Når ens værdier bliver presset og giver ondt i maven på børnenes vejne

Værdi fælleskaber er noget jeg kan bruge ret mange tanker på.

Nogle gange sidder jeg i situationer, hvor jeg overraskes af, at man kan have så forskellige holdninger fra dem jeg har og er opvokset med. Jeg ved det er mit absolutte snæversyn, der træder i kraft, men der er bare gange, hvor jeg undres.

Lad mig komme med et eksempel – den anden dag sidder jeg med en flok tøser over en lækker middag, hvilket egentlig er sagen uvedkommende. De er alle rimelig velstående (er i hvert fald godt gift/har været og er nu godt skilt), og talen falder på ens holdninger til børnenes skolegang. En af disse , ellers fornuftige kvinder, melder ud at hendes søns lærer havde sagt til dem, i forbindelse med et forældremøde, at det var problematisk, at sønnen hoverede og jublede for meget, når han fik 0 fejl i diktat. Et lille uskyldigt eksempel, der i mine ører lød helt rimeligt, at læreren tog op med forældrene i den situation som et forældremøde. Min holdning er nemlig, at selvfølgelig må børnene blive glade og stolte af de 0 fejl. Men hold det på egen banehalvdel og undlad at hovere. Og, eftersom det er 2. klasse vi taler om, prøv måske også at fokusere på noget andet end præstationer og konkurrence i denne henseende. Der er for eksempel en social intelligens dette barn helt har overset – og derfor skal hjælpes til at lære. Det var så ikke den reaktion min venindes lærer blev mødt af. I stedet blev hun mødt af et voldsomt forurettet forældrepar, som, i meget skarpe vendinger, fik forklaret denne lærer, at deres søn havde lov til at vise sin glæde over at være nummer 1 (tja – ja – det var så nok slet ikke det læreren havde ment, at han ikke måtte være glad og stolt) og at det skulle skolen slet ikke blande sig i. Han havde bare ambitioner (igen i 2. klasse). Han blev hjemme opdraget til, at det var godt at være den bedste og det skal skolen ikke nedgøre.  Og senere i samme samtale fortæller hun, at da sønnen senere kommer hjem og har haft en eller anden mindre matematiktest begynder barnets fader (som er eks-manden her) at presse ham – for at høre, om han var nummer et til testen. Eller om August, Mads og Tobias var bedre. For hvis de var måtte han altså oppe sig. Vi er stadig i 2. klasse. Og så spurgte jeg, hvad pokker hun, altså barnets moder, så gjorde. For jeg blev simpelthen så provokeret på mine værdier – et sted helt inde på rygraden. Men her måtte jeg sande, at det med værdier er forskelligt. Og at man godt kan se fundamentalt anderledes på tingene. Fordi hun (barnemoderen) synes selvfølgelig, at det måske var lidt meget, nu han kun går i 2. klasse (så ok – det er måske okay, hvis han bare var ældre?), men på den anden side, som hun forklarede, så var det jo rigtigt. Det handlede om at være bedst – så han kunne blive til noget.

Og nu har jeg så brugt nogle dage på at tænke på værdier. Og jeg har virkelig svært ved at finde rummeligheden frem. Som jeg jo ellers gerne ville have var en af mine værdier. Rummeligheden til at vi alle er forskellige. Og selvfølgelig har ret til at se forskelligt på livet.

Jeg bliver bare så trist over, at mine børn, som jo er den alder også, skal vokse op og deltage et i samfund, hvor sådanne værdier trives og hvor det menneskesyn,  der ligger bag, honoreres. Jeg kan mærke, at min mave snører sig sammen. Og lige der – er det jo mig, der mangler rummelighed.

Så jeg synes det med værdier er svært – både at holde fast og at møde dem, der lige går stik mod ens egne.