Chok

Jeg er begyndt at spekulere på om det der arbejdsmarked er noget for mig. Efter fredagens chok-samtale med ny chef har jeg her til morgen talt med min counsellor (som er ens … HR-kontakt, som også er faglig kontakt indimellem – lidt rodet. Sådan er det). Nå, men jeg blev om muligt bare endnu mere i tvivl. Der blev sagt ting som ’hvis du ikke vil forfremmes, kan det jo være du slet ikke skal være her’, ’enten vil man en karriere ellers vil man sin familie’… Og som svar på min forsigtige melding, at det måske var lidt sort-hvidt – og at jeg mente, der kunne være grå nuancer imellem, altså at man gerne ville arbejde OG have en familie, blev der svaret ’at det kan jo ikke lade sig gøre’, ’det er din holdning, det er galt med’, ’din chef XX kan med rette forvente at du tager dig sammen og viser dit engagement’, ’ du har ikke sendt nogle email om aftenen i de 14 dage hun har været her, så hun kan ikke se at du arbejder engageret’ [WHAT – 1. jo jeg har sendt email om aftenen, til de relevante medarbejdere. 2. At sende emails om aftenen er den måde man viser sit arbejde på? Hvad nu hvis jeg er her 8 timer dagligt – om dagen….? 3. Hvad???? ]’den email du sendte (se her) var bestemt også fjentlig’ (??? – that I still don’t get), ’nu har du en måned til at bevise, at du er på hendes [nye chefs] hold’… Skal jeg bevise det? Okay – men hvad med at komme ind som ny chef og se på folks kompetencer og arbejde. Jeg har endnu ikke arbejdet sammen med hende på nogle som helst opgaver – men jeg er stemplet. Heldigvis har jeg en anden ’chef’ – som jeg lige nu arbejder for. Der er tilfreds – og chokeret over udviklingen. Desværre er hun ikke i en position til at gøre noget. Andet end råde mig til at skynde mig væk.

Men indeni sidder der jo en lille stemme og siger ’du dur ikke’, ’hun har ret – du er jo nok elendig’, ’nej, du passer ikke ind på arbejdsmarkedet’, du er forkert’… fortsæt selv i samme retning. Jeg har tænkt det!

Jeg ville egentlig have skrevet om en weekend, hvor jeg nød familien. Vi så ironmænd (og damer) slide sig halvt ihjel op af strandvejen, jeg fik læst en halv roman, bagt pina colada –cupcakes, spist selvsamme, spist hyggelig middag hos dejlige venner på Vesterbro med både deres og vores unger, og glemt (så godt som muligt), at arbejdet hænger i laser og glæden har gemt sig så godt, at jeg ikke længere kan få fat i den. Men nu er det mandag – og virkeligheden tilbage.