En tur på loftet - og 'a trip down memory lane'

Vi har lige tilbragt en døgns tid ved min mor og hendes mand - og når man sådan kommer hjem til sine forældre er det jo ofte sådan, at de ryder op på loftet. Og det var også tilfældet her, så jeg skulle lige en tur op og se hvad de kunne smide ud og hvad der bare måtte gemmes af alt mit gamle skrald. Lad mig bare sige, at det meste røg ud. Men imellem var der simpelthen de fineste skatte.

For eksempel havde jeg gemt min kalender fra 2001-2003, hvor jeg læste på Syddansk Universitet. Jeg flyttede fra Vindegade i Odense til Nyborgvej med min daværende kæreste. Rødvinsaftner var kæmpe stort, jeg havde mange lektier for og jeg tog sol - og der var virkelig mange arrangementer at holde styr på. Jeg var sgu en travl (ung) dame. Alt var noteret. Også en masse fødselsdage på folk, som jeg virkelig ikke ved hvem er. Eller i hvert fald kan jeg ikke huske dem. Det var simpelthen så sjovt at genlæse alle de kalender-noter, da det bragte nogle af de samme følelser frem - og pludselig kunne jeg huske tiden, som var det igår (og det er det som bekendt virkelig ikke). Hold fast, der er sket meget på de sidste knap 20 år (!!!).

Noget andet jeg også fandt var en kasse med breve fra venner og familie - jeg var nemlig nogle måneder i USA som au pair lige efter min studentereksamen i 1997. Jeg hadede det og havde alt for meget hjemve. Og kom også hjem før tid. Men brevene har jeg tilsyneladende gemt. Og de er fuldstændig fantastisk morsomme at genlæse. Jeg har (gen-)mødt 19-årige Anja, Pia, Birgitte, Møller, Dorethe og alle de andre igen. Det er som at være sammen med deres 19-årige personligheder igen.

Jeg er ikke kommet ret langt i bunken, men jeg har blandt andre fået læst et brev fra Anja og et fra Pia. De to piger er super forskellige, og igennem sådanne breve og tidens afstand ses det bare så tydeligt. Anja sendte mange mange tætskrevne (faktisk på computer og så printet) sider med overvejelser om livet, fornuftige gammelkloge bemærkninger, hvordan Prinsesse Dianas død føltes, hvordan livet efter gymnasiet føles og tanker om fremtiden. Pia skriver om det lige foregår. Lige nu. I hendes liv.

Begge har dog sendt et fyldigt referat fra samme fest - som de begge deltog i. Og det fik simpelthen tårerne til at trille ned af kinderne af grin. Samme fest. To fundamentalt forskellige perspektiver.

Pia skriver fx. ....var Anja og mig og min nye klasse i byen, det var meget sjovt. Hun (Anja) blev kanonfuld, jeg tror aldrig jeg har set hende så fuld før. Jeg troede aldrig, at jeg skulle få hende med ned i byen, men det gjorde jeg.

Anja skriver om samme fest at... var jeg inviteret til Handelsskole fest med hele Pias og Dorethes nye klasse. Jamen det var simpelthen så fedt, at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal forklare det, så du kan forstå det... Der var bare totalt gang i dem, og så var de tændt på at drikke igennem, så du kan nok forestille dig, at jeg i løbet af aftenen havnede i en salig brandert. Jeg var ikke kanon stiv (og her er hun så uenig med Pia), jeg havde fået præcis så jeg var i godt humør og kunne snakke med alle...

Om hun var 'kanonfuld' eller 'bare i godt humør' ved jeg jo ikke. Men hold kæft det er sjovt at genlæse.

Kassen med breve

Nu vil jeg sætte mig til at pløje mig videre gennem bunken af gamle gymnasievenner, der filosoferer over livet og fremtiden - noget jeg kan fornemme på størstedelen af brevene, at der blev brugt meget tid på.

Fodring af naboens heste

Og så fandt jeg også alle mine rosetter, fra min tid som seriøs ponyrytter :-).

Nogen har løbet 21 km - det er ikke mig

Så gik der en hel weekend med stilhed herinde – og det er altså fordi livet udenfor styrtede afsted. Det var dejligt og vældig hektisk på samme tid. Eller egentlig lavede jeg ikke noget vanvittig banebrydende eller travlt. Timerne fløj bare afsted og pludselig var det søndag aften.

Nå, men altså jeg havde den bedste arbejdsdag fredag. Jeg arbejdede hjemme og fortrak hele arbejdsdagen til en park. Det var, efter sigende, den sidste rigtige sommerdag, så det blev udnyttet fuldt ud. Og man skulle virkelig arbejde udenfor ganske meget oftere. Jeg elsker det – tænker nogle gange om jeg skulle finde mig en profession, hvor arbejdet rent faktisk foregår udenfor. Kan bare ikke komme på hvad. Nå, men Krebs Skole havde også fødselsdag, så det kunne jeg også lige deltage i – og få set de traditionelle guldæble springe og ballonerne stige til vejr over Østerbro. Ganske skøn dag.

Lad guldæblerne springe og hurra-råbene lyde

Udearbejde

Lørdag stod jeg tidligt op, da jeg havde en date med en rigtig kær veninde. Vi skulle i biografen og se den nyeste Woody Allen film (Cafe Society – den er god. Se den!!). Filmen starter klokken 9.30 så vi besluttede at gå sammen fra Østerbro – det var en super hyggelig tur. Travlhed har gjort, at vi længe ikke har set hinanden og sådan en morgengåtur er helt fantastisk til at få talt sammen. Virkelig talt. Og så gik vi sammen hjem igen efter filmen. Det var så fint. Da jeg kom hjem var hele familien taget til svømning med Margrethe – så jeg havde lige et par timer alene inden resten af dagen gik med familie, film, roligt tempo og fladen ud. Det trængte børnene, specielt Margrethe, virkelig til.

Søndag løb min allerbedste veninde lige over 21 km. Det er simpelthen så vildt og hun er sej. Og tilsyneladende så hurtig at jeg ikke kunne fange hende på ruten, selvom jeg forsøgte flere gange. Men så kom hun i mål og vi gik på cafe – og drak varm kakao med flødeskum. Det er vel passende, når (nogle) har løbet så langt. I dag kan jeg så småt mærke en forkølelse bag panden – det var skide koldt søndag eftermiddag. Og jeg havde faktisk klædt mig som om, at det minimum ville blive halvsommer – sådan som vejrudsigten havde lovet mig.

Mens vi venter

Omgivet af de bedste - og den sejeste

I morgen har Steffen fødselsdag, så dagen i dag skal gå med de sidste hemmeligheder. Håber han kommer sent hjem J.

Om venskaber - både dem fra fortiden og dem fra Nigeria

I går aftes sad jeg og stenede facebook (ja...). Og kom til at se, at der også er sådan en messenger-mailboks, hvor beskeder fra folk, man ikke er venner med ender. Der skal man så acceptere at indlede 'samtalen' før den ryger over i den rigtige messenger-indboks (but why?). Anyways, der var virkelig mange beskeder fra folk i hele verden (dog primært fra Nigeria), der a) gerne vil låne penge, eller b) ville tilbyde mig (hvor heldig kan man være), at være med til at starte en blomstrende virksomhed op. Alle de virkelig gode og spændende tilbud involverede dog, at jeg skulle smide alt mellem 50.000 til en lille million i startkapital, men så ville investeringen også tage fart. Jeg tænker, at det første jeg ville gøre når pengene var blevet overført var, at indlægge mine (nu) medejere af virksomheden til et stavekursus. Hvis vi skal hente mere investering andetsteds, skal vi nok ikke stave helt så meget som en brækket arm, som de søde mennesker i Nigeria har en tendens til - i hvert fald i min messenger.

Men udover de utroligt gode og mange tilbud til at starte en ny karriere, fik jeg også en besked fra en, der søgte min mor. Og jeg kan så godt huske hende. Hun var min mors bedste veninde gennem store dele af min barndom (det tror jeg i hvert fald nok - det er jo set gennem et barns øjne), og jeg husker med (barnlig) glæde tilbage på de gange vi besøgte hende, og hendes familie, i den store gamle villa i Emdrup. Og jeg husker, at det var der, jeg første gang nogensinde spiste krabbekløer. Hvilken himmelsk mundfuld. Og jeg husker, at hun var vildt pæn og sej - og meget sød. Jeg var fan.

Nu er jeg så voksen, jeg ved ikke hvad der er sket eller ikke sket - måske var der bare et venskab, der gled ud i hverdagens praktik. Men nu søger hun så kontakt til min mor (som hun ikke kunne finde på facebook, hvorimod jeg åbenbart er lettere at tracke). Og jeg kom sådan til at tænke på alle de venner og veninder man efterlader på livets vej. Nogle har man selvfølgelig med sig hele vejen, nogle kommer til undervejs, men nogle går bare ikke med hele stykket og falder fra når livet drejer om hjørnet. Nogle gemmer man i hjertet og savner, tit, og andre tænker man sjældent på, med mindre der lige sker et eller andet, der sætter gang i bestemte minder. Sådanne tidligere venskaber tror jeg, vi alle har. Jeg har i hvert fald mange - og der er faktisk en del af dem, som jeg tænker på nu og da. Ikke sjældent. Nu med facebook er en del af dem ligesom kommet ind på sidelinjen - det er ikke længere venskaber/venindeskaber, men man følger med sådan på sidelinjen.

Jeg tænker, måske man skulle gøre som min mors gamle veninde og genoptage kontakten. I hvert fald med de, der stadig bor i hjertet med stort nok rum til jævnligt at dukke op i tankerne.

Sidste sommerlige weekend i denne omgang

Åh for pokker – så styrtede weekenden lige forbi mig. Og hvilken en. Jeg startede den sådan lidt på bagkanten i og med at jeg var på konference både torsdag og fredag i Odense – og fredag skulle jeg som vænt (LINK) køre virkelig hurtigt (kun lidt over hastighedsgrænsen og med sikkerhed meget ansvarligt) hjem for at overdrage lejligheden til AirBnB-lejere, og samtidig sikre at min familie ikke skulle stå på fortovet med alle vores pakkenelliker og vente. Vi fik huset overdraget og kørt i sommerhus, hvor vi landede lige i tide til Disneysjov. Og mad. Og slik. Og et kæmpe stort glas rødvin (til de voksne, forstås, et til hver). Så var weekenden i gang – og det var simpelthen så tiltrængt.

Vi fik både kørt hele vejen til København til M’s nye svømmeundervisning, som hun, heldigvis, var helt oppe og køre over. Og så var vi både i IKEA, Søstrene Grene, og på diverse cafeer inden vi ankom til vores bedste venner i huset i Humlebæk. Der blev vi så. Lige indtil søndag middag, hvor vi kørte tilbage til sommerhuset. Det er simpelthen de sødeste mennesker, dem i Humlebæk. Og jeg elsker at hænge ud med dem. Det er familie på den gode måde. Som både vi og ungerne kender så godt, at det bare er roligt, stille og fandens skønt. Og så fik jeg hoppet ret meget på trampolin. Og konstateret at jeg godt kan, men at knibeøvelser er en god ting.

Søndag brugte vi på at sætte legehuset i stand. Egentlig er det et helt gæstehus, men nu er det så pigernes lille hus. Det er blevet så fint og hyggeligt. Jeg håber, at de næste sommer kan bruge det meget mere – nu vi i år først har fået taget os sammen nu.

I morges stod vi op meget tidligt for at køre mod skole og arbejde. Og det var med vemod. Der er ikke rigtig planlagt sommerhus flere gange denne sommer, som jo sådan set teknisk set også blev til efterår i torsdags. Og dagens tidlige køretur markerede ligesom slutningen på sommeren. På den lethed og ubekymrethed, der altid er når vi er i sommerhuset. Vi kommer muligvis igen i efterårsferien, men det er bare noget andet end sommeren. Selvom det, i weekenden, ikke var høj sol, så er det stadig varmt nok til at dørene bare står åbne og ude og inde-rummet flyder umærkeligt sammen. Den lethed forsvinder med årstiden. Og kommer først igen på den anden side af en lang vinter.

Efteråret kommer - med alle sine smukke farver

Hvor Caroline skriver på det nyrenoverede hus :-)

Om sejrens sødme af en 25 år gammel sejr i Matador

Midt i sommerferien var C på besøg hos hendes veninde i venindens sommerhus. Og da vi så hentede hende midt på eftermiddagen efter en dejlig dag med kun ét barn i Tisvilde, var C og hele venindens familie midt i et drabeligt slag Matador. Og det inspirerede os til selv at hive klassikeren frem herhjemme. I går aftes skulle slaget så stå, og Steffen hentede mit gamle spil frem. Og ud af gemmerne falder en fin håndskreven seddel – en slags sejrsskrift kan det vist kaldes. Jeg har, i 1991, hvor jeg altså lige var startet i 7. klasse, med min fineste børnehåndskrift noteret alle de grunde og huse, som jeg ejede. Og i triumf havde jeg lagt sedlen i æsken. Hvorefter spillet så ikke har været fremme siden. Tænk engang – det er 25 år siden (!!) jeg sidst vandt i Matador. Jeg gik i 7. klasse, boede i Ringe, gik til halbal og havde det dengang så fashionable høje pandehår. Og så havde jeg en sejr over Lotte.

Man kan ikke ligefrem sige, at i går aftes var en tilsvarende succes. Jeg har tilsyneladende opfostret nogle ret dårlige tabere – og de tabte ikke engang endeligt. Det gik bare mindre godt for nogle end for andre. Vi fik ikke færdiggjort spillet, men det gik også mildest talt dårligt for både M og jeg. Hun landede i fængsel 4 runder i træk. Og jeg nåede kun at købe 4 grunde før alt var solgt.

Jeg må nøjes med at varme mig ved min 25 år gamle sejrs sødme.  

Beviset

Av av av

I går var ellers en rigtig god dag. Den startede på Christianshavn med kaffe - og snak med Stine. Et dejligt mennesker, der er flyttet (tilbage) til Sønderborg. Jeg kan i den grad huske følelsen af at leve i en teaterkulisse og i en undtagelsestilstand.

Apropos teaterkulisse - så var jeg også i teateret i går aftes med hende her. Det var brand-hyggeligt og startede med en lyn-cafe tur, hvor kravet var at drikke en øl på 10 min. Og så var der bland-selv. Og en rigtig god lille forestilling om at vokse op i Danmark, som 'brun' modsat hvid. Den var seværdig og det var gode præstationer fra alle medvirkende. Eneste ulempe er at teater GROB altid bliver så pokkers varmt. Nu hjalp det heller ikke at vi sad helt oppe under taget. Det fineste udsyn, men det var varmt.

Og måske hjalp det heller ikke at jeg garanteret har haft en feber undervejs. I hvert fald vågnede jeg midt i nat med så ondt i halsen at jeg slet ikke kunne være til. Så dagen idag bliver tilbragt under dynen med en masse te, panodil og halspastiller. I blame shitty August!

Om 'my people' .-) og dem, der giver ondt i maven

Jeg faldt over en klumme af Anette Heick i weekenden – jeg fandt den på facebook, men den er egentlig fra BT. Og hvem skulle have troet at man kunne finde ord, der gav genklang indeni i BT. Men det kunne jeg så nu.

Hun skrev blandt andet: Der findes falske mennesker og facademennesker. Jeg har altid blandet de to typer sammen og betragtet dem som et og samme. Og somme tider kan mennesker også være begge dele, men det afgørende er, at falske mennesker er farlige. Facademennesker er kun farlige for sig selv. Falske mennesker er dem, der siger et og gør noget andet. I Guder hvor har jeg slået mig på sådanne typer. Jeg har haft dem som mine nærmeste venner og undertrykt min egen undren, når de opførte sig på en uventet måde. Jeg har været længe om at opdage, at den selviscenesættelse, som de så elegant foldede ud foran øjnene på mig, var hul og tom. Jeg har haft venner, hvis farverige selskab, jeg har solet mig i, samtidig med at jeg fik det fysisk dårligt, fordi der var et eller andet, der ikke stemte.

Og det er jo faktisk ganske rigtigt – og det gælder om, at kunne skelne. Hvilket jeg dæleme også har været (og ind imellem stadig er) dårlig til at gøre. Jeg er så taknemmelig for min samling af mennesker (my people, som en ægte rapper ville have skrevet). Dem der har min ryg både når det går godt og når der er lidt mere at kæmpe med. Jeg elsker at de udfordrer mig igen og igen, men at jeg også ved at jeg altid er i deres hjerter, som de er i mit. Total corny og kliche – men det er sgu vigtigt.

Men så sker der det ind imellem at jeg bliver forblændet. Af mennesker der har det hele i det halve – og som virker sjove og dejlige. På facaden, men hvor det i virkeligheden ikke er den facade, vi jo alle er udstyret med. Og som man lukker de bedste ind bag. Men den facade, der dækker over at de gør noget andet, er på en anden måde end den måde, der gives (offentlig) udtryk for. Der hvor jeg kan høre en mislyd, og jeg får ondt i maven. Hel uforklarligt – men langsomt opdager jeg at det var det, der var ’i vejen’. At der var mislyd og uoverensstemmelse mellem de søde ord, smil og venligheden og bagved gemte sig en helt andet person, hvor selvisceneselvsættelse er målet. Og hvis man ikke kan give noget til denne er man ude. Det er, som Anette skriver, hult og tomt. Og man (jeg) slår mig så meget på den opførsel. Og forbavses. Og bliver ked af det - og får det,som hun også beskriver, fysisk dårligt. En person, der gør alt for egen vinding og kun for egen vinding - din vinding er der kun tænkt på hvis den er enten mindre end deres vinding - eller du i det mindste kan ’give’ dem noget. Hvis du kan tilføje deres coolness et ny dimension, deres selviscenesættelse et nyt ben – ellers er man bare ordinær og kedelig og ikke værd at bruge tid på. Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Men det er hårdt alligevel, når man udsættes for dette.

Så tyer man som oftest til de bedste igen. Der hvor hjertet er hjemme, facaden er nede og vi er der fordi vi kan lide hinanden og ikke alene fordi vi skal bygge image op eller (kun) fordi det giver streetcred.


Sikke en smøre – den lød sørme tung og sørgerlig. Det er den ikke. Det er nærmere et hurra-råb over at have sluppet mavepinen (endnu engang). Nu vil jeg spise god frokost (om lidt) med god veninde inden jeg daffer på ferie her… Ses på den anden side.

Det med at gå på arbejde.

Jeg spiste på Bæst i går aftes – hvilket for øvrigt er et højst aparte navn til en restaurant. Anyhow – det var bestemt virkelig lækker mad. Og vanvittig lækkert selskab. Jeg havde nemlig sat min gamle speciale makker stævne for at fejre, at det i går var præcis 10 år (!!) siden, at vi forsvarede vores speciale.

Og vi fik virkelig talt sammen. Min veninde der er et af de mest arbejdssomme, kloge og dygtige mennesker jeg kender. Og lige nu er hun sygemeldt med anden omgang af stress. Og har desuden sagt op – for det blver jo ikke bedre på den arbejdsplads. Men jeg har altid kendt hende som virkelig pligtopfyldende og samtidig helt vildt engageret og passioneret. Med andre ord en fantastisk medarbejder. Og nu…. Er vi her hvor hun muligvis en dag har lyst til at møde arbejdsmarkedet igen. Men tanken om det får hjertebanken, klamme håndflader og kvalmen til at stige op i halsen på hende. Drømmejobbet er reduceret (om man vil) fra en karriere med ansvar og travlhed, men også passion og begejstring til mere moderat til ingenting. ’Kan man ikke bare pakke konvolutter’, som hun siger. Drømmen er slet ikke at, lige nu, skulle udfordres og helst bare ligge i læ. Eller allerheslt slet ikke skulle joine det ræs.

MEN FOR FANDEN. Stop! Det arbejdsmarked hun (og jeg og mange andre) er en del af æder folk – og spytter dem ud desillusionerede og færdige. Det bør virkelig ikke være sådan. Det er jo virkelig spild af evner, begejstring og arbejdsglæde.

Teater, venindeaften, grillaften og så lige et svømmestævne - på en weekend

Jeg var jo træt med træt på i fredags. Men det fortog sig umærkeligt i løbet af dagen – og jeg stornød SFO’ens teaterforestilling, hvor Caroline var med i koret og Margrethe som den, der præsenterede de forskellige akter. Det var fedt at se dem så stolte og glade.

Præsenterer 2 akt - om venskab i gamle dage :-)

Sang-fuglen

Lige bagefter skulle Margrethe til glowparty (ja, det havde jeg aldrig hørt om før) hos en veninde, og det var vist en stor succes. Men i mellemtiden havde jeg jo sat 3 veninder stævne på Llama. Det er dem med det helt utroligt flotte gulv. Men det er også dem med helt utrolig lækker mad. Og gode drinks. Deres Dark’n Stormy for eksempel smagte slet ikke så sødt som den plejer – faktisk kunne man i den grad smage rom. Og det er jo egentlig et kvalitetsstempel – de snyder ikke på vægten.

Vi brugte nogle timer hos Llama med mad, drinks og en masse snak. Vi var stort set om alle emner i bogen og fandt ud af nogle helt nye og sjove ting om hinanden. Det er de fedeste aftner. Og så fandt vi også ud af at Mette, som jeg skrev mit speciale med, og jeg har 10-års jubilæum med specialet i år. Det skal fejres senere på året. Hvordan må vi finde ud af.

Efter Llama endte vi til kander på Pastis, hvor Christinas lillebror er bartender. Det var en hel fantastisk skøn aften og lige præcis det, som kun den danske sommer kan.

Skønne mennesker - som jeg er fyldt med taknemmelighed over

Heldigvis fik jeg lov at sove lidt længe lørdag, så da jeg stod op var jeg både frisk og nogenlunde udhvilet. Vi skulle til 7 års fødselsdags hos Carolines gamle veninde fra børnehaven – en familie vi så rigtig meget tidligere, og som vi ind imellem stadig ses med. Det var hyggeligt. Lørdagen endte på Torneroseslottet. Min venindes kolonihave lige ved Amager strandpark med grill af store mængder kød og grøntsager, noget chili, der blev for stærk og gode drinks.

Torneroseslottet - aka Christinas kolonihave

Halvdelen af kødet

Søndag var sådan lidt lang. Heldigvis startede den solrigt – og vi fik nogle timer i gården inden resten af eftermiddagen stod på svømmestævne. Så på den måde var vi spærret inde i en fugtig og helt enorm varm svømmehal resten af dagen. Men begge piger gjorde det så godt. Og kom hjem med enkelte medaljer. Så det var det hele værd. Næsten i hvert fald J.

Første heat skal til at starte

Sæt igang

Første heat for Margrethe

Svømmestil :-)

På podiet - meget stolt pige

Noget om venskaber og skam

Jeg gik en lang tur i går aftes – eller altså hele vejen rundt om alle søerne i København. Det tager en time og 10 minutter, hvis man går i lidt rask tempo. Ungerne havde leget spa i gården, så både hænder og fødder var bløde og klar til lidt motion. Steffen arbejdede, så det var det perfekte vindue, da der alliegevel ikke var nogle at se TV med J. Og jeg elsker at gå. Jeg har altid gået rigtig meget – og er ked af, at jeg faktisk sjældent synes jeg har tiden til de der lange stræk. Men det havde jeg i går.

Når man sådan går tænker man en hel del. Specielt hvis man undlader at tage iphonen med ;-). Og det havde jeg undladt. Jeg kom til at tænke over venskaber. Og om hvorvidt man er en type med mange venner eller en med få. Eller en midt i mellem. Og jeg har altid set mig selv som sådan en i midter-kategorien. Men så gik jeg der. Og kom til at tænke. Og faktisk så tror jeg, at jeg hele min barndom – indtil gymnasiet, var sådan en med (meget) få venskaber. Jeg kan huske dem – Tina, Jeanett, Lotte. Men det var det. Og der var ligesom kun én af gangen. Jeg brugte i en del år virkelig meget tid på rideskolen med min hest. Men pludselig går det op for mig, at jeg ikke rigtig husker tætte venskaber fra den periode på rideskolen – kun Jeanett i en periode. Men generelt var det vist bare ’rideskole-bekendte’. Det gik op for mig, der langs med Peblinge Dosseringen, at jeg faktisk var meget alene som barn. Og at jeg synes det med veninder var vildt svært – og angstprovokerende og skamfyldt på samme tid. Det er jo enormt skamfyldt ikke at have mange venner. På en eller anden måde.

Og så kom jeg til at tænke på min ældste datter. Som har (meget) få gode venner – og jeg har faktisk, tror jeg desværre, haft en tendens til at presse på for, at hun skulle udvide kredsen – og blive mere ’social’ om man vil. Som hendes lillesøster i så høj grad er. Men i virkeligheden er hun jo præcis som jeg var i barndommen – og jeg tror faktisk hun trives bedst sådan. I hvert fald hvis jeg ikke får givet hende indtryk af, at det hun er er ’forkert! Modsat den mindste som har virkelig mange venskaber alle mulige steder – og er langt bedre til at holde på dem. Og det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at jeg ikke overfører min skam over det med at have det svært med venskaber og veninder til min datter. Det kan jeg se sker nu – og det må jeg simpelthen få stoppet. Hun (og jeg) er jo gode nok præcis som vi er. Vi kan ikke alle sammen være som søsteren – bobbly-vobbly udfarende og vellidt i alle (alle) sammenhænge.

For mig blev det et (positivt) vendepunkt for venskaber at komme i gymnasiet. Det må jeg tage en anden dag.

Sådan er det altid. (Lange) gåture giver tid til tanker og refleksion og er godt for så meget mere end den modvirken af ballernes vej mod jorden, som ellers typisk er det primære formål med turen.

En glædelig dag på alle mulige måder. Og en skøn SMS.

Jeg har haft en vildt god dag i dag. Der har været nok at glæde sig over, trods det at dagen startede lidt trælst (som man vist siger i det jyske) med sure miner mellem os derhjemme. Ved ikke lige hvorfor, men det gik over med undskyldninger. Måske det skyldtes det barn, der i nat optog det meste af dobbeltsengen med dertilhørende vekslende søvn-kvalitet til følge.

Nå, tilbage til glæden. Den er trods alt mere værd at huske på. For det første kunne jeg glæde mig over, at meteologerne endnu engang havde taget fejl. Jeg skulle til et netværksmøde hele dagen i Vanløse og besluttede at cykle derud. Det er 8 km fra Trianglen, hvor vi jo residerer. Så regn ville godt nok være en streg i regningen. Men både på ud- og hjemturen havde jeg en skyfri himmel og høj sol som himmel. OG vejret holdt længe nok om eftermiddagen til, at jeg kunne nå at nyde solen med en god bog ude i gården, da jeg kom hjem, fra en ellers meget spændende dag om menneskerettigheder og virksomheders ansvar. Tilbage i gården hyggede ungerne med alle de veninder, de havde medtaget hjem fra skole.

Dernæst kan jeg glæde mig over en SMS, som jeg har modtaget idag Jeg har en fuldstændig fantastisk veninde jeg bare ikke har talt med eller hørt fra, trods gentagende forsøg, i et halvt år. Og i dag var der pludselig livstegn. Og et rigtig skønt et - og en skide god (omend ikke særlig rar eller sjov) forklaring på strudse-adfærden. Jeg er så glad. Og glæder mig allerede så meget til frokosten i næste uge, som vi selvfølgelig straks aftalte som reunion. Det bliver fedt. Det er en veninde, der betyder meget. Som har fulgt mig, og jeg hende, i store livsomvæltninger. Og så brugte vi et halvt år sammen hver dag 8 timer mens vi skrev speciale. Vi har drukket og festet sammen. Og fejret og hadet specialet sammen. Men også kommet igennem med stor bravour. Og det er så meget hendes fortjeneste. 

Det regner stadig ikke! Men pigerne sover i sofaen. Der er luksusfælden lige om lidt (og det skal jeg jo se - det er jo 'arbejde'), der er banankage i køkkenet og i morgen går turen til sommerhuset i 4 dage. Og denne gang krydser vi fingre for at meteologerne har ret i udsigten. Som lover høj sol og varme hele ferien. Der er nok at glædes over.