Jeg er simpelthen i
gang med den sjoveste bog længe – og jeg undskylder for min instagram-spam med
underlige mørke og uskarpe billeder taget af side(erne). Jeg kan bare ikke lade
være. Steffen gider ikke længere høre på mig læse højt, hver gang jeg når til
en ny genialitet. Så altså – katten er ikke rigtig det rette publikum. Og så er
der ligesom ikke andre derhjemme når jeg ligger der om aftenen og læser – og forsøger
at stoppe og få sovet.
Og så har jeg
været i banken i dag og hæve ret meget. Fordi jeg skal bruge et større beløb
til en ansigtsbehandling fredag og jeg har ikke tid til at gå i banken inden –
og jeg kan jo ikke være sikker på mit nye kort kommer inden. Så altså – i dag blev
det. Og da jeg cyklede derhen de 5 minutter fra kontoret gik det fint. Jeg
cyklede bare. Tænkte ikke videre over noget andet end en forbandelse af sneen,
der stak i panden. Men da jeg kom ud fra banken (nu med pungen fyldt) var
København pludselig befolket med skumle udseende typer og potentielle tasketyve
over det hele. Det er sjovt som perspektivet kan skifte – ret beset var det jo
ikke verden, der ændrede karakter. Forandringen skete kun inde i mig. Og mit
verdenssyn ændredes ret meget på vejen tilbage. Det er lige noget at tænke
over. Også når det ikke gælder små episoder med tomme eller fyldte punge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar