You never know how close you are...

Her er lidt stille. Men jeg har nu holdt vejret i hele 6 dage - og så kan man ikke sige ret meget. Ensige tænke en lige tanke.

Men idag skete. Fristen udløb for de nye ejere - og det betyder at en kæmpe sten (faktisk ret mange røde mursten ovenpå hinanden) er faldet fra vores skuldre herhjemme. Vi har solgt huset i Sønderborg. Mit drømmehus. Som vi elskede (og stadig savner) - som lagde rammen om vores familie i nogle skønne år i Sønderborg. Huset hvor vi begge fejrede 30-års fødselsdag med kæmpe havefester. Huset hvor vi fik Caroline. Og huset fra mine barndomsdrømme. Huset med den smukke hvide trappe. Huset med den skønneste terrasse. Og fremfor alt huset med den dejligste stemning.

Men også huset, som efter finanskrisen pludselige opståen, blev en (tung og dyr) klods om benene, da vi besluttede at vende tilbage til familien og livet i København. Som blev årsagen til en af de helt dybe bekymringsrynker midt i panden. Som var skyld i utallige søvnløse nætter. Men som også har bragt os 4 i familien helt tæt sammen. Og vist os (og verden), at vi kan ikke sådan lige slåes ud. At vi nok skal klare det hele. Bare vent.

Nu vil jeg fejre Margrethes 10 års fødselsdag endnu engang i weekenden. Den 10 års fødselsdag som i mange år stod som en skæringslinje i min hjerne 'hvis bare vi har solgt inden hun bliver 10' - det var mantraet. Helt uden nogen logisk baggrund. Bare en eller anden rund skæringsdato - et håb - i fremtiden. Nu er fremtiden her. Og nu lykkedes det sørme. 7 dage før hendes fødselsdag blve underskriften sat. Og idag er den ikke til at tage tilbage.

Det skønneste sted i hele Sydjylland... Som nu skal glæde en anden familie.