Savn og sommer - og tv-premiere

To dage i træk. Det er næsten for meget. Og der er jo faktisk ikke rigtig sket noget nyt. Jeg har cyklet i polarkulden til arbejde. Og jeg har (igen) optimistisk fejlvurderet behovet for uldtøj, strømper og tykke bluser. Så jeg har også drukket te til at tage den (snart ikke længere potentielle, men nærmere aktuelle) forkølelse i opløbet. Jeg savner (helt ind i de gennemkolde knogler) sommer og bare tæer i græsset. Og sådan er der flere der har det. Da jeg fulgtes med Margrethe til skole i morges gik hun hele vejen og dagdrømte om sommerens ferie med Gulliver (som hun jo kender fra sidste år – og derfor kunne skabe nogle endog meget levende billeder, der på gåturen) og sommeren uger og weekender i sommerhus. Med græs under tæerne, vand og salt i håret og hygge indenfor de dage, hvor solen hviler ud. Men hvor brændeovnen så kan sørge for god varme. Ja – samtalen i morges handlede ret meget om varme.

Jeg læste i dag hos Julia, som også er begyndt at savne udelivet, at en i kommentarfeltet mente foråret var på vej. Og han hun i morges havde duftet foråret. Jeg er ked af at være sådan en nej-siger her, men jeg kunne ikke lugte andet end frost og bidende kulde. Selvom jeg også har hørt i vejrudsigten, at (mere humane) varmere temperaturer er på vej. Lige nu kan jeg næsten ikke forestille mig det.

Nå, men det fede ved mørke aftner, halvsygdom og sløjhed er, at det er helt okay (nærmest velanset J) at stene tv i mængder. Det kan man jo ikke rigtig tillade sig overfor solen, når den og blomsterne spirer frem – så det er vinterens glæde. Og i aften starter sæson 6 af Homeland. Og som mange andre glæder jeg mig. Og jeg kunne hertil morgen høre i radioen, at det ligefrem er en begivenhed i nyhederne. Det bliver godt – og Rupert Friend er stadig med. Selvom jeg troede han var død (eller husker jeg forkert) – i hvert fald er han på sæsonens rolleliste.