Tanker på en mandag

Så gik der noget tid igen. Jeg ved ikke rigtig – livet løber afsted lige ved siden af mig. Og jeg gør mit bedste for at hænge på, hænge i – og lære at nyde turen.

Vi har det i hvert fald bedre. Vi har (igen…) fået talt (og talt og talt - og nået et godt stykke nærmere). Og der er så mange ydre omstændigheder, der fælder os. Der er så meget pres – som gør det virkelig svært for os begge to – svært at holde fokus og tage udfordringerne sammen. Men vi skal tage dem sammen. Jeg kan ikke forestille mig andet. Lige nu.

Vi har haft et par børnefrie dage – altså vi var jo på arbejde i de dage, der var hverdage. Men derudover fik vi set en bio-film (Kvinden i buret – jamen – tag straks ind og se den. Den er fantastisk, trods mine ikke alt for høje forventninger), vi fik brugt timer (mange timer) i sofaen med Dexter og junk food, og jeg fik taget til pigefest om lørdagen. På den anden side fik vi ikke handlet ind til Ms fødselsdag, købt hendes gaver, ryddet op, vasket tøj, lavet mad til fryseren – eller andet, der nu ville være fantastisk. Men… tror måske det andet var sundt. Eller – det var det vi var i stand til. Presset er således, at der ikke er overskud til andet. Jeg skal bare lære at slappe af – lade tingene ligge. Og stole på, at vi når det hele (gisp… det er nok det sværeste man kan sætte mig til – hjertet ræser afsted, og jeg havde virkelig svært ved at ligge i sofaen – helt ugidelig og (igen gisp) uvirksom)…Nå, men jeg hentede ungerne søndag – det var dejligt. De var savnede. Meget.

Men vores problemer er sat i perspektiv – af en dejlig veninde og hendes lige så dejlige mand, som vi ser meget til – som nu står midt i en måske-skilsmisse, konkurs og følelsesmæssigt og økonomisk morads af de værre. Jeg forsøger at være der, støtte, lægge øre, øjne, skuldre og hus (eller lejlighed) til. Men det er så smerteligt at se på! Hvordan to mennesker kan fjerne sig så meget fra hinanden – og leve to skjulte liv i samme hus, miste hinanden i fokus, mens alt på overfalden tilsyneladende er picture-perfect i Nordsjælland. Hvordan man kan miste tilliden i en grad der overrasker (selv) mig! Hvordan man kan miste blik for det vigtige i livet. Hvordan man kan miste fodfæstet og sit værdigrundlag  og sin økonomi med det – og reduceres til tomme hylstre, der skal samles op – helt nede på bunden. Hvordan forfængelighed og stolthed kan stå i vejen for udnyttelsen af hinandens fulde potentiale – og samtidig stå i vejen for kærlighed og tryghed. Puha – mine tanker går i ring.

Her er det dog, som sådan, hverdag igen. Mine nisser rumsterer stadig. Arbejdet er ikke – så sjovt. Jeg befinder mig i et underligt tomrum her. Men det er svært. Jeg gider ikke være sådan en, der ikke kan holde ud at sidde i netværk og høre om de andres spændende job. Jeg gider ikke være bitter og utilfreds (med livet) – og bitter over, at der tilsyneladende ikke tænkes på mig. Når nye initiativer, åbninger og ting i det hele taget sker i branchen. Hvordan skal man ikke tage det personligt? Selv fra mine tætteste kontakter, som endda i flere tilfælde overlapper private (jfr. for eksempel lørdagens fødselsdag, der var hos en, jeg bruger som reference i ansøgninger). Jeg vil ikke være bitter. Det er så grimt. Men det er samtidig så svært at undgå. Så svært.

Spirrende optimisme

Havde en skøn dag med tøserne i svømmeren i går. Det normale svømmehold var aflyst (da der var en eller anden, der havde kastet op i vandet. Adrrrrr – og Grrrrr – det er anden gang!). Nå, men vi tog så i en anden svømmehal og hyggede i en times tid – vi var alligevel alene hjemme hele aftenen og begge havde glædet sig til svømning. Det var så fint. De er sgu ved at blive store – det slår mig ind imellem hvor meget nemmere det hele er med sådan to, der bare selv kan det hele. Og selv kan argumentere hvorfor blusen skal på til sidst – og den slags vigtige detaljer. OG som så selv kan tage den på, når nu rækkefølgen er vigtigt. Skønt. Vel hjemme så vi Cecilia i kageprogrammet på kanal 5. Det er så sjældent jeg ser kanal 5 – og indrømmet jeg har heller ikke set de her udsendelse, udover lige denne uge, hvor Cecilia (vinder og vinder). Hun er dælme også dygtig!

Glæder mig enormt meget til weekenden. Der skal umiddelbart kun ske hyggelige og dejlige ting – altså ikke noget specielt. Fredag er der for eksempel lygtefest i Børnehaven Bøgely. Og nej, børnehavefester i præcis den børnehave er ikke et pligtjob. Det er super mega hyggeligt. Med kagekonkurrence, live jazz band, vin (ja, det bliver der serveret, snerper), og skønne dejlige forældre, man gerne bruger sin fredag aften med. Imponerende ikke. Men også skønt. Udover det står weekenden bare på hyggelige aftaler og rolig familie-samvær. Det tror jeg også vi har ret meget brug for. Men har man ikke nærmest altid det, i en gennemsnitlig dansk børnefamilie med to fuldtidsjob og ambitioner om at nå alt muligt andet også? Måske skal vi åbne en flaske bobler. Vi gik shop-amok i bobler til et fantastisk arrangement i den svenske kirke sidste weekend (ja, kirke – de kan åbenbart noget med boblende alkohol. Msåke det er fordi den er svensk). Jeg ææælser bobler. Og man burde jo faktisk fejre livet. Lang oftere. Det er det vi skal – lørdag J.

Forstummet dialog

Har ondt i maven - ikke kun over os herhjemme. Jeg har taget min vielsesring på. Jeg giver ikke op. Vi giver ikke op. Det skal lykkedes. Tanken om det modsatte er så intenst ubehagelig, at det bare ikke kan blive sådan. Der skal kæmpes. Ironisk nok er jeg netop igang med konflikttrappen (i anden sammenhæng) - og der os på de røde trin. Vi lytter ikke. Samtalen er forstummet og det handler kun om at bruge energi på at 'vinde' og få ret. Og på den måde taber jo alle!

Nå, men ondt i maven - denne gang på den gode måde. Nu må vi se hvad der lykkedes. Om det lykkedes at genoptage dialogen og samtalen. På egen banehalvdel. 

Fortrydelse

Jeg fortryder mine valg her i livet. Jeg fortryder at jeg overhovedet er til.

Jeg gik hjem fra legepladsen idag. Kunne simpelthen ikke sidde der, når vi ikke engang kan tale sammen længere. Vi kan kun skændes og beskylde hinanden for livets skuffelse. For at vi ikke kan det samme som alle udenom os. For at livet er noget lort. Jeg bliver kold indeni når han siger ' kan du ikke bare blive til noget der hvor du er'. 'hvor slemt kan det være'. 'hvis vi skal have de økonomiske muligheder du gerne vil så må du bare blive der, og arbejde alt hvad du kan'. 'det er nok dig'... Jeg bliver kold. Det løber med koldsved ned af ryggen - jeg er så nede. Jeg er trampet på. Og imponeret over at mit hjerte stadig slår. Efter 3 dage i exil med ungerne hos mormor. Jeg er i undtagelsestilstand. Ingen ved noget. Alle tror det hele er fint. Jeg selv går rundt inde i osteklokke. Det er som om livet foregår uden på den anden side. Følelser er kolde. De er det slet ikke. Jo, frygt. Kold skræmmende frygt. Hvad skal der blive af mine børn? Hvordan skal de klare de ar de må få med? Jeg kan ikke blive på den arbejdsplads - men har måtte sande. At jeg er HELT alene. Han synes jeg er latterlig. Overfølsom. Doven. Skal bare tage mig sammen. Han siger jeg er forkælet. Og at han ikke gider betale for mit liv. Mine krav.
Undskyld. Men jeg har ikke engang en dyne. Nej. C har fået min. Hun manglede en dyne. Mere end mig. Jeg har ikke nogen.
Jeg har lyst til at skrige og forsvinde. Mine børn - hvad skal der ske med dem. Nogle gange tænker jeg at det var bedst hvis de aldrig havde været her - for så kunne jeg gå. I hundene. Fra ham. Fra ondskab. Så var der ikke nogen at tage hensyn til - være ansvarlig overfor og stå op hver dag. Mit hjerte slår og min ryg er kold af sved. Følelsen er panik sidder i halsen, i ryggen, i hjertet og i hver eneste fiber af min krop. Jeg er træt - af at se glad ud. Jeg er træt af ikke at være glad. Jeg er udmattet. Mine stakkels stakkels børn. De har ikke fortjent den skæbne.

Har brugt dagene hos mormor til kompensation. Har set glade børnesmil. Stolte smil over kastajnedyr, pressede æbler, hjemmelavede fødselsdags invitationer (oh ve - hvad gør vi med den), kager og leg med leg på. Men jeg var der ikke. Min krop var der. Med kvalme og panik. Med krymmel. Frygt er altdominerende. Jeg håber de nød det. Har tanket gode oplevelser, der kan mindske arene. Arene over at mor og far er frygtelige mennesker. Der ikke skulle have børn. Der ikke er ansvaret voksne. Frygt. Panik. Er de eneste følelser tilbage i min krop. Og uendelig sorg.

Ingen ord

Har ingen ord. Synes det hele er både fantastisk dejligt for tiden - og tænderbidende svært. Specielt parforhold (eller mangel på samme) - har nu ikke gået med vielsesring i en uge. Det er svært. Ville gerne tage den på. Det er bare så svært. Og går så meget ud over børnene - og os.

Julia Lahme er en klog kvinde

’Jeg er jo en del af en generation, der fik af vide af vores 70’er forældre at vi kunne alt. Det har vi så oversat til, at vi skal kunne alt. Så kvinder i min generation skal have en flot karriere, lækre børn og et flot hjem, have råd til skiferie og tropeferie om vinteren, og så skal vi i øvrigt veje 57 kilo, samtidig med at vi helst skal arbejde deltid, så vi kan være noget for dem derhjemme. Det idealbillede er jeg rigtig bange for. Jeg er bange for, at vi bliver så overfladiske i vores liv, at vi ikke når at lære noget af hinanden, fordi vi har så travlt med at leve op til noget vi tror, er det ideelle liv.’
Citat Julia Lahme her og her…

Hun er sgu godt nok klog. Jeg er så enig – og deler frygten.

En af de der picture-perfect weekender

Vi har haft en af de weekender, man kan læse om i reklamerne. En dejlig dejlig en af slagsen. Lørdag var vi på skovtur med C’s børnehave (og på hendes gruppe, er der de sødeste forældre), så det var en (kage-)fest for både børn og voksne. Vejret i Dyrehaven var skønt med over 20 grader, legende børn og forældre fordybet i madpakke, kage og kaffe. En af de gode dage, der skal lagres. Da vi kom hjem fra Dyrehaven havde vi lige et par timers sen siesta, hvorefter farmor kom på besøg til middag – med vores nye sengetæppe, som hun har lavet af patchwork (noget hun er overdrevet god til)….

Og så kom søndag. En picture-perfect søndag fyldt med hygge, latter, børn og gode venner. Vi tog til de mest fantastiske venner i Rungsted (der hvor vi også holder nytår og indimellem tager på ’weekendophold’ – faktisk er det sådan at tøserne er begyndt at spørge om vi ikke skal sove der hver gang). Nå, men søndag var M til fødselsdag hos en klasseveninde, hvor de lavede hjemmegjorte flødeboller, chokoladepizza og alskens andre lækkerier. Og vi andre kørte så simultant til Rungsted. Vi skulle bare drikke eftermiddagskaffe – og så hjem. Men (som altid) endte vi med at lave lækker aftensmad sammen og have den mest fantastiske søndag. M blev hentet hjem – og bragt derop. Vi var, med al vores sammenlagt viljestyrke, hjemme halv ni med to sovende børn bagi bilen. Sådan nogle dage skal man have flere af – specielt når ens hverdag indtil uge 42, hvor ferien rammer, er al for travl og præget af at jeg er (for) meget hjemmefra.

Arven

M ligner sin mor - ikke nødvendigvis af udseende (jo også lidt der, men hun er vist bare en smuk blanding af mor og far). Nej hun ligner mig af sind. Desværre var jeg lige ved at sige. For det er hårdt - at have mit sind. Det kan sikkert også være en gave - og jeg håber sådan at hun forstår at forvalte det bedre end jeg. Hun vil blive tvunget til at kende sig selv bedre end de fleste. Hun vil blive tvunget til at tænke meget mere over livet og have mange melankolske perioder - simpelthen fordi sådan er det. Det er ikke undgåeligt. Jeg kan se det allerede nu. Det er som at se mig selv i spejlet. I en barne-udgave. Det er næsten skræmmende.

Problemer med selvværdet. Problemer med at passe ind socialt. Venskaber og grupper har altid været et issue for mig og er det (på voksen-måden) stadigvæk. Det kan godt være, at det udefra ser ud som om jeg har venner, veninder, bekendte, stort netværk, at jeg er stabil og at der ingen problemer er - men indeni raser usikkerheden. Vil de mig? Sagde jeg noget forkert? Er jeg udenfor (igen)? Jeg mærker de mindste tegn på afstand og udenforhed - ind imellem sikkert også når der ingen tegn er. ØV. Og når jeg mærker det - går jeg. Bogstavelig talt. Mister både mig og dem i processen. Jeg elsker mine venner, jeg bliver altid karakteriseret som udadvent og social. Og det er også rigtigt - udenpå. Men indeni har jeg en konstant kamp - en blodig kampscene, der tager så mange kræfter, at jeg nogen gange bare er nødt til at være alene. Helt alene - uden nogen social kontakt. Ikke for at tænke - men for netop ikke at tænke. For at der bliver STILLE indeni. Så tankemylderet forsvinder - eller bare fortager sig. For at finde styrke til igen at møde verden. En verden som vil mig - som ikke vil mig? Jeg har brug for at slukke for tankerne, der konstant vurderer, afsøger, mærker, føler og har antennerne ude og har alle følelser i alarmberedskab. Jeg har mistet mange venskaber på den konto. Fordi jeg trækker mig. Jeg stopper kontakten. Jeg tænker, at så er jeg bedre alene. Jeg lukker af - hvis jeg tror de alligevel ikke vil mig. Hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved min måde. Jeg føler mig truet af andres glæde. Hvorfor - det er sgu da ikke særlig pænt - nærmest lidt smålig og usandsynlig flovt. Som en indre rådenskab. Jeg er smålig inden i nogle gange. Adr. Jeg har specifikt 3 venskaber jeg ikke længere har. Fordi jeg har ødelagt det. Fordi de ikke kunne mig og mit diktatur. Andre bliver. Gud bedre det. Hvordan bliver jeg mere rummelig - og slipper angsten for ikke at slå til, ikke at få et godt liv og bliver truet af at se andre have et godt liv. ...???...

Og min stakkels, fantastiske , smukke, kloge M - har arvet det ualmindelig følsomme sind, de store udsving, temperamentet, følelsen af utilstrækkelighed, ved-siden-af-heden, grinet, latteren, og melankolien - og trangen til at være alene. Og frygten for at være alene. I verden - i sidste ende.

Jeg vil hjælpe hende - men det er svært. Jeg har ikke engang helt mestret at hjælpe mig selv. Men jeg ønsker mig mere end noget andet, at hun kan mane spøgelserne lidt mere til jorden end jeg kunne. End jeg kan. Jeg øver mig stadig.

Pip

Her er travlt - jeg ved ikke hvordan jeg skal nå både arbejde og familie i september. Jeg er væk 2-5 dage hver uge... Og så er der svømning, dans, legedates, lektier (i bunkevis!!), og vasketøj. Jeg gider ikke hele tiden skynde mig. Og have åndenød, Jeg vil nyde og dyrke mine interesser.

Nå men uge 42 trækkes stikket ud. Men der er alt for længe til -samtidig med at der er alt for lidt tid til...

Søvnløs i perspektiv

Jeg har ligget hele natten og krammet Caroline. Krammet krammet og krammet - mens hun hviskede i mørket. Normalt, når Caroline hvisker om natten (og fortæller om sin dag...sådan noget skal gerne foregå om natten - åbenbart) bliver jeg ikke nødvendigvis i krammehumør. Nærmest noget med tiltagende hvislende 'gå ind til dig selv', 'shhhhhhhhhhhh', 'ti stille', 'lig nu stille'.... Og sådan.

Men i nat har vi krammet.

Jeg tilbragte torsdag aften i selskab med den stærkeste kvinde jeg til dato har mødt. Hun er dejlig, smuk, dygtig - og bærer helt usyndligt for det blotte øje på den ultimative sorg. Hun har (haft) 4 børn. Der er et tilbage.

De 3 andre er i himlen - heldigvis ikke sammen med den far, der skød dem i februar 2011 - lige her. Han er stadig i live - og ellers ville han også være endt i helvede. Der skal han nok hen engang.

Hvordan finder hun styrken til at stå op om morgenen. Spise morgenmad, tage tøj på. Stå oprejst? Hun så helvedes godt ud - med make up (???) - jeg er fuldstændigt væltet omkring af den styrke jeg oplevede. Nu er jeg dog træt. Efter at kramme hele natten med et hviskende barn. Godt det er fredag.

Pas fandens godt på hinanden. Og på jeres børn.