Noget om alder

Idag slog det mig at jeg helt umærkeligt er blevet min alder. Jeg er ikke ung længere. Ikke at jeg er gammel, men ung er jeg altså ikke. Og jeg har slet ikke opdaget processen eller haft det skidt med det. Men lige der da jeg lurede på Facebook (jo I gør det også) for at se en flok 'venner' igennem på en slog det mig. De så alle sammen unge ud. Som i unge. Ikke yngre. Men unge og jeg følte mig ikke som en af dem. Det opdagede jeg da jeg i min scrollen stødte på en, som lignede mig. Som lignede min alder. Og pludselig var der en jeg 'kendte'. Og jeg blev min alder. Og det sted jeg er i livet. Som er skide fantastisk. Jeg ved stadig ikke en skid. Men jeg ved så meget mere end for 10 år siden (hvor jeg stadig lige netop var i tyverne). Og jeg elsker min alder. Jeg elsker at være kvinde sidst i trediverne (alternativet er nu også så trist). Jeg er rundere (kan jeg se på vores feriebilleder over de sidste mange år), har flere rynker (omend egentlig ikke så mange), lidt mere grå hud, meget mere gråt hår og brysterne skal bruge mere hjælp for ikke at søge mod jorden. Men det er ligegyldig. For jeg er samtidig mere afklaret, har større børn, mere pondus og min egen plads i mit eget liv. Det er fedt lige at blive mindet om, mens man snager på fjæsen.