Fri-uge (næsten da)

Den her uge har potentiale til at blive ret fin. Hvis man lige ser bortset fra at jeg var svimmel som en fuldesyg allike igår - og muligvis kunne tænkes er på vej til at blive syg. Hele familien er i hvert fald forkølede og min hals er sådan underlig ru. Den gør ikke ondt - den føles bare som om, at den mangler smørelse. Præcis som det er inden sygdom sætter ind.

Men jeg vælger at ignorere det. Jeg skal nemlig hygge mig - lige udover kun én ansøgning, der skal skrives, en enkelt samtale, der skal sættes hår til og kun 2 sådan netværksagtige kaffe'r, der skal drikkes. Jeg skal hygge både med ungerne og Steffen, julepynten (som kom op i søndags) og en fantastisk god bog. Og så med veninder. Den ene dag kommer min dejlige veninde ind fra de nordlige forstæder og spiser frokost, ser juleborde og drikke gløgg - mens min speciale-makker den anden dag har inviteret på udstilling og frokost på Arken. Og i aften skal jeg i Grand bio og se 'Truman - venner for livet'.

Kan mærke, at jeg har brug for at få lidt ro på hovedet. Jeg har brug for at lave lidt glædeligt, hyggeligt og sjovt - og for en gangs skyld nyde friheden lidt. Nu er den her jo - så det er sgu lidt dumt ikke at få det bedste ud af det. Basta - siger jeg bestemt til mine myldre-tanker og alle deres fætre.

Fra fødselsdag til jul på Faksegade:

Regn, nybagte boller og indeliv

Idag regner det. Og er sådan ret gråt - og lidt blæsende. Jeg afleverede en glad Margrethe - og gik derefter en times tur - i regnen. Nu er jeg tilbage hjemme. Og er ved at bage boller. Som jeg vil spise med tykt smør senere - mens jeg læser en god bog. Jeg skal se at blive færdig med 'Her er jeg' - den er god. Men sindsygt tung. Igår var den aftenens emne i bogklubben. Jeg tror ikke lige sådan man bliver færdig med den. Idag vil jeg lytte til regnen. Drikke te og gøre et indhug i bogstakken. Ahhhhh...

You never know how close you are...

Her er lidt stille. Men jeg har nu holdt vejret i hele 6 dage - og så kan man ikke sige ret meget. Ensige tænke en lige tanke.

Men idag skete. Fristen udløb for de nye ejere - og det betyder at en kæmpe sten (faktisk ret mange røde mursten ovenpå hinanden) er faldet fra vores skuldre herhjemme. Vi har solgt huset i Sønderborg. Mit drømmehus. Som vi elskede (og stadig savner) - som lagde rammen om vores familie i nogle skønne år i Sønderborg. Huset hvor vi begge fejrede 30-års fødselsdag med kæmpe havefester. Huset hvor vi fik Caroline. Og huset fra mine barndomsdrømme. Huset med den smukke hvide trappe. Huset med den skønneste terrasse. Og fremfor alt huset med den dejligste stemning.

Men også huset, som efter finanskrisen pludselige opståen, blev en (tung og dyr) klods om benene, da vi besluttede at vende tilbage til familien og livet i København. Som blev årsagen til en af de helt dybe bekymringsrynker midt i panden. Som var skyld i utallige søvnløse nætter. Men som også har bragt os 4 i familien helt tæt sammen. Og vist os (og verden), at vi kan ikke sådan lige slåes ud. At vi nok skal klare det hele. Bare vent.

Nu vil jeg fejre Margrethes 10 års fødselsdag endnu engang i weekenden. Den 10 års fødselsdag som i mange år stod som en skæringslinje i min hjerne 'hvis bare vi har solgt inden hun bliver 10' - det var mantraet. Helt uden nogen logisk baggrund. Bare en eller anden rund skæringsdato - et håb - i fremtiden. Nu er fremtiden her. Og nu lykkedes det sørme. 7 dage før hendes fødselsdag blve underskriften sat. Og idag er den ikke til at tage tilbage.

Det skønneste sted i hele Sydjylland... Som nu skal glæde en anden familie.

Så er det snart jul

Idag er der 9 dage til jul. Det vil sige, der er 9 dage til julen starter herhjemme. Reglen er, og regler må der for at julen ikke tager overhånd for mig som elsker jul, at daten efter Margrethes fødselsdag tager vi  de store kasser med julepynt frem. Og pynter. Hører julemusik. Drikker gløgg og spiser æbleskiver. Og i år falder denne højtidsdag på en søndag. Mega win!

Jeg glæder mig til at holde Margrethes fødselsdag hele to gange. Men så er det eddermane også jul.

Og vi skal i Tivoli, drikke egg nog, i teateret og biografen og se julefilm og forestillinger, bage kager, tage på marked. Og specielt i år, hvor jeg har tid, skal jeg nyde byen i ro om dagen også. For eksempel glæder jeg mig helt vildt til at se årets julebord. 

Jaja. Hver sin smag. Jeg elsker jul. Ønsker mig bare en chokoladekalender. Eller en lakridskalender. Sådan en rigtig god en. Nu må vi se om det bliver til det også...

Forelsket i en beklædningsgenstand

Nu er det ikke ofte det sker for mig - eller altså. Ikke sådan rigtig i hvert fald. Jeg kan, bevares, godt lide nyt lækkert tøj. Men det er ikke noget, der fylder farligt meget i mit liv.

Men så idag skulle jeg til møde på Islands Brygge. Og da jeg hver dag denne uge har været irriteret over at genbrugsposen med små brugte Nespresso kapsler væltede ud på gulvet, hver gang jeg åbnede skabslågen ind til skraldespanden, slog jeg to fluer med et smæk. Og medbragte selvsamme genbrugspose til byen. Hvor den kan afleveres hos Nespresso - og forhåbentligt gøre noget bedre (eller i det mindste mindre skidt) med dem. Turen fra Østerbro til Islands Brygge går normalt ikke lige forbi nespresso, men det måtte den idag. Og der mellem Nespresso og Topshop lå der et ellers tomt butikslokale - og i vinduet hang den smukkeste ting. En kappe, som var så smuk - og som jeg ville elske at iføre mig, hver gang jeg skulle ud og spadsere - og ja, man spadserer i den sådan kappe. Den var så smuk. Og jeg havde for travlt til at undersøge hvorfor den hang der. Men det må blive snarest muligt - når vejen igen falder den vej.

Den er da smuk...

Noget om tid

Tiden er en underlig elastisk størrelse.
Tag for eksempel Margrethe. Der er ti år til hun bliver tyve. Og bare ved tanken får jeg fuldstændig åndenød af skræk og rædsel og stress. Så flytter hun hjemmefra og ti år er jo ingenting. Ti år set i det perspektiv er ganske kort tid. Det føles som et knips med fingrene.
På den anden side er det 10 år siden jeg fik Margrethe. Og det er ti år siden jeg lige havde afleveret mit speciale. Det er altså ti år siden, at jeg ikke havde nogle børn overhovedet. Og det er ti år siden, at jeg kun lige var færdiguddannet. Og siden da har livet skiftet retning uendelig mange gange og bugtet sig helt vildt - så jeg kan, når jeg ser tilbage, slet ikke genkende mit liv fra dengang. Det virker som en hel livstid siden. Det virker som virkelig længe siden. Og i det perspektiv er ti år jo uendeligt lang tid. Så Margrethe flytter hjemmefra lige om lidt. Men i et helt andet liv om så lang tid, at vi kan nå at leve et helt liv inden hun flytter.

Vi kan nå at blinke. Blink.

Og vi kan nå at få to børn, otte jobs, tre nye ejendomme, tre biler og to katte. Og vi kan nå at flytte 400 km to gange. Bum.

Vi kan nå helt nye liv.

På ti år.

Tiden er i sandhed elastisk.

Fra lille....

Til større - næsten 10 år

Valgdag og lån

Idag er der valg. Det som flest mennesker, både her og i udlandet, bekymrer sig om og interesserer sig for er valget på den anden side af den store dam. Det hjemlige valg er der ikke mange, i hvert fald ikke i min generation, der deltager i - måske endda kender til. Nemlig menighedsrådsvalget.

Det er, når ret skal være ret, nok også det valg, hvor vi ikke har stemmeret, der er der mest afgørende. Det bliver lidt spændende at følge idag. Eller spændende er måske så meget sagt. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes nogle af kandidaterne er helt efter bogen. Omend jeg, som dansker, nærmest selvfølgelig hellere vil have en Clinton end en Trump. Hellere pest end kolera. Men allerhelst ville jeg have en Obama. Eller en Bernie Sanders. Faktisk. For når jeg kigger på mine børn og tænker på den verden, som vi helt fysisk levere videre. Ja, så er valget ikke så svært. 

Her 11. november skal kvinder holde op med at arbejde for i år, hvis vi skal have lige løn for lige arbejde. Og ja, det er da problematisk. Men i det store hele synes jeg altså, at det er et større problem, faktisk et helt uoverskueligt skræmmende og gigantisk problem, at vi 8. August i år skulle stoppe med at bruge ressourcer fra jorden. Den dag er midt på året. Den dag markerer dagen, hvor vi (årligt) tærer mere på jordens ressourcer en de kan klare. Og den dag flytter sig hvert år fremad i kalenderen. Og dermed låner vi, uden mulighed for forhandling, af vores børn. Og børnebørn. Og uden at give dem noget bedre igen. Faktisk står de alene med regningen. Ikke os.

Jeg ved ikke om Clinton gør noget positivt ved det skæve regnestykke. Men jeg tror på, at hun nok gør en my mere end Trump. 

Dagens stemning

Jeg havde egentlig tænkte mig at skrive en hel masse om at gå efter sine drømme. Også når det er svært.

Men jeg tror faktisk i stedet jeg vil lade være. Lige idag er det ikke de mest strukturerede tanker jeg har - og det der med at tro på det. Tro på at jeg kan nå mine drømme. Ja, den tro har fået en del knæk. Her idag, i går og den sidste måned. Så jeg vil begrave mig under et tæppe. For første gang siden jeg stoppede på arbejde. Efter at jeg, selvfølgelig har brugte hele formiddagen på at gøre alt det rigtige - og forsøge at nå drømmene,så vil jeg tage tiden til at se en film. En, hvor jeg skal leve mig ind i en andens drøm. Og kan glemme min egen lidt.

Det er svært at vide hvad man vil. Men løbe panden mod muren igen og igen og igen. Og så derefter løbe i grøften.

Blomsterne i min gård er ligeglade - både med vejret (koldt) og stemningen (lav). Heldigvis.

Mit liv set gennem folkeregisteret DEL3

(Første del kan læses her - og anden del her)

Så jeg rejste hjem til først min mor (som nu boede i Hvalsø – på mosesvinget – adresse nummer 13), hvor jeg boede 1½ måned indtil jeg fik et værelse på Ndr. fasanvej på Frederiksberg. Jeg læste nemlig cand. merc. MCM på CBS – og var garanteret en af de der totalt skrækkelige engagerede studerende der sad i diverse råd og foreninger – men jeg var ’ny’ i byen og havde skrækkelig travlt med at opbygge nyt liv, nye bekendte – og bruge noget af al min energi… Som jeg havde dengang (præ-børn ;-)).

Jeg boede kun 3 mdr. på nordre fasanvej – for køkkenet faldt ned over mig (ja – det var drabeligt med global knive stikkende op af gulvet ved siden af…) – og efter en forsikringsdisputs med udlejer flyttede jeg til ny-købt andelsbolig på nannasgade hvor min nærmeste nabo var blågårdsgades skole – og de skød i lokalområdet Men det var min lejlighed – og jeg var super lykkelig. Og stod for første gang på egne ben.

Så mødte jeg Steffen og vi flyttede sammen i hans lejlighed på herninggade (ja -. Der vi nu bor igen…) i 2005. Og her blev jeg færdig med min kandidat – helt gravid og alting. Og i november kom så Margrethe. Tal om omvæltning. Jeg fik en efterfødselsreaktioner (som det så skønsomt hedder, når der er tale om noget der ligger meget meget tæt opad en fødselsdepression) – og de første 3 måneder af hendes liv kan jeg faktisk ikke huske. Jeg kan se billeder – og huske på den måde. Men jeg kan også se en afpillet (tabte mig ti kilo fra før-fødselsvægt), glansløs og trist mor. Jeg fik dog god hjælp – og tågen lettede. MEN… jeg lærte såååå meget – om rummelighed, livets skyggesider og den slags. Det var ikke sjovt men noget godt tror jeg nu alligevel der er kommet ud af det.

Nå, men jeg fik det fantastisk og resten af min barsel husker jeg som en dejlig drøm. I 2007 da Margrethe var 4 måneder flyttede vi til Sønderborg!

Jeg tænker på #3

- at jeg ikke helt kan finde ud af om jeg elsker eller hader den her (nye - tøhø) Halloween-tradition. Eller som kritikeren ville sige 'Halloween-hysteri'. Altså på den ene side synes ungerne, at det er en fest. Og de har scoret så meget slik, at jeg er sikker på, at der falder lidt af til moderen. Men på den anden side så forstår jeg det altså ikke. Og slet ikke på en hverdag. Og det er bare alt for meget. På en eller anden ekstrem kommerciel måde (#spelt). Jeg tror jeg spiser en af left-over lakridserne og lader den ligge - indtil næste år.

- at jeg simpelthen har cyklet over 20 km idag. Og jeg var så skide heldig, at vejret holdt tørt. hvilket var heldigt, da jeg helst ikke skulle se alt for druknet ud til det møde, jeg skulle til.

- om familien opdager, at jeg spiser de sidste chokolate-nutella-cookies de bagte i weekenden. Som nu ligger i en dåse i skabet. Og jeg behøver ikke engang rejse mig for at nå det!

- om vi nu har bekæmpet alle rotterne i gården. Der skulle efter sigende være én tilbage - som så igår fik et gok i nødden af en kommune-mand klædt i skrigende gult.

- at tiden simpelthen går så sindsygt hurtigt lige nu. Det er en kliche - det ved jeg godt. Men der er altså tidspunkter, hvor tiden flyver hurtigere end andre gange. Og lige nu er der fart på som østerbromødre til molo-lagersalg.

Muligvis har jeg et anstrengt forhold til Halloween - men hende her. Hun er sgu sød.