mandag den 19. august 2013

Chok


Jeg er begyndt at spekulere på om det der arbejdsmarked er noget for mig. Efter fredagens chok-samtale med ny chef har jeg her til morgen talt med min counsellor (som er ens … HR-kontakt, som også er faglig kontakt indimellem – lidt rodet. Sådan er det). Nå, men jeg blev om muligt bare endnu mere i tvivl. Der blev sagt ting som ’hvis du ikke vil forfremmes, kan det jo være du slet ikke skal være her’, ’enten vil man en karriere ellers vil man sin familie’… Og som svar på min forsigtige melding, at det måske var lidt sort-hvidt – og at jeg mente, der kunne være grå nuancer imellem, altså at man gerne ville arbejde OG have en familie, blev der svaret ’at det kan jo ikke lade sig gøre’, ’det er din holdning, det er galt med’, ’din chef XX kan med rette forvente at du tager dig sammen og viser dit engagement’, ’ du har ikke sendt nogle email om aftenen i de 14 dage hun har været her, så hun kan ikke se at du arbejder engageret’ [WHAT – 1. jo jeg har sendt email om aftenen, til de relevante medarbejdere. 2. At sende emails om aftenen er den måde man viser sit arbejde på? Hvad nu hvis jeg er her 8 timer dagligt – om dagen….? 3. Hvad???? ]’den email du sendte (se her) var bestemt også fjentlig’ (??? – that I still don’t get), ’nu har du en måned til at bevise, at du er på hendes [nye chefs] hold’… Skal jeg bevise det? Okay – men hvad med at komme ind som ny chef og se på folks kompetencer og arbejde. Jeg har endnu ikke arbejdet sammen med hende på nogle som helst opgaver – men jeg er stemplet. Heldigvis har jeg en anden ’chef’ – som jeg lige nu arbejder for. Der er tilfreds – og chokeret over udviklingen. Desværre er hun ikke i en position til at gøre noget. Andet end råde mig til at skynde mig væk.
Men indeni sidder der jo en lille stemme og siger ’du dur ikke’, ’hun har ret – du er jo nok elendig’, ’nej, du passer ikke ind på arbejdsmarkedet’, du er forkert’… fortsæt selv i samme retning. Jeg har tænkt det!

Jeg ville egentlig have skrevet om en weekend, hvor jeg nød familien. Vi så ironmænd (og damer) slide sig halvt ihjel op af strandvejen, jeg fik læst en halv roman, bagt pina colada –cupcakes, spist selvsamme, spist hyggelig middag hos dejlige venner på Vesterbro med både deres og vores unger, og glemt (så godt som muligt), at arbejdet hænger i laser og glæden har gemt sig så godt, at jeg ikke længere kan få fat i den. Men nu er det mandag – og virkeligheden tilbage.

4 kommentarer:

  1. Jeg ville indlevere min opsigelse på stedet. Og bekymre mig om indtægten (eller mangel på samme) bagefter. Det lyder på ingen måde som et rart sted at være, og den nye chef lyder heller ikke som om, hun bare lige pludselig vender på en tallerken og bliver sød. Med mindre du selvfølgelig knokler dig selv halvt ihjel og sender bunkevis af mails af sted hver aften. (Som du skriver: Hvad???)

    Jeg har en veninde, der har været på en arbejdsplads, der i form lyder meget som din. Og hun gik så langt ned med flaget af stress og depression, at det har taget hende 2 år at komme op igen. Det er et job simpelthen ikke værd. Af sted med dig!

    SvarSlet
  2. Ej! Hvor bliver man forarget. Lyder som en rigtig dum ny chef. Øv!

    SvarSlet
  3. Jeg er dybt rystet over at der rent faktisk findes arbejdspladser der er så f*cked up.

    Jeg undrer mig i den grad over at medarbejderens engagement måles i antal mails der er sent om aftenen!!!! Og som du selv siger, hvad lige med resten af dagen?

    Jeg undrer mig også over at man kan få lov at være chef med den indstilling, samt at der er nogen der er villige til at arbejder under hende. Hun lyder rædselsfuld.

    Jeg vil lige sige til dig, inden du banker dig alt for hårdt i hovedet. Der findes en grå nuance, jeg er i den. Endda som alenemor. Jeg tjener ikke nok til at være bekymringsløs, men vi har hvad vi skal bruge, og en mandlig chef med langt mere empati end det monster du er havnet under. (Han vil nok nægte det pure blankt, hvis man spurgte ham).
    Du er god nok som du er, og dine prioriteter er så meget i orden, og fornuftige - hvis man spørger mig.

    Jeg hepper på at du viser dem dit værd og be´r dem om at rende og hoppe.

    Syntes simpelthen det er så grim en behandling.

    Mandags-kram herfra og af hele mit hjerte så Biiiiiip dem et vist sted.

    SvarSlet
  4. Tak til alle jer søde mennesker. Jeg kæmper - og forøger at holde sammen på mig selv og mine værdier. Ved ikke om det lykkes. To be continued...

    SvarSlet