Crazyyyy hormoner

Jeg er faktisk kommet i gang – med træning. Altså foreløbig har det holdt en uge. Men planen skulle gerne være, at det holdt – lidt længere. Faktisk at det ikke holdt op - igen. Egentlig mere af nød end fordi jeg synes det er specielt fedt at skulle bruge tiden på. Det er selvfølgelig rart (hvis) når man begynder at kunne se (bare lidt) på figuren, men den store motivation ligger for mig et helt andet sted. For efterhånden 5 år siden stoppede jeg med lykkepiller (som de jo hedder i daglig tale – selvom der ret beset ikke er nogle mennesker, der bliver ret lykkelige af at spise dem). Jeg vil nok altid, siger lægerne, have et lavere (end hvad… andre?) niveau af serotonin – men… hurrra…. det kan der gøres noget ved – vel og mærke uden piller (og dertil trælse bivirkninger og identitetsmæssige kriser). Nemlig træning. Ikke voldsom overdreven jeg-løber-lige-en-maraton-træning-og-bestiger-et-bjerg-selvom-det-da-kunne-være-fedt, men almindelig ugentlig (altså nogle gange om ugen) god træning, der får musklerne i arbejde, sved på panden. Og åbenbart også hormoner til hjernen. Og det vil jeg dælme hellere. Det er trods alt billigere (og nok også sjovere?) at bruge penge på fitness world end på velpolstrede medicinale koncerner. Nå… Så sådan er det. Og jeg kan jo (for pokker - jeg må indrømme det) godt mærke at det hjælper. Meget endda. Det gør (ærgerligt nok) ikke mit arbejde sjovere, chefen mindre paranoid og ubehagelig (don’t get me started in that one), men det gør det nemmere at udholde. Mens jeg skal det. Og det skal jeg - lige nu.

Jeg ved det jo efterhånden godt, hvad der skal til for at have det godt. Jeg skal sænke ambitionerne om at skulle være ’den jeg var engang’ – hvem end det så er (var). Men acceptere, at jeg har (også) brug for ro, litteratur (ja, hvis ikke jeg læser, meget og mange bøger, så bliver jeg virkelig lidt sjov at være sammen med. Det er mit drug), træning og tid. Så kan jeg være (en masse) for mine børn og ikke mindst mand. Jeg har ikke brug for at arbejde konstant og have en dertil forbundet (voldsomt forfængelig, indrømmet) status. Men jeg har brug for ikke-ro også. Jeg har brug for fest og farver – og en smøg i smug i ny og næ – eller om ikke andet, bare mere tid til bobler, grin og store armbevægelser. Og glæden, for pokker. Men alt dette er svært at fastholde. Jeg kigger rundt på mine komet-karriere veninder (som er fantastiske, dygtige og søde samtidig... snyd er det) og tænker, hvorfor kan de det? Hvorfor vil de det – og (dummest af alle spørgsmål) hvorfor er det mere værd end min verden? For det er det jo ikke. Vel!

Udover lommefilosofien sker der ikke meget hos mig. Andet end at jeg, igår, for første gang ringede efter en ambulance. En kvinde foran mig på cykelstien tabte sit forhjul (ja - det kan man åbenbart godt). Lige ud for Lahme kommunikation... Nå, men hun lå (meget skræmmende) stille efterfølgende - og havde taget af med panden på asfalten. Det kan godt være lægevagten ikke virker, men når man ringer 112 fordi folk har slået hovedet, ja så går det hurtigt. Tak for det! Det er godt at vi bor i et land, hvor man (trods alt) har det så godt at der går mindre end 5 minutter fra man er faldet af (med) cyklen til man ligger på en båre - og søde falck-folk, der endda sørger for at cyklen efterfølgende låses fast til et hegn ('det er jo København', som han bemærkede tørt). Der er noget at være taknemmelig for.