Om at være tandløs

Jeg var til tandlægen i går. Jeg har en tand, som jo er helt færdig og jeg, som ellers er slet ikke lider af tandlægeskræk, var noget betænkelig ved at lade mig nedsænke i stolen. Og da der samtidig var 5 tilstede fra det firma, der producerer den meget højteknologiske maskineri som skal tage aftryk til en ny,  og og og min tandlæge mente ikke, at jeg behøvede bedøvelse – ja, så var jeg betænkelig. Men det gik så fint. Det var jo absolut ikke fornøjeligt. Bevares. Men det gjorde ikke sådan rigtig ondt. Det varede (kun) 45 minutter og de mange mennesker var søde, og meget imponerede over, at jeg ikke fik bedøvelse. Og det stivede jo lige rygraden af. Det mest ubehagelige er faktisk den midlertidige indsats jeg har fået – som egentlig mest er et stykke tyggegummi (eller det er det jo nok ikke, men det føles og ligner), der er presset fast i og mellem min tand(-rest) og dens naboer. Det føles præcis som om, at jeg har spist en appelsin og fået noget af det der frugtkød mellem tænderne. Det strammer og er ubehageligt. Men jo ikke smertefyldt. Desuden skal jeg være usædvanlig forsigtig, når jeg spiser inden fredag i næste uge, hvor jeg skal møde op om morgenen. Og få sat den nye tand ind. Eller den nye tand-del.

Det betyder så, at jeg faktisk på torsdag skal holde oplæg for 100 mennesker – uden min tand, men med mit tyggegummi J. Det er heldigt at det er en af de bagerste og jeg skal smile meget stort og meget bredt for at det kan ses. Og jeg er ret sikker på, at jeg trods alt ikke synes det er SÅ sjovt at holde oplæg. Her kan man se, hvad det er jeg skal tale om helt tandløs og sådan…

Udover tandlæger og hverdag er det også snart forår - og det er jo helt fantastisk. Om lidt er det marts - og så er sommeren nær!

Weekend, puslespil og mandagsblues

Post-weekend blues er vist det jeg er ramt af. Men så kan jeg jo varme mig ved det dejlige minde om lille Caroline (ja, om natten er hun stadig lille), der kom ind klokken 4 om morgenen (eller rettere natten) i går morges og spurgte om det snart var morgen. Da beskeden var negativ kravlede hun og under min dyne og lagde sig til at sove. Det gør hun efterhånden yderst sjældent og ofte er det med en masse overskuds energi, så det i stedet for hyggeligt bliver meget anstrengende og levner ikke mere søvn. Men i går var det anderledes. Hun kravlede op og lagde sig helt tæt – og sov så som en sten der tæt klinet op af mig til klokken 8. Det var simpelthen så hyggeligt. Og en sjælden fornøjelse. Den bedste måde at vågne op til søndag på.

En søndag der gik med at slappe helt af. Jeg fik en god veninde til formiddagskaffe. Hun medbragte, til alles store fornøjelse, en kanelstang på ½ meter. Vi fik set og stemt på MGP, spist popcorn, kage og drukket sodavand (ungernes ønsker) – og vi stemte alle på vinderen. Så det var en stor succes. Og så fik Steffen hængt knager op i gangen – nu er det også kun 8 måneder siden vi flyttede ind. Men man lærer at leve med jakkerne i bunke.  Margrethe og jeg fik færdiggjort vores 4D puslespil over Manhatten. Det var brand-hyggeligt.

Og så valgte køleskabet at tage en længe ventet beslutning for os. Pludselig stod der vand ud af det – og efter at have slæbt det henover gulvet for at se hvad der var galt bagpå (og det er tungt sådan et amerikaner-skab, skal jeg hilse at sige), konstaterede vi, at vandtilførslen ikke længere dur. Det havde i forvejen den defekt at is-maskinen var defekt. Og nu kan det altså heller ikke lave vand. Så vi er vist nødt til at få set os om efter et andet.

Men med en ellers skøn weekend bag mig hvor jeg fik færdiggjort to bøger (begge fantastiske), har jeg købt kanelsnuer til vores teammøde her om en halv time. Så er mandag morgen bare lidt lettere at komme igennem.

 

Fredag med tosomhed, bland-selv slik og x-faktor i vente

Så er det fredag – i ferien. For dem der har det. Altså ferie. Jeg har desværre ikke ferie (mere), men det har stort set resten af mit arbejde, så det er i den grad til at overskue at være her. Og jeg kan allerede mærke at i dag bliver kort. I går var jeg hjemmearbejdende hele dagen. Og hvilken hyggedag jeg fik mig der. Jeg havde et møde mellem 15-16 (sådan per headset og skærm) og ellers var dagen min egen – til at rydde op, blive klar med mit oplæg til en konference, jeg skal holde senere på måneden og til bare at være langsom.

I aftes var vi på Gefährlich i forbindelse med Dining Week. Maden var ganske fortræffelig. Ligeså var den store øl jeg fik, men stedet var da helt og aldeles (forfærdeligt) ikke min kop te. Det var slidt, rodet, lugtede lidt hengemt og der var alt for råt – og det var ikke på den hyggelige måde. Nå, men så fik vi det prøvet. Og vi blev da også dejligt mætte. De lavede helt fantastisk brød, den lækreste confiterede and og en skøn dessert. Så det skal jeg ikke klage over. Ej heller er der klage på selskabet. Det er så skønt. Steffen og jeg har virkelig fået talt i disse dage foran hinanden på diverse Københavnske restaurationer. Vi var vist væk fra hinandens inderste tanker en periode – men sådan en gang tosomhed får nærheden tilbage. Og det er dejligt at mærke og at vide. At det ikke er væk, selvom hverdagens udfordringer, travlhed og mangel på nærhed ikke har formået at få det helt væk – så langt at vi ikke ville kunne hente det frem. Det kan vi. Hurra. Jeg frygter (frygtede) at vi blev en af den slags par, der sad overfor hinanden og pludselig var så langt fra hinandens liv og inderste tanker at skuden var sejlet. Og vi egentlig ikke kunne finde på noget interessant, når ikke der var børn, logistik og madpakker at tale om. Men as it turns out – Steffen er stadig ham jeg helst vil tilbringe min tid med.

I morgen skal jeg hente pigerne lige efter frokost. Og jeg glæder mig så meget. Jeg ved de har det godt – men også at de savner os lige så meget som vi savner dem. Og det er en del.

Men i aften er det fredag. Planen var at tage i biografen – men her til morgen blev vi enige om at skrotte den plan. Vi har været ude hver aften al den tid pigerne har været væk. Og det er ofte sådan det ender. Men vi har faktisk mest lyst til en aften hjemme i vores hjem – sammen. Bare os to. Så vi skal hente take-away, bland-selv-slik og se x-faktor og film. Jeg glæder mig SÅ meget – faktisk næsten mere end til de andre aftner. For lidt X-faktor optakt og stemning, så se med her hos Cecilie). Nu må dagen gerne passere lidt hurtigt og så kan man kun se mine fodsåler på vej fra Kgs. Nytorv.

Livsvisdom; efter en aften med vinmenu er det godt med blødkogte æg

Godmorgen har guld i mund – også denne, hvor jeg dog vågnede med den vildeste hovedpine. Men det er vel en lille pris at betale for at gennemgå hele restaurant Kanalens vinmenu i går. Den var det hele værd– også boblerne til at begynde med. Det var i det hele taget en dejlig aften, hvor vi ikke bare var forældre, men kærester. Så lidt (meget) ondt i hovedet var en billig pris at betale for det.

Og det hjalp jo at stå op og skylle en masse panodil ned. Og tage på bistro Royal til morgenmad med to søde veninder. Så er dagen ligesom i gang og jeg kan bruge resten på at arbejde og sætte mig op til endnu en gang dinning week i aften. Denne gang på Gefährlich. Tror dog jeg muligvis springer vinmenu over i aften.

Vinterferie med Zootropolis, cafebesøg og IKEA

Vinterferie. Det er der nogle, der har. Jeg havde 2 dage – som jo med weekend blev til 4. Og hvilke 4 dage. Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg simpelthen elsker at holde fri med ungerne. Også selvom vi denne gang var lidt lagt ned af sygdom. Margrethe har igennem længere tid on and off haft ørepine, meget forkølelse og pludselig opkast. Men altså tror hun er ved at være ovenpå – og det har helt sikkert hjulet at have nogle stille dage. Bare os tre piger – Steffen skulle nemlig på arbejde.

Men lidt har vi nået i ferien. Vi har set Zootropolis. Og den var helt vildt skøn. Vi har leget bio derhjemme med netflix, popcorn og hygge. Vi har bagt fastelavnsboller – som vi så har spist. Vi har lavet store mængder smoothies med ingefær og presset appelsin. Noget skal vi jo forsøge at få sygdommene til at forsvinde med. Og så har vi spillet kalaha til en uendelighed. Og spist alle vores måltider, der ikke bestod af fastelavnsboller på cafe. I går mødtes vi så med mormor på en cafe i byen, og bagefter tog de to med mormor hjem – og jeg kørte direkte i IKEA med Steffen.

Nu er det sådan at vi har besluttet at vi skal have nyt køkken – indenfor de næste år ;-). Det er et kæmpe stort køkken – og jordens fedeste rum. Men vi ved ikke helt hvordan vi vil have det endnu. Der er jo tusind ting at tage stilling til. Lågerne på skufferne, indretning, vasken – skal den være keramisk, metal, sænket, indbygget eller skal vi have en bordplade,som også er en vask i sig selv. Hvor stor skal kogearealet være – det er jo lidt afgørende for hvor stor hul, der skal i bordpladen. Hvilken bordplade – og hvilken kan, uden at koste en mindre jet-jager-spids, laves således at den går direkte ud i begge vinduer. Dette afgør i hvert fald at den ikke kan blive massiv træ uden samlinger – for så store træer findes ikke (eller kan vi ikke betale os fra. Tror vi skal finde et Red Wood træ, og det er vist lidt dyrt i det). Ja, der er meget. Og første stop blev IKEA. Som det nok ikke bliver. Der var ingen pæne låger i atrasit grå. Deres skuffesystemer er ulogiske og man klemmer fingrene. Næste stop – en anden butik. Vi fik dog købt servietter. Hvorfor er det at servietter altid koster 700 kr?

Aftenen blev brugt på den lokale Cocks and Cows. Og de næste par dage står den på arbejde og Dinning week. Jeg savner ungerne, men derfor desto mere grund til at sørge for så i det mindste at nyde tiden de er på ferie. Ellers er savnet jo helt spildt.

Udplug fra ferie:

 

Om at blive kørt over

Der er bare nogle dage hvor det hele er lettere end andre. I går var ikke en af de dage, hvor jeg synes alt var fjing-fjong. Det er ikke noget nyt – der er bare tider, hvor det er lettere at håndtere end andre gange. Jeg er helt grundlæggende glad for mit arbejde. Det er et arbejde – det er ikke der jeg lægger min lykke (jfr. detteindlæg). Men jeg forventer heller ikke at være tilbage i skolegården. I går havde jeg så min årssamtale, som jeg tiltagende faktisk havde frygtet. Fordi jeg længe har følt, at jeg under-performede. Og at mit arbejde ikke var godt nok, at jeg ikke kunne noget – en tiltagende meget lidt rar spiral at være i. Så jeg frygtede den samtale – også selvom jeg kender min chef. Jeg havde bare helt og aldeles mistet mit udsyn.

Men samtalen blev en noget anden end jeg regnede med. Faktisk havde min chef allerede sat en masse i gang fordi hun godt kunne se, at der var sket det, at teamets samarbejde haltede og at der var en ret voldsom klike-dannelse (tænk at man skal skrive det – om en arbejdsplads). Der er desværre to meget stærke, i arbejdssammenhæng, personer, der i den grad (og det her er mine ord) forgifter stemningen. Og det har jeg virkelig, med min historik, det svært ved. Jeg bliver så ked af det – i stedet for at enten være ligeglad eller tage kampen op. Nu er det bare sådan, at jeg ikke har brug for at en arbejdsplads også er en kamp plads. Og jeg trives allerbedst hvor vi alle har det hyggeligt sammen , selvom vi løser opgaver. Jeg er slet ikke high performer – i den definition, der nu er. Faktisk får jeg det decideret dårligt ved tanken. Der er så mange ting i livet jeg gerne vil have plads både mentalt og tidsmæssigt til – at det der slet ikke rimer på mit liv.

Det jeg så føler mig ramt af her, er at jeg faktisk ikke synes at det er at være uambitiøs. Doven. Ugidelig. Ikke god nok. Som er det, der klart kommunikeres fra den stærke klike. Jeg har en masse ambitioner for mit liv. Arbejdslivet er en del af dette – men da bestemt ikke afgørende. Hvis vi nu bare kunne blive enige om, at vi var lige gode mennesker af den årsag, så ville det nok være letter.

Jeg håber de nye tiltag kommer til at skabe en reel forandring. Så jeg kan nyde den del af mit liv også, som foregår mestendels foran en skærm på Kongens Nytorv.

 

Fastelavn og noget om at glæde sig til ferie

Mandag! Jeg fik løbet i dag – det var dejligt. Eller – det var på ingen måde dejligt. Det var koldt og blæsende. Men det var fanme dejligt at jeg kom af sted. Trods det, at vi er begyndt at se ’River’ på netflix – og nu er jeg jo sådan en seriejunkie, der, når jeg først kommer i gang, virkelig har svært ved at begrænse indtaget af afsnit. Og derfor har en tendens til at komme aaaalt for sent i seng indtil serien en ovre. Men søndag hjalp det lidt at Steffen faldt i søvn på sofaen – og jeg vil altså ikke se i forvejen uden ham. Det er den uskrevne serie-lov herhjemme, så jeg (vi) gik i seng i ordentlig tid. Det gjorde dog ikke mandag morgen meget mere overskuelig.

Mine børn havde en fest, dog. De kom begge af sted udklædt som hhv. egyptisk prinsesse og påfugl (som jeg af vandvare kom til at kalde sommerfugl på instagram i går). De er sååå fine og de glædede sig til fastelavn i skolen, selvom M har ondt i halsen. Så hun tager direkte hjem i seng, når hun er færdig med den der katte-tønde.

Jeg kom på arbejde til kæmpe organisationsændring. Den havde (heldigvis) ikke så meget med mig at gøre – mit team er uændret, bare ’flyttet’ et andet sted hen på en powerpoint. Så business as usual. Jeg bryder mig bare ikke om den stemning sådan en ændring ganske ofte medfører. Alle gribbene kommer frem fra skjulestederne og folk vogter på hinanden og skal lige se om de kan bruge det til egen vinding. Seriøst. Corporate verden når den er værst. Jeg bryder mig en del bedre om hverdagen. Om at have det godt sammen. Læse sine opgaver – alt imens vi hygger os sammen og har det godt. Nå, men this too will pass.

Jeg tæller ned disse dage – til uge 7. Jeg skal dog kun holde ganske få dages ferie, hvorefter pigerne skal til min mor. Men jeg har så meget brug for et pusterum fra det her arbejdsliv. Så vi tæller ned. Også selvom det kun er få dages ferie.

 

Anbefaling til en film-perle

Jeg har lige set en film. Jeg havde faktisk overraskende få forventninger. Filmen er nomineret til 3 oscars, men jeg synes umiddelbart beskrivelsen lød lige vel snæver og kunstnerisk.

Boy, was I wrong. Brooklyn er alle de oscars værd, den er nomineret til - og flere endnu, synes jeg altså. Jeg skiftevis grinte, græd og svævede på lykkeskyer over at JA - livet er skønt - og faldt helt ned i kulkælderen over hvordan livet og tilfældigheder kan ødelægge så meget.

Filmen handler om en ung kvinde, Eilis, der lægger sit liv i Irland bag sig i starten af 1950'erne for at bosætte sig i New York - nærmere bestemt Brooklyn. Hun er en stille pige, men man holder så usigeligt af hende undervejs i filmen. Hun er meget korrekt og virkelig sød - og sjovt nok bliver det bare aldrig for meget eller utroværdigt (som den slags karakterer, nogle gange bliver). Man øsnker bare alt det bedste for hende. Og hun blomster også op specielt efter mødet med Tony. Tony er en ung italiensk-amerikansk fyr, og han er så fantastisk. Hun indhentes dog af sin fortid i Irland - og det er her filmen virkelig bliver interessant, og man som seer oplever hele følelses-registeret. Hun bliver sat over et umenneskeligt valg og dilemma, da hun skal vælge mellem de to lande og de liv, der eksisterer i hvert land. Begge valg har store konsekvenser og der er ikke en let vej.

Den er fantastisk og har premiere den 11.2. 2016. Go see!!

Look at that, it's Fuck That Shit o'clock on a Friday

Hurra i dag er det fredag – og det er jo ganske fantastisk og faktisk den dag weekenden starter. Her starter den først omkring 15.30, hvor jeg vil ringe til ungerne og sige de skal gå hjem. På den måde kan jeg spare lidt tid – og nå at møde dem hjemme uden at skulle forbi skolen. Det er jo win-win. De elsker at gå selv og være ’store’ og jeg skal ikke hente.

I aften er det jo fredag – og vi har fået gode nyheder, så der skal bobler på bordet. Og mange kys og kram til min dygtige mand. Og så er der jo fredagsslik i lange baner. Og en overnattende veninde hos Margrethe. Til gengæld skal Caroline sove hos en pige fra vores gård. Det er simpelthen så skønt, at hun har sådan en skøn veninde hjemme hvor vi bor. Specielt lige nu, hvor hun, her et halvt år efter hun startede 0. klasse, pludselig er blevet ramt af et voldsomt og kraftigt savn efter børnehaven. Jeg tænker det er en naturlig efterreaktion, når nyhedens interesse for skolen har forføjet sig. Og nu er der minder og savn tilbage. Det var også en dejlig børnehave. Og man skal huske at huske (tøhø) på, at børnehaven jo var en kæmpe ingrediens i Carolines liv. Og pludselig er den der slet ikke. Vi har aftalt, at så snart vejret varmer bare en anelse op tager vi på besøg i dejlige Raadvad, hvor børnehaven ligger. Og bagefter sætter vi os, som traditionen foreskrev om foråret i børnehaven, på Raadvad kro og får kaffe (de voksne), saft (børn) og kage (os alle).
Men fredag – hvad er det egentlig for en størrelse. Jo ifølge Wikipedia, er fredag en ugedag (say what?) og normalt en arbejdsdag (ahhhh – er I sikre på det?). Det er muslimernes hellige dag svarende til jødernes sabbat, som er lørdag. Og de kristnes søndag. Det får mig til at spekulere over, hvordan man klarer den, som muslim på det danske arbejdsmarked.

Det er åbenbart ikke gudinde Freyja, der ligger navn til dagen, men derimod en anden gudinde Frigg. Det er Odins hustru – og desuden var hun også frugtbarhedsgudinde.Og hvorfor så freda – jo på oldhøjtysk hedder hun Frīa (dobbelt-g'et er en typisk nordisk lydudvikling), og ugedagen hedder netop også på oldhøjtysk frīatag (tysk Freitag), tilsvarende oldengelsk frīgedæg (engelsk Friday). Men for at gøre forvirringen total er der egentlig tale om en en oversættelse fra latin Veneris dies "Venus' dag", et navn, der lever videre i de romanske sprog: fransk Vendredi, italiensk Venerdi, spansk Viernes.Det er imidlertid ikke gudinden Venus, men planeten Venus, som dagen er opkaldt efter, idet ugedagenes navne bygger på en mellemøstlig astrologisk tradition.

Forvirret much? Jeg er forvirret, så jeg vil bare åbne en flaske champagne, hente et kilo løs godis, kramme mine børn og ikke mindst min mand. Og holde en god lang fredag. For fredag står også for slik, x-faktor, Disney og fredagsfilm (helst en man kan sove til uden at misse hele handlingen).

God fredag.

To modeuge or eller not to modeuge

Idag er det torsdag. Og jeg er på arbejde. Hvilket er helt ok. Faktisk havde jeg tænkt, at jeg skulle have været et smut ude og se på modemessen. Faktisk. Og jeg har brugt første halvdel af dagen på at være lidt ærgerlig over muligvis ikke at få tid alligevel.

Men nu er jeg ikke længere så ked af det. Jeg tror det handler lidt om at finde ud af hvad man egentlig sætter pris på. Og stå ved det. Og jeg har set diverse små snaps og klip fra alle mulige, der er der. Og pludselig slog det mig, at jeg faktisk ikke havde lyst. Og det kom helt bag på mig. Men there I said it. Jeg så på de videoer og tænkte, at jeg slet ikke ville føle mig tilpas. At jeg elsker tøj, sko (specielt sko), make up og sådan noget dulle-halløj, men jeg har ikke noget behov for den verden, der udspiller sig i denne uge.

Og nu skal dette sket slet ikke læses som om jeg er bedre end andre - overhovedet ikke. Det er da mega fedt for andre. Men der er andre steder jeg trives. Andre messer, sociale pindemadder-sammenhænge. For den trang har jeg bestemt. Bare ikke her.

Så jeg vil nyde resten af min arbejdsdag og ønske modefolket nogle fantastiske dage. Og så vil jeg knus-glæde mig til weekenden. Hvor der sker alt muligt dejligt. Både for mig, ungerne og familien som helhed.

Om at være god eller dårlig til at være syg

Så blev det min tur til at blive ramt. Begge piger har været igennem et døgn med ondt i maven og opkast. Kun et døgn og efter de 24 timer er det som blæst væk, og svært at forstå at de ligefør var så dårlige. Jeg håber, at det samme er tilfældet når voksne (altså mig...) rammes.

Det er faktisk lidt sjovt den forskel, der er når folk er syge. Vi kender jo alle mande-influenzaen, som jo er tæt på dødelig. Så er der når vi kvinder er syge. Vi kan godt vaske tøj, gulve og smørre madpakker selvom vi har 40 i feber og ryster. Og så er der børn - som ofte kan være meget syge. Og alligevel ovenpå.

Men her er der bestemt også forskel. Hvor Caroline bare lå helt stille på sofaen det døgn hun kastede op (og at ligge stille på sofaen er et sikkert sygdomstegn fra hende), så var Margrethe ramt at mande-influenza. Det bliver hun altid ved sygdomme. Hun lå et par timer på badeværelsesgulvet og var overbevist om, at hun skulle dø. Den lille stakkel. Det er også virkelig ubehageligt at have kvalme, men det er nu pudsigt så forskelligt adfærden omkring det udspiller sig.

Jeg tror faktisk man kan være mere eller mindre god til at være syg. Jeg ved godt hvordan billedet ser ud herhjemme.

Kærlighedscrossianter og de bedste barndomsminder

Jeg er lige ankommet til kontoret efter en af den slags morgener, der godt kunne være færre af. Begge piger stod for tidligt op, og så beriger de vores morgener med ekstrem morgensurhed og søskende-skænderier. Lige sådan en morgen misunder jeg de, der kun har et barn (apropos).

Men det hele var jo ikke skidt. Vi blev gode venner i dag og fik (igen) talt om hvordan det er, at sådan et familieliv fungerer bedst, således at der er plads til os alle – og de finurligheder vi hver især render rundt med.

Jeg skal til tandlæge i dag og have den endelige dom på min tand. Jeg frygter det ret meget, men så er det jo så heldigt indrettet, at jeg samtidig har fået hold i ryggen. Og det får tandens skæbne til at fylde meget mindre i mit mentale lager, da ryggens smerter i bestemte kropslige positurer fylder så meget desto mere. Desuden skal jeg hente pigerne i dag efter SFO – og det glæder jeg mig ret meget til. Jeg elsker at hende dem om eftermiddagen – og i dag tror jeg vi skal hygge lidt ekstra, når det er lektie-tid og inden vi drager af mod spring-gymnastik. Sådanne hyggeeftermiddage er jeg så taknemmelig for, at jeg kan holde med dem. At jeg har et job, der tillader dette. Nuvel, jeg bliver ikke millionær i økonomisk forstand (og da slet ikke når jeg er færdig med at betale for min – nye – tand), men jeg bliver så uendelig rig på gode minder.

Min mor ringede desuden i weekenden og meddelte, at hun går på pension om et halvt år. Altså som 60-årig. Jeg ved hun har sparet voldsomt op hele livet og arbejdet virkelig meget trods det, at det i hele min barndom kun var hende og jeg, så det er hende så velforundt. Og undervejs i samtalen kom vi til at tale om, hvordan det var med min mormor, da hun var pensionist og jeg var barn og min mor arbejdede (meget). Det er et af mine mest skattede minder om min barndoms hverdag – de der torsdage med min mormor. Det var nemlig sådan, at hver torsdag, med et urværks præcision, kom min mormor og gjorde vores hus rent. Det var mens jeg var i børnehave – og senere i skole. Og på vejen hen til os rundede hun lige den lokale bager og købte to crossianter med hønsekødssalat. Det kunne man nemlig få ved bageren dengang (hvorfor er de holdt op med at sælge det!). Jeg tænker, at det er her kimen ligger til min uendelige kærlighed til crossianter den dag i dag. Jeg er nemlig vokset op med kærligheds-crossianter og torsdagshygge med min mormor. Jeg elskede de dage. Og det ved jeg hun også gjorde.

Jeg håber, at jeg selv, og min mor på sin måde, kan give mine unger lignende barndomsminder. Minder de kan tage  frem på en kold dag og varme sig ved. Måske det ville være smart, hvis de ikke handlede helt så meget om crossianter – det har gjort mindre for min figur (men meget for mit indre J).

Et par år gamle - men et af de minder jeg tror mine børn tager med dig: barndommens sommerferier hos mormor på gården. Med udklædning, fordring af heste, badebassin og grønsagsdyrkning.

At være enebarn - og ikke kunne vælge andet

Jeg vil understrege, at dette er min historie. Og min mening. Og at jeg ikke synes andre skal have den samme. Dette er blot et forsøg på at forklare min side. Ud fra min erfaring og mit perspektiv.

Jeg læste et indlæg her i sidste uge, og ville egentlig selv have kommenteret på det her, men så kom en weekend i vejen med 3 fester, syge børn OG en flækket kindtand. Jeg er på ingen måde ud på at sige, at nutidsmor har taget et forkert valg. Det er helt sikkert det rette valg for dem - det her er bare min historie. Som jeg kom til at tænke over på baggrund af dette indlæg.

Men det det med at vælge at have kun et barn - det har jeg det altså svært med. Jeg er så med på at der kan være alle mulige meget relevante og forståelige argumenter for, at der ligesom kun kom et barn.  Og jeg kan også godt forstå, at når man har ét barn er det voldsomt irriterende at modtage spørgsmålet konstant; skal I ikke have en mere? og HVornår kommer nummer 2 (3, 4 etc)? Det er da generende og intimiderende. I get it - og jeg ville absolut have det på samme måde. Jeg gider heller ikke stå til regnskab overfor andre i forhold til mine valg for min(e) børn. Eller mangel på børn. Faktisk bider jeg jeg nærmest min egen tunge af for at undgå at det ufrivilligt ryger ud - spørgsmålet. 

Jeg kan helt bestemt også godt forstå, at det er fedt at have fokus på det ene barn, man har, når man får spørgsmålene om en 2'er. 

Men så har jeg også den anden side. Min egen historie og mine egne erfaringer. Som jo bare er mine - og som selvfølgelig ikke betyder at alle har det sådan. Jeg er enebarn og har virkelig altid været så trist over det. Helt aldeles fortrydeligt - og det er bare slet ikke noget, der har ligget i min magt. Det er hvad det er – men det var (og er stadig ikke, nu bare nok mere umuligt. Jeg er voksen og min mor har lige proklameret sin kommende pensionering, så der er nok ikke søskende i sigte :-)) mit højeste ønske. 

Det var (og er) et kæmpe savn ikke at have en søskende at dele min barndom og mine forældre med. Bevares det har bestemt sine fordele at være enebarn. Dog mest på ting-siden. For opmærksomheden fra forældre og bedsteforældre kan ikke rigtig erstatte. Jeg har altid misundt min veninder, der havde søskende at dele ‘deres helt specielle’ familie med. En som bare vidste hvad man talte om omkring sine forældre. Der findes ikke andre mennesker på hele jorden, der har haft mine forældre. På både godt og ondt. Der er ikke nogen, der har helt den forståelse for lige præcis min opvækst - som har bevidnet alle de små ting, der gør en opvækst. Og som har formet den person, som jeg er nu. 

Ja, jeg maler det muligvis en tand lyserødt. Men det føles ensomt. Ikke at have en, der var der.  Og nu er jeg voksen. Og mine forældre bliver forurolig hurtigt ældre (jævnfør min mors pension dette år for eksempel). Og igen står jeg alene. Ja, jeg har mand og børn. Men grundlæggende er der jo kun mig. Det er ensomt på et helt grundlæggende plan, som jeg er helt sikker på, at de fleste med søskende ikke er. Om man har et forhold til sine søskende eller ej, så deler man dog et ansvar. Som nu kun er mit. 

Grundlæggende er det jo kun mig.