Om 'my people' .-) og dem, der giver ondt i maven

Jeg faldt over en klumme af Anette Heick i weekenden – jeg fandt den på facebook, men den er egentlig fra BT. Og hvem skulle have troet at man kunne finde ord, der gav genklang indeni i BT. Men det kunne jeg så nu.

Hun skrev blandt andet: Der findes falske mennesker og facademennesker. Jeg har altid blandet de to typer sammen og betragtet dem som et og samme. Og somme tider kan mennesker også være begge dele, men det afgørende er, at falske mennesker er farlige. Facademennesker er kun farlige for sig selv. Falske mennesker er dem, der siger et og gør noget andet. I Guder hvor har jeg slået mig på sådanne typer. Jeg har haft dem som mine nærmeste venner og undertrykt min egen undren, når de opførte sig på en uventet måde. Jeg har været længe om at opdage, at den selviscenesættelse, som de så elegant foldede ud foran øjnene på mig, var hul og tom. Jeg har haft venner, hvis farverige selskab, jeg har solet mig i, samtidig med at jeg fik det fysisk dårligt, fordi der var et eller andet, der ikke stemte.

Og det er jo faktisk ganske rigtigt – og det gælder om, at kunne skelne. Hvilket jeg dæleme også har været (og ind imellem stadig er) dårlig til at gøre. Jeg er så taknemmelig for min samling af mennesker (my people, som en ægte rapper ville have skrevet). Dem der har min ryg både når det går godt og når der er lidt mere at kæmpe med. Jeg elsker at de udfordrer mig igen og igen, men at jeg også ved at jeg altid er i deres hjerter, som de er i mit. Total corny og kliche – men det er sgu vigtigt.

Men så sker der det ind imellem at jeg bliver forblændet. Af mennesker der har det hele i det halve – og som virker sjove og dejlige. På facaden, men hvor det i virkeligheden ikke er den facade, vi jo alle er udstyret med. Og som man lukker de bedste ind bag. Men den facade, der dækker over at de gør noget andet, er på en anden måde end den måde, der gives (offentlig) udtryk for. Der hvor jeg kan høre en mislyd, og jeg får ondt i maven. Hel uforklarligt – men langsomt opdager jeg at det var det, der var ’i vejen’. At der var mislyd og uoverensstemmelse mellem de søde ord, smil og venligheden og bagved gemte sig en helt andet person, hvor selvisceneselvsættelse er målet. Og hvis man ikke kan give noget til denne er man ude. Det er, som Anette skriver, hult og tomt. Og man (jeg) slår mig så meget på den opførsel. Og forbavses. Og bliver ked af det - og får det,som hun også beskriver, fysisk dårligt. En person, der gør alt for egen vinding og kun for egen vinding - din vinding er der kun tænkt på hvis den er enten mindre end deres vinding - eller du i det mindste kan ’give’ dem noget. Hvis du kan tilføje deres coolness et ny dimension, deres selviscenesættelse et nyt ben – ellers er man bare ordinær og kedelig og ikke værd at bruge tid på. Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Men det er hårdt alligevel, når man udsættes for dette.

Så tyer man som oftest til de bedste igen. Der hvor hjertet er hjemme, facaden er nede og vi er der fordi vi kan lide hinanden og ikke alene fordi vi skal bygge image op eller (kun) fordi det giver streetcred.


Sikke en smøre – den lød sørme tung og sørgerlig. Det er den ikke. Det er nærmere et hurra-råb over at have sluppet mavepinen (endnu engang). Nu vil jeg spise god frokost (om lidt) med god veninde inden jeg daffer på ferie her… Ses på den anden side.