Det med at gå på arbejde.

Jeg spiste på Bæst i går aftes – hvilket for øvrigt er et højst aparte navn til en restaurant. Anyhow – det var bestemt virkelig lækker mad. Og vanvittig lækkert selskab. Jeg havde nemlig sat min gamle speciale makker stævne for at fejre, at det i går var præcis 10 år (!!) siden, at vi forsvarede vores speciale.

Og vi fik virkelig talt sammen. Min veninde der er et af de mest arbejdssomme, kloge og dygtige mennesker jeg kender. Og lige nu er hun sygemeldt med anden omgang af stress. Og har desuden sagt op – for det blver jo ikke bedre på den arbejdsplads. Men jeg har altid kendt hende som virkelig pligtopfyldende og samtidig helt vildt engageret og passioneret. Med andre ord en fantastisk medarbejder. Og nu…. Er vi her hvor hun muligvis en dag har lyst til at møde arbejdsmarkedet igen. Men tanken om det får hjertebanken, klamme håndflader og kvalmen til at stige op i halsen på hende. Drømmejobbet er reduceret (om man vil) fra en karriere med ansvar og travlhed, men også passion og begejstring til mere moderat til ingenting. ’Kan man ikke bare pakke konvolutter’, som hun siger. Drømmen er slet ikke at, lige nu, skulle udfordres og helst bare ligge i læ. Eller allerheslt slet ikke skulle joine det ræs.

MEN FOR FANDEN. Stop! Det arbejdsmarked hun (og jeg og mange andre) er en del af æder folk – og spytter dem ud desillusionerede og færdige. Det bør virkelig ikke være sådan. Det er jo virkelig spild af evner, begejstring og arbejdsglæde.