Jeg er en meget heldig kartoffel

Der går ikke mange dage, hvor jeg ikke rammes af en usigelig pludselig lykke og tilfredshed når jeg nulrer rundt i lejligheden. Jeg er simpelthen så heldig. Og jeg er ind imellem alt for dårlig til at sætte pris på det. Og det giver sig udslag i brok over de mest ligegyldige ting. Men det er jo for skørt. Når jeg hver dag mindes om mit held. Lige gyldig hvor jeg kigger hjem er her maks hygge. Det ligner ikke et Bo Bedre katalog. Men det ligner et hjem. Mit hjem. Vores hjem. Og jeg er så glad og taknemmelig for at have mulighed for at give mine børn lige netop dette barndomshjem.

Mit eget barndomshjem, som desværre ikke er mere - hverken mit eget eller mit andet hjem hos mine bedsteforældre eksistere mere i den form det var. Men når jeg har brug for ro kan jeg stadig fremkalde denne bare ved at tænke på min barndoms hjem. Og nu er det mig, der giver mine børn et HJEM. Her er virkelig hjemlighed.

Lige nu som jeg skriver det ligger der et barn og sover med katten i den ene sofa, på gulvet ligger et andet (sovende) barn og ind imellem ligger Steffen og jeg og nyder. Nyder roen efter en eftermiddag fyldt med gode dejlige julegæster i form af ungernes bedste venner og deres forældre - der drak egg nog og hyggede i alle afkroge af lejligheden.

Jeg skal ganske enkelt i den grad til at stoppe med små-brok og løfte hovedet og se mig omkring. Der er nok at være taknemmelig for.

Børnefri weekend med både and, film og fest

Fredag kan man sige at julen rigtige blev skudt igang, hvis den da ikke allerede havde indtaget scenen. Unger drog på weekend hos mormor, mens Steffen og jeg brugte aftenen først i magasin (der jo er det ultimative jule-mareridt), og herefter brugte små 3 timer i Holmens kirke med Händels Messias. Smukt. Og en anelse langstrukket da de valgte at holde 35 minutters pause i midten. Noget der i den grad forstyrrede oplevelsen. Men smukt og vanvittigt imponerende var det. Også selvom de fleste publikummer var passeret et halv-hundrede år. Og på den vis fik jeg bekræftet, at der jo ganske som forventet bor en gammel excentrisk dame inden i mig. Med hang til portvin, blommer i Madeira og klassisk musik.

Smukke Holmens kirke lagde den mest julede ramme om aftenens smukke koncert.

Lørdag var børnefri. Altså hele dagen. Jeg skulle ikke nå noget som helst andet end at lægge ny neglelak til aftenens fest. Og købe en and. To ting jeg lige kunne klare. Resten af dagen gik med - ingen-fucking-ting. Hurra 😀. Jeg fik set uendeligt meget ligegyldigt tv og læst en halv bog. Det var fantastisk. Ungerne facetimede et par gange (fagre nye verden), og ellers så jeg kun kassedamen i Meny (som jeg SÅ meget hellere ville skrive med u...).

På vej til årets 40-års fest

En samling af de bedste piger... to af dem mine aller bedste veninder :-)

Så er der fest

Senere på natten - glimmer og glamour har forladt os til fordel for PARTYYYY

Aftenen gik med en af årets største fester. En 40-års på Skovridderen. Og her er det jo en fordel med indre gamle og excentriske damer, da klientellet der jo langt overvejende består af anden-gangs-skilsmisseramte-desperationer. Men festen var et brag. Der var et uendeligt antal indlæg. Faktisk var alle på podiet 😳. Og der var salsa danserinde, fjer, bobler og dans til de lyse timer - eller, nu er det jo aldrig lyst for tiden. Så ud på de små timer. Det var skønt og jeg er simpelthen en heldig kartoffel i skysovs at have sådan en flok veninder. Der sådan fylder 40 og så lige brager en fest af, der let kunne kandidere til årets partyyy. 

Juletræ, Lucia og hyggelige julearrangementer

Så gik der tid med det… lalala…

Så gik der lidt tid – og for tiden er min tid dejlig, lys og blinkende, som en hyggelig julekæde. Jeg tilbragte weekenden, der just er passeret, med at være aldeles helliget familien og ungerne. Fredag var Caroline og jeg alene hjemme, da både Steffen og Margrethe var ude at føjte. Det var brand-hyggeligt. Og jeg, der troede vi skulle spise den obligatoriske risengrød (noget Caroline normalt insisterer på, når Margrethe ikke er hjemme), blev irettesat, da der i stedet blev bestilt pommes frites fra pizza-manden. Og her var jeg bestemt nem at overtale, så vi spiste pommes, kebab og kage til dessert. Da Caroline var gået ud på sofaen (desværre inden Absalons hemmelighed) dukkede min skønne veninde op. Og så stod den på mere kage, slik, te og snak. Og ja, så en af de gamle James Bond film. Det er efterhånden blevet en tradition.

Lucia optog i Krebs skoles SFO

Luciapige, der efter eget udsagn kigger ned for ikke at se genert ud...

 

Lørdag gik med – ingenting, rigtigt. Vi var bare hjemme - og lavede klatkager, julepynt og fik gæster. Det var nemt, afslappende og lige hvad vi alle trængte til.

Søndag gik turen til det vestsjællandske, hvor min mor jo har slået sig ned på en stor (dog nedlagt) gård. Og da hun og hendes mand har været så venlige og forudseende at plante en skov, er det nu derfra vi hvert år hjembringer juletræet. Det er altid så brand-hyggeligt at traske ud og finde juletræet 'i egen skov', skændes om hvilket, der er bedst, fælde det, der vandt (eller tabte, hvis man ser det fra træets perspektiv), og senere spænde det fast til taget og køre hjem. En kørsel, der foregår i lidt langsommere tempo end vanligt. I år nåede vi hjem, således at vi kunne nå at pynte det inden pigerne gik i seng. Så nu står det skønneste julede juletræ og skinner og blinker i stuen. Og spreder total stemning. Så nu måtte ferien egentlig godt snart gå i gang J.

Juletræet på vej hjem

Juletræet - nu pyntet

 

Der er dog lige en række hyggeligt arbejdsdage med en masse hyggelige frokost-aftaler og julemiddag på Madklubben med afdelingen, der skal overstås inden. Juletid er bare det bedste!

Krokodilleskind er bedst som taske

Jeg elsker den her årstid - december. Ikke januar for efter lyskædernecer taget ned er det bare træls. Men lyskæder kan i den grad noget. Ens hud får et bedre skær og glød. Der kommer stjerner i børneøjne. Jeg elsker det.

Der er dog noget jeg ikke elsker - og eet er kuldens indvirken på min hud - specielt mine kinder og mine hænder bliver tørre som krokodiller. Og sådan noget krokodilleskind er bare ikke pænt nogen steder og slet ikke i ansigtet. Derfor ville jeg med glæde teste Ampullabs olie til ansigtet. Jeg valgte RESQ10, da jeg tidligere har haft rigtig gode erfaringer med Q10. En ampul varede i 3 dage - og der var rigeligt. Jeg synes dog det var for længe om at trænge ind i mit ansigt, så jeg tror ikke Estee Lauders advanced Night repair bliver skiftet ud. Jeg knus elsker den, trods den heftige pris.
Men hvad jeg derimod opdagede jeg virkelig kunne bruge ampullerne til var den der hud lige over brysterne. Som bare altid får for meget sol om sommeren. Her var olien fantastisk og jeg har set nok eksempler på 'damer' fra højfjelds-æraen, til at konstatere, at der skal man huske at forebygge rynker. Og ja, solcreme gør meget - men når nu det er kommet til mindre glat hud viste den her olie sig faktisk ret fin. Så hermed anbefaling givet videre til det.

Jeg har fået ampullerne tilsendt gratis men ord og holdninger er mine.

Herunder kan man læse mere om ampullen:

Oliebaseret ampul med Q10.

Denne ampul er højdoseret og en ren luksusampul til en perfekt hud og giver dig en målrettet anti-aging behandling. Når vi bliver ældre, mister huden fugt og elasticitet, derfor er det vigtigt at hjælpe hudens celler med en reel genopbygning.

Q10 tilfører huden den mængde energi, der er nødvendig for cellernes regenerering, beskyttelse og reparation. Q10 neutraliserer også de frie radikaler.

Når huden mister sin elasticitet, kan den komme til at se træt ud og derfor et Q10 et vigtigt produkt, der sætter cellerne igang med at producere den nødvendige mængde energi igen. Ampullen aktiverer stresset og træt hud og stimulerer cellefornyelsen. Derfor er denne anti-aging og fugtgivende olie ideel til moden, tør og stresset hud.

Den kan være et godt supplement til din aftenrutine. Efter afrens kan du bruge derma roller, som giver huden motion. Brug derma roller i ansigt og på hals (ikke omkring øjnene, hvor huden er ekstra tynd), i lod- og vandrette strøg. Hudens porer åbnes nu og cellernes aktivitet øges. Den super olierige anti-aging ampul kan bidrage til at forstørre cellevolumen synligt. Den polstrende virkning fremmer en synlig udglatning af fine rynker.

Julekalender, flaskepost, keramik og weekend - og ikke så meget om stormvejr

Det er december i morgen. Og jeg glæder mig som et lille barn – faktisk lige så meget som mine tøser derhjemme. Jeg har kalendre klar og næste alle gaverne fra nissen. Vi har desuden i år bestilt flaskepost fra nissen – jeg håber de gider lege med på det, selvom det nok liiiige er et år for sent. Sidste år dæmrede sandheden (desværre) for Margrethe idet hun brugte lidt tid på at spekulere over hvordan det kunne være at nissen brugte samme indpakningspapir, som vi havde liggende. I år har jeg gemt det papir nisse-gaverne kommer i – men jeg må nok indse at de magiske dage er talte. Jeg håber vi kan tage et år mere med tro på det med Caroline. Det sjove er nu, at Margrethe tabte en tand i lørdags. Og tilsyneladende er der slet ikke tvivl i hendes sind om at tandfeen er virkelig. Det er så hyggeligt.

Men nu er det tid. Til kalenderlys, pakker, u-landskalender, tv-julekalender – vi skal se to i år. Vi må selvfølgelig se den gode gamle nissebande rede jule. Og så er Absalons jul faktisk en af de bedre julekalendre, der længe er produceret. Og så er det sjovt, da jeg jo faktisk arbejder som nabo til Magasin og jeg har altid synes at jule i Magasin er helt magisk.

 

Weekenden har ellers budt på maksimal tøsehygge med Margrethe og jeg. Hun fik et keramik kursus i fødselsdagsgave – som strækker sig over 2 weekender (denne var den første), hvor mor og barn skulle bruge hele lørdagen og hele søndagen på at ’lege med ler’. Vi har stor produceret skole, fade, urtepotter, kopper etc. Og vi har i den grad hygget os sammen. Det var virkelig fedt og vi har fået uendeligt meget ud af det. Det kan så meget anbefales – vi gik her. Det varede fra 10-14 hver dag så vi havde også tid til at spise æbleskiver og hygge med den resterende del af familien, som jo blev hjemme og brugte begge dage på at opbygge en stor del af pigerne lego friends.

 

Stormen – skal vi tale om den. Hos os var det ren hygge – det ruskede og larmede voldsomt, men inde i varmen var det faktisk hyggeligt at lytte ud. Vores gadebelysning gik dog midt i det hele og jeg skal hilse og sige at Østerbro kan blive sort som natten. Det var som at være på min mors firlængede gård uden for lands lov og ret. Men det var det vildeste der skete. Så det var der ikke meget halløj i.

At leve i nuet

At leve i nuet er livets teknik

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu, som gik,

og halvdelen vælger det næste.

 

Og det forrige nu og det kommende nu

bliver aldrig i livet presente,

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente.

 

For det nu, som er gået, er altid forbi,

og det næste bliver aldrig det rette.

Næ, sørg for, at det nu, du lever i, 

én gang for altid er dette.

19. november 2015 hvor Margrethe blev 9 år

Vi havde den skønneste dag i går. En fødselsdag hvor hovedpersonen nød dagen igennem – og hvor jeg holdt en skøn fridag og havde en masse dejlig tid med de dejlige unger.

Dagen startede som altid med sang, stort morgenbord, gaver, facetime med familien i USA og en happy happy lille (nu lidt større) pige. Jeg eeeeeeelsker de morgener. Og jeg håber at pigerne husker disse fra deres barndoms-fødselsdage - også når de er voksne og flyttet hjemmefra.

Efter skole gik dagen videre i dejlige jule-udsmykkede Tivoli. HVor vi var stort set de eneste gæster - og vi derfor både prøvde den gamle rutsjebane, karrusellen på billedet og veteranbillerne HELT alene. Det var sjovt. Og smukt!

Skønne piger i skønne Tivoli siger godnat efter vi har spist så meget sushi og thaimad i det Japanske Tårn, at vi stort set kunne trille hjem.
 

En af dagens bedste gaver - en 1000-prik malebog. Hver side er en af de gamle 'find-prikkerne-og-få-et-billede-frem'-opgaver. Men her er 1000 prikker på hver side og det samlede billede er et flot, kompliceret og detaljeret billede. Det er helt vildt skægt.

 Nu fortsætter fødselsdagen idag og resten af weekenden med klasse-slumber-party med overnatning af 10 tøser, familie-fødselsdagen og årets første julearrangement på Steffens arbejde.


Om en helt speciel 9-års fødselar og et tilbageblik

I dag er det 9 år siden jeg das på Baresso på trianglen og ventede. Og hyggede samtidig, bevares. Men mestendels bare ventede. Jeg havde næsten gået rundt i 9 måneder med en voksende spire i maven og var efterhånden virkelig spændt på at møde hende. Jeg sad på Baresso med min gode veninde. Hun var om muligt endnu mere gravid og ventende end jeg var. Jeg havde stadig et par dage til min termin, mens Pernille for længst havde passeret hendes samt hele 14 dage mere (det var dengang, men fik ’lov’ at gå længe over). Jeg husker, at jeg faktisk havde det ret godt. Der var ingen tegn i sol, måne eller stjerner – eller på min krop, for den sags skyld, på at jeg skulle blive mor til en dagen efter, som var søndag. Pernille var utålmodig, og meddelte mig godmodigt, dog med en snert af desperat alvor, at jeg kunne lige våge på at føde inden mandag, hvor hun skulle igangsættes.

Jeg måtte sms’e hende fra Riget med stor glæde og ditto undskyldning dagen efter klokken 12. Fordi når Margrethe vil noget, ja, så går det stærkt og uden slinger. Sådan er det stadig. Og nu bliver hun 9 år. I morgen.

Jeg glæder mig så meget – måske faktisk ligeså meget som hende. Jeg glæder mig til hendes ansigt ved fødselsdagsmorgenbordet, mens der pakkes gaver op og drikkes kakao. Jeg glæder mig til at holde fri og hente lige efter skole. Jeg glæder mig til at tage i Tivoli (med mindre det – stadig – regner konstant, i så fald ser vi en film). Og jeg glæder mig til at spise sushi i Tivoli, som er livretten, også for Margrethe, om aftenen. Jeg skal dog også en tur til sundhedsplejersken med Caroline – og bøjletandlægen med fødselaren (ja, uheldigt, men det kan ikke flyttes…. Har prøvet).

Fødselsdage er noget helt specielt – men ens børns fødselsdage er bare endnu mere specielle. Så i aften vil jeg, udover at dække morgenbordet, finde flag, lys og gaver frem, sætte mig med et stille eftertænksomt glas vin og kigge på de sidste 9 år – som er stormet af sted uden at se sig ret meget tilbage.

 

Om mobning, skam og angst

Jeg læste et indlæg her hos sneglcille, som berørte mig dybt. Og jeg er fuld af beundring over det stærke stærke menneske hun er. Et mennske, der helt sikkert er følsomt og skrøbeligt. Men samtidig er vanvittig stærkt.

Jeg har selv været der. I mindre grad, tror jeg. Vi har aldrig haft politiet involveret, men jeg har følt mig så forkert gennem store dele af min barndom.

Jeg har været igennem et ikke helt problemfrit skoleskifte (grundet flytning fra en by til en anden) – og det igangsatte et folkeskoleforløb, jeg ikke ville ønske for nogen. Jeg mødte en skole, som synes det ’bare’ var børn. Som slet ikke forholdt sig til den skade mobning giver – og som dybest set mente, at det var det mobbede barn, der bare skulle tage sig sammen.

Og jeg synes stadig det er skamfuldt. Jeg føler skam, flovhed og selv-lede, når jeg bare tænker på det. Hvilket også er derfor jeg er så blæst bagud af beundring for Cille – fordi hun tager tyren ved hornene og taler om det. Åbner op til den inderste og, i hvert fald hos mig, frygteligt skamfulde del af personligheden. Jeg har tænkt meget over hvorfor det er så skamfuldt. Og kommet frem til det ledeste svar, der i den grad siger noget om hvor skadeligt mobning og psykisk terror er. Det er skamfuldt fordi jeg stadig tror på det – inderst inde. Min hjerne ved godt. At mobberne ikke havde ret. At det var en børneverden, der tog overhånd. En frygt hos nogle børn, der gav sig udslag i en helt forkert destruktiv opførsel overfor andre børn, og blandt de skræmte medløbere – som gik udover mig. Og andre gennem tiden. Men alligevel er det mig, der er den skamfulde. Og (måske) ikke mobberen. Det er mig, der helt inde i kernen af min person stadig tænker, at siden jeg blev ramt, er det nok fordi det er sandt. Det er sandt, at jeg ikke dur. Det er sandt, at ingen kan lide mig. Det er alt sammen sandt – og derfor havde jeg fortjent mobningen.

Det er jo helt tosset og jeg ved godt, at det ikke er sådan det er. I den virkelige verden. I min voksne fornuftige reflekterede verden. Men sådan er det i min indre verden. I min barnehjerne og mit hjerte. Stadigværk. Her 25-30 år efter.

Mobning er skadeligt. Og det kræver en styrke af dimensioner at rejse sig efterfølgende. Det kræver en voksen modenhed og fornuft at vide, at det selvfølgelig ikke var fordi man (jeg) var forkert og uden værdi. Men så længe jeg er flov (i nutid), så længe jeg er skamfuld over at tale om, at jeg har været mobbet i dele af min barndom – eller måske bare holdt udenfor – ja, så længe det er sådan. Så har det stadig sat spor. Helt ind i min 37-årige kerne.

Og nu har jeg (to) børn i skole. Jeg kan i den grad følge Cilles angst for 1) at overføre egen angst til sine børn, men også 2) at samme oplevelse skal skæmme deres livsbane. Jeg tager stort set alting for nært i relation til mine egne ungers venskaber, skolegang og oplevelser – jeg prøver at bide mig i tungen og skrige i en pude (ind imellem) – det går godt for dem. Begge to. Men hvor er det stadig svært!

Lidt om bare tæer

Jeg var på et hyggeligt cafe-besøg med en dejlig veninde den anden dag. Det regnede ret meget, så jeg var pakket helt ind i regntøj fra top til tå og kom dryppende ind for at modtage en skoldhed kaffe. Og da jeg affører mig mit regntøj – og skifter fra de sko jeg cykler i til stiletterne – udbryder hun (forfærdet – troede jeg); ’Du har jo ikke strømper på'. Og nej, som jeg tidligere har skrevet hader jeg strømper. Jeg synes altid, at de klemmer om fodleddet og benet, og i det hele taget hele foden. De er stive og trælse og altid for tykke. Også når de er tynde. Jeg har et par fra Burberry som jeg elsker – de er glatte, tynde og fine. Men også latterligt dyre – og det gider jeg da ikke bruge på sokker. Men heldigvis var min veninde ikke forfærdet. Hun var glad – fordi hun for første gang havde fundet en lidelsesfælde, der heller ikke går med sokker, eller strømper, om man vil. Og ja, jeg kan godt se at det kan opfattes ulækkert med bare tæer i sko, støvler og deslige. Men jeg kan simpelthen ikke klare de klemmende, kradsende tingester på mine fødder (som jo ellers uden bøvl klarer stiletter, der både klemmer og laver vabler).

Men så sendte sokkeposten.dk mig endnu et sæt prøvestrømper fra iZ Socks – denne gang ikke af den slags jeg lige kan klare, der bare sidder om fødderne og kaldes sokletter. Men sådan nogle, der gik lidt op. Med andre ord - rigtige strømper. Skræk! Men de var lige så skønne som mine Burberry. Uden fis – så jeg er så glad. For endelig at have fundet nogle strømper, som jeg rent faktisk kan bruge. Der ikke koster alt for meget i sokke-omkostnings-niveau. Hermed anbefaling givet videre – også selvom man ikke har helt samme sokke-skræk, som jeg (og min veninde, åbenbart) lider af.