Det har lige været ringridningsweekend i Sønderborg. Og vanen tro savner jeg det. Jeg elsker, som i knus-elsker, provinsens byfester. Sådan er det nok når man selv er fra provinsen. Og Sønderborg har en af de bedre byfester. Faktisk tror jeg de vinder alle by-festers pokal.
Vi har jo beboet området i drømmevillaen i knap 5 år. Og ind imellem savner jeg det stadig. Selvom det er helt skørt, da det var lige omvendt, da vi boede der. Sønderborg er et fuldstændigt fantastisk område - men også et pudsigt et. Mange (virkelig mange) er tilbageflyttere. Altså sådan nogle, der er er født og opvokset der. Bruger nogle festlige og uddannende år i storbyen. Og så tilbage. Den provins jeg kommer fra rejser man ikke tilbage til. Som i - ingen gør det. Der er selvfølgelig dem, der bliver. Men der er ikke nogle, der som sådan rejser tilbage. Men det gør man til Sønderborg. Hvilket giver byen en sammenhold og en stolthed få andre byer forundt. Men det gør den også svær at være 'tilflytter' i. I al den tid vi boede der var vi 'de der Køwenhavnere...'. Og det var da meget sjovt. Og finurligt. Og en identitet vi også omfavnede. Det var bare også et effektivt værn mod integrationen.
Så selvom vi købte en fantastisk villa på Parkgade. Som jeg elskede (og savner som Jørgen Leth savner touren en kold novemberdag), så endte vi alligevel med at tage 'tilbage' til København. Det er jeg bestemt rigtig glad for. Men det betyder ikke at en del af mig blev efterladt i det sønderjyske - en del af mig, som ville ønske, at vi havde fundet lykken der. Vi havde virkelig gode venner. Men det var bare som om, at vi ikke helt passede ind. Selvom vi kun mødte venlighed. For det gjorde vi i allerhøjeste grad. Så høj grad at vi alle kunne lære af den imødekommendehed.
Denne weekend har vi savnet at bo 100 meter fra Ringriderpladsen. Vi har savnet dåseøl på pladsen, karuseller, heste og fest i teltet. Og idag mandag savner Steffen herrefrokosten. Sønderborg - vi kommer igen næste år.
Vi har jo beboet området i drømmevillaen i knap 5 år. Og ind imellem savner jeg det stadig. Selvom det er helt skørt, da det var lige omvendt, da vi boede der. Sønderborg er et fuldstændigt fantastisk område - men også et pudsigt et. Mange (virkelig mange) er tilbageflyttere. Altså sådan nogle, der er er født og opvokset der. Bruger nogle festlige og uddannende år i storbyen. Og så tilbage. Den provins jeg kommer fra rejser man ikke tilbage til. Som i - ingen gør det. Der er selvfølgelig dem, der bliver. Men der er ikke nogle, der som sådan rejser tilbage. Men det gør man til Sønderborg. Hvilket giver byen en sammenhold og en stolthed få andre byer forundt. Men det gør den også svær at være 'tilflytter' i. I al den tid vi boede der var vi 'de der Køwenhavnere...'. Og det var da meget sjovt. Og finurligt. Og en identitet vi også omfavnede. Det var bare også et effektivt værn mod integrationen.
Så selvom vi købte en fantastisk villa på Parkgade. Som jeg elskede (og savner som Jørgen Leth savner touren en kold novemberdag), så endte vi alligevel med at tage 'tilbage' til København. Det er jeg bestemt rigtig glad for. Men det betyder ikke at en del af mig blev efterladt i det sønderjyske - en del af mig, som ville ønske, at vi havde fundet lykken der. Vi havde virkelig gode venner. Men det var bare som om, at vi ikke helt passede ind. Selvom vi kun mødte venlighed. For det gjorde vi i allerhøjeste grad. Så høj grad at vi alle kunne lære af den imødekommendehed.
Denne weekend har vi savnet at bo 100 meter fra Ringriderpladsen. Vi har savnet dåseøl på pladsen, karuseller, heste og fest i teltet. Og idag mandag savner Steffen herrefrokosten. Sønderborg - vi kommer igen næste år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar