Om at være tandløs

Jeg var til tandlægen i går. Jeg har en tand, som jo er helt færdig og jeg, som ellers er slet ikke lider af tandlægeskræk, var noget betænkelig ved at lade mig nedsænke i stolen. Og da der samtidig var 5 tilstede fra det firma, der producerer den meget højteknologiske maskineri som skal tage aftryk til en ny,  og og og min tandlæge mente ikke, at jeg behøvede bedøvelse – ja, så var jeg betænkelig. Men det gik så fint. Det var jo absolut ikke fornøjeligt. Bevares. Men det gjorde ikke sådan rigtig ondt. Det varede (kun) 45 minutter og de mange mennesker var søde, og meget imponerede over, at jeg ikke fik bedøvelse. Og det stivede jo lige rygraden af. Det mest ubehagelige er faktisk den midlertidige indsats jeg har fået – som egentlig mest er et stykke tyggegummi (eller det er det jo nok ikke, men det føles og ligner), der er presset fast i og mellem min tand(-rest) og dens naboer. Det føles præcis som om, at jeg har spist en appelsin og fået noget af det der frugtkød mellem tænderne. Det strammer og er ubehageligt. Men jo ikke smertefyldt. Desuden skal jeg være usædvanlig forsigtig, når jeg spiser inden fredag i næste uge, hvor jeg skal møde op om morgenen. Og få sat den nye tand ind. Eller den nye tand-del.

Det betyder så, at jeg faktisk på torsdag skal holde oplæg for 100 mennesker – uden min tand, men med mit tyggegummi J. Det er heldigt at det er en af de bagerste og jeg skal smile meget stort og meget bredt for at det kan ses. Og jeg er ret sikker på, at jeg trods alt ikke synes det er SÅ sjovt at holde oplæg. Her kan man se, hvad det er jeg skal tale om helt tandløs og sådan…

Udover tandlæger og hverdag er det også snart forår - og det er jo helt fantastisk. Om lidt er det marts - og så er sommeren nær!