En tur på loftet - og 'a trip down memory lane'

Vi har lige tilbragt en døgns tid ved min mor og hendes mand - og når man sådan kommer hjem til sine forældre er det jo ofte sådan, at de ryder op på loftet. Og det var også tilfældet her, så jeg skulle lige en tur op og se hvad de kunne smide ud og hvad der bare måtte gemmes af alt mit gamle skrald. Lad mig bare sige, at det meste røg ud. Men imellem var der simpelthen de fineste skatte.

For eksempel havde jeg gemt min kalender fra 2001-2003, hvor jeg læste på Syddansk Universitet. Jeg flyttede fra Vindegade i Odense til Nyborgvej med min daværende kæreste. Rødvinsaftner var kæmpe stort, jeg havde mange lektier for og jeg tog sol - og der var virkelig mange arrangementer at holde styr på. Jeg var sgu en travl (ung) dame. Alt var noteret. Også en masse fødselsdage på folk, som jeg virkelig ikke ved hvem er. Eller i hvert fald kan jeg ikke huske dem. Det var simpelthen så sjovt at genlæse alle de kalender-noter, da det bragte nogle af de samme følelser frem - og pludselig kunne jeg huske tiden, som var det igår (og det er det som bekendt virkelig ikke). Hold fast, der er sket meget på de sidste knap 20 år (!!!).

Noget andet jeg også fandt var en kasse med breve fra venner og familie - jeg var nemlig nogle måneder i USA som au pair lige efter min studentereksamen i 1997. Jeg hadede det og havde alt for meget hjemve. Og kom også hjem før tid. Men brevene har jeg tilsyneladende gemt. Og de er fuldstændig fantastisk morsomme at genlæse. Jeg har (gen-)mødt 19-årige Anja, Pia, Birgitte, Møller, Dorethe og alle de andre igen. Det er som at være sammen med deres 19-årige personligheder igen.

Jeg er ikke kommet ret langt i bunken, men jeg har blandt andre fået læst et brev fra Anja og et fra Pia. De to piger er super forskellige, og igennem sådanne breve og tidens afstand ses det bare så tydeligt. Anja sendte mange mange tætskrevne (faktisk på computer og så printet) sider med overvejelser om livet, fornuftige gammelkloge bemærkninger, hvordan Prinsesse Dianas død føltes, hvordan livet efter gymnasiet føles og tanker om fremtiden. Pia skriver om det lige foregår. Lige nu. I hendes liv.

Begge har dog sendt et fyldigt referat fra samme fest - som de begge deltog i. Og det fik simpelthen tårerne til at trille ned af kinderne af grin. Samme fest. To fundamentalt forskellige perspektiver.

Pia skriver fx. ....var Anja og mig og min nye klasse i byen, det var meget sjovt. Hun (Anja) blev kanonfuld, jeg tror aldrig jeg har set hende så fuld før. Jeg troede aldrig, at jeg skulle få hende med ned i byen, men det gjorde jeg.

Anja skriver om samme fest at... var jeg inviteret til Handelsskole fest med hele Pias og Dorethes nye klasse. Jamen det var simpelthen så fedt, at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal forklare det, så du kan forstå det... Der var bare totalt gang i dem, og så var de tændt på at drikke igennem, så du kan nok forestille dig, at jeg i løbet af aftenen havnede i en salig brandert. Jeg var ikke kanon stiv (og her er hun så uenig med Pia), jeg havde fået præcis så jeg var i godt humør og kunne snakke med alle...

Om hun var 'kanonfuld' eller 'bare i godt humør' ved jeg jo ikke. Men hold kæft det er sjovt at genlæse.

Kassen med breve

Nu vil jeg sætte mig til at pløje mig videre gennem bunken af gamle gymnasievenner, der filosoferer over livet og fremtiden - noget jeg kan fornemme på størstedelen af brevene, at der blev brugt meget tid på.

Fodring af naboens heste

Og så fandt jeg også alle mine rosetter, fra min tid som seriøs ponyrytter :-).

Nogen har løbet 21 km - det er ikke mig

Så gik der en hel weekend med stilhed herinde – og det er altså fordi livet udenfor styrtede afsted. Det var dejligt og vældig hektisk på samme tid. Eller egentlig lavede jeg ikke noget vanvittig banebrydende eller travlt. Timerne fløj bare afsted og pludselig var det søndag aften.

Nå, men altså jeg havde den bedste arbejdsdag fredag. Jeg arbejdede hjemme og fortrak hele arbejdsdagen til en park. Det var, efter sigende, den sidste rigtige sommerdag, så det blev udnyttet fuldt ud. Og man skulle virkelig arbejde udenfor ganske meget oftere. Jeg elsker det – tænker nogle gange om jeg skulle finde mig en profession, hvor arbejdet rent faktisk foregår udenfor. Kan bare ikke komme på hvad. Nå, men Krebs Skole havde også fødselsdag, så det kunne jeg også lige deltage i – og få set de traditionelle guldæble springe og ballonerne stige til vejr over Østerbro. Ganske skøn dag.

Lad guldæblerne springe og hurra-råbene lyde

Udearbejde

Lørdag stod jeg tidligt op, da jeg havde en date med en rigtig kær veninde. Vi skulle i biografen og se den nyeste Woody Allen film (Cafe Society – den er god. Se den!!). Filmen starter klokken 9.30 så vi besluttede at gå sammen fra Østerbro – det var en super hyggelig tur. Travlhed har gjort, at vi længe ikke har set hinanden og sådan en morgengåtur er helt fantastisk til at få talt sammen. Virkelig talt. Og så gik vi sammen hjem igen efter filmen. Det var så fint. Da jeg kom hjem var hele familien taget til svømning med Margrethe – så jeg havde lige et par timer alene inden resten af dagen gik med familie, film, roligt tempo og fladen ud. Det trængte børnene, specielt Margrethe, virkelig til.

Søndag løb min allerbedste veninde lige over 21 km. Det er simpelthen så vildt og hun er sej. Og tilsyneladende så hurtig at jeg ikke kunne fange hende på ruten, selvom jeg forsøgte flere gange. Men så kom hun i mål og vi gik på cafe – og drak varm kakao med flødeskum. Det er vel passende, når (nogle) har løbet så langt. I dag kan jeg så småt mærke en forkølelse bag panden – det var skide koldt søndag eftermiddag. Og jeg havde faktisk klædt mig som om, at det minimum ville blive halvsommer – sådan som vejrudsigten havde lovet mig.

Mens vi venter

Omgivet af de bedste - og den sejeste

I morgen har Steffen fødselsdag, så dagen i dag skal gå med de sidste hemmeligheder. Håber han kommer sent hjem J.

Om venskaber - både dem fra fortiden og dem fra Nigeria

I går aftes sad jeg og stenede facebook (ja...). Og kom til at se, at der også er sådan en messenger-mailboks, hvor beskeder fra folk, man ikke er venner med ender. Der skal man så acceptere at indlede 'samtalen' før den ryger over i den rigtige messenger-indboks (but why?). Anyways, der var virkelig mange beskeder fra folk i hele verden (dog primært fra Nigeria), der a) gerne vil låne penge, eller b) ville tilbyde mig (hvor heldig kan man være), at være med til at starte en blomstrende virksomhed op. Alle de virkelig gode og spændende tilbud involverede dog, at jeg skulle smide alt mellem 50.000 til en lille million i startkapital, men så ville investeringen også tage fart. Jeg tænker, at det første jeg ville gøre når pengene var blevet overført var, at indlægge mine (nu) medejere af virksomheden til et stavekursus. Hvis vi skal hente mere investering andetsteds, skal vi nok ikke stave helt så meget som en brækket arm, som de søde mennesker i Nigeria har en tendens til - i hvert fald i min messenger.

Men udover de utroligt gode og mange tilbud til at starte en ny karriere, fik jeg også en besked fra en, der søgte min mor. Og jeg kan så godt huske hende. Hun var min mors bedste veninde gennem store dele af min barndom (det tror jeg i hvert fald nok - det er jo set gennem et barns øjne), og jeg husker med (barnlig) glæde tilbage på de gange vi besøgte hende, og hendes familie, i den store gamle villa i Emdrup. Og jeg husker, at det var der, jeg første gang nogensinde spiste krabbekløer. Hvilken himmelsk mundfuld. Og jeg husker, at hun var vildt pæn og sej - og meget sød. Jeg var fan.

Nu er jeg så voksen, jeg ved ikke hvad der er sket eller ikke sket - måske var der bare et venskab, der gled ud i hverdagens praktik. Men nu søger hun så kontakt til min mor (som hun ikke kunne finde på facebook, hvorimod jeg åbenbart er lettere at tracke). Og jeg kom sådan til at tænke på alle de venner og veninder man efterlader på livets vej. Nogle har man selvfølgelig med sig hele vejen, nogle kommer til undervejs, men nogle går bare ikke med hele stykket og falder fra når livet drejer om hjørnet. Nogle gemmer man i hjertet og savner, tit, og andre tænker man sjældent på, med mindre der lige sker et eller andet, der sætter gang i bestemte minder. Sådanne tidligere venskaber tror jeg, vi alle har. Jeg har i hvert fald mange - og der er faktisk en del af dem, som jeg tænker på nu og da. Ikke sjældent. Nu med facebook er en del af dem ligesom kommet ind på sidelinjen - det er ikke længere venskaber/venindeskaber, men man følger med sådan på sidelinjen.

Jeg tænker, måske man skulle gøre som min mors gamle veninde og genoptage kontakten. I hvert fald med de, der stadig bor i hjertet med stort nok rum til jævnligt at dukke op i tankerne.

Sidste sommerlige weekend i denne omgang

Åh for pokker – så styrtede weekenden lige forbi mig. Og hvilken en. Jeg startede den sådan lidt på bagkanten i og med at jeg var på konference både torsdag og fredag i Odense – og fredag skulle jeg som vænt (LINK) køre virkelig hurtigt (kun lidt over hastighedsgrænsen og med sikkerhed meget ansvarligt) hjem for at overdrage lejligheden til AirBnB-lejere, og samtidig sikre at min familie ikke skulle stå på fortovet med alle vores pakkenelliker og vente. Vi fik huset overdraget og kørt i sommerhus, hvor vi landede lige i tide til Disneysjov. Og mad. Og slik. Og et kæmpe stort glas rødvin (til de voksne, forstås, et til hver). Så var weekenden i gang – og det var simpelthen så tiltrængt.

Vi fik både kørt hele vejen til København til M’s nye svømmeundervisning, som hun, heldigvis, var helt oppe og køre over. Og så var vi både i IKEA, Søstrene Grene, og på diverse cafeer inden vi ankom til vores bedste venner i huset i Humlebæk. Der blev vi så. Lige indtil søndag middag, hvor vi kørte tilbage til sommerhuset. Det er simpelthen de sødeste mennesker, dem i Humlebæk. Og jeg elsker at hænge ud med dem. Det er familie på den gode måde. Som både vi og ungerne kender så godt, at det bare er roligt, stille og fandens skønt. Og så fik jeg hoppet ret meget på trampolin. Og konstateret at jeg godt kan, men at knibeøvelser er en god ting.

Søndag brugte vi på at sætte legehuset i stand. Egentlig er det et helt gæstehus, men nu er det så pigernes lille hus. Det er blevet så fint og hyggeligt. Jeg håber, at de næste sommer kan bruge det meget mere – nu vi i år først har fået taget os sammen nu.

I morges stod vi op meget tidligt for at køre mod skole og arbejde. Og det var med vemod. Der er ikke rigtig planlagt sommerhus flere gange denne sommer, som jo sådan set teknisk set også blev til efterår i torsdags. Og dagens tidlige køretur markerede ligesom slutningen på sommeren. På den lethed og ubekymrethed, der altid er når vi er i sommerhuset. Vi kommer muligvis igen i efterårsferien, men det er bare noget andet end sommeren. Selvom det, i weekenden, ikke var høj sol, så er det stadig varmt nok til at dørene bare står åbne og ude og inde-rummet flyder umærkeligt sammen. Den lethed forsvinder med årstiden. Og kommer først igen på den anden side af en lang vinter.

Efteråret kommer - med alle sine smukke farver

Hvor Caroline skriver på det nyrenoverede hus :-)

Travlhed og lister

Jeg er ved at gå helt til at selv-påført travlhed i denne uge. En del af travlheden er reel (om end stadig selvpåført) og en del foregår nok mest i mit hoved. Og når jeg har travlt og føler mig presset laver jeg lister. Et utal af lister og denne uge er det ikke anderledes. Og så går jeg ture rundt om søerne – som jeg, og mit eksploderede hoved, var nødt til i går.

Til almen orientering er der præcis 9100 skridt rundt om søerne...

Så hvad er det jeg skal nå. Jo – jeg skal nå at holde bogklub i aften. Det glæder jeg mig til, og det bliver så fint. Jeg skal bare så lige køre til konference i Odense næste morgen, hvor jeg skal ud af døren senest 5.30. Og inden afgang skal jeg helst have nået sådan at gøre mig offentlig præsentabel først. Altså gå i bad og sådan. Torsdag aften kører jeg hjem. For jeg er alt for stresset ud i hovedet til at blive i Odense og overnatte, hvor jeg ellers havde en aftale med min kusine (undskyld – vi gør det snart i stedet). Fordi jeg skal hjem og sådan 'ordne' en anden af listerne, således at Steffen ikke står med det hele. Sagen er nemlig den, at jeg er i Odense hele fredagen også – og fredag eftermiddag er det timet således at jeg liiige når hjem for at aflevere nøglerne til lejligheden til nogle airbnb-lejere, der skal bo der til mandag. Og de (lejerne) har jo egentlig et helt rimelig krav om, at der ser nogenlunde pænt og præsentabelt ud. Og at sengetøjet er frisk og badeværelset er nogenlunde brugbart uden for mange sure sokkerJ. Så drager vi i sommerhus. Pyyyyhaaaa – men inden vi afleverer nøglerne skal jeg jo så lige huske (huske!) at pakke svømmetøj, fordi Margrethe netop denne weekend starter svømme-træning igen, og gymnastiktøj til skolen mandag, da vi ikke kommer hjem før mandag eftermiddag. Og alt det andet vi kunne få brug for.

Det er nok bare mig. Der stresser unødigt. Det er jo alt sammen mig selv, der har fået det lagt så usandsynligt meget oveni hinanden. Og det er jo alt sammen gode ting. Jeg glæder mig til fredag aften. Hvor jeg ligger foran Versus på tv sammen med ungerne og bland-slv slik og hvor jeg har husket både svømmetøj og alt det andet.

Beviset på at det ikke alt sammen er slemt - her fra Maven ved Nicolai-kirke, hvor min fru moder igår inviterede på frokost. Dog bliver jeg aldrig madblogger. Jeg når simpelthen at nedsvælge det hele inden tanken om billeder når frem til mine tanker.

Om sejrens sødme af en 25 år gammel sejr i Matador

Midt i sommerferien var C på besøg hos hendes veninde i venindens sommerhus. Og da vi så hentede hende midt på eftermiddagen efter en dejlig dag med kun ét barn i Tisvilde, var C og hele venindens familie midt i et drabeligt slag Matador. Og det inspirerede os til selv at hive klassikeren frem herhjemme. I går aftes skulle slaget så stå, og Steffen hentede mit gamle spil frem. Og ud af gemmerne falder en fin håndskreven seddel – en slags sejrsskrift kan det vist kaldes. Jeg har, i 1991, hvor jeg altså lige var startet i 7. klasse, med min fineste børnehåndskrift noteret alle de grunde og huse, som jeg ejede. Og i triumf havde jeg lagt sedlen i æsken. Hvorefter spillet så ikke har været fremme siden. Tænk engang – det er 25 år siden (!!) jeg sidst vandt i Matador. Jeg gik i 7. klasse, boede i Ringe, gik til halbal og havde det dengang så fashionable høje pandehår. Og så havde jeg en sejr over Lotte.

Man kan ikke ligefrem sige, at i går aftes var en tilsvarende succes. Jeg har tilsyneladende opfostret nogle ret dårlige tabere – og de tabte ikke engang endeligt. Det gik bare mindre godt for nogle end for andre. Vi fik ikke færdiggjort spillet, men det gik også mildest talt dårligt for både M og jeg. Hun landede i fængsel 4 runder i træk. Og jeg nåede kun at købe 4 grunde før alt var solgt.

Jeg må nøjes med at varme mig ved min 25 år gamle sejrs sødme.  

Beviset