Åndehuller

Jeg løb i går. Og det er der (efterhånden) ikke noget specielt enestående ved. Det er ikke langt, pænt eller hurtigt. MEN i går styrtede det ned fra jeg kom hjem til jeg gik i seng. Og alligevel fik jeg presset en lille løbetur på 22 minutter ind. Og ja, jeg blev våd. Men det var også en helt fantastisk sejr.

Nu er jeg så på arbejde. Med stoppet næse, der løber de minutter af gangen den ikke er stoppet. Mine øjne føles pænt sammenkrøbne – som sådan nogle griseøjne. Men bortset fra det går det meget godt J.

Det var mig, der afleverede børn i morges – og det elsker jeg. Jeg gør det egentlig ikke så tit, da det som oftest er mig, der henter. Hvilket jeg også sætter pris på. Men altså i dag afleverede jeg – og tirsdage møder M tidligt, så når hun er afleveret på Krebs går (på vores gå-ben) C og jeg de 500 meter over til børnehavebussen. Og den lille tur om morgenen er simpelthen guld værd. Jeg knus-elsker det lille positive væsen. Vi får talt om alt muligt ingenting og pjattet og talt biler med et bestemt kendetegn (lige for tiden er det biler med vinduesvisker på lygterne… ja, de findes stadig i København K).

Når jeg henter er det som oftest M jeg henter først – da C kommer ind på et bestemt tidspunkt med bussen. Og så går jeg de 500 meter med M – og får talt om dagen, livet, alt og intet – som man taler så godt når man går, eller vasker op(det gør vi bare aldrig, så derfor er det godt at have en gå-rute sammen).

De to ture kommer jeg til at savne når C til sommer starter i skole – og vi derfor ikke naturligt får lagt den frem-og-tilbage tur ind hver dag. Jeg tænker at det må erstattes af noget andet. Noget der falder lige så naturligt og giver mig et lille fantastisk åndehul i hverdagens stress og travlhed med dem hver især J.