Hurrrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa

I dag vågnede jeg første gang klokken 4 – ved en lille (Caroline-)mus, der nussede mig på kinden og spurgte hvornår vi skulle vække far. Og ja – der var så nogle timer til, men hvor er det bare hyggeligt. De små piger glæder sig jo nærmest mere end fødselaren selv, når en i husstanden har fødselsdag.

I dag (og i dag er nu engang defineret ved først at starte klokken 6 – tidligst) bliver min mand 37 år. Og jeg elsker ham 37 gange mere end sidste år. Hvert år tror man, at det ikke er muligt at elske højere, men så sker det alligevel. Det er som en eksponentiel kraft, der (åbenbart) er uendelig. Og tænk at han stadig holder ud – omgivet af en hønsegård af temperamenter og momentane vanvittige indfald. Jeg er både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for hans stamina, og stolt fordi han er den mest fantastiske far, den mest fabelagtige mand og ikke mindst det dejligste menneske, som giver mig det skønneste liv. Og jeg glæder mig, helt ned i maven, til at blive gamle sammen. Jeg ved, at det bliver vi – og vi skal nyde hver eneste time (også de vanvittige og temperamentsfulde) indtil da.

Pigerne har brugt uger på at forberede gaver, tale om gaver, bekymre sig om gaver og pakke gaver ind. Morgenbordet med de traditionsrige fødselsdagsengle blev dækket i morgenens mulm-og-mørke, og så var dagen i gang med sang og sødt brød.

Vi skal fejre i aften på Kjøbenhavn. Det bliver simpelthen så hyggeligt – også fordi det er en lækker restaurant, som altid har skide lækker mad.

Sidste sommerlige weekend i denne omgang

Åh for pokker – så styrtede weekenden lige forbi mig. Og hvilken en. Jeg startede den sådan lidt på bagkanten i og med at jeg var på konference både torsdag og fredag i Odense – og fredag skulle jeg som vænt (LINK) køre virkelig hurtigt (kun lidt over hastighedsgrænsen og med sikkerhed meget ansvarligt) hjem for at overdrage lejligheden til AirBnB-lejere, og samtidig sikre at min familie ikke skulle stå på fortovet med alle vores pakkenelliker og vente. Vi fik huset overdraget og kørt i sommerhus, hvor vi landede lige i tide til Disneysjov. Og mad. Og slik. Og et kæmpe stort glas rødvin (til de voksne, forstås, et til hver). Så var weekenden i gang – og det var simpelthen så tiltrængt.

Vi fik både kørt hele vejen til København til M’s nye svømmeundervisning, som hun, heldigvis, var helt oppe og køre over. Og så var vi både i IKEA, Søstrene Grene, og på diverse cafeer inden vi ankom til vores bedste venner i huset i Humlebæk. Der blev vi så. Lige indtil søndag middag, hvor vi kørte tilbage til sommerhuset. Det er simpelthen de sødeste mennesker, dem i Humlebæk. Og jeg elsker at hænge ud med dem. Det er familie på den gode måde. Som både vi og ungerne kender så godt, at det bare er roligt, stille og fandens skønt. Og så fik jeg hoppet ret meget på trampolin. Og konstateret at jeg godt kan, men at knibeøvelser er en god ting.

Søndag brugte vi på at sætte legehuset i stand. Egentlig er det et helt gæstehus, men nu er det så pigernes lille hus. Det er blevet så fint og hyggeligt. Jeg håber, at de næste sommer kan bruge det meget mere – nu vi i år først har fået taget os sammen nu.

I morges stod vi op meget tidligt for at køre mod skole og arbejde. Og det var med vemod. Der er ikke rigtig planlagt sommerhus flere gange denne sommer, som jo sådan set teknisk set også blev til efterår i torsdags. Og dagens tidlige køretur markerede ligesom slutningen på sommeren. På den lethed og ubekymrethed, der altid er når vi er i sommerhuset. Vi kommer muligvis igen i efterårsferien, men det er bare noget andet end sommeren. Selvom det, i weekenden, ikke var høj sol, så er det stadig varmt nok til at dørene bare står åbne og ude og inde-rummet flyder umærkeligt sammen. Den lethed forsvinder med årstiden. Og kommer først igen på den anden side af en lang vinter.

Efteråret kommer - med alle sine smukke farver

Hvor Caroline skriver på det nyrenoverede hus :-)

Is, boller og overskud

Her går det godt. Måske fordi det snart er weekend. Måske fordi vejret er godt og vi har haft tid til at spise is og hygge i hverdagen med hjemmebagte boller på en helt almindelig onsdag. Jeg har haft nogle fede dage med netværk med relevans for mit arbejde, som har givet lidt kortere dage med tid og rum til is. Samtidig har det givet en del ro til at tænke over de store spørgsmål og det har været rart.

I morgen skal jeg holde en stor præsentation på mit arbejde. Den er faglig voldsom tung, målgruppen synes emnet er voldsomt irriterende, da det sætter yderligere krav til deres arbejde. Men det bliver en god øvelse. I at præsentere også for modvillige forsamlinger :-).

Og når det er slut tager vi i sommerhus og nyder at sommeren, omend det er en stakket frist, er på genvisit i det danske. 

Størst af alt er kærligheden

I går for 9 år siden tog Steffen og jeg fusen på vores familie. De troede at de skulle til fødselsdag for mig i Sønderborg, hvor vi lige var flyttet ned. Og det skulle de sådan set også. Men hvad de ikke vidste, at de også skulle, var at gå i samlet flok mod rådhuset, som lå 150 meter væk fra vores nye Sønderborg'ske hjem. Og her ventede en vielse - og det var en helt vildt skøn dag. Og det var det helt rigtige. At der så kom en finanskrise og et enormt tab på et hus i vejen for bryllupsfesten er helt ok. Vi har holdt en masse andre dejlige fester siden - og har jo på den måde stadig i hvert fald en til gode :-).

.... og så unge ser de ud...

I går aftes hidkaldte vi dermed reservebedsterne - og gav os tid til at fejre kærligheden. En vældig fantastisk aften - som muligvis er skyld i dagsformen, der bestemt ikke er den bedste. Så det er jo vældigt, at der både er fest i SFO'en og 4 ekstra børn, der kommer med hjem til spisning i aften (det er dårlig planlægning)...

Væsentlig flere grå hår - men ellers præcis den skønne mand jeg mødte for 12 år siden

Også mange grå år her (bare meget bedre dækket :-))...

Noget om parforhold, at ’ordne’ og urimeligheder bag pandelappen

Jeg har vågen en ret stor del af natten og nu er jeg fuldstændig flad – og denne dag virker lidt som en mandag forklædt som tirsdag (hvilket det vel egentlig også er). Nå, men nattens spekulationer udsprang af en episode vi havde hjemme i går.

Jeg er sådan en der ’ordner’. Ordner vasketøj, køkken, badeværelse, aftensmad, aftaler, familiekalender, støvsugning, madpakker, lektier og. så. videre. Og gerne det hele på en gang i sådan en slags multitasking, der dog sjældent helt er helt skøn at overvære. Og det her skal slet ikke læses som en klagesang. Jeg kan faktisk godt lide det (måske hvis vi her lige ser bort fra madpakker, som fanden har skabt) – og jeg gør det ikke (kun) for familien eller fordi der ikke er andre i hjemmet, der gør det. Det er nemlig nok sådan, at hvis jeg lod være, ja, så var der nok andre der gjorde det. Men jeg gør det for mig – fordi jeg faktisk godt kan lide sådan at nusse rundt med tingene – og altså ’ordne’ derhjemme.

Men ind imellem giver det alligevel anledning til kurre på kærlighedstråden i det Brandenhoff’ske hjem. Og det er overvejende min helt egen skyld. Tag nu i går for eksempel. Jeg laver mad og madpakker samtidig. Steffen arbejder foran en computerskærm. Han kommer ud i køkkenet for at vi i det mindste kan hygge med hver vores ting – i samme rum. Og så siger han ’kan du ikke lige lave en drink, hvis jeg henter Gin’en’. Og så er det jeg bliver helt urimelig. Fordi jeg, i det sekund, bare synes at det er død-uretfærdigt, at jeg (altid) ordner og ordner, og at jeg  aldrig bliver værdsat for noget af det. Men når jeg så ikke kan overskue at lave en drink oveni (madpakkerne!), ja, så er jeg jo sådan en, der aldrig gør noget for ham/familien/os/find selv på flere selvretfærdige udråb. Og det skal siges, at alt dette foregår inden under pandelappen på mig - kun. Det er ikke Steffens ord. Men jeg synes kortvarigt, at han så skuffet ud, da jeg ikke lavede en drink, og så satte det en lavine af negative tanker i gang hos mig. Som jo slet ikke var hans. Faktisk kom han netop ud i køkkenet for at vi kunne være lidt sammen selvom han skulle arbejde og jeg udførte min ’ordne-trang’. Og så synes han bare at det ville være super hyggeligt med en drink sammen imens vi var sammen, hver for sig. Som han fik forklaret efter jeg havde brugt den gode side af en halv time på at være skide sur og mopset – og aldeles urimelig.

Så hvorfor reagerer jeg så sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er fuldstændig sikker på, at det ikke handler om en skæv arbejdsfordeling derhjemme. Det er en fordeling som helt og aldeles er besluttet af mig. Og faktisk gør jeg det jo ikke for værdsættelsen. Jeg gør det for min skyld. Fordi jeg godt kan lide det – i hvert fald det meste af det. Og jeg gør jo ikke det, som jeg ikke gider (for eksempel rydde op i kælderrummet, tage skidt op af vasken – som jeg af uransaglige grunde ikke kan snuppe…).

Jeg tror bare, at jeg ind imellem også har brug for ekstra værdsættelse for at ’ordne’ – også selvom det jo egentlig er mig selv, der sætter mest pris på det. Alt er godt igen. Jeg tror bare at jeg skal lære (til stadighed) at det er ikke alting som hjernen siger (aka råber op om) som jeg skal høre efter. Det er nok altid godt lige at tage et kig på sig selv – og samtidig se andres gerninger (som for eksempels Steffens spørgsmål om en drink) som noget de gør ud fra en positiv hensigt (’vil du lave en drink’ - = så vi kan hygge os sammen selvom du som vanligt stormer rundt i køkkenet i stedet for at sidde sammen med mig. Og hvis du ikke lige kan overskue at lave den gør jeg det bare, men det er lettest hvis du siger det i almindelig tonefald, således at vi rent faktisk bevarer hyggen). Det er en af de ting jeg øver mig i.

What's not to LOVE