Livet og lykken

Livet og lykken – egentlig ikke begrebet jeg får tænkt meget over for tiden. Læst, ja, men ikke tænkt. Men det gør nok heller ikke så meget. For jeg får levet – og et godt liv af slagsen. Jeg får spist lækker lækker brunch med fantastisk veninde. Som står i sit liv krise. Det er noget pis. For nu at sige det som det er. Men det er (i al dens selviske glæde) dejligt at kunne se den forskel et knus, en snak og en ALTID åben sofa gør for hende. Hun er så dyrebar, modig og sårbar. Bare jeg kunne løfte denne udfordring af hende. Fra hende og børnene. Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun lindre med mad, te, honning, knus og stilhed. Og sofa med rygdækning.

Mit eget liv suser af sted i rasende tempo. Arbejdet raser derudaf. Det er sjovt, spændende og kollegaerne er de bedste (kaffen dog ikke ligeså:-/). Jeg skal huske at trække vejret – så det øver jeg mig på. Ungerne og S derhjemme stormer også derudaf. I denne uge på ’når-far-kommer-hjem-er-mor-lige-gået-og-så-kommer-barnepigen-måske-i-stedet-for’ måden. Det bliver godt at hoppe på flyet om 11 dage og familie-feriere den i San Francisco. Som heldigvis er stedet hvor farmor og farfar forkæler os alle. Og hvor vi har været så mange gange, at vi ikke behøver andet end at være. Nyde bakkerne, husenes fine farver, kaffen på hvert gadehjørne og farmors skønne mad om aftenen. Nå, ja, og så de 20-25 grader, som der er derover J. Midlertidig farvel til det begyndende efterår med snue og træthed til følge.

Der er dog fordele ved efteråret. Er der noget hyggeligere end at lytte til blæstens rasen (gerne højlydte rasen) mens man sidder i stuen ved stearinlyset skær – og ser den netop udkomne 3. sæson af Homeland på netflix. Ja, for fa… vi opdagede sæson 3 i fredags – og weekenden har herefter budt på al for lidt søvn – men megen hygge efter at de to dejlige ungmøer er gået i seng. Og, om det er efteråret der gør det eller ej, er der også noget specielt ved at ungerne nu er så store, så de gider se ’fredags-underholdning’ med deres forældre. Jeg husker så tydeligt min barndom i selskab med Nina, Michael, Ole og Elevatoeren. Og slikket, varmen, dynen i sofaen og nærheden med min mor. Den nærhed er her pludselig igen – nu med mig som mor! Det er skønt, og jeg ved at jeg skal nyde det for inden jeg ser mig om gider de ikke længere se Jacob Riising quiz’e sig gennem fredagens aftner. Så jeg nyder. Og nyder. Og gemmer de aftner i kassen over gode minder.

Så gør det ikke så meget at lejligheden nok er lidt for lille til at rumme os alle. Når vi alligevel bare putter os sammen i sofaerne med slikskålen. Her er ingen trange kår.