søndag den 20. oktober 2013

Fortrydelse

Jeg fortryder mine valg her i livet. Jeg fortryder at jeg overhovedet er til.

Jeg gik hjem fra legepladsen idag. Kunne simpelthen ikke sidde der, når vi ikke engang kan tale sammen længere. Vi kan kun skændes og beskylde hinanden for livets skuffelse. For at vi ikke kan det samme som alle udenom os. For at livet er noget lort. Jeg bliver kold indeni når han siger ' kan du ikke bare blive til noget der hvor du er'. 'hvor slemt kan det være'. 'hvis vi skal have de økonomiske muligheder du gerne vil så må du bare blive der, og arbejde alt hvad du kan'. 'det er nok dig'... Jeg bliver kold. Det løber med koldsved ned af ryggen - jeg er så nede. Jeg er trampet på. Og imponeret over at mit hjerte stadig slår. Efter 3 dage i exil med ungerne hos mormor. Jeg er i undtagelsestilstand. Ingen ved noget. Alle tror det hele er fint. Jeg selv går rundt inde i osteklokke. Det er som om livet foregår uden på den anden side. Følelser er kolde. De er det slet ikke. Jo, frygt. Kold skræmmende frygt. Hvad skal der blive af mine børn? Hvordan skal de klare de ar de må få med? Jeg kan ikke blive på den arbejdsplads - men har måtte sande. At jeg er HELT alene. Han synes jeg er latterlig. Overfølsom. Doven. Skal bare tage mig sammen. Han siger jeg er forkælet. Og at han ikke gider betale for mit liv. Mine krav.
Undskyld. Men jeg har ikke engang en dyne. Nej. C har fået min. Hun manglede en dyne. Mere end mig. Jeg har ikke nogen.
Jeg har lyst til at skrige og forsvinde. Mine børn - hvad skal der ske med dem. Nogle gange tænker jeg at det var bedst hvis de aldrig havde været her - for så kunne jeg gå. I hundene. Fra ham. Fra ondskab. Så var der ikke nogen at tage hensyn til - være ansvarlig overfor og stå op hver dag. Mit hjerte slår og min ryg er kold af sved. Følelsen er panik sidder i halsen, i ryggen, i hjertet og i hver eneste fiber af min krop. Jeg er træt - af at se glad ud. Jeg er træt af ikke at være glad. Jeg er udmattet. Mine stakkels stakkels børn. De har ikke fortjent den skæbne.

Har brugt dagene hos mormor til kompensation. Har set glade børnesmil. Stolte smil over kastajnedyr, pressede æbler, hjemmelavede fødselsdags invitationer (oh ve - hvad gør vi med den), kager og leg med leg på. Men jeg var der ikke. Min krop var der. Med kvalme og panik. Med krymmel. Frygt er altdominerende. Jeg håber de nød det. Har tanket gode oplevelser, der kan mindske arene. Arene over at mor og far er frygtelige mennesker. Der ikke skulle have børn. Der ikke er ansvaret voksne. Frygt. Panik. Er de eneste følelser tilbage i min krop. Og uendelig sorg.

8 kommentarer:

  1. Åh nej C. Hvor jeg dog bare har været lige der, hvor du er! :( hvor alle tror det hele er fint mellem en selv og manden, men i virkeligheden er det hele i tusind stykker. Jeg lover ligemeget hvilken beslutning at det nok skal blive godt igen. Skriv hvis du har noget på hjertet. Du har mit nummer...

    SvarSlet
  2. Er ked af at læse at det hele er noget l*rt. Hvor ville jeg ønske du var foruden.. :-(
    Jeg kan ikke rigtige finde de rigtige ord og skrive til dig, for det er så svær en størrelse.
    Men jeg ved at alt nok skal gå, følg dit hjerte og mavefornemmelse i alle livets valg. Så tror jeg på en eller anden måde at man gør sit allerbedste.
    Kram.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er sikker på det går. Før eller siden - måske mere siden.

      Slet
  3. Åhh, jeg får ondt i maven af sådan nogle indlæg.
    Jeg kender ikke dig, kender ikke din mand, kender ikke jeres muligheder for at komme videre sammen eller hver for sig, men jeg ved noget om dårligt psykisk arbejdsmiljø og konsekvenserne heraf.
    Det kan godt være, at din mand mener, at du er nærtagende.
    Det kan godt være, at din nabo har været et sted, der var værre.
    Det kan godt være, at din lillesøster mener, at du "bare" kan tage dig sammen.
    Det kan godt være, at din kollega ikke mener, at det er så slemt.
    Det kan godt være, at din chef mener, at du er en bøvlet medarbejder.
    Men det er p….ligemeget, for det er DIG, der alene mærker hvad det gør ved dig, at skulle gå derhen og være i det.
    Og når alt vender sig, al energi går til at overleve og/eller lukke følelserne ude og alle celler i din krop skriger, at det der det er bare no-go, så er det lige præcist sådan det er! Uanset hvad andre måtte mene eller synes.
    Der er ingen, der skal have det sådan på deres arbejde!
    Er der en tillidsrepræsentant eller sikkerhedsrepræsentant på dit job? Har du en fagforening i ryggen?
    Hvis, så brug dem for fuld skrald.
    Det er ikke sikkert, at du kan få det bedre dér, hvor du er, men lige nu er situationen bare helt uholdbar, så få fat i nogen, der kan tage det her alvorligt.
    Hvem har du der kan hjælpe dig privat?
    Læs af hos alle, der kan støtte dig. Venner, familie, naboer, børnenes pædagoger, what ever……….Det er ikke godt, at gå med alene.
    Det kræver alt for mange kræfter at slås alene på to fronter på samme tid, så tag imod al den hjælp du kan hive ud af andre.

    Og din mand? Han burde have et spark i R….! I med- og modgang…….I modgang er man der bl.a. for hinanden og bøder de slag og spark den anden møder ude i det omkringliggende liv.
    Jeg er ikke i tvivl om, at du gør dit allerbedste også for dine børn, så det skal nok gå.

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK! De ord varmer - og skubber. På den helt rigtige måde.

      Slet
  4. Fuck. Hvor hårdt. Det er hjerteskærende at læse din smerte. Nej, du skal ikke blive på din arbejdsplads. For det kan man få stress af og skulle leve med eftervirkningerne af resten af livet. Og som par støtter man hinanden. Hvis man bekymrer sig om økonomien, så flytter man til noget mindre. Holde ud?!? Jamen det er jo netop det, som du har gjort i længere tid, men ikke kan mere. Det, der er aller hårdest at læse om, er, at du bærer på din smerte alene. Ræk ud! Ingen ægteskaber er perfekte, alle bærer på grimme hemmeligheder bag lukkede døre, selv om andre virker til at have det perfekte forhold. Du vil se, at du ikke er alene. Har du en sundhedsforsikring via arbejde, så brug den. Overvej en sygemelding. Ring anonymt til din fagforening (hvis du har en) og få gode råd til, hvordan man håndterer din situation, inkl. en mulig sygemelding. Ræk ud!
    Kh. Danish in San Francisco

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak!!!! Det hjælper så meget - bare at få luft. Og få sådanne nogle kommentarer som din!

      Slet