Så har det været ferie. Og en helt skøn en af dem. Vi har
i den grad fået set vores familie og vores venner. Vi har i den grad lavet lige
hvad vi lystede og vi har i den grad nydt hinanden, friheden og lejlighedsvist
vejret.
Efter mormors fødselsdagsweekend og biograf-dagen var det
jo blevet tirsdag, hvor det stadig kun var pigerne og jeg, der havde ferie. Vi
brugte dagen lidt forskelligt alt efter hvem i hustanden man var. Margrethe
brugte dagen hos en veninde, hvor de havde en fest sammen. Og imens havde
Caroline og jeg lidt (sjælden) alene-tid. Og det var skønt. Vi vandrede af sted
uden specielle planer og endte med at nyde udsigten over smukke København fra
Vor Frelser kirke – den med vindeltrappen helt oppe på tårnet. Jeg har, må jeg
indrømme, aldrig været der. Og det var fantastisk. Derefter indtog vi et
festmåltid på Wilders på Christianshavn inden vi brugte resten af dagen på alt
muligt andet. Så var ferien ligesom slået an.
|
Pigerne på Joe and the Juice |
|
Udsigten fra Vor Frelser - smukke København |
|
Min udsigt på Cafe Wilders |
Dagen efter havde pigerne og jeg aftale med en af mine
gode veninder og hendes unger – en aftale om at mødes i Nyhavn. Og se noget af
København. Det er jo vældig bredt og det endte også bredest muligt. Vi så
faktisk lidt det hele fra den kanalrundfart vi tog. Solen skinnede og det var
ikke for koldt – så er foråret ligesom rigtig i gang, når man kan se København
fra vandet. Jeg elsker kanalrundfart. Herefter brugte vi resten af dagen på
Absalons ruiner under Christiansborg. Det var fedt og skide spændende – både for
børn og voksne.
|
Margrethe i modlys og skeptisk tilstand - kanalrundfart |
|
Caroline på kanalrundtfart |
|
Hygge efter besøg i ruinerne - vi venter på pandekager :-). |
Torsdag oprandt dagen hvor hele familien havde fri
sammen. Og vi tog på nationalmuseet og så udstillingen om ’De hvide busser’.
Den var vandvittig god og spændende – og hvis det ikek var fordi den lukkede
dagen efter påske, altså i dag, ville jeg anbefale alle at se den. Virkelig
spændende. Og bagefter insisterede skolebørnene på at se en hel kæmpe
udstilling omkring stenalder-jernalder og alle de fund fra den tid. Fedt at de
gad J. Det var jo den første ’rigtige’ dag i påsken, så vi
fejrede med at lave lammekølle og flødekartofler til aften.
Fredag tog mindstemusen med en veninde på Bakken og så et
eller andet kæmpe MGP-show. Som vist havde været en stor succes. Den resterende
del af familien mødtes med nogle af vores bedste venner på SMK til udstilling
og hygge. Og toppede med legeplads og kage senere. Aftenen gik hos de selvsamme
venner til lækker middag, drinks, slik og x-faktor. Lige indtil alle ungerne
sov på gulvet foran tv’et. Det er de bedste mennesker og Pernille fik sin søn
dagen efter jeg fik Margrethe på riget – og inden da havde vi gået til APA
fødselsforberedelse sammen. Så man kan sige at vi er vokset op med
forældreopgaven sammen.
Og så var det weekend – og vi tog på Fyn-rundfart. Min
far er flyttet til en dejlig lejlighed på gå-gaden i Kerteminde. Og der brugte
vi hele lørdagen. Jeg husker en stor del af min ungdoms somre på nord-stranden
i Kerteminde. Og nu var jeg der så – i skøn sol. Men badevejr, det var det
sgutte. Men det var en rigtig dejlig dag med min far og hans kone. Vi havde indlogeret
os på Tornø hotel, som ligger 200 meter fra min fars lejlighed og med udsigt
udover havet. Og vores værelse havde den lækreste udsigt hvos vi alle fra hver
vores dyne kunne se udover vandet. Søndag kørte vi så mod midtfyn, hvor min
veninde fra gymnasietiden bor med mand og to børn. Børnene er helt jævnaldrende
med mine og Anja har jeg jo dælme kendt i 22 år nu (what…. Jeg er jo ikke mere
end 20)… Anja er min ældste veninde (ikke ældst, men længst tilbage) og vi har
fulgt hinanden liv altid. Liv som er fuldstændig fundamentalt forskellige trods
nogle ydre ligheder (såsom de ovennævnte børn). Men det er bare som at komme
hjem, når vi er på besøg hos dem. Og så er hun, uden sammenligning – efter min
mormor ikke er mere, den ultimativt bedste kok jeg kender. Så vi spiste. Og
spiste. Og spiste. Og det gjorde vi så indtil sen aften. Ind imellem nåede vi
en æggejagt i haven, en gåtur i skoven og en masse snak). Fedt!
|
Roadtrip til Fyn |
|
Kerteminde i sol |
Mandag, som var i går, var så sidste dag på ferien. Og
den fejrede vi med at nyde solen. Og ellers ikke lave en disse – jo altså. Vi
fik gået tur om søerne og plantet en masse blomster i vores krukker udenfor
køkkenet. Og så fik vi spist lækker lækker middag på Kjøbenhavn. Min svigermor
inviterede, da hun altid spiser der flere gange, når hun er hjemme fra USA. Nok
fordi deres lejlighed deler indtil flere mure og en port med restauranten. Og
så laver de dælme god mad!
|
Venter på maden |
Nu er det hverdag. Jeg skal nok synes om den. Bare ikke i
dag. I dag vil jeg nyde ferieminderne
lidt endnu. Og glæde mig helt vildt meget til næste gang, der kommer flere end
en fridag på programmet.
Hold da op I har nået en masse ;-) jeg har ikke lavet særlig meget med ungerne, men spurgte den ældste i går om det var 'godt nok' - og det synes han... nogle gange er der også bare brug for at slappe af hjemme og lave så lidt som muligt (for os altså). Kh. Birgitte
SvarSletJa - det har man. Og vi har dælme også haft nattøj på mange timer :-). Og så har vi hygget os i præcis det tempo, som vi gad. Håber I er tilbage med ny energi.
SletStærkt program, det lyder til at I har haft en fantastisk ferie..
SvarSletJeg er så ærgerlig over at jeg ikke nåede den udstilling. Damn...
Det kan jeg godt forstå - det var en virkelig god udstilling. Men tænker den også har været så stor en succes, så den måske gentages.
SletOg tak. Vi havde en fantastisk ferie...