Hokus pokus mig i fokus

Det er ikke hver dag efterhånden jeg er herinde. Det kan jeg godt se. Men der sker så meget ude i det virkelig liv – og det kniber med lysten til at skrive det ned. Det er egentligt ærgerligt, da jeg elsker at se tilbage til gamle indlæg, når det mere eller mindre har dagbogsformat. Altså hvor jeg, som i en dagbog, kan se tilbage og huske alle de fine ting, store som små, der sker i livet. Men det dur jo kun, hvis man lige har lysten til at dokumentere det.

Nå, men hvad er der sket siden sidst? Altså det har jo for eksempel været vinterferie. Det betyder, vanen tro, at ungerne starter med at bruge nogle dage hos min mor, mens Steffen og jeg arbejder. Og nyder det med at være børnefri efter arbejde. Hver år er det jo også sådan, at Dining Week falder lige samtidig og i år blev det til hele to kæreste-aftner. Jeg elsker den slags aftner, hvor vi (trods kulde) går hele vejen ind til restauranten og bagefter går, lidt mere usikkert på fødderne efter vinmenuen, går hjem igen. Det føles næsten som ferie – selvom dagtimerne jo overvejende går med arbejde. Vi har også holdt ferie sammen med ungerne – sådan noget med at være hjemme, tage på museum og i biografen. Og så har vi bagt virkelig mange kager. En om dagen faktisk – hvilket vel godt kunne være forklaringen på, at mit tøj krymper for tiden. Og det er ikke rigtig som om, at min yoga praksis (synes stadig det lyder så højtideligt og mærkeligt at kalde det 'praksis'...) hjælper på formen. Måske fordi min fredags fridag (hurra!) ret typisk går med meget meget stille og meditativ yoga i et par timer her, hvor det 'ikke må være hårdt' og derefter kagespisning, boglæsning og daytime tv resten af dagen indtil det er tid til fredagsslik og x-faktor.

Nå, men så har det været fastelavn siden sidst jeg var her. Og vi har haft sne (i hele to dage - med lidt hiv og sving på anden dagen, men hvis man ikke var mudderforskrækket kunne kælkning lade sig gøre). Og vi har haft en forstuvet hånd, der krævede skadestuebesøg midt om natten – og ikke mindst en gulvvarme, med hul på (prøv ikke det hjemme - dårlig ide). Nu er det så pludselig blevet almindelig hverdag. Der kommer nogle og fikser varmen idag. Og i morgen er det marts. Og marts er jo forår, så på den måde er gulvvarmen forhåbentlig snart alligevel overflødig. Det bliver godt. Marts måned ser virkelig godt ud i år. I hvert fald i kalenderen. Hold nu op, der skal ske mange spændende, dejlige og fantastiske ting. Men mere om det senere (måske – nu skal jeg vist ikke rigtig love noget).

Hurrraaaa - hele to dages sne

Enigma - hvor den varme kakao er god - men det er da vildt skuffende, at det ikke er åbnet. Trods den massive markedsføring jeg allerede har været udsat for. 

Snelykke og taknemmelighed

Jeg stod op til et helt hvidt (og stille - sne gør det) København idag. Pigerne hoppede ud af sengen. Lavede (selv) morgenmad og løb ud i sneen resten af morgenen. Mens jeg nød min kaffe og min udsigt til to ekstatiske børn. Og virkelig blev opmærksom på hvilken fantastisk hverdag vi har skabt os!

Jeg husker dengang hvor bare truslen (vejrudsigten) om sne, var nok til at vælte det. Hvor hverdagen var så stram og planlagt og... ja stram at der ikke var plads til sne. Fordi sne tager tid. Alting tager længere tid. Og midt i stressen er det ikke muligt at løfte blikket og se skønheden. Pres gør det ved en.

Men idag. Idag hentede vi kælken frem efter en del forvirring over hvor vi dog havde lagt den. Vi gik/kælkede i skole i stille ro og mag. Og jeg afleverede to glade børn med stjerner i øjnene. Og min puls var stadig på hvile-stadiet. Og jeg havde tid til stille at GÅ videre mod mit arbejde på den anden side af Kongens Nytorv. Der var tid til at gå tværs gennem Kongens have og nyde alt det hvide og den helt utrolige stilhed.

Og det er rigdom. Ikke at få en klump i maven når vejrudsigten varsler sne. Men kunne tage det stille og roligt og have tid til at bruge længere tid. Fordi hverdagen er så fri at det er muligt. Jeg føler mig rig.

Nu vil jeg så tø mine tæer op med mere kaffe. Fordi de (tæerne) må lide under min forfængelighed og gå tværs gennem København i meget lidt isolerede støvler 😂.

Noget om hvorfor man er bange - og undskyldning

Jeg er simpelthen i gang med den sjoveste bog længe – og jeg undskylder for min instagram-spam med underlige mørke og uskarpe billeder taget af side(erne). Jeg kan bare ikke lade være. Steffen gider ikke længere høre på mig læse højt, hver gang jeg når til en ny genialitet. Så altså – katten er ikke rigtig det rette publikum. Og så er der ligesom ikke andre derhjemme når jeg ligger der om aftenen og læser – og forsøger at stoppe og få sovet.

Og så har jeg været i banken i dag og hæve ret meget. Fordi jeg skal bruge et større beløb til en ansigtsbehandling fredag og jeg har ikke tid til at gå i banken inden – og jeg kan jo ikke være sikker på mit nye kort kommer inden. Så altså – i dag blev det. Og da jeg cyklede derhen de 5 minutter fra kontoret gik det fint. Jeg cyklede bare. Tænkte ikke videre over noget andet end en forbandelse af sneen, der stak i panden. Men da jeg kom ud fra banken (nu med pungen fyldt) var København pludselig befolket med skumle udseende typer og potentielle tasketyve over det hele. Det er sjovt som perspektivet kan skifte – ret beset var det jo ikke verden, der ændrede karakter. Forandringen skete kun inde i mig. Og mit verdenssyn ændredes ret meget på vejen tilbage. Det er lige noget at tænke over. Også når det ikke gælder små episoder med tomme eller fyldte punge. 

Bøger med grin og gråd, vinduer, fastelavnsbollesucces og lidt om at spærre et dankort.

Jeg har fri om fredagen. Altså lige for tiden - og oftest fredag, med mindre der kommer noget i vejen. Så tager jeg en anden dag. Men altså jeg havde fri i fredags. Og idag er det søndag, og jeg har selvsagt stadig fri. Det har været virkelig effektive dage. Selvom der også er meget jeg har glemt at nå, eller bare ikke rigtig gad nå. Men vi har fået skiftet vinduer i den ene stue. Og pludselig er det ikke som at stikke hovedet ud af vinduet som en glad labrador på storebælt når man sidder i sofaen placeret tættest på vinduet. Det er fedt. Jeg har også nået at genoptage en venskab. Af de helt vildt gode. Så det var i salighed en helt fantastisk fredag - der jo endda endte med mængder af slik, x-faktor og film.

Lørdag skulle i hvert fald ikke lade fredag høre noget. Vi fik både svømmet. Og nå ja - faktisk ikke andet. Overhovedet. Præcis som en lørdag skal være. Men idag har det været søndag. Og jeg har bagt fastelavnsboller. Af den gammeldags slags med gærdej og creme i midten. Som jo altid ender med at ligge på pladen ved siden af (fastelavns-)bollen efter turen i ovnen. Men sidste gang herinde skrev jeg om alle de 'sidste gange'. Der findes også første gange - og den oplevede jeg idag med min fastelavnsboller. Cremen og marcipanen blev inden i. Jeg er lige så stolt, som hvis jeg havde løst en rubik terning på under 15 minutter. Og så smagte de godt. Jeg nåede også at drikke virkelig meget kaffe - både med legekammeraters mødre og bare med Berlingeren. Og jeg har fået færdiggjort en bog ('Før jeg forsvinder' af Paul Kalanithi - læs den. Bare gør det!) og startet på en anden. Den første var virkelig livskundskab på skrift. Og handlede jo dybest set om døden. Den anden - knap så meget. Jeg har grint siden side 2, så det er også en anbefaling værd; 'Ting min søn skal vide om verden' af Fredrik Backman.

Nå ja - og her på søndags eftermiddags faldereb (hvor kommer det udtryk fra - falder man i reb, sådan når man er sent på dagen?), så nåede jeg at få spærret mit dankort. Hvilket faktisk er ret meget en streg i regningen for en ellers upåklagelig dejlig weekend. Og nej. Det skyldtes ikke overforbrug (I wish - så havde jeg i det mindste fået noget for besværet). Ved faktisk ikke hvad det skyldes - jo altså. Jeg tastede den forkerte kode 3 gange. Og så er det jo den naturlige konsekvens. 3 gange mens jeg stod med to unger, der havde glædet sig hele ugen til at tage i biografen søndag (når far ikke var hjemme overhovedet!!). Så stod vi der i Palads og gode råd var dyre. Og jeg kunne jo ikke købe nogle af dem. Heldigvis er jeg godt gift. Så Steffen redede (igen, skulle jeg måske tilføje) situationen via fjernstyring - og fik købt billetter vi bare skulle hente 2 minutter inden filmen startede. Den var god. Filmen. Som jeg måske lige skulle tilføje var Viana - det nyeste skud på Disney-stammen. Og faktisk et ret godt nyt skud. Væsentlig bedre en jeg længe har set. Hvis man har børn (nok under 12) så skal man ikke frygte at blive slæbt ind og se den. Men husk lige koden. Ellers får man hverken slik eller popcorn selvom man har en helte-mand, der sådan kan redde billetterne.

Koden - har jeg stadig ingen anelse om. Hvilket jeg ikke helt ved, hvad jeg skal tænke om. Men nu er et nyt kort bestilt. Det bliver en billig uge. Næste uge.

Sådan føltes forældreskabet for mig idag. I Palads bio. Hvor filmen dog ikke var aflyst. Men det var popcornene...