Travlhed og lister

Jeg er ved at gå helt til at selv-påført travlhed i denne uge. En del af travlheden er reel (om end stadig selvpåført) og en del foregår nok mest i mit hoved. Og når jeg har travlt og føler mig presset laver jeg lister. Et utal af lister og denne uge er det ikke anderledes. Og så går jeg ture rundt om søerne – som jeg, og mit eksploderede hoved, var nødt til i går.

Til almen orientering er der præcis 9100 skridt rundt om søerne...

Så hvad er det jeg skal nå. Jo – jeg skal nå at holde bogklub i aften. Det glæder jeg mig til, og det bliver så fint. Jeg skal bare så lige køre til konference i Odense næste morgen, hvor jeg skal ud af døren senest 5.30. Og inden afgang skal jeg helst have nået sådan at gøre mig offentlig præsentabel først. Altså gå i bad og sådan. Torsdag aften kører jeg hjem. For jeg er alt for stresset ud i hovedet til at blive i Odense og overnatte, hvor jeg ellers havde en aftale med min kusine (undskyld – vi gør det snart i stedet). Fordi jeg skal hjem og sådan 'ordne' en anden af listerne, således at Steffen ikke står med det hele. Sagen er nemlig den, at jeg er i Odense hele fredagen også – og fredag eftermiddag er det timet således at jeg liiige når hjem for at aflevere nøglerne til lejligheden til nogle airbnb-lejere, der skal bo der til mandag. Og de (lejerne) har jo egentlig et helt rimelig krav om, at der ser nogenlunde pænt og præsentabelt ud. Og at sengetøjet er frisk og badeværelset er nogenlunde brugbart uden for mange sure sokkerJ. Så drager vi i sommerhus. Pyyyyhaaaa – men inden vi afleverer nøglerne skal jeg jo så lige huske (huske!) at pakke svømmetøj, fordi Margrethe netop denne weekend starter svømme-træning igen, og gymnastiktøj til skolen mandag, da vi ikke kommer hjem før mandag eftermiddag. Og alt det andet vi kunne få brug for.

Det er nok bare mig. Der stresser unødigt. Det er jo alt sammen mig selv, der har fået det lagt så usandsynligt meget oveni hinanden. Og det er jo alt sammen gode ting. Jeg glæder mig til fredag aften. Hvor jeg ligger foran Versus på tv sammen med ungerne og bland-slv slik og hvor jeg har husket både svømmetøj og alt det andet.

Beviset på at det ikke alt sammen er slemt - her fra Maven ved Nicolai-kirke, hvor min fru moder igår inviterede på frokost. Dog bliver jeg aldrig madblogger. Jeg når simpelthen at nedsvælge det hele inden tanken om billeder når frem til mine tanker.

Opstart af bogklub - med 'Det år vi gik til begravelser'

Jeg har inviteret en flok kvinder til opstart af bogklub i aften (apropos min bog-interesse). Faktisk er enkelte af dem ikke nogle, jeg som sådan ser så meget, men de er mere søde bekendte, som jeg har mødt i forskellige sammenhænge. Fælles for os alle er dog glæden ved en god bog. Og at vi gerne vil inspireres endnu mere når vi læser. Desuden skal vi jo selvfølgelig også lige nå at løse verdenssituationen og spise en masse kage. Det er den slags bogklub. For det er nemlig ikke en meget nørdet klub med rynker på næsen over krimier, og kun lovprisning tilovers for Strindberg og Blicher (ikke at de er udelukket J). Det handler om at nyde at læse og fordybe sig i historier.

Jeg glæder mig. Vi har alle læst Henriette Rostrups ’Det år vi gik til begravelser’, som jeg slugte på få dage, da jeg fik den i hånden for snart et halvt år siden. Det er en fantastisk fortælling om Julie, der oprindeligt kommer fra en let dysfunktionel familie i Kokkedal, men tager skæbnen i egen hånd og flytter til New York – nu med navnet Jewel Temper. Her bliver hun ghostwriter for en litterær agent Mia (som er sin helt egen personlighed i bogen). Jewel får også en datter og flytter ind i egen lejlighed med transvestitten Mr. V, som underbo. Et menneske der også, som agenten Mia, giver hendes liv et twist.  Bogen er fyldt med dyb livsglæde og håb – og jeg har stort set proppet det ned i halsen på alle jeg kender. Den er virkelig en perle.

Min kærlighed til biblioteket

Jeg læste fornyligt denne artikel, som jeg faldt over på en nyhedsapp: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/vi-stroemmer-til-bibliotekerne


Og det er jo det jeg hele tiden siger (hvad sagde jeg, kommer til sin ret). Der er bare noget ved biblioteker, og jeg har været så ked af den diskurs de sidste mange år omkring bibliotekers manglende berettigelse i et moderne menneskes liv.


I min optik er biblioteker SÅ berettigede. For det første viser det sig jo, at folk stadig bruger dem og endda i højere og højere grad. Også trods alle de uendelig mange tilbud, der ellers er at beskæftige sig med. Faktisk bruges bibliotekerne i allerhøjeste grad. Og det er også sådan, at med den 'gratis' (jajaja - jeg ved godt det er skattefinansieret og på den måde er ingenting jo gratis) tilgang til bøger, så bliver der altså læst flere bøger. Og for mig er biblioteker en uendelig reserve af gode historier og spændende viden. Begge dele elementer, der gør verden et bedre sted. Intet mindre simpelthen.


Andre bruger biblioterne som kulturinstitutioner, hvor der er foredrag, oplysning og sjove arrangementer på programmet. Det er muligt at komme tæt på yndlingsforfatteren og høre om de tanker, de gør sig i forbindelse med frembringelsen af værket. Og den kontakt med læserne i bred skare synes jeg er uundværlig. Mange børnefamilier bruger det som en form for legeplads - og giver dermed en glæde ved bøger og læsning videre til deres børn. Præcis som jeg gjorde, og faktisk gør stadigvæk med mine børn. Specielt Caroline er besat af en gal læsehest, hvilket er fantatisk at se - og her er det endnu mere fantastisk at kunne slippe hende løs blandt mystiske fabler og dragende historier på biblioteket. Tænk hvis vi ikke havde den mulighed. Og med mit eget forbrug af bøger, som i perioder er i hvert fald en bog om ugen, er bibliotekerne og deres tilbud også skønt.


Vi skal huske at værdsætte noget så unikt dansk, som vi har i det offentlige biblioteksvæsen. Noget der altid ses på med forbløffelse og misundelse af mine udenlandske venner.

Om sejrens sødme af en 25 år gammel sejr i Matador

Midt i sommerferien var C på besøg hos hendes veninde i venindens sommerhus. Og da vi så hentede hende midt på eftermiddagen efter en dejlig dag med kun ét barn i Tisvilde, var C og hele venindens familie midt i et drabeligt slag Matador. Og det inspirerede os til selv at hive klassikeren frem herhjemme. I går aftes skulle slaget så stå, og Steffen hentede mit gamle spil frem. Og ud af gemmerne falder en fin håndskreven seddel – en slags sejrsskrift kan det vist kaldes. Jeg har, i 1991, hvor jeg altså lige var startet i 7. klasse, med min fineste børnehåndskrift noteret alle de grunde og huse, som jeg ejede. Og i triumf havde jeg lagt sedlen i æsken. Hvorefter spillet så ikke har været fremme siden. Tænk engang – det er 25 år siden (!!) jeg sidst vandt i Matador. Jeg gik i 7. klasse, boede i Ringe, gik til halbal og havde det dengang så fashionable høje pandehår. Og så havde jeg en sejr over Lotte.

Man kan ikke ligefrem sige, at i går aftes var en tilsvarende succes. Jeg har tilsyneladende opfostret nogle ret dårlige tabere – og de tabte ikke engang endeligt. Det gik bare mindre godt for nogle end for andre. Vi fik ikke færdiggjort spillet, men det gik også mildest talt dårligt for både M og jeg. Hun landede i fængsel 4 runder i træk. Og jeg nåede kun at købe 4 grunde før alt var solgt.

Jeg må nøjes med at varme mig ved min 25 år gamle sejrs sødme.  

Beviset

Sensommer

Så kom weekenden - den vi sukkede efter fredag morgen, hvor det hele bare var trælst og trist. Og weekenden blev lige præcis så dejlig som forventet. Vi vågnede lørdag morgen til høj sol og varme i sommerhuset og blev så inspirerede at vi lavede den helt store bacon 'n egg morgenmad, som vi serverede i haven. Ej men det var så skønt og sommerferieagtigt. 

Da vi havde brugt det meste af formiddagen på at nusse i haven, som ikke var blevet nusset om siden sommerferien (og dermed trængte) fik vi skønne gæster til strandtur og drinks. Vandet i Tinkerup er blevet noget koldt i det, men vandet var varmt og der blev bygget nogle store sandslotte. Og drukket en del gin/tonics samtidig med at vi langt om længe fik flyttet alle de stikkelsbær, solbær og ribsbuske, der gemte sig i havens bagerste vildnis.

Søndag vågnede jeg klokken meget tidligt til torden og lynild. Men da vi pakkede vores habengut og satte os i bilen mod Østerbro kom solen igen. Den guitar! Det er dog ikke være end at vi har nydt store lækre rejemadder her hjemme i gården - nu med sol og klar himmel.

En af de morgener, der ikke skal være mange af. Og heldigvis ikke er mange af.

Vi havde bare den værste morgen i mands minde her til morgen. En af dem, hvor der er en overvægt af sure miner, råb, tristhed og selvlede (sidstnævnte i hvert fald slemt bagefter). Heldigvis er mobiltelefonen opfundet, således at jeg har kunne kommunikere med M efter at jeg var kørt på arbejde – og de stadig var hjemme inden skolen startede noget senere. Jeg håber hun kan få en god dag alligevel og jeg glæder mig så meget til at komme hjem og kramme hende. Det er selvfølgelig ikke svaret – svaret er jo i at forhindre den slags morgener, som heldigvis er meget meget sjældne hjemme hos os. Men i dag var der altså dårlig energi. Og nu er udfordringen så, at denne ubehagelig følelse af sorg ikke skal fylde hele dagen.

Jeg har en ret fyldt og udfordrende dag på kontoret i dag. Men heldigvis kan den slutte inden 15, så jeg kan komme hjem i ordentlig tid og vi kan få en god start på en (tiltrængt og længe ventet) weekend. For den glæder jeg mig mere end almindeligt til.

Is, boller og overskud

Her går det godt. Måske fordi det snart er weekend. Måske fordi vejret er godt og vi har haft tid til at spise is og hygge i hverdagen med hjemmebagte boller på en helt almindelig onsdag. Jeg har haft nogle fede dage med netværk med relevans for mit arbejde, som har givet lidt kortere dage med tid og rum til is. Samtidig har det givet en del ro til at tænke over de store spørgsmål og det har været rart.

I morgen skal jeg holde en stor præsentation på mit arbejde. Den er faglig voldsom tung, målgruppen synes emnet er voldsomt irriterende, da det sætter yderligere krav til deres arbejde. Men det bliver en god øvelse. I at præsentere også for modvillige forsamlinger :-).

Og når det er slut tager vi i sommerhus og nyder at sommeren, omend det er en stakket frist, er på genvisit i det danske. 

Svampeøst, brombør og alle mulige andre slags høst

Jeg har brugt weekenden på det nære – og det er jo lige præcis det, som sådan nogle bekymringstanker har godt af. At mærke familien og nærheden omkring sig – og få lidt perspektiv på, at de mennesker jo er der for vores familie, også hvis det hele brænder sammen og bliver meget meget svært.

Lørdag tog vi til Sverige, hvor min far og hans kone har en meget primitiv ødegård (som jo nærmere er et øde-hus) lige ved Knäret. Trods min ret voldsomme forkølelse, og vist også lidt feber, fik vi gået de sædvanlige ture i skoven og endte med at plukke 8 kg. Karl Johan svampe. Det er simpelthen så hyggeligt – og en af de ting min far, som i den grad ikke er børnemenneske, kan være sammen med pigerne om. De ELSKER at lede efter svampe med morfar – og det er også hyggeligt. Bagefter stod den på god brændeovn, kaffe, kage og god mad inden turen gik med færgen tilbage til Danmark.

 

Høst

Søndag brugte jeg og Margrethe hos min mor. Den resterende lille familie havde andre planer, som de havde haft længe. Hendes mand holdt fødselsdag – og alle hans børn (altså nu voksne) var der også. Det var en skide hyggelig dag. Vi fik den lækreste frokost med tarteletter, bøffer med bløde løg, fiskefileter og alt muligt andet. Og vi fik plyndret køkkenhaven – der er jo en hel hektar køkkenhave dernede, så der er alskens lækkerier at tage med hjem. Jeg elsker det.

Brombær - her er hvad 6 minutters plukning gav.

Ubekymret nicht war

Jeg har en veninde, som bare den vildeste korkprop. Og den smuk, dejlig og vanvittig begavet en. Men ikke desto mindre en korkprop. Hun vader gennem livet i stiletter og højt hår. Og det er skønt og livsbekræftende at se på.

Jeg ville ønske at jeg gik gennem livet på samme måde.

Men det gør jeg ikke. Ikke altid i hvert fald. Der er absolut også perioder i mit liv hvor stiletterne og håret bare spiller og jeg danser mig igennem tilværelsen. Og så er der de perioder hvor det virker meget meget svært at slukke for tankerne. Og ikke mindst bekymringerne. Og der er (sikkert for alle) ting at bekymre sig om. Jeg har nogle specifikke ting, der er svært for os, og som har fyldt noget i mange år nu – og som kan potentielt have ret store konsekvenser for vores dagligdag. Det har det ikke lige nu – og indtil nu har jeg, i perioder, kunne skyde det fra mig. Det har simpelthen ikke fyldt noget, da vi ikke har skulle tage stilling til noget i den sammenhæng. Så er der perioder, som nu, hvor der er ting, der skal tages stilling til. Beslutninger der skal tages. Og ikke mindst set backs der skal håndteres – og så kommer alle de latente bekymringer buldrende med fuld kraft. Og fylder tankerne, nattesøvnen, og desværre også humøret. Og det er så svært. At komme ud af. Og samtidig er det jo dumt – det løser jo ingenting at gå med de bekymringer. I hvert fald når jeg rent faktisk ikke kan gøre noget ved det.

Det er vanvittigt svært at få det fjernet. Det kan have enorme konsekvenser, hvis de værst tænkelige scenarier udspiller sig. Men det kan bekymringerne også. De går i den grad ud over livskvaliteten, og der er bare ikke særlig fedt at det fylder så meget. For ting der fylder på den dårlige måde smitter af, som pollen, på resten af livet uden om. Hvor det pludselig også bliver sværere at være i, og hvor små ting pludselig bliver store fordi det af mentale årsager ikke er helt så let bare at gå henover.

Jeg savner latteren og lyset og ubekymretheden.

Ægteskab - værd at læse.

Har lige læst denne her om ægteskab og samfundsudvikling, Den var så meget værd at læse. Læs den!!

http://politiken.dk/debat/kroniken/premium/ECE3347763/aegteskabet-er-vores-eneste-redning/

Fx. Står det, blandt meget andet uden at blive dogmatisk: I medgang og i modgang og i tomgang. Uanset hvem du gifter dig med, vil der være ting, som du ikke bryder dig om, hader, ja, måske ligefrem finder frastødende. Det eneste, du kan gøre, er at håbe, at din partner ser med milde øjne på det, der er frastødende ved dig. For så har du grund til at være taknemmelig.