Hvad er det vigtige i livet. I mit liv, altså – det er et
spørgsmål jeg til stadighed går og tumler med. Og selvom jeg da godt ved, helt
dybest nede, hvad der har allermest vægt i forhold til min lykke, ja så er der
da perioder, hvor der er ændringer eller tvivl om prioriteterne. I hvert fald
dags-prioriteterne. Og der er perioder, hvor prioriteterne skifter som en
teenager skifter kærester – og derfor når ingen af dem egentlig rigtig at
bundfælde sig eller finde en tilfreds. Og der er jo forskel på de dybe
livsprioriteter, som det altså ikke er sådan hver dag man går og overvejer. Og
så de mere jordnære prioriteter – som jeg synes har det med at skifte lidt op
og ned med humør og omstændigheder. Det der er svært, synes jeg, er når døgnet
ikke levner tid til det man egentlig helst vil. Eller sagt på en anden måde,
når modet svigter, praktikken vinder og man har for meget ’skal’ i livet og
lidt for lidt ’vil’.
Jeg selv har det sådan at tingene ret meget skifter. Fra
måned til måned, Fra uge til uge og nogle gange fra dag til dag. Det kan være
trangen til alene-tid, som bestemt er mere udtalt i nogle perioder end andre.
Det kan være trangen til at kramme mine børn, være tæt på min familie, elske
med min mand, se mine veninder – alle ting, som betyder alverden for mig, men
som får mere eller mindre tid tildelt afhængig af perioden, prioritet og mavefornemmelse.
Det, der er det vigtige, er måske at opøve evnen til at lytte til maven. Når den
ind imellem siger noget. Min mave siger for øvrigt oftest 'til' ved at blive
dårlig. Hvis jeg ikke, en given periode, lever i overensstemmelse med min lyst
og indre prioritet, ja så kan jeg med det samme mærke det – sådan rent fysisk. Og
det er bestemt helt ok. En god kompas-pil, der sikrer opmærksomhed inden det bliver alvorligt - dog helst i små mængder. Alt kan jo ikke være kaffe-dates,
boglæsning, hygge og frihed. Men i det store hele skal maven altså være i orden. Og jeg har
opdaget en ting mere om den; at hvis jeg fokuserer på de positive relationer og taknemmelighed
i mit liv – så er maven meget mere modstandsdygtig. Det er værd at huske.
Hende Oprah - totalt tacky. Men ganske ofte har damen jo ret. Som fx. her... |
Jeg glæder mig til påske hvor kontoen for børn og familie
kan fyldes lidt – og faktisk også den for venskaber, da vi skal på weekend hos
min ældste veninde (ikke at hun, og jeg, er gammel, men venskabet er det længstvarende
jeg har). Jeg glæder mig. Selvom jeg ved at maven også kommer til at savne
Steffen, som desværre stort set ikke kan holde fri. Så den konto må fyldes
grundigere op i april. Og i mellemtiden vil jeg fokusere på den kæmpe
taknemmelighed jeg har for mine elskede relationer – og faktisk tror jeg jeg
straks vil gå i Magasin og købe en masse chokolade og sende med god
gammeldags-post ud til mine bedste veninder i dag. Det er det jeg gør. Det er
både godt for mig, min mave og for modtageren.
Kære Cille!
SvarSletJeg tror det er godt at gøre sig tanker on tilværelsen på mange planer, og jeg tror ikke det er nogen skade til, at fokus ændrer sig, heller ikke selv om det er fra time til time. Det er jo netop det, der sker, når man er midt i livet. Rigtig god påske!!
Tak - i lige måde. Også god påske til jer ;-)
SletDu får ondt i maven, jeg får ondt i hovedet. Det er egentlig tankevækkende at kroppen kan reagere så direkte på noget der sker i hjernen ;-) kh. Birgitte
SvarSletDet er nemlig rigtig tankevækkende. Og egentlig et fint vink (med en tung vognstang)...
SletOg nu kan jeg så regne ud at jeg ikke er blandt bedste-veninderne, for jeg har ikke modtaget Magasin-chokolade ;-)
SvarSletNå pyt. Et rigtig dejligt indlæg. Vi har nok alle vores sige-til-og-fra-signaler, fidusen er at lære at lytte til dem - som du gør! God Påske. Det bliver top-hygge ;-)
Tak for de fine ord. Chokolade skaber i den grad kærlighed - ved jeg nu...
Slet