Hyp hyp

Jeg er hestepige. Det vil sige, det er mange år siden jeg har været det. Men jeg er vokset op med benene placeret sundt og godt i en stald. Jeg elskede det hele - lugten, lydene og stemningen. Jeg elskede hestene, som man kunne stole på. De sagde aldrig en imod og de var altid bare der - med deres svage prusten og blanke øjne. Da jeg fik min egen hest elskede jeg ansvaret. Og jeg knus-elskede stævnerne. At stå op klokken 4 om morgenen og læsse hestene i vognen og køre rundt på Fyn til diverse rideklubber. Pusse og nusse og ordne i timevis inden. Flette, polere og træne. Memorere springbanen. Præmierne og stoltheden. Og trætheden når vi vendte hjem. Og sad inde i boksen hos hesten og talte dagen igennem. Jeg elskede at mærke vinden hårdt i ansigtet udover stubmarkerne og varmen og lyden af insekter, når man lå på marken og kiggede op i solen. Mens hestene gik gumlende omkring os. Heste er indbegrebet af tryghed og barndomsminde. Også den brækkede arm, det også resulterede i. Og de vilde rytterfester. Men med tiden begyndte andre ting at fylde. Jeg blev for gammel til at ride konkurrence på pony. Og måtte dermed sælge den - den elskede også stævnelivet. Og skulle have lov at fortsætte - med den sødeste pige. Hun blev nøje udvalgt. Drenge, fester, tøj og hal-baller (ja - jeg er fra provinsen) begyndte at fylde mere og mere og kunne svært kombineres med stævner, hvor afgangstiden om morgenen faldt sammen med hjemkomsten fra hal-ballet om natten (potato-potato). Så hestene måtte vige pladsen for den nyfundne ungdom - jeg var vel blevet 17 år. Jeg red mindre og mindre - og det sluttede helt da jeg var 19 eller sådan noget og flyttede hjemmefra.

Nu har jeg jo så fået nyt arbejde. Og det er jeg jo i sig selv bare glad for. Og hvad er så mere fantastisk at opdage end at min arbejdsplads har sit helt eget ridehold. Og der var, hvilket bare aldrig sker, lige præcis en tom plads lige den dag jeg opdagede det. Det må være skæbnen. Så nu her knap 20 år siden jeg sidst sad på en hest er jeg begyndt igen. En gang om ugen. Det er ligesom at cykle - man er ikke god. Men man kan - og ved hvad man skal (hvis så bare benene og musklerne generelt ligesom ville følge hjernens instrukser). Hold kæft hvor er det hårdt. Men hold nu endnu mere kæft, hvor er det også fedt! I aften på denne skønne skønne sensommer aften kunne vi ride udenfor med marker, skov og fugle som baggrundstæppe. Det er fantastisk!