Noget om søskende

I mandags ringede min telefon lige midt på dagen – altså mens det stadig var skoledag og jeg sad og overvejede hvad kantinen mon bød på. Jeg kunne se på displayet, at det var Margrethe. Og når hun sådan ringer midt på dagen sker der to ting. Det ene er, at jeg rammes af en uro, da det virkelig ikke er almindelig, at hun ringer til mig sådan midt på skoledagen. Og den anden ting, der sker er, at jeg tager telefonen hurtigere end jeg kan nå at trække vejret.

Det var Margrethe – hun lød glad (puha – ingen katastrofer så) og det var frikvarter (puha – hun pjækkede ikke). Hun ville bare sige, at hun havde talt med Caroline (aka lillesøster) i skolegården og hun havde sagt, at hun gerne ville tidligere hjem end sent. Om denne mandag kunne jeg altså først hente klokken liiiige 16 – og ikke før. Normalt ikke et problem, men Caroline, fortalte Margrethe, var ked af noget ingen af dem helt vidste hvad var. Men det hun egentlig ville var at spørge, om ikke hun måtte hente Caroline, når hun selv havde været til klaver efter skole – og altså fremrykke afhentningen til klokken 14.45. For det var, som hun sagde, synd for Caroline, når nu Margrethe alligevel bare skulle hjem bagefter.

Og der smeltede mit hjerte. Hvor meget de end kan råbe af hinanden og skændes over de mindste (og her er vi virkelig ud i nano-små detaljer) ting, lige så omsorgsfulde og søde kan de være overfor hinanden. Og da Caroline gerne ville hentes tidligere, var der slet ikke tvivl om, at selvfølgelig kom hendes søster da så og hentede hende. Det var et fint opkald.

Da jeg så kom hjem efter 16 var der lavet lektier (!!), de havde smurt madder (og her er alt det efterladte køkkenrod aldeles tilgivet) og de sad nu og hyggede med Mindcraft sammen.

Det var sådan en fin fin mandag.