlig tid og vi kan få en god start på en (tiltrængt og længe ventet) weekend. For den glæder jeg mig mere end almindeligt til.

Svampeøst, brombør og alle mulige andre slags høst

Jeg har brugt weekenden på det nære – og det er jo lige præcis det, som sådan nogle bekymringstanker har godt af. At mærke familien og nærheden omkring sig – og få lidt perspektiv på, at de mennesker jo er der for vores familie, også hvis det hele brænder sammen og bliver meget meget svært.

Lørdag tog vi til Sverige, hvor min far og hans kone har en meget primitiv ødegård (som jo nærmere er et øde-hus) lige ved Knäret. Trods min ret voldsomme forkølelse, og vist også lidt feber, fik vi gået de sædvanlige ture i skoven og endte med at plukke 8 kg. Karl Johan svampe. Det er simpelthen så hyggeligt – og en af de ting min far, som i den grad ikke er børnemenneske, kan være sammen med pigerne om. De ELSKER at lede efter svampe med morfar – og det er også hyggeligt. Bagefter stod den på god brændeovn, kaffe, kage og god mad inden turen gik med færgen tilbage til Danmark.

 

Høst

Søndag brugte jeg og Margrethe hos min mor. Den resterende lille familie havde andre planer, som de havde haft længe. Hendes mand holdt fødselsdag – og alle hans børn (altså nu voksne) var der også. Det var en skide hyggelig dag. Vi fik den lækreste frokost med tarteletter, bøffer med bløde løg, fiskefileter og alt muligt andet. Og vi fik plyndret køkkenhaven – der er jo en hel hektar køkkenhave dernede, så der er alskens lækkerier at tage med hjem. Jeg elsker det.

Brombær - her er hvad 6 minutters plukning gav.

Om 'my people' .-) og dem, der giver ondt i maven

Jeg faldt over en klumme af Anette Heick i weekenden – jeg fandt den på facebook, men den er egentlig fra BT. Og hvem skulle have troet at man kunne finde ord, der gav genklang indeni i BT. Men det kunne jeg så nu.

Hun skrev blandt andet: Der findes falske mennesker og facademennesker. Jeg har altid blandet de to typer sammen og betragtet dem som et og samme. Og somme tider kan mennesker også være begge dele, men det afgørende er, at falske mennesker er farlige. Facademennesker er kun farlige for sig selv. Falske mennesker er dem, der siger et og gør noget andet. I Guder hvor har jeg slået mig på sådanne typer. Jeg har haft dem som mine nærmeste venner og undertrykt min egen undren, når de opførte sig på en uventet måde. Jeg har været længe om at opdage, at den selviscenesættelse, som de så elegant foldede ud foran øjnene på mig, var hul og tom. Jeg har haft venner, hvis farverige selskab, jeg har solet mig i, samtidig med at jeg fik det fysisk dårligt, fordi der var et eller andet, der ikke stemte.

Og det er jo faktisk ganske rigtigt – og det gælder om, at kunne skelne. Hvilket jeg dæleme også har været (og ind imellem stadig er) dårlig til at gøre. Jeg er så taknemmelig for min samling af mennesker (my people, som en ægte rapper ville have skrevet). Dem der har min ryg både når det går godt og når der er lidt mere at kæmpe med. Jeg elsker at de udfordrer mig igen og igen, men at jeg også ved at jeg altid er i deres hjerter, som de er i mit. Total corny og kliche – men det er sgu vigtigt.

Men så sker der det ind imellem at jeg bliver forblændet. Af mennesker der har det hele i det halve – og som virker sjove og dejlige. På facaden, men hvor det i virkeligheden ikke er den facade, vi jo alle er udstyret med. Og som man lukker de bedste ind bag. Men den facade, der dækker over at de gør noget andet, er på en anden måde end den måde, der gives (offentlig) udtryk for. Der hvor jeg kan høre en mislyd, og jeg får ondt i maven. Hel uforklarligt – men langsomt opdager jeg at det var det, der var ’i vejen’. At der var mislyd og uoverensstemmelse mellem de søde ord, smil og venligheden og bagved gemte sig en helt andet person, hvor selvisceneselvsættelse er målet. Og hvis man ikke kan give noget til denne er man ude. Det er, som Anette skriver, hult og tomt. Og man (jeg) slår mig så meget på den opførsel. Og forbavses. Og bliver ked af det - og får det,som hun også beskriver, fysisk dårligt. En person, der gør alt for egen vinding og kun for egen vinding - din vinding er der kun tænkt på hvis den er enten mindre end deres vinding - eller du i det mindste kan ’give’ dem noget. Hvis du kan tilføje deres coolness et ny dimension, deres selviscenesættelse et nyt ben – ellers er man bare ordinær og kedelig og ikke værd at bruge tid på. Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Men det er hårdt alligevel, når man udsættes for dette.

Så tyer man som oftest til de bedste igen. Der hvor hjertet er hjemme, facaden er nede og vi er der fordi vi kan lide hinanden og ikke alene fordi vi skal bygge image op eller (kun) fordi det giver streetcred.


Sikke en smøre – den lød sørme tung og sørgerlig. Det er den ikke. Det er nærmere et hurra-råb over at have sluppet mavepinen (endnu engang). Nu vil jeg spise god frokost (om lidt) med god veninde inden jeg daffer på ferie her… Ses på den anden side.

Hvordan man 'tager' livet?

Jeg så Revolutionary Road igår - og havde helt glemt at det jo også var en af de film hvor Kate og Leonardo spillede sammen. Den er fed. Rolig og stille og intens på helt samme tid. Og den taler så meget til det moderne liv, selvom den skal forestille at foregå i midt 50'erne i en lille flække i USA.

Dens helt overskyggende grundtema omkring drømme, livsveje og valg er jo af betydning for alle generationer. Og hver gang jeg ser den taler den til noget nyt. Og det er jo ofte sådan med rigtig gode film, at de taler til en ud fra præcis den situation man er i.

En af de alle stærkeste scener er den hvor Kate, efter en vild nat med skænderi og afgørende gennembrud i deres sammenbrud, står op og laver en overdådig morgenmad til Leo. Og konversere (for det er præcis det hun gør) over morgenmaden - det er så underspillet, så stærkt og så skræmmende. Allerede første gang man ser den VED man bare hvad den scene fortsætter i. Men i selve scenen er hun helt ufattelig stærk, Kate, og generobrer aldeles magten over sit eget liv på en vældi, kan man sige, civiliseret måde.

Det hun gør er så stærkt (indtil det vælter) - hun synker og lever med de vilkår hun er blevet givet. At hun så ender med faktisk ikke at kunne leve med drømmenes død, forstærker bare scenen. Og i virkeligheden er det jo Leo, der lever med det liv, de er givet.

Hvad der er rigtigt og forkert ved jeg ikke. Jeg tror ikke der er et rigtig og forkert når det kommer til at leve sit liv. Men jeg tror på, at vi alle skal drømme. Det holder os i live. Samtidig dog, tror jeg at det er umådeligt vigtigt ind imellem at kunne give slip på drømme, når livet tager os en anden vej. At kunne genfinde nye drømme under de nye omstændigheder. Det handler jo dybest set ikke om hvad vi er heldige at få lov at opleve mens vi lever - det er hvordan vi tager det. At få det bedste ud af det - det er sådan en kliche, men jeg tror virkelig på at det er vejen til et lykkeligt liv. Altså til et liv, hvor man ånder ud med tilfredshed, når det kommer til enden.

Størst af alt er kærligheden

I går for 9 år siden tog Steffen og jeg fusen på vores familie. De troede at de skulle til fødselsdag for mig i Sønderborg, hvor vi lige var flyttet ned. Og det skulle de sådan set også. Men hvad de ikke vidste, at de også skulle, var at gå i samlet flok mod rådhuset, som lå 150 meter væk fra vores nye Sønderborg'ske hjem. Og her ventede en vielse - og det var en helt vildt skøn dag. Og det var det helt rigtige. At der så kom en finanskrise og et enormt tab på et hus i vejen for bryllupsfesten er helt ok. Vi har holdt en masse andre dejlige fester siden - og har jo på den måde stadig i hvert fald en til gode :-).

.... og så unge ser de ud...

I går aftes hidkaldte vi dermed reservebedsterne - og gav os tid til at fejre kærligheden. En vældig fantastisk aften - som muligvis er skyld i dagsformen, der bestemt ikke er den bedste. Så det er jo vældigt, at der både er fest i SFO'en og 4 ekstra børn, der kommer med hjem til spisning i aften (det er dårlig planlægning)...

Væsentlig flere grå hår - men ellers præcis den skønne mand jeg mødte for 12 år siden

Også mange grå år her (bare meget bedre dækket :-))...

Lidt om hvor jeg helst vil være

Weekender med familien er uden tvivl de bedste man kan få. Og det er faktisk lidt sjovt at tænke på, hvordan ens prioriteter kan ændre sig over tid.
Da jeg var barn havde jeg det på samme måde – selvom jeg altid gerne ville have en legekammerat med. Sådan er det nok at være enebarn, så er der aldrig sådan en indbygget legemakker i familien.


Da jeg så blev (tosset) teenager og ung kvinde var tid sammen med familien nærmest en fiasko. Eller det er nok ikke helt rigtigt, men der skulle helst ikke være for meget familie-tid, da det jo tog tid og fokus på det livet handlede om som ung. Det hele handlede om veninder, fester og ballade. Weekender, som den just overståede, var i hvert fald ikke en af dem, der længdes efter. Weekender skulle fejres - helst sammen med en flok venner, billige drinks, sol, strand, vand og så et diskotek. Alternativt et sommerhus – hvor der sådan cirka foregik det samme.


Nu har jeg så selv fået børn. Og mand. Og kat. Og det bedste jeg ved er weekender med strand, sol, sommerhus og (knap så billige) drinks. På den stille og nydende vis - og på en måde er det jo det samme. Forskellen er nok hvilket selskab, der sådan er det allerbedste. Nydelsen af langsom tid med mine børn, Steffen og en god bog er fuldstændig fantastisk. Og ikke noget jeg vil bytte ud for noget. Er det gået op for mig - her mens jeg tilsynesladende nærmer mig de halvfems :-). Det er stadig vanvittig hyggeligt at se venner også. Og tage ud og drikke drinks. Men - det bedste er nu at kravle tilbage til kernen (aka familien) og nyde livet helt stille med de mennesker, der befinder sig allertættest på hjertet.

 

Noget om parforhold, at ’ordne’ og urimeligheder bag pandelappen

Jeg har vågen en ret stor del af natten og nu er jeg fuldstændig flad – og denne dag virker lidt som en mandag forklædt som tirsdag (hvilket det vel egentlig også er). Nå, men nattens spekulationer udsprang af en episode vi havde hjemme i går.

Jeg er sådan en der ’ordner’. Ordner vasketøj, køkken, badeværelse, aftensmad, aftaler, familiekalender, støvsugning, madpakker, lektier og. så. videre. Og gerne det hele på en gang i sådan en slags multitasking, der dog sjældent helt er helt skøn at overvære. Og det her skal slet ikke læses som en klagesang. Jeg kan faktisk godt lide det (måske hvis vi her lige ser bort fra madpakker, som fanden har skabt) – og jeg gør det ikke (kun) for familien eller fordi der ikke er andre i hjemmet, der gør det. Det er nemlig nok sådan, at hvis jeg lod være, ja, så var der nok andre der gjorde det. Men jeg gør det for mig – fordi jeg faktisk godt kan lide sådan at nusse rundt med tingene – og altså ’ordne’ derhjemme.

Men ind imellem giver det alligevel anledning til kurre på kærlighedstråden i det Brandenhoff’ske hjem. Og det er overvejende min helt egen skyld. Tag nu i går for eksempel. Jeg laver mad og madpakker samtidig. Steffen arbejder foran en computerskærm. Han kommer ud i køkkenet for at vi i det mindste kan hygge med hver vores ting – i samme rum. Og så siger han ’kan du ikke lige lave en drink, hvis jeg henter Gin’en’. Og så er det jeg bliver helt urimelig. Fordi jeg, i det sekund, bare synes at det er død-uretfærdigt, at jeg (altid) ordner og ordner, og at jeg  aldrig bliver værdsat for noget af det. Men når jeg så ikke kan overskue at lave en drink oveni (madpakkerne!), ja, så er jeg jo sådan en, der aldrig gør noget for ham/familien/os/find selv på flere selvretfærdige udråb. Og det skal siges, at alt dette foregår inden under pandelappen på mig - kun. Det er ikke Steffens ord. Men jeg synes kortvarigt, at han så skuffet ud, da jeg ikke lavede en drink, og så satte det en lavine af negative tanker i gang hos mig. Som jo slet ikke var hans. Faktisk kom han netop ud i køkkenet for at vi kunne være lidt sammen selvom han skulle arbejde og jeg udførte min ’ordne-trang’. Og så synes han bare at det ville være super hyggeligt med en drink sammen imens vi var sammen, hver for sig. Som han fik forklaret efter jeg havde brugt den gode side af en halv time på at være skide sur og mopset – og aldeles urimelig.

Så hvorfor reagerer jeg så sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er fuldstændig sikker på, at det ikke handler om en skæv arbejdsfordeling derhjemme. Det er en fordeling som helt og aldeles er besluttet af mig. Og faktisk gør jeg det jo ikke for værdsættelsen. Jeg gør det for min skyld. Fordi jeg godt kan lide det – i hvert fald det meste af det. Og jeg gør jo ikke det, som jeg ikke gider (for eksempel rydde op i kælderrummet, tage skidt op af vasken – som jeg af uransaglige grunde ikke kan snuppe…).

Jeg tror bare, at jeg ind imellem også har brug for ekstra værdsættelse for at ’ordne’ – også selvom det jo egentlig er mig selv, der sætter mest pris på det. Alt er godt igen. Jeg tror bare at jeg skal lære (til stadighed) at det er ikke alting som hjernen siger (aka råber op om) som jeg skal høre efter. Det er nok altid godt lige at tage et kig på sig selv – og samtidig se andres gerninger (som for eksempels Steffens spørgsmål om en drink) som noget de gør ud fra en positiv hensigt (’vil du lave en drink’ - = så vi kan hygge os sammen selvom du som vanligt stormer rundt i køkkenet i stedet for at sidde sammen med mig. Og hvis du ikke lige kan overskue at lave den gør jeg det bare, men det er lettest hvis du siger det i almindelig tonefald, således at vi rent faktisk bevarer hyggen). Det er en af de ting jeg øver mig i.

What's not to LOVE